JV og organtransplantationer
Ann Pearce er en dejlig ældre dame, med hoved med sig. hun er en af dem der er åndeligt fanget i Jehovas vidner, lige som så mange andre. hun kan ikke stå frem med sit sande navn, for så vil hun blive udstøt. Sådan er det inden for JV. det er en mening, for alle medlemmer. har du ikke samme over bevisning som vagttårnet, så er det ud af vagtten mester! og så kan du have nok så meget familje, i JV.
Du kan selv føgeligt komme tilbage, hvis du får samme mening som vagttårnet. ikke mærkeligt at JV, er blivet kalt for "the borg nation." hvis man har set startrik, så ved man hvad man snakker om.
og at komme ud af det igen er at blive deprogram :)
men her snakker Ann Pearce om organtranspatation. hvilket kan være lige så dødeligt, som ikke at få blod.
Jehovas vidner lever i galskab, og galskab, skal bekæmpes med oplysninger:) det er min filosofi. held og lykke med denne lille artikel.
Hvordan med organtransplantationer?
I Vagttårnet - 1. august 1968 - side 357, siges der:
"Når videnskabsmænd kommer til det resultat at denne normale proces ikke længere finder sted, og de foreslår at fjerne organet og erstatte det med et organ fra et andet menneske, skyder de blot en genvej. Underkaster man sig en sådan operation opretholder man lived ved hjælp at et andet menneskes kød. Det er kannibalisme. Da Jehova Gud gav menneskene lov til at spise dyrekød, tillod han dem ikke at søge at bevare deres liv ved på kannibalsk vis at indtage menneskekød i deres legemer, hvad enten det var som føde eller i form af hele organer eller legemsdele fra andre"
I Vagttårnet - 15. juni 1980 - side 23, ser tingene helt anderledes ud:
"Om man kan modtage organer eller væv fra et andet menneske, er noget den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed. .... Andre oprigtige kristne synes måske ikke at Bibelen direkte udelukker transplantation af menneskeorganer. De tænker måske på at det menneskelige væv ikke i alle tilfælde forventes at blive en permanent del af modtagerens legeme. Så vidt man ved, udskiftes legemets celler omkring hvert syvende år, og det vil også gælde organer eller væv som er overført fra et andet menneske. ... Mens Bibelen direkte forbyder indtagelse af blod, er der ikke noget bud i Bibelen som udtrykkeligt forbyder at man indtager andre former for menneskeligt væv i sin organisme."
Jeg kan ikke lade være med at vise dig en beretning fortalt af en broder fra USA:
"I 1967 giftede jeg mig med Delores. Hun var pioner ... og et hengivent Jehovas Vidne ligesom jeg selv. Da hun fik leukemi befandt vi os i en forfærdelig situation. Leukemi er en alvorlig, men ikke nødvendigvis dødelig sygdom, hvis man får den rette behandling.
Lægerne fortalte os at hun havde 50% chance for at blive rask, hvis hun fik en rygmarvstransplantation, og hun havde en broder, to søstre og en fader der var egnede donorer. Alligevel, og fordi enhver form for organ transplantation på det tidspunkt af Vagttårnsselskabet blev betragtet som kannibalisme, ville Delores ikke engang overveje en rygmarvstransplantation, og som en god Vidneægtemand var jeg enig i min hustrus beslutning, og opmuntrede hende til ikke at tage imod rygmarvstransplantationen.
Delores led forfærdeligt og døde i januar 1971 i den tro at hun var en martyr for "sandheden". Hun var sjov, smart, interessant og loyal mod "sandheden" lige til døden. Det eneste der næsten er tilbage af den "sandhed" som hun døde for, og som var grunden til hendes lidelser, er forbudet mod blodtransfusion.
I 1980 ændrede Selskabet deres forbud mod organtransplantation. Først var jeg vred på dem fordi de foretog denne ændring, derefter fordi de ændrede reglerne for livet og døden. Så blev jeg vred på mig selv fordi jeg havede fulgt deres vejledning med hensyn til medicinsk behandling, uden først at have undersøgt Vagttårnets historie ordentligt. Hvis jeg havde gjort dette havde jeg fundet alle mulige slags medicinske forslag og vejledninger, såvel som andre latterlige ideer, præsenteret som kendsgerninger for lettroende læsere, kun for senere at blive ændret eller kasseret.
For eksempel ved jeg nu at Selskabet godkendte organtransplantation i 1949, forbød dem i 1967, og derefter godkendte dem igen i 1980. Ændrer Gud bare sådan mening? Det tror jeg ikke. Det har været endnu flere flik-flak med hensyn til vaccinationer og blodserum.
Havde jeg undersøgt Vagttårnet, ville jeg have fundet at meget af det de skriver er dogmatisk og ganske enkelt anonyme, uvidende, ufaglærte skribents mening, og de hævder at være under Guds egen uinspirerede ledelse som deres eneste anbefaling for troværdighed. Når den næste leder eller Vagttårnsskribent kom med et andet absurd/meningsløst synspunkt, og den tidligere logik blev forkastet, gav lederne deres loyale medlemmer skylden for overhovedet at have troet på dem i første omgang.
I Vagttårnsselskabets publikation Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne under "Falske Profeter" gives der følgende kommentar med hensyn til ændringer i deres egen politik gennem årene: "Det har været forholdsvis mindre ting de har måttet korrigere ..." Hvis jeg stillede mig ved Delores grav og læste denne udtalelse højt, ville det lyde fuldstændigt meningsløst for et hvilket som helst fornuftigt tænkende menneske.
Selskabets råd med hensyn til medicinske spørgsmål kostede sandsynligvis min hustru hendes liv. Jeg håber at andre vil lære af vores erfaring og ikke komme til at lide som vi gjorde. Jeg beder til at Selskabet vil ændre deres grusomme og hjerteløse politik som har kostet så megen meningsløs smerte for andre."
Hvorfor skulle denne søster dø for noget der få år senere bliver tilladt?
Hvordan kan nogen sige at dette er en mindre korrektion?
Ja, men de har da håbet om en opstandelse, vil du måske sige!
Tænk på, hvis det var en af dine kære, din hustru eller dit barn!! Hvordan tror du, at du ville have reageret? Er vi blevet så følelseskolde, at vi ikke kan se urimelighederne, blot fordi det ikke rammer en af vore egne?
Nøjagtigt det samme er sket med blødermedicin, immunglobuliner m.m. Hvor mange brødre har mon sat livet til fordi de før 1978 ikke måtte få blødermedicin, i Blodet, Lægevidenskaben og Guds Lov - 1961 - (side 13-15) gives klart udtryk for at det er Guds lov:
" Guds lov og blodtransfusion. ... Er det forkert at opretholde livet ved en blodoverføring eller ved indgivelse af plasma, røde blodlegemer eller andre blodbestanddele? Ja! .... Men uanset hvilken metode man anvender til indførelse af blod i organismen, og uanset om det er fuldblod eller en blodfraktion, er Guds lov den samme. 'drejer det sig om blod der anvendes for at nære eller opretholde livet, kommer Guds lov i anvendelse. ... og som hellere vil dø end underkaste sig den behandling lægevidenskaben anbefaler."
Har Guds lov ændret sig fra 1961 til 1978, se hvad Vagttårnet 15. september 1978, side 23 siger:
"Men hvordan skal man se på det at modtage en serumindsprøjtning til bekæmpelse af en sygdom, som for eksempel difteritis, stivkrampe, virus-hepatitis, hundegalskab, blødersygdom eller Rh-uforligelighed? Dette synes at falde i det såkaldte 'grå område'. Nogle kristne vil føle at en indsprøjtning med en lille mængde af blodfraktion til dette formål, ikke er et udtryk for manglende respekt for Guds lov; det krænker ikke deres samvittighed."
Når vi nu har accepteret tanken om at vi godt må tage imod organtransplantationer, blødermedicin, serum og immunglobuliner, vil det så ikke være naturligt, at vi så også er villige til at være donorer for sådanne ting, i det mindste lade hospitalerne bruge moderkagen efter en fødsel, idet der kan bl. a. udvindes af immunglobuliner af moderkagen.
Det kunne så spare vore brødre med blødersydomme, nyfødte med Rh-uforligelighed eller en der manglede et organ, for at få AIDS, hvis de fik organer, serum og blødermedicin fra os.
Men hvordan forholder det sig her, Vagttårnet - 1. februar 1997 - side 29:
".. vil det være fornuftigt at meddele behandlingspersonalet at moderkagen og navlestrængen i hendes tilfælde ikke må benyttes. ... immunglobulin (førhen kendt som gammaglobulin) til medicinsk brug er længe blevet udvundet af blodet fra moderkager. .. Kristne der er indlagt på et sygehus, vil gå ud fra at alt hvad der udskilles af eller fjernes fra deres organisme, destrueres ubenyttet .."
Hvordan kan det være at vi gerne vil modtage, men ikke give?
Igen spørger jeg, hvor i Bibelen finder Vagttårnsselskabet baggrund for at opstille sådanne regler? Vagttårnsselskabet hævder at det er Gud der leder organisationen:
"Mændene i det styrende råd har, ligesom apostlene og de ældste i Jerusalem, mange års erfaring i tjenesten for Gud. Men de lader sig ikke lede af menneskelig visdom når de træffer afgørelser. Nej, da ledelsen er teokratisk gør de ligesom de første kristnes styrende råd, der lod sig lede af Guds ord og hans hellige ånd." - Du kan opnå evigt liv i et Paradis på jorden - side 195.
"På vor vandring i denne verden med dens åndelige farer behøver vi mere end menneskelig ledelse for at blive på de veje der behager Gud. En sådan overmenneskelig ledelse er sikret os. 'For,' tilføjer salmisten, 'han vil give sine engle befaling om dig, at vogte dig på alle dine veje.' ... De himmelske engle har nu fået guddommelig befaling angående resten af de åndelige israelitter og deres loyale medarbejdere. .... Når der siges at disse engle skal 'vogte dig på alle dine veje', må det sigte til de 'veje' der er i harmoni med Jehovas åbenbarede ord og er godkendt af ham." Vagttårnet - 1. marts 1975 - side 111-112
Hvordan kan disse skiftende holdninger være Guds ledelse? Hvorfor har han ikke ledet Vagttårnsselskabet til de rette holdninger fra starten? Eller var det de holdninger man havde før, der var de rette? Jeg kan stadig ikke give Gud skylden!!
Kan det virkeligt være forkert af mig at gøre opmærksom på sådanne ting? Skal jeg kaldes en oprører for det?
I fjernsynet for et par dage siden så jeg en kvinde, som kæmpede for bedre forhold for negrene i Amerika, hun gjorde et stort indtryk på mig, fordi hun kæmpede på trods af, at hun havde hårde betingelser, og måske kun kunne opnå "lidt" i forhold til det store problem, hun var op imod, men hun gjorde det og sagde noget i retning af:
" Da negrene blev forfulgt, gjorde jeg ingen ting.
Da indianerne blev forfulgt, gjorde jeg ingen ting.
Da Jøderne blev forfulgt og kom i gaskamrene, gjorde jeg ingen ting.
Nu bliver jeg forfulgt, hvorfor er der ingen der hjælper mig?
Ja, men kære! der er jo ingen tilbage!"
Er det ikke værd at tænke over? Hvem hjælper os, hvis vi tier i dag? Hvilket af ovennævnte standpunkter vi vil tage, hvis vi eller en af vore pludselig får brug for bloddele eller organer, er det ikke for sent først at tænke over det når situationen melder sig? Tænk at stå en dag som den der har ladet en anden dø for noget der senere blev tilladt, kan man leve videre med en sådan tanke? Eller at stå på dommens dag og blive spurgt, hvorfor tillod du det, der stod jo klart i mit ord?
kilde http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/spm2.htm
Du kan selv føgeligt komme tilbage, hvis du får samme mening som vagttårnet. ikke mærkeligt at JV, er blivet kalt for "the borg nation." hvis man har set startrik, så ved man hvad man snakker om.
og at komme ud af det igen er at blive deprogram :)
men her snakker Ann Pearce om organtranspatation. hvilket kan være lige så dødeligt, som ikke at få blod.
Jehovas vidner lever i galskab, og galskab, skal bekæmpes med oplysninger:) det er min filosofi. held og lykke med denne lille artikel.
Hvordan med organtransplantationer?
I Vagttårnet - 1. august 1968 - side 357, siges der:
"Når videnskabsmænd kommer til det resultat at denne normale proces ikke længere finder sted, og de foreslår at fjerne organet og erstatte det med et organ fra et andet menneske, skyder de blot en genvej. Underkaster man sig en sådan operation opretholder man lived ved hjælp at et andet menneskes kød. Det er kannibalisme. Da Jehova Gud gav menneskene lov til at spise dyrekød, tillod han dem ikke at søge at bevare deres liv ved på kannibalsk vis at indtage menneskekød i deres legemer, hvad enten det var som føde eller i form af hele organer eller legemsdele fra andre"
I Vagttårnet - 15. juni 1980 - side 23, ser tingene helt anderledes ud:
"Om man kan modtage organer eller væv fra et andet menneske, er noget den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed. .... Andre oprigtige kristne synes måske ikke at Bibelen direkte udelukker transplantation af menneskeorganer. De tænker måske på at det menneskelige væv ikke i alle tilfælde forventes at blive en permanent del af modtagerens legeme. Så vidt man ved, udskiftes legemets celler omkring hvert syvende år, og det vil også gælde organer eller væv som er overført fra et andet menneske. ... Mens Bibelen direkte forbyder indtagelse af blod, er der ikke noget bud i Bibelen som udtrykkeligt forbyder at man indtager andre former for menneskeligt væv i sin organisme."
Jeg kan ikke lade være med at vise dig en beretning fortalt af en broder fra USA:
"I 1967 giftede jeg mig med Delores. Hun var pioner ... og et hengivent Jehovas Vidne ligesom jeg selv. Da hun fik leukemi befandt vi os i en forfærdelig situation. Leukemi er en alvorlig, men ikke nødvendigvis dødelig sygdom, hvis man får den rette behandling.
Lægerne fortalte os at hun havde 50% chance for at blive rask, hvis hun fik en rygmarvstransplantation, og hun havde en broder, to søstre og en fader der var egnede donorer. Alligevel, og fordi enhver form for organ transplantation på det tidspunkt af Vagttårnsselskabet blev betragtet som kannibalisme, ville Delores ikke engang overveje en rygmarvstransplantation, og som en god Vidneægtemand var jeg enig i min hustrus beslutning, og opmuntrede hende til ikke at tage imod rygmarvstransplantationen.
Delores led forfærdeligt og døde i januar 1971 i den tro at hun var en martyr for "sandheden". Hun var sjov, smart, interessant og loyal mod "sandheden" lige til døden. Det eneste der næsten er tilbage af den "sandhed" som hun døde for, og som var grunden til hendes lidelser, er forbudet mod blodtransfusion.
I 1980 ændrede Selskabet deres forbud mod organtransplantation. Først var jeg vred på dem fordi de foretog denne ændring, derefter fordi de ændrede reglerne for livet og døden. Så blev jeg vred på mig selv fordi jeg havede fulgt deres vejledning med hensyn til medicinsk behandling, uden først at have undersøgt Vagttårnets historie ordentligt. Hvis jeg havde gjort dette havde jeg fundet alle mulige slags medicinske forslag og vejledninger, såvel som andre latterlige ideer, præsenteret som kendsgerninger for lettroende læsere, kun for senere at blive ændret eller kasseret.
For eksempel ved jeg nu at Selskabet godkendte organtransplantation i 1949, forbød dem i 1967, og derefter godkendte dem igen i 1980. Ændrer Gud bare sådan mening? Det tror jeg ikke. Det har været endnu flere flik-flak med hensyn til vaccinationer og blodserum.
Havde jeg undersøgt Vagttårnet, ville jeg have fundet at meget af det de skriver er dogmatisk og ganske enkelt anonyme, uvidende, ufaglærte skribents mening, og de hævder at være under Guds egen uinspirerede ledelse som deres eneste anbefaling for troværdighed. Når den næste leder eller Vagttårnsskribent kom med et andet absurd/meningsløst synspunkt, og den tidligere logik blev forkastet, gav lederne deres loyale medlemmer skylden for overhovedet at have troet på dem i første omgang.
I Vagttårnsselskabets publikation Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne under "Falske Profeter" gives der følgende kommentar med hensyn til ændringer i deres egen politik gennem årene: "Det har været forholdsvis mindre ting de har måttet korrigere ..." Hvis jeg stillede mig ved Delores grav og læste denne udtalelse højt, ville det lyde fuldstændigt meningsløst for et hvilket som helst fornuftigt tænkende menneske.
Selskabets råd med hensyn til medicinske spørgsmål kostede sandsynligvis min hustru hendes liv. Jeg håber at andre vil lære af vores erfaring og ikke komme til at lide som vi gjorde. Jeg beder til at Selskabet vil ændre deres grusomme og hjerteløse politik som har kostet så megen meningsløs smerte for andre."
Hvorfor skulle denne søster dø for noget der få år senere bliver tilladt?
Hvordan kan nogen sige at dette er en mindre korrektion?
Ja, men de har da håbet om en opstandelse, vil du måske sige!
Tænk på, hvis det var en af dine kære, din hustru eller dit barn!! Hvordan tror du, at du ville have reageret? Er vi blevet så følelseskolde, at vi ikke kan se urimelighederne, blot fordi det ikke rammer en af vore egne?
Nøjagtigt det samme er sket med blødermedicin, immunglobuliner m.m. Hvor mange brødre har mon sat livet til fordi de før 1978 ikke måtte få blødermedicin, i Blodet, Lægevidenskaben og Guds Lov - 1961 - (side 13-15) gives klart udtryk for at det er Guds lov:
" Guds lov og blodtransfusion. ... Er det forkert at opretholde livet ved en blodoverføring eller ved indgivelse af plasma, røde blodlegemer eller andre blodbestanddele? Ja! .... Men uanset hvilken metode man anvender til indførelse af blod i organismen, og uanset om det er fuldblod eller en blodfraktion, er Guds lov den samme. 'drejer det sig om blod der anvendes for at nære eller opretholde livet, kommer Guds lov i anvendelse. ... og som hellere vil dø end underkaste sig den behandling lægevidenskaben anbefaler."
Har Guds lov ændret sig fra 1961 til 1978, se hvad Vagttårnet 15. september 1978, side 23 siger:
"Men hvordan skal man se på det at modtage en serumindsprøjtning til bekæmpelse af en sygdom, som for eksempel difteritis, stivkrampe, virus-hepatitis, hundegalskab, blødersygdom eller Rh-uforligelighed? Dette synes at falde i det såkaldte 'grå område'. Nogle kristne vil føle at en indsprøjtning med en lille mængde af blodfraktion til dette formål, ikke er et udtryk for manglende respekt for Guds lov; det krænker ikke deres samvittighed."
Når vi nu har accepteret tanken om at vi godt må tage imod organtransplantationer, blødermedicin, serum og immunglobuliner, vil det så ikke være naturligt, at vi så også er villige til at være donorer for sådanne ting, i det mindste lade hospitalerne bruge moderkagen efter en fødsel, idet der kan bl. a. udvindes af immunglobuliner af moderkagen.
Det kunne så spare vore brødre med blødersydomme, nyfødte med Rh-uforligelighed eller en der manglede et organ, for at få AIDS, hvis de fik organer, serum og blødermedicin fra os.
Men hvordan forholder det sig her, Vagttårnet - 1. februar 1997 - side 29:
".. vil det være fornuftigt at meddele behandlingspersonalet at moderkagen og navlestrængen i hendes tilfælde ikke må benyttes. ... immunglobulin (førhen kendt som gammaglobulin) til medicinsk brug er længe blevet udvundet af blodet fra moderkager. .. Kristne der er indlagt på et sygehus, vil gå ud fra at alt hvad der udskilles af eller fjernes fra deres organisme, destrueres ubenyttet .."
Hvordan kan det være at vi gerne vil modtage, men ikke give?
Igen spørger jeg, hvor i Bibelen finder Vagttårnsselskabet baggrund for at opstille sådanne regler? Vagttårnsselskabet hævder at det er Gud der leder organisationen:
"Mændene i det styrende råd har, ligesom apostlene og de ældste i Jerusalem, mange års erfaring i tjenesten for Gud. Men de lader sig ikke lede af menneskelig visdom når de træffer afgørelser. Nej, da ledelsen er teokratisk gør de ligesom de første kristnes styrende råd, der lod sig lede af Guds ord og hans hellige ånd." - Du kan opnå evigt liv i et Paradis på jorden - side 195.
"På vor vandring i denne verden med dens åndelige farer behøver vi mere end menneskelig ledelse for at blive på de veje der behager Gud. En sådan overmenneskelig ledelse er sikret os. 'For,' tilføjer salmisten, 'han vil give sine engle befaling om dig, at vogte dig på alle dine veje.' ... De himmelske engle har nu fået guddommelig befaling angående resten af de åndelige israelitter og deres loyale medarbejdere. .... Når der siges at disse engle skal 'vogte dig på alle dine veje', må det sigte til de 'veje' der er i harmoni med Jehovas åbenbarede ord og er godkendt af ham." Vagttårnet - 1. marts 1975 - side 111-112
Hvordan kan disse skiftende holdninger være Guds ledelse? Hvorfor har han ikke ledet Vagttårnsselskabet til de rette holdninger fra starten? Eller var det de holdninger man havde før, der var de rette? Jeg kan stadig ikke give Gud skylden!!
Kan det virkeligt være forkert af mig at gøre opmærksom på sådanne ting? Skal jeg kaldes en oprører for det?
I fjernsynet for et par dage siden så jeg en kvinde, som kæmpede for bedre forhold for negrene i Amerika, hun gjorde et stort indtryk på mig, fordi hun kæmpede på trods af, at hun havde hårde betingelser, og måske kun kunne opnå "lidt" i forhold til det store problem, hun var op imod, men hun gjorde det og sagde noget i retning af:
" Da negrene blev forfulgt, gjorde jeg ingen ting.
Da indianerne blev forfulgt, gjorde jeg ingen ting.
Da Jøderne blev forfulgt og kom i gaskamrene, gjorde jeg ingen ting.
Nu bliver jeg forfulgt, hvorfor er der ingen der hjælper mig?
Ja, men kære! der er jo ingen tilbage!"
Er det ikke værd at tænke over? Hvem hjælper os, hvis vi tier i dag? Hvilket af ovennævnte standpunkter vi vil tage, hvis vi eller en af vore pludselig får brug for bloddele eller organer, er det ikke for sent først at tænke over det når situationen melder sig? Tænk at stå en dag som den der har ladet en anden dø for noget der senere blev tilladt, kan man leve videre med en sådan tanke? Eller at stå på dommens dag og blive spurgt, hvorfor tillod du det, der stod jo klart i mit ord?
kilde http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/spm2.htm