JV og udstødelse
Hvordan med forholdet til udstødte?
En ung mand bliver udstødt for at have været i seng med sin forlovede (i dag ville de bare blive bedt om at gifte sig).
Faderen afskærer forbindelsen med sønnen og genoptager den ikke selv om de unge mennesker gifter sig, men sønnen vender ikke tilbage til Jehovas Vidner. Så kommer der en opblødning i forholdet til udstødte i 1973, og da faderen gerne vil se sine børnebørn og svigerdatter genoptager han forbindelsen under henvisning til, at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. I 1980 strammes holdningen over for udstødte igen op og faderen får et ultimativ, enten afskærer han forbindelsen med sønnen eller også må han holde op som ældste, appel til Selskabet hjælper ikke, da sønnen aldrig er blevet genoptaget i menigheden, også selv om han peger på at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. Men han bliver opfordret til at blive som ældste og afbryde forbindelsen, så kunne hans kone hemmeligt holde forbindelsen ved lige.
Dette passer godt med vore egne oplevelser, idet der til min egen mand blev sagt: "Du kunne bare have tiet stille med at I så din kones søster".
Undskyld mig, opfordre os til at lyve og så sige at vi "har sandheden" eller "er i sandheden"!!!
Da min mand begyndte at studere med Jehovas Vidner fik han at vide, at hvis hans familie ikke ville se ham var det forfølgelse fra Satans side. Hvis vores børn, som oftest er blevet døbt alt for unge, ikke længere vil være Jehovas Vidner, så er det pludselig Jehovas retfærdighed.
Hvordan stemmer dette med følgende fra Bibelen:
Ordsp. 20:23:
"To slags lodder er en vederstyggelighed for Jehova;"
Matt. 7:12:
"Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger."
Jeg husker en gang du selv kom med argumentet, i retning af: "Hvis man ikke vil spille med de regler der er i sportsklubben kan man bare forlade den." Og hvor tit har vi ikke hørt at: "Det er da frivilligt om man vil være et Jehovas Vidne, man kan bare forlade det igen, det er meget let".
Det er rigtigt, at vi bare kan forlade det, men der er bare den forskel, at når man forlader sportsklubben får dens medlemmer ikke besked på at nu må de end ikke hilse på de tidligere medlemmer mere, og dermed mister de heller ikke enhver forbindelse til familien, eller sætter familien i den pinlige situation, at de skal lyve om, at de holder en vis forbindelse med en, eller have det utrygt med den situation og føle at de ikke længere er loyale mod Jehova.
Nu siger du måske, at sådan er det ikke mere, nej, måske ikke i praksis i øjeblikket, men du kan ikke komme uden om at iflg. Vagttårnsselskabet er det stadig sådan, eller kan du vise mig en artikel i Vagttårnet der klart siger noget andet? For som det er nu, er der nogle der stadig følger den hårde linie, netop fordi Vagttårnsselskabet ikke melder klart ud. Måske er det noget kun de ældste har fået besked på, at de ikke skal gribe ind overfor dem der ser familien, er det retfærdigt at nogle må og andre ikke må? Eller er de bange for, at en dag vender man tilbage til den hårde linie, og så skal de igen afskære forbindelsen til familien. Husk, der er nogle, der har været med i mange år og oplevet alle disse omskiftelser den ene gang efter den anden.
Fra 1950 til 1974 måtte vidnerne ikke engang sige "goddag" til udstødte, men efter august 1974 besluttede Vagttårnsselskabet, at dette havde været en alt for hård holdning. Men fra 1980 hvor over halvtreds brødre forlod Bethel blev den hårde linie igen trukket frem, hvorfor mon netop fra dette år?
Hvordan stemmer dette overens med:
Salme 19:7:
"Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vis."
Hvordan kan en sådan skiftende holdning stamme fra Jehova?
Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at han står bag dette.
På det tidspunkt hvor min mand trådte tilbage som ældste, rejste kredstjenerne rundt og sagde, at det at se udstødte, var det lige så alvorligt som at tage imod blodtransfusion, eller var det kun vores kredstjener? Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så ikke blevet rettet offentligt, så alle brødrene ved det?
Hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion, hvordan kan det så være at en ældstebroder kan ringe til Jørgen Larsen i Holbæk og spørge om han dog ikke gerne bare een gang må hilse på sin nye svigerdatter, og Jørgen Larsen så siger: "Ja, så denne ene gang". Hvordan kan han sige det, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?
Hvordan kan Jørgen Larsen give en anden ældstebroder lov til at spise sammen med sin homoseksuelle broder ved en begravelse, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?
Hvor har Jørgen Larsen denne autoritet fra? Fra Bibelen? Hvor i Bibelen?
Hvis man må se de udstødte bare een gang, hvorfor må man så ikke tage imod blod bare een gang, det er måske lige denne ene gang der redder et liv?
Hvordan kan man sige, at en ældstebroder ikke må se sin familie, men at hans kone kan så gøre det hemmeligt?
Hvordan kan det så være, at den ældre søster der ikke er i familie med en ældste, som kan fortælle hende, at hun bare kan se familien i smug, enten er nødt til at overholde reglerne og lider under dette, eller har en evig dårlig samvittighed over at overtræde Guds lov?
Er der ikke ens regler for alle i Jehovas organisation?
Hvis noget er forbudt ifølge Bibelen, så kan Vagttårnsselskabet ikke give lov, så kommer den enkelte selv til at tage ansvaret og de konsekvenser det medfører overfor Jehova. Jeg tror ikke på, at vi, når vi står overfor den store dommer og skal have regnskabet gjort op, kan sige "Ja, men den organisation du gav os sagde at vi måtte". Både Israellitterne og deres religiøse ledere blev udslettet eller taget til fange da Jerusalem blev ødelagt, den gang nyttede det ikke at sige sådan.
Hvordan med Adam og Eva, måtte de ikke begge betale prisen?
Jeg kan acceptere, at vi er mennesker, der gør en stor indsats for at finde ud af, hvad der er Guds vilje, og at hver enkelt selv skal stå til regnskab over for Jehova, men kan vi med rette sige at det er en organisation der er ledet af Guds Hellige ånd?
Hvad peger kendsgerningerne imod?
Betragter du alle mine spørgsmål som oprørske?
Jeg love dig for at det er ikke mit motiv. Nej, jeg er i virkeligheden utroligt bange for at vi måske er på den forkerte kurs, hvis vi ikke selv tager stilling til problemerne og undersøger dem grundigt.
Gang på gang dukker Matt. 15:9 op i mine tanker:
"Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud".
Tænk, hvis det er menneskebud - vil det ikke være en katastrofe at bruge livet på det?
Det er et enormt arbejde at undersøge tingene selv, men er livet ikke det værd?
I mange år var homoseksualitet og sodomi ikke skilsmissegrund ifølge Vagttårnsselskabet, og en søster som fandt ud af at hendes mand begik sodomi (omgang med dyr) fik skilsmisse af de verdslige myndigheder, men blev udstødt af menigheden. Flere år efter blev det imidlertid anerkendt af Vagttårnsselskabet som skilsmissegrund, hvorefter hun bad om en offentlig undskyldning, idet hun ønskede at hele menigheden skulle officielt have at vide at hun ikke havde begået noget forkert. Dette ville Vagttårnsselskabet ikke give, men sagde at hun måtte nøjes med at det nu i bladene var anerkendt som skilsmissegrund, og det taget i betragtning af at man altid som Jehovas Vidne må regne med at ingen får at vide, hvorfor man er udstødt, det er helt op til sladderen i menigheden. Men naturligvis mener jeg, at hvis nogen ønsker at det ikke skal frem, skal de have lov til det.
kilde http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/
hun er en dejlig ældre dame :)
En ung mand bliver udstødt for at have været i seng med sin forlovede (i dag ville de bare blive bedt om at gifte sig).
Faderen afskærer forbindelsen med sønnen og genoptager den ikke selv om de unge mennesker gifter sig, men sønnen vender ikke tilbage til Jehovas Vidner. Så kommer der en opblødning i forholdet til udstødte i 1973, og da faderen gerne vil se sine børnebørn og svigerdatter genoptager han forbindelsen under henvisning til, at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. I 1980 strammes holdningen over for udstødte igen op og faderen får et ultimativ, enten afskærer han forbindelsen med sønnen eller også må han holde op som ældste, appel til Selskabet hjælper ikke, da sønnen aldrig er blevet genoptaget i menigheden, også selv om han peger på at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. Men han bliver opfordret til at blive som ældste og afbryde forbindelsen, så kunne hans kone hemmeligt holde forbindelsen ved lige.
Dette passer godt med vore egne oplevelser, idet der til min egen mand blev sagt: "Du kunne bare have tiet stille med at I så din kones søster".
Undskyld mig, opfordre os til at lyve og så sige at vi "har sandheden" eller "er i sandheden"!!!
Da min mand begyndte at studere med Jehovas Vidner fik han at vide, at hvis hans familie ikke ville se ham var det forfølgelse fra Satans side. Hvis vores børn, som oftest er blevet døbt alt for unge, ikke længere vil være Jehovas Vidner, så er det pludselig Jehovas retfærdighed.
Hvordan stemmer dette med følgende fra Bibelen:
Ordsp. 20:23:
"To slags lodder er en vederstyggelighed for Jehova;"
Matt. 7:12:
"Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger."
Jeg husker en gang du selv kom med argumentet, i retning af: "Hvis man ikke vil spille med de regler der er i sportsklubben kan man bare forlade den." Og hvor tit har vi ikke hørt at: "Det er da frivilligt om man vil være et Jehovas Vidne, man kan bare forlade det igen, det er meget let".
Det er rigtigt, at vi bare kan forlade det, men der er bare den forskel, at når man forlader sportsklubben får dens medlemmer ikke besked på at nu må de end ikke hilse på de tidligere medlemmer mere, og dermed mister de heller ikke enhver forbindelse til familien, eller sætter familien i den pinlige situation, at de skal lyve om, at de holder en vis forbindelse med en, eller have det utrygt med den situation og føle at de ikke længere er loyale mod Jehova.
Nu siger du måske, at sådan er det ikke mere, nej, måske ikke i praksis i øjeblikket, men du kan ikke komme uden om at iflg. Vagttårnsselskabet er det stadig sådan, eller kan du vise mig en artikel i Vagttårnet der klart siger noget andet? For som det er nu, er der nogle der stadig følger den hårde linie, netop fordi Vagttårnsselskabet ikke melder klart ud. Måske er det noget kun de ældste har fået besked på, at de ikke skal gribe ind overfor dem der ser familien, er det retfærdigt at nogle må og andre ikke må? Eller er de bange for, at en dag vender man tilbage til den hårde linie, og så skal de igen afskære forbindelsen til familien. Husk, der er nogle, der har været med i mange år og oplevet alle disse omskiftelser den ene gang efter den anden.
Fra 1950 til 1974 måtte vidnerne ikke engang sige "goddag" til udstødte, men efter august 1974 besluttede Vagttårnsselskabet, at dette havde været en alt for hård holdning. Men fra 1980 hvor over halvtreds brødre forlod Bethel blev den hårde linie igen trukket frem, hvorfor mon netop fra dette år?
Hvordan stemmer dette overens med:
Salme 19:7:
"Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vis."
Hvordan kan en sådan skiftende holdning stamme fra Jehova?
Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at han står bag dette.
På det tidspunkt hvor min mand trådte tilbage som ældste, rejste kredstjenerne rundt og sagde, at det at se udstødte, var det lige så alvorligt som at tage imod blodtransfusion, eller var det kun vores kredstjener? Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så ikke blevet rettet offentligt, så alle brødrene ved det?
Hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion, hvordan kan det så være at en ældstebroder kan ringe til Jørgen Larsen i Holbæk og spørge om han dog ikke gerne bare een gang må hilse på sin nye svigerdatter, og Jørgen Larsen så siger: "Ja, så denne ene gang". Hvordan kan han sige det, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?
Hvordan kan Jørgen Larsen give en anden ældstebroder lov til at spise sammen med sin homoseksuelle broder ved en begravelse, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?
Hvor har Jørgen Larsen denne autoritet fra? Fra Bibelen? Hvor i Bibelen?
Hvis man må se de udstødte bare een gang, hvorfor må man så ikke tage imod blod bare een gang, det er måske lige denne ene gang der redder et liv?
Hvordan kan man sige, at en ældstebroder ikke må se sin familie, men at hans kone kan så gøre det hemmeligt?
Hvordan kan det så være, at den ældre søster der ikke er i familie med en ældste, som kan fortælle hende, at hun bare kan se familien i smug, enten er nødt til at overholde reglerne og lider under dette, eller har en evig dårlig samvittighed over at overtræde Guds lov?
Er der ikke ens regler for alle i Jehovas organisation?
Hvis noget er forbudt ifølge Bibelen, så kan Vagttårnsselskabet ikke give lov, så kommer den enkelte selv til at tage ansvaret og de konsekvenser det medfører overfor Jehova. Jeg tror ikke på, at vi, når vi står overfor den store dommer og skal have regnskabet gjort op, kan sige "Ja, men den organisation du gav os sagde at vi måtte". Både Israellitterne og deres religiøse ledere blev udslettet eller taget til fange da Jerusalem blev ødelagt, den gang nyttede det ikke at sige sådan.
Hvordan med Adam og Eva, måtte de ikke begge betale prisen?
Jeg kan acceptere, at vi er mennesker, der gør en stor indsats for at finde ud af, hvad der er Guds vilje, og at hver enkelt selv skal stå til regnskab over for Jehova, men kan vi med rette sige at det er en organisation der er ledet af Guds Hellige ånd?
Hvad peger kendsgerningerne imod?
Betragter du alle mine spørgsmål som oprørske?
Jeg love dig for at det er ikke mit motiv. Nej, jeg er i virkeligheden utroligt bange for at vi måske er på den forkerte kurs, hvis vi ikke selv tager stilling til problemerne og undersøger dem grundigt.
Gang på gang dukker Matt. 15:9 op i mine tanker:
"Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud".
Tænk, hvis det er menneskebud - vil det ikke være en katastrofe at bruge livet på det?
Det er et enormt arbejde at undersøge tingene selv, men er livet ikke det værd?
I mange år var homoseksualitet og sodomi ikke skilsmissegrund ifølge Vagttårnsselskabet, og en søster som fandt ud af at hendes mand begik sodomi (omgang med dyr) fik skilsmisse af de verdslige myndigheder, men blev udstødt af menigheden. Flere år efter blev det imidlertid anerkendt af Vagttårnsselskabet som skilsmissegrund, hvorefter hun bad om en offentlig undskyldning, idet hun ønskede at hele menigheden skulle officielt have at vide at hun ikke havde begået noget forkert. Dette ville Vagttårnsselskabet ikke give, men sagde at hun måtte nøjes med at det nu i bladene var anerkendt som skilsmissegrund, og det taget i betragtning af at man altid som Jehovas Vidne må regne med at ingen får at vide, hvorfor man er udstødt, det er helt op til sladderen i menigheden. Men naturligvis mener jeg, at hvis nogen ønsker at det ikke skal frem, skal de have lov til det.
kilde http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/
hun er en dejlig ældre dame :)