Kan Hekse Flyve?
http://www.youtube.com/watch?v=HYWG_DByVq0 😉
"I 1080 skrev Gregor VII til kong Harald af Danmark og beklagede sig over, at danskerne havde for skik at gøre visse kvinder ansvarlige for storme, epidemier og alle slags sygdomme og henrette dem på den mest barbariske måde. Paven formanede den danske konge til at belære sit folk om, at den slags ulykker var Guds tilskikkelser og burde imødegås med bodsøvelse og ikke ved afstraffelse af formentlige ophavsmænd.
Om tre kvinder, som i 1090 nær München blev brændt for at have forgjort mennesker og afgrøder, hedder det sågar i en gejstlig krønike, at de døde som martyrer.
I disse to eksempler ser vi overraskende nok den katolske kirke som modstander af hekseforfølgelse, men stik imod hvad der er den almindelige opfattelse, var hekseforfølgelsen heller ikke nogen kirkelig opfindelse. Den var udslag af en folketro, som kan dokumenteres langt tilbage i oldtiden, og som byggede på forestillingen om, at der fandtes mennesker, som havde overnaturlige evner til at skade deres omgivelser. Heksene var almindeligvis kvinder, men undertiden også mænd.
Hekseriet var ikke en magisk teknik, som kunne læres, men en personlig evne, som man var født med, og som gav én magt til at skade sine omgivelser blot ved at se på dem eller ved at udtale en forbandelse. Heksetroen er fuld af forestillinger, som tyder på en høj alder. Når heksen spiser et menneske, er det således ikke kødet, men kødets sjæl, der bliver ædt, men dette er ikke nok til, at den pågældende sygner hen og dør. At der er tale om et og samme traditionskompleks, som har bredt sig ud over den gamle verden, får man mistanke om, når man erfarer, at forestillingen om hemmelige forbund af hekse, som kan forvandle sig i dyreskikkelse, flyve gennem luften og på deres natlige møder holder festmåltid på deres egne slægtninge, er fælles for både europæisk, asiatisk og afrikansk heksetro. Selv et så specifikt motiv som skinlegemet, der bliver liggende i sengen som alibi, mens heksen er til sabbat, finder vi i Asien, Europa og Afrika.
For en teologisk opfattelse var den heksetrosteori aldeles uacceptabel. Det var derfor, at kirken middelalderen igennem afviste den som hedensk overtro, og derfor finder man heller ikke noget om hekse i de ældste inkvisitionshåndbøger.
Inkvisitionen blev oprettet i 1231 som en pavelig domstol til forfølgelse af katarer, valdensere og andre kætterske sekter. I lidt ældre historiske fremstillinger kan man læse, at det var inkvisitionen, som startede den europæiske hekseforfølgelse. Den første hekseproces skulle således have fundet sted i 1275 ved inkvisitionen i Toulouse, hvor Angèle de la Barthe påstås brændt for at have ædt børn og haft omgang med Djævelen. Igennem det følgende århundrede skulle i hundredvis af kvinder og mænd dernæst være blevet brændt som hekse af inkvisitorerne i Toulouse og Carcasonne. Meget besnærende forklares forfølgelsens opståen med, at inkvisitionen, efterhånden som de kætterske sekter var udryddet, kastede sig over heksene for ikke at blive arbejdsløs.
Den nyere forskning har påvist noget ganske andet. Alle oplysninger om inkvisitionens blodige heksejagt i Sydfrankrig går tilbage til en bog om den franske inkvisitions historie skrevet af romanforfatteren Lamothe-Langon i 1829. I midten af 1970'erne påviste en engelsk historiker, at de middelalderlige kilder, som Lamothe-Langon påberåber sig, aldrig har eksisteret, men var noget han selv har opdigtet for at krydre sin fremstilling. Efter denne afsløring har hekseforfølgelsens kronologi måttet tages op til revision.
Det nye billede, der tegner sig, kan sammenfattes som følger:
De første sparsomme efterretninger om hekseprocesser stammer fra 1360 (altså små hundrede år senere end den opdigtede Angèles heksebrænding i 1275). Det var ikke inkvisitionen, som indledte forfølgelsen, men verdslige domstole i Schweiz og Kroatien. Man har nærmest indtryk af, at den legaliserede hekseforfølgelse har været et folkekrav, som de verdslige domstole har givet efter for, og som kirken efterhånden også måtte indstille sig på.
Først i begyndelsen af 1400-tallet involverer inkvisitionen sig i hekseforfølgelsen, og samtidig hermed sætter teologerne ind med en gennemgribende omfortolkning af den folkelige heksetro; en omfortolkning, som gjorde det muligt at tro på hekse også fra et teologisk synspunkt. At heksen skulle have en medfødt evne til at skade sine omgivelser eller til at forvandle sig i dyreskikkelse, afviste man som folkelig snak. Set med teologiske øjne måtte sådanne personer nødvendigvis have indgået en pagt med Fanden, for kun han havde magt til at udføre sådanne ting.
Et særligt problem voldte heksens flyvninger. Ifølge den folkelige opfattelse var det heksens sjæl, der fløj ud, mens kroppen blev liggende livløs tilbage. Men denne forklaring var teologisk uacceptabel. Så længe et menneske er i live, er sjæl og legeme uadskillelige. At Djævelen skulle kunne trække sjælene ud af heksenes kroppe og bringe dem tilbage igen, var derfor det samme som et mirakel. Og ikke et hvilket som helst mirakel, men tværtimod noget der kunne minde om selveste opstandelsen. Den ortodokse, dæmonologiske opfattelse blev derfor, at sabbatdeltagelse til tider var fantasi, og til tider (om end uhyre sjældent) virkelig. I sidstnævnte tilfælde var heksenes tilstedeværelse på sabbaten altid korporlig, idet Djævelen ved sådanne lejligheder (med Guds tilladelse) transporterede heksen gennem luften.
Den dæmoniske teori var ikke et snævert teologisk anliggende. Den blev debatteret ved europæiske universiteter helt op til begyndelsen af 1700-tallet inden for alle faggrene, af filosoffer, matematikere og fysikere. Stik imod den almindelige antagelse var dæmonologien nærmest et forstadium til den moderne videnskab. Ønsket om at forklare så meget som muligt ved at finde naturlige frem for dæmoniske årsager var selve drivkraften i 1500- og 1600-tallets naturfilosofi.
Også når det gælder omfanget af inkvisitionens hekseforfølgelse, har historien måttet revideres. For 1400-tallets vedkommende tyder de nyeste beregninger på, at inkvisitionens andel begrænsede sig til nogle få hundrede sager. Omkring 1525 var de pavelige inkvisitionstribunaler sygnet hen overalt i Europa og den middelalderlige inkvisitions epoke forbi. I mellemtiden havde en ny form for inkvisition set dagens lys. Det var den nationalt baserede moderne inkvisition, som først med pavens billigelse blev oprettet i Spanien i 1478 og siden blev efterfulgt af den portugisiske og den romerske inkvisition, oprettet henholdsvis 1531 og 1542.
Imod de flere millioner hekse, som ifølge populære fremstillinger skulle have lidt døden på heksebålene, regner historikerne nu med, at der i Europa har været cirka 100.000 heksesager, og at halvdelen af de anklagede, cirka 50.000 mennesker, er blevet brændt. Men forfølgelsens intensitet varierede stærkt fra land til land. Halvdelen af alle heksebrændinger viser sig således at have fundet sted i Tyskland med 25.000 henrettelser. Sætter vi imidlertid henrettelserne i forhold til befolkningstallet, ligger Danmark-Norge på linie med Tyskland i forfølgelsesintensitet, mens Liechtenstein med sine 3000 indbyggere er det sted, hvor forfølgelserne har været hårdest. Her brændte man 10 procent af befolkningen. I den anden ende af skalaen med en intensitet på nogle få brøkdele af en promille finder vi Portugal, Spanien og Italien. Altså netop de lande, som havde holdt fast ved inkvisitionen.
Fra 1500- og 1600-tallet er vore oplysninger så fyldige, at vi med stor sikkerhed kan sige, hvor mange heksebrændinger der skyldtes inkvisitionen. I de katolske middelhavslande anklagedes cirka 12.000 hekse for inkvisitionen, men, hvor utroligt det end lyder, kun 36 blev brændt: 27 i Spanien, 8 i Italien og 1 i Portugal. resten af de 12.000 sager afgjorde inkvisitionen med mildere straffe eller frifindelse. Så usædvanlig mild viste inkvisitionen sig i sin afstraffelse af hekseri og andre former for magiske forbrydelser, at det set med nordeuropæiske øjne nærmest måtte betegnes som en skandale. Det kan undre én, at hekseriet interesserede inkvisitionen så lidt. Men sagen er, at mens romerretsjurister og teologer opfattede sabbaten som en realitet, så var næsten alle kanonister (kirkeretsspecialister) enige om at afvise den som et fantasiprodukt. Og da det i vid udstrækning var kanonister, som fandt ansættelse hos inkvisitionen, er dette sikkert forklaringen på, at man her holdt fast ved kirkens middelalderlige tradition for at betragte hekseri som overtro og derfor udviste stor skepsis over for hekserispørgsmålet.
Inkvisitionens gådefulde skepsis fortjener at blive undersøgt i en bred filosofihistorisk og teologisk sammenhæng. Her skal jeg blot komme med et kort oprids af, hvordan den inkvisitoriske skepsis kom til udtryk i Spanien.
I begyndelsen fulgte man trop med andre lande; fra 1498 til 1522 dømte inkvisitionen elleve hekse til bålet, hvortil kommer et ukendt antal af heksebrændinger foretaget af de verdslige og biskoppelige domstole. Men i 1526 nedsatte generalinkvisitor Alfonso Manrique en komite til at udtale sig om heksespørgsmålet. Komiteen, som omfattede nogle af Spaniens førende teologer, mødtes i Granada og udarbejdede en instruks for heksesager, som er uden sidestykke. Hvor i det øvrige Europa finder man paralleller til lovbestemmelser som de følgende?
"Alle hekse, som frivilligt bekender og viser tegn på anger, skal få tilgivelse og modtages igen i Moderkirken, og uden at deres ejendom bliver konfiskeret, skal de pålægges mindre bodsstraffe. Ingen skal arresteres alene på grundlag af andre hekses bekendelser. Inkvisitorerne må undersøge, om de personer, som fremkommer for dem, har været udsat for tortur ved andre domstole ... Ved at udspørge beboerne i heksens hus må man finde ud af, om heksene virkelig drog af sted til deres møde eller om de, på den nat, hvor de siger, at de var til sabbat, i virkeligheden forblev hjemme uden at komme nogen steder":
Instruktionerne indeholdt også en bestemmelse om, at generalinkvisitoren og hans ottemandsråd altid skulle have forelagt dødsdomme i sager af denne 'vanskelige materie'.
Med disse instruktioner lykkedes det at holde Spanien fri for heksebrændinger gennem det meste af et århundrede, bortset fra enkelte ulykkelige tilfælde, hvor inkvisitorerne undlod at forelægge dommen for rådet, eller hvor en verdslig eller gejstlig dommer ikke (som han ellers var forpligtet til) lod inkvisitionen få indsigt i sagerne, men gjorde kort proces.
Under påvirkning fra Frankrig indledte inkvisitionsdomstolen i Logroño i 1609 en større heksejagt i Baskerlandet, og året efter blev elleve baskere brændt. For at få alle frem i lyset erklæredes derpå frit lejde til de hekse, der selv meldte sig inden en vis frist. 2000 personer meldte sig og angav 5000 andre. Men generalinkvisitoren følte sig ikke overbevist, så pausen i forfølgelsen blev også brugt til at skaffe beviser for, om den heksesekt, som man havde fået så mange efterretninger om, overhovedet fandtes. Den inkvisitor, som fik pålagt at foretage de nødvendige undersøgelser, var i besiddelse af en god portion kritisk sans. Alonso de Salazar Frias, som han hed, satte ud på en otte måneders rejse gennem hele det baskisktalende område. Officielt var det en visitatsrejse, men i praksis kom den til at forløbe som en videnskabelig ekspedition. I sin rapport til den spanske generalinkvisitor konkluderede Salazar, at han ikke havde fundet beviser for en eneste hekseaktivitet. Den baskiske heksepanik var opstået ene og alene som følge af falske rygter og propaganda, for som Salazar udtrykte det: "Der var hverken hekse eller forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem".
Undersøgelsen var medvirkende til, at heksebrændingerne definitivt ophørte i hele det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Var inkvisitionen gået ind på teologernes præmisser, kunne den have foranstaltet et sandt hekseholocaust i de katolske middelhavslande, men historien viser noget andet - at inkvisitionen faktisk blev heksenes redning.
I sit apostolske brev Tertio Millennio Adveniente (Det kommende tredie årtusind) erklærer pave Johannes Paul II, at kirken vil ransage sin samvittighed og bede om forladelse for fortidens synder. Inkvisitionen med dens nådesløse og ydmygende fremfærd mod anderledes tænkende må naturligvis veje tungt på kirkens samvittighed, uanset det historisk kan påvises, at den var bedre end sit rygte. Høringen skal derfor munde ud i en officiel udtalelse, som de indbudte specialister er opfordret til at komme med forslag til. Når det gælder heksene, kunne kirken passende tilbagekalde pave Innocens VIII's bulle fra 1484, som gav hekseforfølgelsen kirkens blå stempel. Paven kunne måske også opfordre til, at der bliver rejst mindesmærker for de uskyldige mennesker, der er blevet brændt for den umulige forbrydelse, som hekseri i virkeligheden er. Et sådant historisk mindesmærke kender jeg faktisk et eksempel på. Det er mindetavlen over Maren Splids. På et gammelt hus i Sønderportsgade i Ribe står der:
Her boede Skrædder Laurids Splid, hvis stakkels Hustru Maren 9. November 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne uden for Ribe"
http://www.catholic-web.dk/Hekse01.html
"I 1080 skrev Gregor VII til kong Harald af Danmark og beklagede sig over, at danskerne havde for skik at gøre visse kvinder ansvarlige for storme, epidemier og alle slags sygdomme og henrette dem på den mest barbariske måde. Paven formanede den danske konge til at belære sit folk om, at den slags ulykker var Guds tilskikkelser og burde imødegås med bodsøvelse og ikke ved afstraffelse af formentlige ophavsmænd.
Om tre kvinder, som i 1090 nær München blev brændt for at have forgjort mennesker og afgrøder, hedder det sågar i en gejstlig krønike, at de døde som martyrer.
I disse to eksempler ser vi overraskende nok den katolske kirke som modstander af hekseforfølgelse, men stik imod hvad der er den almindelige opfattelse, var hekseforfølgelsen heller ikke nogen kirkelig opfindelse. Den var udslag af en folketro, som kan dokumenteres langt tilbage i oldtiden, og som byggede på forestillingen om, at der fandtes mennesker, som havde overnaturlige evner til at skade deres omgivelser. Heksene var almindeligvis kvinder, men undertiden også mænd.
Hekseriet var ikke en magisk teknik, som kunne læres, men en personlig evne, som man var født med, og som gav én magt til at skade sine omgivelser blot ved at se på dem eller ved at udtale en forbandelse. Heksetroen er fuld af forestillinger, som tyder på en høj alder. Når heksen spiser et menneske, er det således ikke kødet, men kødets sjæl, der bliver ædt, men dette er ikke nok til, at den pågældende sygner hen og dør. At der er tale om et og samme traditionskompleks, som har bredt sig ud over den gamle verden, får man mistanke om, når man erfarer, at forestillingen om hemmelige forbund af hekse, som kan forvandle sig i dyreskikkelse, flyve gennem luften og på deres natlige møder holder festmåltid på deres egne slægtninge, er fælles for både europæisk, asiatisk og afrikansk heksetro. Selv et så specifikt motiv som skinlegemet, der bliver liggende i sengen som alibi, mens heksen er til sabbat, finder vi i Asien, Europa og Afrika.
For en teologisk opfattelse var den heksetrosteori aldeles uacceptabel. Det var derfor, at kirken middelalderen igennem afviste den som hedensk overtro, og derfor finder man heller ikke noget om hekse i de ældste inkvisitionshåndbøger.
Inkvisitionen blev oprettet i 1231 som en pavelig domstol til forfølgelse af katarer, valdensere og andre kætterske sekter. I lidt ældre historiske fremstillinger kan man læse, at det var inkvisitionen, som startede den europæiske hekseforfølgelse. Den første hekseproces skulle således have fundet sted i 1275 ved inkvisitionen i Toulouse, hvor Angèle de la Barthe påstås brændt for at have ædt børn og haft omgang med Djævelen. Igennem det følgende århundrede skulle i hundredvis af kvinder og mænd dernæst være blevet brændt som hekse af inkvisitorerne i Toulouse og Carcasonne. Meget besnærende forklares forfølgelsens opståen med, at inkvisitionen, efterhånden som de kætterske sekter var udryddet, kastede sig over heksene for ikke at blive arbejdsløs.
Den nyere forskning har påvist noget ganske andet. Alle oplysninger om inkvisitionens blodige heksejagt i Sydfrankrig går tilbage til en bog om den franske inkvisitions historie skrevet af romanforfatteren Lamothe-Langon i 1829. I midten af 1970'erne påviste en engelsk historiker, at de middelalderlige kilder, som Lamothe-Langon påberåber sig, aldrig har eksisteret, men var noget han selv har opdigtet for at krydre sin fremstilling. Efter denne afsløring har hekseforfølgelsens kronologi måttet tages op til revision.
Det nye billede, der tegner sig, kan sammenfattes som følger:
De første sparsomme efterretninger om hekseprocesser stammer fra 1360 (altså små hundrede år senere end den opdigtede Angèles heksebrænding i 1275). Det var ikke inkvisitionen, som indledte forfølgelsen, men verdslige domstole i Schweiz og Kroatien. Man har nærmest indtryk af, at den legaliserede hekseforfølgelse har været et folkekrav, som de verdslige domstole har givet efter for, og som kirken efterhånden også måtte indstille sig på.
Først i begyndelsen af 1400-tallet involverer inkvisitionen sig i hekseforfølgelsen, og samtidig hermed sætter teologerne ind med en gennemgribende omfortolkning af den folkelige heksetro; en omfortolkning, som gjorde det muligt at tro på hekse også fra et teologisk synspunkt. At heksen skulle have en medfødt evne til at skade sine omgivelser eller til at forvandle sig i dyreskikkelse, afviste man som folkelig snak. Set med teologiske øjne måtte sådanne personer nødvendigvis have indgået en pagt med Fanden, for kun han havde magt til at udføre sådanne ting.
Et særligt problem voldte heksens flyvninger. Ifølge den folkelige opfattelse var det heksens sjæl, der fløj ud, mens kroppen blev liggende livløs tilbage. Men denne forklaring var teologisk uacceptabel. Så længe et menneske er i live, er sjæl og legeme uadskillelige. At Djævelen skulle kunne trække sjælene ud af heksenes kroppe og bringe dem tilbage igen, var derfor det samme som et mirakel. Og ikke et hvilket som helst mirakel, men tværtimod noget der kunne minde om selveste opstandelsen. Den ortodokse, dæmonologiske opfattelse blev derfor, at sabbatdeltagelse til tider var fantasi, og til tider (om end uhyre sjældent) virkelig. I sidstnævnte tilfælde var heksenes tilstedeværelse på sabbaten altid korporlig, idet Djævelen ved sådanne lejligheder (med Guds tilladelse) transporterede heksen gennem luften.
Den dæmoniske teori var ikke et snævert teologisk anliggende. Den blev debatteret ved europæiske universiteter helt op til begyndelsen af 1700-tallet inden for alle faggrene, af filosoffer, matematikere og fysikere. Stik imod den almindelige antagelse var dæmonologien nærmest et forstadium til den moderne videnskab. Ønsket om at forklare så meget som muligt ved at finde naturlige frem for dæmoniske årsager var selve drivkraften i 1500- og 1600-tallets naturfilosofi.
Også når det gælder omfanget af inkvisitionens hekseforfølgelse, har historien måttet revideres. For 1400-tallets vedkommende tyder de nyeste beregninger på, at inkvisitionens andel begrænsede sig til nogle få hundrede sager. Omkring 1525 var de pavelige inkvisitionstribunaler sygnet hen overalt i Europa og den middelalderlige inkvisitions epoke forbi. I mellemtiden havde en ny form for inkvisition set dagens lys. Det var den nationalt baserede moderne inkvisition, som først med pavens billigelse blev oprettet i Spanien i 1478 og siden blev efterfulgt af den portugisiske og den romerske inkvisition, oprettet henholdsvis 1531 og 1542.
Imod de flere millioner hekse, som ifølge populære fremstillinger skulle have lidt døden på heksebålene, regner historikerne nu med, at der i Europa har været cirka 100.000 heksesager, og at halvdelen af de anklagede, cirka 50.000 mennesker, er blevet brændt. Men forfølgelsens intensitet varierede stærkt fra land til land. Halvdelen af alle heksebrændinger viser sig således at have fundet sted i Tyskland med 25.000 henrettelser. Sætter vi imidlertid henrettelserne i forhold til befolkningstallet, ligger Danmark-Norge på linie med Tyskland i forfølgelsesintensitet, mens Liechtenstein med sine 3000 indbyggere er det sted, hvor forfølgelserne har været hårdest. Her brændte man 10 procent af befolkningen. I den anden ende af skalaen med en intensitet på nogle få brøkdele af en promille finder vi Portugal, Spanien og Italien. Altså netop de lande, som havde holdt fast ved inkvisitionen.
Fra 1500- og 1600-tallet er vore oplysninger så fyldige, at vi med stor sikkerhed kan sige, hvor mange heksebrændinger der skyldtes inkvisitionen. I de katolske middelhavslande anklagedes cirka 12.000 hekse for inkvisitionen, men, hvor utroligt det end lyder, kun 36 blev brændt: 27 i Spanien, 8 i Italien og 1 i Portugal. resten af de 12.000 sager afgjorde inkvisitionen med mildere straffe eller frifindelse. Så usædvanlig mild viste inkvisitionen sig i sin afstraffelse af hekseri og andre former for magiske forbrydelser, at det set med nordeuropæiske øjne nærmest måtte betegnes som en skandale. Det kan undre én, at hekseriet interesserede inkvisitionen så lidt. Men sagen er, at mens romerretsjurister og teologer opfattede sabbaten som en realitet, så var næsten alle kanonister (kirkeretsspecialister) enige om at afvise den som et fantasiprodukt. Og da det i vid udstrækning var kanonister, som fandt ansættelse hos inkvisitionen, er dette sikkert forklaringen på, at man her holdt fast ved kirkens middelalderlige tradition for at betragte hekseri som overtro og derfor udviste stor skepsis over for hekserispørgsmålet.
Inkvisitionens gådefulde skepsis fortjener at blive undersøgt i en bred filosofihistorisk og teologisk sammenhæng. Her skal jeg blot komme med et kort oprids af, hvordan den inkvisitoriske skepsis kom til udtryk i Spanien.
I begyndelsen fulgte man trop med andre lande; fra 1498 til 1522 dømte inkvisitionen elleve hekse til bålet, hvortil kommer et ukendt antal af heksebrændinger foretaget af de verdslige og biskoppelige domstole. Men i 1526 nedsatte generalinkvisitor Alfonso Manrique en komite til at udtale sig om heksespørgsmålet. Komiteen, som omfattede nogle af Spaniens førende teologer, mødtes i Granada og udarbejdede en instruks for heksesager, som er uden sidestykke. Hvor i det øvrige Europa finder man paralleller til lovbestemmelser som de følgende?
"Alle hekse, som frivilligt bekender og viser tegn på anger, skal få tilgivelse og modtages igen i Moderkirken, og uden at deres ejendom bliver konfiskeret, skal de pålægges mindre bodsstraffe. Ingen skal arresteres alene på grundlag af andre hekses bekendelser. Inkvisitorerne må undersøge, om de personer, som fremkommer for dem, har været udsat for tortur ved andre domstole ... Ved at udspørge beboerne i heksens hus må man finde ud af, om heksene virkelig drog af sted til deres møde eller om de, på den nat, hvor de siger, at de var til sabbat, i virkeligheden forblev hjemme uden at komme nogen steder":
Instruktionerne indeholdt også en bestemmelse om, at generalinkvisitoren og hans ottemandsråd altid skulle have forelagt dødsdomme i sager af denne 'vanskelige materie'.
Med disse instruktioner lykkedes det at holde Spanien fri for heksebrændinger gennem det meste af et århundrede, bortset fra enkelte ulykkelige tilfælde, hvor inkvisitorerne undlod at forelægge dommen for rådet, eller hvor en verdslig eller gejstlig dommer ikke (som han ellers var forpligtet til) lod inkvisitionen få indsigt i sagerne, men gjorde kort proces.
Under påvirkning fra Frankrig indledte inkvisitionsdomstolen i Logroño i 1609 en større heksejagt i Baskerlandet, og året efter blev elleve baskere brændt. For at få alle frem i lyset erklæredes derpå frit lejde til de hekse, der selv meldte sig inden en vis frist. 2000 personer meldte sig og angav 5000 andre. Men generalinkvisitoren følte sig ikke overbevist, så pausen i forfølgelsen blev også brugt til at skaffe beviser for, om den heksesekt, som man havde fået så mange efterretninger om, overhovedet fandtes. Den inkvisitor, som fik pålagt at foretage de nødvendige undersøgelser, var i besiddelse af en god portion kritisk sans. Alonso de Salazar Frias, som han hed, satte ud på en otte måneders rejse gennem hele det baskisktalende område. Officielt var det en visitatsrejse, men i praksis kom den til at forløbe som en videnskabelig ekspedition. I sin rapport til den spanske generalinkvisitor konkluderede Salazar, at han ikke havde fundet beviser for en eneste hekseaktivitet. Den baskiske heksepanik var opstået ene og alene som følge af falske rygter og propaganda, for som Salazar udtrykte det: "Der var hverken hekse eller forheksede, før man begyndte at tale og skrive om dem".
Undersøgelsen var medvirkende til, at heksebrændingerne definitivt ophørte i hele det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Var inkvisitionen gået ind på teologernes præmisser, kunne den have foranstaltet et sandt hekseholocaust i de katolske middelhavslande, men historien viser noget andet - at inkvisitionen faktisk blev heksenes redning.
I sit apostolske brev Tertio Millennio Adveniente (Det kommende tredie årtusind) erklærer pave Johannes Paul II, at kirken vil ransage sin samvittighed og bede om forladelse for fortidens synder. Inkvisitionen med dens nådesløse og ydmygende fremfærd mod anderledes tænkende må naturligvis veje tungt på kirkens samvittighed, uanset det historisk kan påvises, at den var bedre end sit rygte. Høringen skal derfor munde ud i en officiel udtalelse, som de indbudte specialister er opfordret til at komme med forslag til. Når det gælder heksene, kunne kirken passende tilbagekalde pave Innocens VIII's bulle fra 1484, som gav hekseforfølgelsen kirkens blå stempel. Paven kunne måske også opfordre til, at der bliver rejst mindesmærker for de uskyldige mennesker, der er blevet brændt for den umulige forbrydelse, som hekseri i virkeligheden er. Et sådant historisk mindesmærke kender jeg faktisk et eksempel på. Det er mindetavlen over Maren Splids. På et gammelt hus i Sønderportsgade i Ribe står der:
Her boede Skrædder Laurids Splid, hvis stakkels Hustru Maren 9. November 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne uden for Ribe"
http://www.catholic-web.dk/Hekse01.html