Kan man virkelig stole på sig selv?

Sommetider undrer jeg mig om det egentlig ikke er meget passende at sige at mennesket skabes. Ikke i den religiøse forstand, men at man formes af omgivelser, dog først og fremmest af de mennesker der er omkring én.
Vi formes som jeg ser det af "de andres" syn på os selv, og vores selvværd bestemmes af det lys andre ser os i. Både det negative og det positive. Men hvad så hvis man isolerer sig, og denne isolation varer ved? Hvad hvis de eneste tanker om én selv, og de eneste billeder af omverdens syn på én, kommer fra én selv?
Kan man virkelig stole på sig selv, når det kommer til ens selv?

Uden negative indput, er der jo kun ens eget...og egne fejl er jo svære at se.
Det kan godt være man er en idiot, men hvis man ikke ved det, er det jo ligemeget 😉

Jeg har i ca. 5 år været "isoleret" pga. min depression.
Jeg er egentlig en glad person og passer mit arbejde, men depressionen har gjort, at jeg ikke kan overskue larm og mennesker omkring mig. Derfor besøger jeg max. 1 person pr. uge i max. 2 timer.
Jeg syndes at folk er utrolig negative og kritiske og jeg forstår ikke hvorfor.
I min "isoloation" er jeg begyndt at dyrke den jeg virkelig er ... også påklædnings-mæssigt. Hvilket resultet i nogle looks, som ikke just følger moden, men som er sjove/spændende/anderledes ... lige mig :)
Dog ved jeg også, at hvis jeg bevæger mig ud blandt andre, skal jeg være forberedt på, at folk kikker en ekstra gang. Nogle med nysgerrige blikke, dog de fleste med kritiske blikke, da jeg jo ikke ligner dem ... jeg er et fremmede objekt, der forstyrre deres klon-dyrkelse.
En af grundene til, at jeg fik min depression var (og er), at folk lyver og bedrager ufattelig meget. Jeg føler ikke jeg kan stole på nogen. Mens jeg nærmest som en religion, dyrker ikke at lyve ... hvis kan ikke kan stå inde for sine holdninger og handlinger, hvorfor så gøre det. Hvorfor lyve sig fra hvad man tænker og foretager sig?
Nææ, jeg føler at den eneste jeg kan stole på er mig selv.
Jeg ved ikke om det besvare dit spørgsmål, da jeg syndes at det kan tolkes på mange måder.

Nej ikke altid, og derfor er det klogt at søge råd, hvis man er i tvivl. Bortset fra at du virker som om du glemmer den meget vigtige biologiske del af det, så tror jeg du har ret i at den berømte intuition ofte bare er et resultat af arv og miljø. Det er oftest sådan de narer folk, når du ser quiz-programmer i tv, og beløbet bliver stort. Der ligger de et forkert svar ind, som de ved at flertallets "intution" tolker som rigtigt.
Men biologi betyder meget, da det er her forskellen i hvordan man tolker disse spejlbilleder findes. Der er jo så enorme forskelle på menneskers bilogiske udgangspunkt, at man ikke bare er et resultat af spejlbilleder. Det resultat kan man kun opnå med robotter. Men vi har jo en "evne" til at tillægge andre de samme biologiske forudsætninger som os selv. En person med dystre tankemønstre der isolerer sig, vil måske have en tendens til at forværrer sin rationelle tankegang, mens en anden person, der blot har et bohov for at være mere isoleret, men som ikke er dyster af natur, måske vil have det godt med det. Udgangspunktet for at tænke i ord, er jo at man som minimum har haft en form for kontakt og spejling, så derfor er det nok en blanding af arv og miljø.

Du skriver om man kan stole på de tanker som kommer fra en selv, om sig selv. Og ja, de tanker kan du godt stole på. Da det er dig der tænker tankerne, og dig selv der skal vurdere om dine tanker kan stoles på, så vil du altid ende med at du vil kunne stole på dine tanker. Lad os sige at du ender med ikke at kunne stole på dine egne tanker, så kan det kun være din egen konklusion, dvs din egen tanke, at din tidligere tanke var noget vås, og du er nu kommet frem til en ny tanke, som så er til at stole på. Det er lidt et paradoks, men er er jo så os kun hvis du er isoleret. Det er lidt noget andet hvis dine tanker skal vuderes udefra. Dertil skal så nævnes at hvis man måske har tvangstanker eller ser syner, hører stemmer, så nej, disse stemmer, tanker osv, er ikke til at stole på.. :D