Kan vi lære af historien?

"Den der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage sine fejltagelser."
Er dette virkeligt korrekt? Jeg sidder og funderer over hvorvidt vi egentligt har lært noget af vores historie, og jeg har virkeligt svært ved at komme med konkrete eksempler hvor fortiden har lært os noget om nutiden.
Hvis vi virkelig havde lært fra historien, ville der så have været en 2. verdenskrig? Ville det ikke have været nok med en krig?
Vil menneskets sande natur altid sejre over dens fortid?

er det sådan vi mennesker er?
Selv om vi kender vores historie bliver fejltagelserne gentaget igen og igen..... og igen.. Vi lærer ikke af andres fejl, men af vores egne... for et øjeblik..., hvor dyrtkøbte de end måtte være... så er at lære af historien er statisk?
Chamberlains : "Peace for our time" var det Ikarosk?
Tror desværre ikke at mennesket bliver klogere.

Ikke på den måde, du hentyder til, ihvertfald.
Af den simple grund, at der er for mange der tror at historien "gentager" sig i samme form og desuden fordi at "histori-EN" er en så abstrakt og ivirkeligheden iscenesat størrelse at den ikke kan "lære" nogen noget. Histori-EN er en konstruktion, et opfundet ord der hentyder til at historie er en nærmest åndelig ting. Noget pjat fra oplysningstiden, selvfølgelig.
Historie gentager sig ikke. Kun menneskets perception af dens fortid baseret på tid og sted. Vores syn på korstogene idag, f.eks. er markant anderledes end det var for blot 100 år siden, eller 500 år siden og vil også forandres i fremtiden.
Det vi dog *kan* lære af historiske begivenheder, fænomener, etc. er foruden rent dokumentarisk læring, også et studie i menneskelig adfærd der forbinder det biologisk, psykologiske og sociale menneske fra fortiden med det fra nutiden. Og vi kan også lære noget om kulturer og kulturelle elementers opståen, hvadenten vi taler "folkekultur" eller "finkultur".
Men hele den der naive idé med at man kan "lære" af historien og dermed undlade at begå "fejl" begået i fortiden, er tåbeligt. Vi ser fortiden med nutidens briller trods alt. Det vi skal lære af, er ikke "histori-EN", men at se mennesker for hvad de er. Sociale pattedyr, der ikke har ændret adfærd siden de gik på to ben. Alt hvad mennesker har gjort, gør og vil gøre, kan spores til almenmenneskelig adfærd, det har bare haft forskellige indpakninger i løbet af årtusinderne.
Desuden, så er der tusindsvis af åbne ting i dit indlæg. F.eks. hvem er "vi"? 1. verdenskrig blev udkæmpet mellem europæiske magter. Det var en krig med mange døde, men stadig en krig ligesom alle andre. Krig er ikke en "fejl". Krig er en metode for at nå sit mål - som altid er størrere sikkerhed/stabilitet for sin fraktion (hvadenten fraktionen er ens land, stamme, gadebande eller familie.)

Hvis vi er dømt til at gentage vores fejltagelser hvadenten vi kender vores historie eller ej, hvorfor skal vi så kende den? Er det af notalgiske årsager? Fordi vi er konservative? For at skabe en fælles referenceramme? Eller er det et levn fra de store ideologier, som feks. marxismen?
Jeg kan faktisk SLET IKKE finde et ENESTE eksempel hvor historien har lært os noget som helst. Overhovedet.

at vi skal passe på at Islam ikke invaderer Europa igen.

Dels er det jo ret svært at fremvise eksempler på folkedrab der IKKE blev til noget fordi vi netop har lært af historien, men det er utrolig vigtigt at vi hele taget tager vores fortid op til kritisk debat (historieundervisning).
Det var netop sådan en kritisk tænkning der lagde det racistiske Sydafrikanske styre i grus og det er samme tænkning, der i dag er i gang med at udvikle modstand til den nye tatalitære globale bevægelse i skikkelse af islamismen/Wahabismen
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=206&posting=1467387

Jeg er sådan set enig i at historieundervisning er vigtig, jeg har bare svært ved at formulere hvorfor. Jeg mener det er problematisk ikke at have et solidt fundament for historieundervisningen. udover vage ideer om at eleven skal kunne sætte sig selv ind i en sammenhæng, og derved forstå sig sekv ig sine omgivelser bedre. Dette kan gøres bedre ved en mere direkte indsats, gennem feks. samfundsfag.
Jeg har en ide om at verden skal kunne forstås udfra mennesket alene, ikke udfra anden-håndsberetninger (som historien jo uundgåeligt er).

Desuden, Jette, vil du være sød ikke at linke til andre indlæg, med mindre det har en klar sammenhæng til dette emne?

Ideen om "histori-EN" som livets læremester er et levn fra oplysningstiden som mange render rundt med. Du kan f.eks. heller ikke bruge antropologi til noget personligt (vil jeg gætte på), eller mange andre samfunds- og humanistiske uddannelser, men det er ikke alt forskning der skal være rettet mod et færdigt produkt, f.eks. kemikere der laver brændstof, etc. Meget forskning handler om at danne teorier, metoder, nye måder at anskue virkeligheden på. Teorier der gør videre videnskabelig udvikling mulig.
Formålet med historie idag, er at lære noget om hvordan, hvorfor og på hvilken måde fortidens virkelighed faktisk er foregået. Det er som detektivarbejde eller dybdegående journalistisk hvor man fokuserer bagud på menneskers motiver og situation. At enkeltindivider, grupper og ideologier f.eks. kræver en historisk "ret" til et eller andet, er f.eks. én årsag til hvorfor det er vigtigt at lære historie. Det er en lektion i at sætte spørgsmål til mange af de ting vi ser i hverdagen som en del af vores og andres kultur, hvorfor og hvordan de er opstået, og om den måde de er opstået på, virkelig er så forskellig fra sted til sted, tid til tid.
Historie er et videnskabeligt fag, og ikke en lektion i dannelse og moral. Det er et fag hvor man lærer om mennesket som det er, og ikke som det burde være. Det er filosoffers, etikere, og din og min personlige, følelsesmæssige opgave.

Problemet er at jeg i farten glemte at knytte en tekst på. Mit link henviser nemlig til billeder af hvad der sker når vi ikke behandler historien i en forpligtende kontekst.
Og der er desværre stadig mennesker der drømmer sig væk fra den aktuelle virklighed når de (af frygt?) gemmer debat om selvcensur, islamisme mv. under begreber som "respekt", "rummelighed", "dialog" mv. til trods for at vi aldrig kunne drømme om at møde fortidens nazister med samme forståelsesramme.
Mit link gør derfor meget klart hvorfor historiundervisningen har sin berettigelse - og ikke mindst hvorfor denne bør styrkes.

Forstår godt hvad du mener, men i modsætning til samfundsfag som kun forklarer om den politiske og sociale virkelighed her og nu, og ikke sætter spørgsmålstegn til hvorfor den er sådan, så er det jo netop historie der forklarer hvorfor forskellige samfunde ser ud som de gør. Der er en grund til at vores samfund er som det er, og det kan ikke alene forklares udfra nutidige observationer. Alt der sker nu, har en fortidig kilde. Sådan er med os selv som individer. Vores job, uddannelse, familie er et resultat af en fortid, af handlinger og valg. Sådan er samfundet naturligvis også, fordi samfundet består af mennesker, og historie omfatter både samfund og menneske.
Din idé er faktisk lidt forkert. Vi er alle en del af en historisk virkelighed, eftersom vi ligeledes eksisterer i tid og sted. At tro at historie bare er "de vigtige menneskers" historie, eller noget som kun gælder store begivenheder, er en fejl. Vores nutidige synspunkter, værdier, moral og endda sprog og kultur, vil en dag være intet andet end et mindre. Historie er også din egen families historie, din egen historie, dit barns historie.
Historie er med andre ord, ikke en kirkegård. Det er at forstå at handlinger har konsekvenser, selv lang tid efter alle aktørerne i den pågældende handling, er døde. Din og min tip-tip-tip oldefar, udførte eksempelvis en selv sådan handling da de fik min og din tip-tip oldefar, og uden dem ville du ikke eksisterere. Du er med andre ord et produkt af en fortid, af et fortidigt menneskes valg og handling.
Så, hvor samfundsfag forsørger at forstå verden som den *er* nu, forsørger historiefaget af forstå hvorfor verden, samfunde, individer er *blevet* til det de er nu.

ville våben industrien gå fallit, og har du nogen idé om hvor mange der er beskæftiget i den?

det umuligt at drage paralleller, da problemerne og ressourcerne er fuldkommen anderledes

har behøvet et demokratisk flertal for at overtage magten, og at oppositionen kunne sendes til Sibirien eller spærres inde på sindssygehospitaler, hvis de da ikke bare forsvandt, det har jeg da lært af historien.
En anden ting jeg har lært af historien er at den er skrevet af sejrsherrerne og de kontrollerer også medierne så største delen af folket er så hjernevaskede at de ikke aner hvad der foregår.
Hvis historien skulle skrives, set med etikkens prisme, ville den være så diametralt mod vores eget samfunds høje idealer at det ville være samfundsskadeligt for den vestlige civilisationOg vores Moneyteisme.

Det har jeg nemlig også tænkt. Vi lever i en tid som vi aldrig har set mage til før; intet har været som det er nu, bortset fra vores grundliggende menneskelige natur. Derfor kan vi ikke bruge historiens lærdom til noget.

"Alt der sker nu, har en fortidig kilde. Sådan er med os selv som individer. Vores job, uddannelse, familie er et resultat af en fortid, af handlinger og valg. Sådan er samfundet naturligvis også, fordi samfundet består af mennesker, og historie omfatter både samfund og menneske. "
det er klart, men jeg mener at vores samfund er som det er fordi vi kan se en mening i det. Vi har valgt at indrette vores samfund fordi det er til individets fordel, ikke pga. tilfældige ting der er sket i fortiden. Derfor kan vores samfund forklares udfra nutidige fakta.
Historien bliver let et skalkeskjul for konservatisme, fordi historien jo forklarer vores situation som et produkt af vores fortid.
Har stadig ikke set en forklaring på hvorfor det er vigtigt at vide hvordan vi er kommet dertil vi er.

"
Historie er et videnskabeligt fag, og ikke en lektion i dannelse og moral. Det er et fag hvor man lærer om mennesket som det er, og ikke som det burde være. Det er filosoffers, etikere, og din og min personlige, følelsesmæssige opgave."
Min forståelse af ordet videnskab indeholder verificering af data, og det er her historien har sit store problem. Hvordan verificerer man 1. eller 2.-håndsberetninger? Gennem andre 1. eller 2-håndsberetninger?
Historien er aldrig objektiv, selvom det selvf. er det der stræbes efter.

Det du hentyder til, er politiseringne af historie. Jeg er selv faghistoriker, og kan skam garantere dig for at "konservatisme" ikke har noget med historie som *fag* at gøre. Det er jo heller ikke "konservativt" at sige at du er et produkt af din far og mor. Du er jo ligeså vel et produkt af en fortid, hvadenten du vil det eller ej. Det gør jo ikke din fødsel til noget "konservativt".
Og det giver som sagt sig selv, at alle handlinger har en konsekvens. Ergo *er* vores samfund jo (blandt andet, for selvfølgelig er historie alene ikke hele forklaringen) også et produkt af en fortid.
Det er heller ikke sikkert at det er vigtigt for dig. Derfor kan det være vigtigt alligevel. Det kan være svært for mange mennesker at forholde sig til ikke-produkt-relateret forskning altså forskning hvor man ikke kan *se* et fysisk resultat som produkt af vedkommendes forskning. Det er dog ikke tilfældet med samfunds- og humanvidenskaberne. Der er alt teori - omend teori bygget på fysiske beviser og indsamlet data.
Og hvis jeg skal gøre et forsøg på at forklare hvorfor det er vigtigt at vide hvordan vi er kommet til vores nutidige situation, så er svaret simpelthen: Forståelse af almenmenneskelig adfærd og forståelse af de mange tusinder af måder der har været og er på hvordan man kan bygge et samfund op, samt at afdække fordomme, løgne, sætte spørgsmålstegn ved det bestående, ved information.

Så er din forståelse af ordet videnskab en smule ved siden af. Verificering i historie forekommer gennem eksempelvis ærkæologi og ja andre også kilder. Du kan sammenligne det med politiarbejde, hvor vidner er det samme som kilder og dna beviser, skudhuller, etc. er det samme som arkæologi. Gennem beviser stykker man historien sammen og når frem til "gerningsmanden". Faktisk er de to discipliner, hvis vi ser bort fra dét man arbejder med i praksis, meget lig hinanden i deres metoder og fremgangsmåde.
Histori-E er ikke et menneske, og som sådan hverken objektiv eller subjektiv. Histori-EN er en konstruktion fra oplysningstiden, der intet har at gøre i faghistorie, men alene lever videre i den almene opfattelse af historie.
Det man stræber efter i historie, er pga. man ikke har en tidsmaskine, at stykke et billede sammen af fortiden der er så korrekt som mulig, gennem tilgængelige beviser. I sjældne tilfælde kan man få helt klare svar - "the smoking gun" om man vil, eller hvad der svarer til ufravigelige beviser mod en sigtet kriminel, men oftest vil det være jagten efter det mest *sandsynlige*. Historie er med andre ord, i høj grad en videnskab der er nødt til at gøre brug af fortolkning (det man kalder hermeneutik). Og det er man godt klar over fra faghistorikernes, så meget af det teoretiske forskningen indenfor historie, går på hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved faghistorikernes fortolkning (det man vil kalde historikerens faglige metode).

kommunismen med, har vi lært noget med hensyn til dem? Årsagen til at de fik så stor tilslutning, var at der var så mange fattige, og kommunisterne lovede at alt skulle deles lige mellem alle. Nu bliver der flere og flere fattige rundt om i verden, og det er kapitalismens skyld, det er dem der udnytter fattigdommen. Og det giver grobind for kommunismen og islamisterne.

Meget gennearbejdet.
kan ikke gøres bedre.
giver dig så ret i alt.
mvh

ganske ret, -i det store og hele har vi ikke læret meget, dog er det vel gået op for den civilicerede del af verden at hvis den ikke tager sig sammen og sætter hælen i, så bliver den nedstemt af de talmæssigt udemokratiske, underudviklede, diktatur regimer. - det var dèr jeg ville hen.
mvh.

"Verificering i historie forekommer gennem eksempelvis ærkæologi og ja andre også kilder."
Jeg forstår ikke helt hvorfor du siger at min definition af videnskab som viden der kan verificeres er galt på den.
Det er jo langt fra alt historie hvor man kan finde arkæologiske beviser, og som du selv skriver, så er den eneste anden måde at bekræfte teorier via anekdoktiske beretninger. Det er selvindlysende problematisk at kalde dette videnskab (ifl. min definition).

"Og hvis jeg skal gøre et forsøg på at forklare hvorfor det er vigtigt at vide hvordan vi er kommet til vores nutidige situation, så er svaret simpelthen: Forståelse af almenmenneskelig adfærd og forståelse af de mange tusinder af måder der har været og er på hvordan man kan bygge et samfund op, samt at afdække fordomme, løgne, sætte spørgsmålstegn ved det bestående, ved information."

Det ville være sandt hvis historie var en "ren" videnskab, på den måde at den ikke var subjektiv i natur.
Biologien, specifikt neurobiologien, er en videnskab som er langt bedre udrusttet til at give forklaringer på hvorfor mennesket opfører sig som det gør, og hvorfor vores samfund fungerer som det gør.
(jeg spiller lidt Rasmus Modsat lige nu, for jeg er faktisk enig med dig langt hen af vejen, men for min egen forståelses skyld vil jeg lige prøve at køre mine argumenter helt ud).

"Histori-E er ikke et menneske, og som sådan hverken objektiv eller subjektiv. Histori-EN er en konstruktion fra oplysningstiden, der intet har at gøre i faghistorie, men alene lever videre i den almene opfattelse af historie. "
Jeg kan se din pointe, men når jeg tænker historie, tænker jeg fortolkende historie (feks. forklaringen af hvorfor 2. verdenskrig opstod).
Prøv evt. at forklare lidt nærmere hvad du mener med faghistorie?

er roden til alt ondt.

de overvundnes synder og deres egne virtuder.
så derfor er historien mest baseret på officielle løgne der er blevet accepteret af vindernes samfund.
Spaniernes version af deres amerikanske erobringer er sikkert meget anderledes end Aztekernes og Inkaernes, bare for at tage et nogenlunde neutralt eksempel.
Kinas Historie blev omskrevet ved hvert nyt kejserskifte, blev Ægyptens også det?

er et meget interessant emne som jeg gerne ville se vores forskellige definitioner på, men det må vi vist starte en anden debat om.
Men er i villige til at høre andre versioner end Reuters

Mennesket er ikke blot en neurobiologisk menneske, et seksuelt, eller kemisk menneske. Det er også et psykologisk og socialt menneske, med forestillinger udviklet over flere generationer. Det er ikke et "enten-eller" eller en hierakisk inddeling. Det ville svare til at rangere sine egne kropsdele og celler. Selv videnskab i sig selv, er et produkt af en historisk proces, eftersom at videnskab idag har sine rødder i fortiden. Og for at værdsætte videnskabeligheden, er man nødt til at kende til de foreliggende konklusioner. Man får ikke så meget ud af at opdage noget der allerede *er* opdaget, trods alt. ;)

Din definition af videnskab fremstår som begrænset til et naturvidenskabeligt optik, som om at der ikke eksisterer andre videnskabelige discipliner. Hermeneutik er fortolkningsvidenskab, og ikke "anekdotiske beretninger".
Dette syn på samfunds og humanvidenskaberne som værende "ikke videnskabelige" fordi de for det meste ikke arbejder med synlige beviser, er mig ikke fremmed.
Hvis jeg må have lov at bruge politieksemplet igen, så må jeg selvfølgelig spørge om du ligeledes bærer tvivl til politiets metoder, som jo i fremgangsmåde minder om den historiske.
Historie er ikke naturvidenskab, det er fortolkningsvidenskab. Det er vitterligt det bedste jeg kan svare, fordi dét er nu engang sandt. Hvis du ikke anser dét som værende "rigtig" videnskab, er det bare sådan det er. Det har jeg ikke på nuværene tidspunkt særlig meget overskud til at forsørge at overbevise dig om. Det ændrer ikke på at der ikke er noget problematisk i at kalde historie for videnskab, såfremt man skal dømme på hvordan andre faggrupper behandler historie, og ikke for at fornærme dig, men når det kommer til vurdering om videnskabelighed, tager jeg deres ord for bedre varer. Vi har alle forskellige metoder for at nå frem til vores mål, men målet er fælles for alle. At nå frem til en sandhed. Historikere har bare størrere udfordringer på vejen til dette mål, forhindringer som naturvidenskaber ikke behøver at slås med. Metoden som historikere anvender, er dog baseret på videnskabelig praksis, og stol trygt at du havde hørt mere til det fra andre faggrupper, hvis dét ikke var tilfældet.

Faghistorie er ment som dén videnskabelige disciplin, historie, altså mennesker der arbejder med historie som profession. Histori-EN, eller historien med stort H, er snarere den måde hvorpå mange i årene efter oplysningstiden er begyndt at tænke på historie. En anskuelse faghistorikere er gået væk fra, for længe siden.
Din forståelse af historie, er mere rigtig end gennemsnittet. Det er først og fremmest forklaringer man leder efter. Ideen om historien med stort H, som bestemt ental, har dog moralisering, og dannelse som mål. Det er ideen om at man bliver et "bedre" menneske, hvis man kan historie, et mere "dannet" menneske. Det er også ideen bag nationalromantisk historieskrivning.
Faghistorikere idag, har dog ingenting med den slags at gøre.

Det er klart at mennesket er et komplekst væsen, men derfor bliver man nødt til at se på det partikulære i mennesket for at finde konstanterne. Vi udgøres jo af enkeltdele, ikke af en helhed (som ville være en mental konstruktion). Derfor bliver vi nødt til at kigge på hver enkelt del videnskabeligt, og så kun sige det der egentligt kan siges.
"Selv videnskab i sig selv, er et produkt af en historisk proces, eftersom at videnskab idag har sine rødder i fortiden. Og for at værdsætte videnskabeligheden, er man nødt til at kende til de foreliggende konklusioner. Man får ikke så meget ud af at opdage noget der allerede *er* opdaget, trods alt. ;)"
Den videnskabelige metode har jo altid eksisteret som et ideal; at den så først indenfor de sidste par århundreder er blevet prævalent kan ikke kun forklares gennem historien.
Du har da ret, hvis du reducerer historien til "den mængede videnskabelige viden vi hidtil har akkumuleret."

"Det er først og fremmest forklaringer man leder efter. "
kan du give nogle eksempler? v

Det er måske også lettere.
F.eks. spørgsmålet: "Hvordan gik Danmark over fra hedenskab til kristendom", eller "Hvad var Radio Free Europes Ungarnsafdeling, hvis nogen, på Ungarns oprør mod sovjetstyret i 1956"? Som regel er det at sætte spørgsmål ved dé ting, som andre ikke har sat spørgsmålstegn ved før i forbindelse med historiske fænomener, personer og begivenheder.
Det er sådanne spørgsmål man søger at forklare. Eksempelvis er det populært at tro at kristendommen længe har tvunget deres religion nedover hovedet på andre med sværdet, eller i DK's tilfælde at Harald Blåtand kun blev kristen fordi det var magtpolitisk opportunt. Tag f.eks. den danske besættelse under 2. verdenskrig. Der er markant forskel på den kollektive historibevidsthed om dén begivenhed og så faghistorikernes. Historie er altid en del af mennesket, uanset om vi har et historiefag på skoler, gymnasier eller universiteter.

"men denne er jo også problematisk jo længere væk i fortiden forbrydelsen er foregået."
Korrekt, og det er også derfor at historie der går meget langt tilbage, eller som beskæftiger sig med noget hvor der er ringe kildemateriale/beviser, heller ikke hævder at har fundet ud af det fulde svar. Når man ved at der ikke er nok beviser for at bevise noget, må man bare arbejde ud fra det man har. Det er ikke noget som historikere fejer under gulvtæppet som regel, der bliver gjort rede for omfanget af kildematerialet så læseren er klar over udfra hvilket materiale historikeren har nået frem til sine konklusioner.
Jeg har svært ved at forklare yderligere hvordan historie er "samfundsnyttigt", især fordi jeg vist ikke forstår din definition af samfundsnyttigt er. Du lader umiddelbart til at have en rimelig materialistisk tilgang til hvornår noget er samfundsnyttigt. Historie, er ligesom psykologi, sociologi, antropologi, dét vi vel kan kalde kulturvidenskaber. Videnskaber der har relevans for vores forståelse af kultur og adfærd. Historie er også et studie i "sandhed", så "cheesy" som det end lyder. Megen information om fortiden, hvadenten den er 10, 20, 50 eller 1000 år gammel er fuld af løgne, manipulationer og bevidst udeladt information. Historie som fag er et modstykke til ideen om historie som legitimitet (f.eks. nationalistiske, racistiske, religiøse eller kulturelle krav på magt eller ret til at gøre X mod Y).
Jeg kan virkelig ikke forklare det bedre. Jeg kan kun opfordre dig til selv at læse historie, eller hvertfald at engagere dig i historiefaglige artikler og bøger. Det er den eneste måde du i sidste ende enten kan be-eller afkræfte dine fordomme på.
Nej, jeg snakker ikke om en konsensus-sandhed, men om vertikal integration, dét at videnskaberne er gensidigt afhængige for lettere at fremme deres egne forskningsområder.

"Jeg har svært ved at forklare yderligere hvordan historie er "samfundsnyttigt", især fordi jeg vist ikke forstår din definition af samfundsnyttigt er. Du lader umiddelbart til at have en rimelig materialistisk tilgang til hvornår noget er samfundsnyttigt. "
Jeg mener ikke nødvendigvis historie skal være samfundsnyttigt som sådan, med mindre selvfølgelig det betales af staten på den ene eller anden måde. Samfundsnyttigt betyder at noget har en klar positiv indflydelse på samfundet (feks. hospitaler og fængsler), og det er nok her jeg stiller lidt spørgsmålstegn ved historie-forskning.
"Historie, er ligesom psykologi, sociologi, antropologi, dét vi vel kan kalde kulturvidenskaber. Videnskaber der har relevans for vores forståelse af kultur og adfærd. Historie er også et studie i "sandhed", så "cheesy" som det end lyder. Megen information om fortiden, hvadenten den er 10, 20, 50 eller 1000 år gammel er fuld af løgne, manipulationer og bevidst udeladt information. Historie som fag er et modstykke til ideen om historie som legitimitet (f.eks. nationalistiske, racistiske, religiøse eller kulturelle krav på magt eller ret til at gøre X mod Y). "
Kultur-studierne har det store problem at de sjældent kan fremvise resultater som kan bruges uden for deres egen videns-sfære, i modsætning til feks. lægevidenskaben eller fysikken.
Du siger at jo ældre historie er, jo flere løgne er der i den; men hvordan findes der en sandhed? Hvordan kan man vide om den ene løgn er mere sand end den anden?

"Det er sådanne spørgsmål man søger at forklare. Eksempelvis er det populært at tro at kristendommen længe har tvunget deres religion nedover hovedet på andre med sværdet, eller i DK's tilfælde at Harald Blåtand kun blev kristen fordi det var magtpolitisk opportunt. Tag f.eks. den danske besættelse under 2. verdenskrig. Der er markant forskel på den kollektive historibevidsthed om dén begivenhed og så faghistorikernes. Historie er altid en del af mennesket, uanset om vi har et historiefag på skoler, gymnasier eller universiteter."
Men jeg har svært ved at se det samfundsnyttige i at finde svar på disse spørgsmål. Jeg kan ikke se hvordan de resurser som samfundets bruger på denne forskning fås hjem igen. Det virker lidt som om historie er selv-perpetuerende, uden at give resultater uden for dens egen sfære.
Selvf. er historie altid en del af os og vores fortid, og jeg har intet imod historie som sådan, folk kan jo læse hvad de vil, men jeg stiller spørgsmålstegn ved validiteten af den som samfundsnyttig.

dette har jeg ingen mulighed for at modbevise, men har man også antallet af alle de andre der blev dræbt i koncentrationslejrene?
hvor mange desertører og militærnægtere, Jehovas vidner,
Homoseksuelle, psykopater, åndsvage og vanskabte,
Polakker, sigøjnere og andre etnier,
blev der også udryddet arabere og negere?
blev der også udryddet skærslibere, vagabonder og hjemløse?
Hvor mange dræbte ved etniske og politiske udrensninger får Stalin og hans kommunister skyld for?

af underviserens personlige udlægning og kultur som kommer til at præge elevernes opfattelse af verdenshistorien måske hele deres liv, og som de kun sjældent får chance fra at løsrive sig fra. Derfor er undervisning selv i underskolen så uendelig vigtig
og det som ethvert samfund er baseret på, vi giver alt for lidt agt på det og vores lærere skal være langt bedre præparerede til dette ansvarsfulde hverv som er grundpillen i vores kultur.