kvinder der 'forhindrer' mænds samvær... - eller ???

jeg reagerer på ensidigheden i formuleringer om kvinder der 'kæmper for' at han 'ikke skal se sine børn'!
Mine ex har i 3 år gjort sig stor umage med at SKRIVE til statsamtet om hvor meget han gerne vil se børnene. Og han har SKREVET om hvordan han gerne vil have børnene i en deleordning. Og også brokket sig over at jeg har fået forældrermyndigheden. Og også gang på gang fortalt statsamtet og andre, hvordan han mener jeg 'modarbejder' hvor meget han ’kan’ se børnene osv.
Det skal siges, at samvær ( dumt ord !) i øvrigt fungerer rigtig godt det meste af tiden, og at børnene er glade for ham, på nær når han er grov/arrogant/hånenede osv. mod mig. Så reagerer de med ikke at ville med ham (kommer det nu alligevel, og det går godt alligevel.)
i PRAKSIS:
Han siger oftest nej til at se ungerne når de ringer.
Han afviser oftest (90%) at hjælpe mig, hvis jeg smser/ringer om han kan ta dem en dag/timer/weekend.
Han aflyser og flytter samvær el. afkorter (over 80 gange på 3 år…) for at få tid til sit job og sin nye kæreste/kone.
Han har, endda på skrift, sagt nej, nu igen, til at have børnene i ferier ud over sommer og jul.
Han har ikke, som jeg har opfordret til (endda på skrift via statsamtet) benyttet sig af at ringe el. maile og sige hvornår han vil have mere samvær.
Han har ikke fulgt op på adskillige henvendelser fra mig med konkrete ekstra weekendsamvær fordelt ½ år frem i tiden.
Han har afkortet ferieperioder, af og til også weekendsamværet, og ’helst’ med meget kort varsel.
... og stadig: spør du ham, så er det MIN skyld, at han ikke ser sine unger mer. Han mener jeg har 'kæmpet for' at han ikke skal se dem mere... For det har i hvert fald intet at gøre med, at han ikke gør noget for at se dem mere, vel… ( iflg. ham). Det er kun min skyld… (i flg. ham)…
Han ville ha fælles forældremyndighed. Og fik det ikke. Hvorfor? Fordi jeg efter 3 år med forsøg på DIALOG, måtte konstatere, at det vil han ikke. Enten er det som han vil og når han vil, eller også kan du ingen vegne komme (og det duer ikke, bla. ikke i fht. valg af skole osv.).
Jeg havde inden det forsøgt med mæglere, med statsamtets mæglere, med at skrive sammen i stedet for at tale (det kan han ikke), og har også tilbudt at betale for professionelle mæglere – men nej. … ’det har han ikke behov for’…
…og sådan kan jeg blive ved, efter 3 meget opslidende år. Jeg kunne ikke mere. Så jeg søgte og fik forældremyndigheden. ’Desværre’. Og nu bruger han også det som begrundelse for ikke at ville se børnene mere – jeg kan ’ligge som jeg har redt’… er beskeden. – uanset at børnene og jeg ber ham se dem mere… - men nej. Jeg skal ’lære det’, har jeg fået at vide…
... så hvad ligger der lige i at tage for gode varer, når en mand siger eet, men i praksis med al tydelighed viser andet!
Måske det er lige hurtigt nok at dømme en kvinde ud fra en mand der siger, at HUN er den der har forhindret samværet.
Måske …!... skal man lige se på hvad han REELT yder først, ikk ;o)

Det er vist den vigtigste trøst!
Ja jeg har selv været ude i det samme og fatter kun manden fordi han er psykopat!
Det er ikke et skældsord, men en betegnelse for personer, som ikke kan forstå at andre mennesker har følelser - heller ikke deres børn- og derfor handler og agerer som sidssyge. MEN giver andre skylden!
Jeg kender jo ikke jeres situation, men det lyder mistænkeligt som vores.
Søg lidt hjælp i Robin Norwoods bog Kvinder der elsker for meget!
Vær der ogvær stær, først og fremmest for dine børn!

Hulla

sådan som du beskriver. Resultatet af to mennesker splid og kiv, som stadig lever videre gennem dine børn og dig. Resultatet at i køre begge to et langtids distance skænderi omkring hvem der gør hvad og burde gøre noget. Jeg forstår godt du mangler støtte, især voksenstøtte, til dine børn og dig selv, men du får den aldrig hos den mand eller far du søger den hos. Samvær er en ret og ikke en pligt. Samtidig kan det være meget nedværdigende for en mand i dette samfund og miste retten til at bestemme, dels over sin kone eller ekskone og dermed også sine børn. For 100 år siden, havde en mand den fulde rettighed til at bestemme og eje begge dele. Vel tiden har gjort det anderledes men flere mænd vælger så at kan jeg ikke få det fulde ret eller i det mindste anerkendelse, så kan det være ligemeget. Så er det mere behagleigt at søge anerkendelse i et nyt forhold. Det hjælper desværre ikke dig, der må føle det at du står med børnene alene, frustreret og meget træt.
I den situation er du tilbøjelig til at gå med på omlagte aftaler og nogle passer dig måske også bedre, fordi lidt samkvem er bedre en ingen og derved ja så bliver du hans "ejendom" og bliver holdt i den korte snor som han gerne vil.
Derfor faste aftaler uden mulighed for at lave aftalerne om for begge parter og forvent ikke at din eks hjælper med at gøre dem til voksne modne mennesker. Ta`det ansvar som det er at være en forældre og nyd dine børn fuldt og helt. Det er dejligt at se dem vokse op og det vare så kort.
At han så siger det er dig, der er problemet må du leve med, blot skal du give ham muligheden og det er altså med nedskrevne aftaler i god tid.
Han er sikkert nødt til at fremstille dig som bitch for virkelig at få dig på afstand.
Hilsen Madelin

 
.... ganske kort! Ikke sandt?
TILLYKE med at du og børnene er sluppet af med ham.
Hvis dét du beskriver er den faktiske situation, så er han jo så umoden, at han ikke er noget værd som far for sine børn.
Selvom det vil være hårdt for dem - så er de bedre tjent med at undvære en far 100% end have en far, som kun er der når det passer ham - og som ikke prioriterer dem som han bør.

for hvor jeg dog kender din historie..
Han kan ikke se sin egen rolle i sammenspillet med dig og fatter heller ikke, at det er børnene og ikke dig... det går ud over.
Jeg har et barn, som jeg også fik forældremyndig over, fordi faderen drak og var på stoffer... han nægtede at betale de penge han skyldte mig... for jeg ligger jo som jeg har redt.. han fatter bare ikke at det er hans barn der få ikke får de ting han burde og det er barnet det går ud over i sidste ende.
tsk tsk...MÆND

- jeg kender temmelig mange kvinder, der bruger uanede mængder af ressourcer, for at få tingene til at glide, så børnene kan være tjent med forholdene, og alligevel bliver de stemplet af omgivelserne - grundet hans optræden - som vrangvillige og modarbejdende og det der er værre.
Nogle gange virker det som om, vores primære opgave er at hjælpe mændene igennem skilsmissen og ikke at varetage børnenes interesser. Jeg taber simpelthen så meget for de mænd, der opfører sig på den måde, at det kan knibe at være i stue med dem. Men en ting der undre mig endnu mere, er de "nye" kæresters rolle i det her.
Jeg oplever af og til "en ny" sidder og underholde selskabet med, hvor "led" ekskonen er overfor manden - mine nakkehår rejser sig, når de starter den sang op. Hvad rør der sig i hovedet på dem? Hvorfor i alverden sætter de ikke den ene fod i gulvet, og kigger lidt på, hvad han er for en, ham den nye "fantastiske"? Hænger hans ord og handlinger sammen? Eller er han på det nærmeste børnemongol?
Nogle af dem er sågar kvinder, der selv har børn og som er helt med på, at deres egen ex, overhovedet ikke lever op til noget som helst omkring egne børn....
Jeg undre mig over mine medsøstre i den sammenhæng.

har jeg hilst på en gang. Hun beholdt solbrillerne på, og sagde så lavt hvad hun hedder at jeg ikke ku høre det, og havde det mest slatne minimale håndtryk jeg til dato har oplevet...
Så at tale med hende? Det er sikkert ikke en mulighed. Jeg ved end ikke hvad hun hedder til efternavn...
Samt, vil det vække hans raseri, hvis jeg prøver at tale med hende ad nogen vej.
Foruden, at jeg er sikker på, at hun blot vil få bekræftet at jeg er helt håbløs... ( i og med han sikkert har fortalt et og andet om mig i forvejen, så hun er 'vaccineret' mod at ku høre hvad jeg egl. måtte ønske at sige...)
Jeg finder ingen lige veje gennem dette...

Hvad ville problemet egentligt være i en deleordning? - Du siger jo selv at samværet går godt mellem ham og børnene, og hvis han havde dem 50% af tiden, ville du jo nok ikke behøve at skulle spørge ham om han vil have dem, vel?
Hvad har du tænkt dig at gøre nu her med den nye lov? - Han kan jo anmode om fælles forældremyndighed, som der jo kun untagelsesvis ikke længere vil blive givet?
Det kunne jo være at han har et stort behov for at kunne planlægge sin tid, eller har et arbejde der umuliggør uplanlagt samvær, hvorfor han ikke har kunnet tage børnene når du har bedt om det? - Det kan selvfølgelig også bare være at han er sur over at du bestemmer det hele, da du har forældremyndigheden.....

først, sikke agressivt du skriver. Det er ubehageligt at læse. Jeg vælger alligevel at forklare yderligere for dig.
Du bedes se på hvad han reelt har gjort for at se børnene: nemlig det modsattte: aflyst, flyttet, foretrukket rejser, job, kæreste osv.
Så hvordan tror du i praksis en "deleordning" ville se ud?
Det ville blive til at jeg alligevel havde børnene 80 % af tiden, for han ville med garanti ikke undvære nogle af de andre ting.
Det du ikke ser, er at manden er langt mere optagt af den formelle magt over børnene, at have papir på dem osv, end det interesserer ham at være sammen med dem.
Dertil kommer at jeg af børnepsykologer, bla. hos mødrehjælpen, har fået råd om at børnene ikke bør bo hos ham pga. hans manglende empati.
Så det er godt at de har det godt de fleste gange de har samvær, men at bo med et menneske der i den grad mangler empati, er skadeligt for små børn (og også for voksne, kan jeg fortælle dig).
At han så igen perverterer sagens kerne, dvs. vender det hele 180 grader, og vælger at give mig skylden for at han ikke gør noget for at se børnene, men begrundelse i at han ikke har papir på dem... Syg søforklaring. Men det kan du måske ikke se?
Endelig: jeg kan selvfølgelig ikke få et liv og en god hverdag til at hænge sammen for børnene og mig, når vi evig og altid skulle vente på om han gad svare tilbage på nogle af de mange ting der skal tages stilling til. Det var alt lige fra lægelige ting med børnene, skole, ferieperioder osv.
Derfor, pga HANS manglende vilje til dialog, søgte og fik jeg forældremyndigheden, så jeg faktisk også kunne handle i hverdagen.

hvorfor det hedder mødre forhindre samvær. Det er ikke mødre, der planlægger ferier for eksmanden. melder ham til julefrokost, beder om overarbejde, har venner som skal have lidt hjælp i de weekender som er samværweekend eksemplerne kan være mange. Det er stadig fædre der kan vælge og nogle vælger at undlade at priortere deres weekends med børnene. Det er også et valg. Kald det fornægtelse eller fortrængelse. Børn og samvær er en priortet. Det er en skrøne at det er mødrenes skyld.
Børnene opfatter det meget negativt at blive valgt fra og de behøver ingen hjælp til at danne deres menning om det.
Madelin