Kærlighed og kræft.
Jeg har nu gået et par dage og overvejet, hvem jeg kunne spørge til råds, og da jeg ikke kender nogle, har jeg valgt at skrive dette indlæg
Jeg mødte en mand via en dating side for 10 uger siden, det vil sige kort før jul.
Vi er begge i 40 erne og har voksne børn.
Selvfølgelig er alt nyt og spændende når man ikke har kendt hinanden i så lang tid.
De sidste par uger har jeg godt nok følt mig skidt tilpas, og været kronisk syg, og lidt af svimmelhed og vægttab.
Jeg får så endelig taget mig sammen til at gå til læge, og efter en masse undersøgelser og prøver som gik ret stærkt, fik jeg diagnosen, knoglekræft.
Jeg var selvfølgelig chorkeret over denne besked, med prognosen skulle være rimelig god.
Han var selvfølgelig også interesseret i, hvad de havde fundet frem til, og jeg fortalte stille og roligt, hvad resultaterne havde været, og hvad behandling jeg skulle starte på.
Han var ked af det på mine vegne, vidste ikke hvad han skulle sige osv osv. DEt forstår jeg også godt, jeg ville nok heller ikke vide hvordan jeg skulle reagere hvis det var omvendt.
Han spurgte samme aften han havde fået beskeden via telefon, om han skulle komme og være hos mig.
Det var rigtigt sødt af ham, men kl. var næsten midnat, og der var næsten to timers kørsel imellem os. Så jeg takkede pænt nej tak, sagde at jeg lige skulle sove på det, og så så det nok mere overskueligt ud næste dag.
Det gjorde det så også for mig, og jeg er ikke nervøs så det påvirker min hverdag for meget. Jeg er ved at trappe ned i arbejde, så vi kan få en vikar godt ind på min plads.
MEN.. I fredags blev jeg så inviteret ud og spise af ham.. og da han havde fået lidt af drikke sagde han pludselig "Jeg har tænkt over din sygdom, nu har vi jo kun kendt hinanden i så kort tid, meeeeennn , jeg er kommet frem til at jeg tager chancen med dig, selv om du er syg, for jeg er jo ved at falde for dig, det syntes jeg lige du skal vide!"
Så tænker jeg...Ihhh tak, fordi du vil holde mig ud, give mig en chance, selv om jeg har min sygdom og slås med, føler næsten at jeg nu burde være dybt taknemmelig over IKKE at være blevet skrottet..
Helt ærligt.. Det gjorde så ondt i mig, at han sagde sådan.
NOk fordi jeg ALDRIG selv ville have tænkt sådan, hvis han havde fortalt at han havde fået en kræftsygdom, jeg ville have støttet og hjulpet alt det jeg kunne, fordi jeg virkelig holdt af ham, og fordi jeg ville vide, at det er netop i sådan en situation, at en hjælpende og forstående person kan gøre så stor en forskel.
Er det mig, der tolker det hele forkert.. Er det mig, der bare burde have hørt istedet "jeg er ved at falde for dig, så pyt skidt om du er syg, det er helt ok med mig"
Jeg vakler meget, må jeg nu indrømme.. for det første, så ved jeg jo, at jeg har nogle måneder frem for mig, hvor jeg nok ikke vil have så meget overskud, og for det andet, så har jeg ikke lyst til at føle, at jeg burde være taknemmelig for at han ikke droppede mig..
Det ville være rart, at høre andres meninger, set fra en anden vinkel *ss* for jeg har lidt svært ved at komme videre lige nu.
Jeg mødte en mand via en dating side for 10 uger siden, det vil sige kort før jul.
Vi er begge i 40 erne og har voksne børn.
Selvfølgelig er alt nyt og spændende når man ikke har kendt hinanden i så lang tid.
De sidste par uger har jeg godt nok følt mig skidt tilpas, og været kronisk syg, og lidt af svimmelhed og vægttab.
Jeg får så endelig taget mig sammen til at gå til læge, og efter en masse undersøgelser og prøver som gik ret stærkt, fik jeg diagnosen, knoglekræft.
Jeg var selvfølgelig chorkeret over denne besked, med prognosen skulle være rimelig god.
Han var selvfølgelig også interesseret i, hvad de havde fundet frem til, og jeg fortalte stille og roligt, hvad resultaterne havde været, og hvad behandling jeg skulle starte på.
Han var ked af det på mine vegne, vidste ikke hvad han skulle sige osv osv. DEt forstår jeg også godt, jeg ville nok heller ikke vide hvordan jeg skulle reagere hvis det var omvendt.
Han spurgte samme aften han havde fået beskeden via telefon, om han skulle komme og være hos mig.
Det var rigtigt sødt af ham, men kl. var næsten midnat, og der var næsten to timers kørsel imellem os. Så jeg takkede pænt nej tak, sagde at jeg lige skulle sove på det, og så så det nok mere overskueligt ud næste dag.
Det gjorde det så også for mig, og jeg er ikke nervøs så det påvirker min hverdag for meget. Jeg er ved at trappe ned i arbejde, så vi kan få en vikar godt ind på min plads.
MEN.. I fredags blev jeg så inviteret ud og spise af ham.. og da han havde fået lidt af drikke sagde han pludselig "Jeg har tænkt over din sygdom, nu har vi jo kun kendt hinanden i så kort tid, meeeeennn , jeg er kommet frem til at jeg tager chancen med dig, selv om du er syg, for jeg er jo ved at falde for dig, det syntes jeg lige du skal vide!"
Så tænker jeg...Ihhh tak, fordi du vil holde mig ud, give mig en chance, selv om jeg har min sygdom og slås med, føler næsten at jeg nu burde være dybt taknemmelig over IKKE at være blevet skrottet..
Helt ærligt.. Det gjorde så ondt i mig, at han sagde sådan.
NOk fordi jeg ALDRIG selv ville have tænkt sådan, hvis han havde fortalt at han havde fået en kræftsygdom, jeg ville have støttet og hjulpet alt det jeg kunne, fordi jeg virkelig holdt af ham, og fordi jeg ville vide, at det er netop i sådan en situation, at en hjælpende og forstående person kan gøre så stor en forskel.
Er det mig, der tolker det hele forkert.. Er det mig, der bare burde have hørt istedet "jeg er ved at falde for dig, så pyt skidt om du er syg, det er helt ok med mig"
Jeg vakler meget, må jeg nu indrømme.. for det første, så ved jeg jo, at jeg har nogle måneder frem for mig, hvor jeg nok ikke vil have så meget overskud, og for det andet, så har jeg ikke lyst til at føle, at jeg burde være taknemmelig for at han ikke droppede mig..
Det ville være rart, at høre andres meninger, set fra en anden vinkel *ss* for jeg har lidt svært ved at komme videre lige nu.