Lad det klinge!!!!!

Hej allesammen!
Efter oplæg fra et andet indlæg fik´jeg denne ide.
Kære allesammen!
Hviilken salme er jeres ynglings? Og hvorfor?
Hvilken en hader i tilgengæld? Og hvorfor?

men er måske... "Dire Straist - Telegraph Road"

Den er en slags modstandssang også siger min mor.Jeg ved ik lige hvem der har skrevet den men go er den.Da jeg ik syntes at man kan hade en sang må jeg undlade at svare på det ;-) GO dag til dig ;-)

Helt sikkert Kingo's "Sorrig og Glæde". Og Pinsesalmen "Se nu stiger solen".
Det er de smukkeste salmer jeg kender.

Den holder jeg meget af, der er ikke rigtig nogen samle jeg hader. Skulle den være kedelig, så falder jeg i søvn.
Kun en dag, et øjeblik ad gangen!
Hvilken trøst for den forsagte ånd!
Hvorfor skal mig uro holde fangen?
Alting hviler i min faders hånd.
Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag jo også sende vil
mig den lille del af fryd og smerte,
som jeg netop trænger til.
Nær hos mig han vil mig altid lære
særlig nåde for hver enkelt tid.
Hver en dags bekymring han vil bære,
"kraft" og "råd" han kalder sig med flid.
Han vil vogte sine får så kære,
mætte sjælen ved sit nådebord.
"Som din dag er, skal din styrke være!"
det er løftet i hans ord.
Hjælp mig da at hvile trygt og stille
kun på dine løfter, Herre kær,
og ej troens dybe fred forspilde,
som i ordet kom mit hjerte nær!
Når mit sind er af bekymring fangen,
lær mig tage af din faderhånd
kun en dag, et øjeblik ad gangen
med en stille, ydmyg ånd!
*FB*

http://www.danskesange.dk/
Det er svært at pege på bare en salme/sang, der er en til enhver tid - det er så stemningbetonet, jeg kan stort set lide dem alle :)
Syng og vær glad..
Rosalilje

Nu spørg jeg dumt, men salme?

Det haver så nyligen regnet (2)
Tekst: Johan Ottosen, 1890
Melodi: Dansk folkemelodi
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
- viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.

--------------------------------------------------
Det er oprindelig en folkevise, med lidt andre vers.. Men går ud fra at du mener denne... Elsker den

Sorrig og glæde, de vandre i Hobe...
De er ganske gode.. Men må indrømme jeg ikke er helt så sikker på "solen" dårlige musik minder..

at den ikke rigtig siger mig noget...
men det SKAL undersøges!!!

Det kender jeg virkelig godt!
Og synes du har helt ret..
Musik siger meget om følsom.

..tekst og musik er så fint afstemt til hinanden, at jeg får gåsehus....den havde jeg gelmt.
Tak for påmindelsen...
Rosalilje :)

.men gåsehud🙂sorry

Sangen er min trøst,jeg vil synge hele aftenen,
det var bare dagens bedste indlæg og dagens bedste link, tak til begge herlige kvinder
Lærke

Fantastisk tekst :-)

... en anden modstandssang: "En lærke letted'"
En lærke letted´, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred´ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned´,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjertens tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
velsign det, herre, fra sund til klit.
Fra sund til klit!