Livssyn: begravelsestale holdt idag.
Tænkte at jeg ville sætte denne lille tale, som jeg idag holdt i forbindelse med en begravelse i mormonkirken (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige), på dette forum om religion og livssyn, talen bærer selvfølgelig præg af mit og trosretningens livssyn.
Jeg har erstattet navnet med XXXX. Hun var først i halvfjerdserne og døde efter ca. 6 mdr. sygdom.
Der var 3 taler. Den første var en den afdøde selv skrev, da hun vidste hun ikke ville overleve sygdommen. Den handlede om hendes barndom, opvækst, familien og hendes håb på at skulle mødes med dem igen. Den blev læst op af hendes voksne datter. Tale nr. 2 var en takketale til hende fra hendes voksne søn. Smukke taler begge to. Jeg var blevet bedt om at komme med lidt afsluttende ord:
------------------------------------------------------------------------------------
Ofte kommer døden uindbudt.
Den kan være som en fjende der
pludselig viser sig midt i livets fest
og som slukker livets lys og glæde.
Døden lægger en tung hånd
på vore hjerter og efterlader os i sorg.
I visse situationer med stor lidelse
eller sygdom, kan døden være en
barmhjertighedens engel.
Men for det meste betragter vi døden
som en fjende af menneskelig lykke.
Overfor dette står håbets og troens
budskab, som den fortælles i det nye testamente,
da Martha kom til Kristus og fortalte
at hendes bror og Jesu ven Lazarus var død.
Kristus sagde til hende:
"Jeg er opstandelsen og livet,
den der tror på mig skal leve, om han
end dør, - og enhver der lever og tror på mig, skal
aldrig i evighed dø."
og så spurgte han Martha:
"Tror du det?"
XXXX troede det, - hendes svar var et klart ja!
ligesom Marthas.
XXXX XXXXXX, født i 1939
døbt ind i denne kirke og menighed i 1972.
Beseglet til sin mand og børn i templet i Schweiz i 1974,
beseglet til sine egne forældre
i templet i Stockholm i 1989.
Noget af det mest grundlæggende i XXXXs tro, og i troen i denne kirke,
ligger i ordene: beseglet til sin mand, børn og forældre.
Deri ligger troen på at de igen
skal ses og igen skal være sammen
når livet er slut.
Men selv i troen på genforeningen,
som XXXXs mand, børn, børnebørn og mange
af os deler med hende, -
er der dog plads og rum til sorg.
For da Kristus gik med Martha for at oprejse
Lazarus af de døde, og han mødte dem der sørgede
over Lazarus, - græd han også.
En digter har sagt:
Vi kan føle en tomhed i hjertet
fordi hun er væk, -
og vi kan føle at hjertet er fyldt med
erindringer, minder og den kærlighed hun gav.
Vi kan lukke øjnene og bede, at hun ikke
var væk, - og vi kan åbne øjnene og se alt
det gode hun lod blive.
Vi kan fælde tårer fordi hun har forladt os.
Vi kan også smile fordi hun har været her.
I de 38 år XXXX har været en del af denne menighed,
har hun styrket troen og rørt hjerter hos mange.
Mine første erindringer om XXXX er fra jeg var 15 år,-
og jeg har flere gange haft den glæde, at have hende som lærer her i kirken.
Jeg betragter XXXX som en af grundsøjlerne
i denne menigheds personlighed, karakter og historie.
Der er et ordsprog der siger:
Mange mennesker går ind og ud af vore tilværelser, -
men kun få efterlader aftryk i vore hjerter.
XXXX har efterladt aftryk i mange hjerter.
Jeg vil gerne afslutte med denne illustration:
Døden er som at stå på breden og
se et skib sejle bort med en vi har kær.
Skibet blever mindre og mindre indtil
den forsvinder i horisonten, -
og vi siger: Nu er XXXX væk.
Men på den anden side på en anden bred,
står der også nogen og spejder ud i horisonten
og ser et skib komme til syne,
og de udbryder: Der kommer XXXX.
Dette er min tro, min overbevisning
og mit vidnesbyrd.
I Jesu Kristi navn
Amen
Jeg har erstattet navnet med XXXX. Hun var først i halvfjerdserne og døde efter ca. 6 mdr. sygdom.
Der var 3 taler. Den første var en den afdøde selv skrev, da hun vidste hun ikke ville overleve sygdommen. Den handlede om hendes barndom, opvækst, familien og hendes håb på at skulle mødes med dem igen. Den blev læst op af hendes voksne datter. Tale nr. 2 var en takketale til hende fra hendes voksne søn. Smukke taler begge to. Jeg var blevet bedt om at komme med lidt afsluttende ord:
------------------------------------------------------------------------------------
Ofte kommer døden uindbudt.
Den kan være som en fjende der
pludselig viser sig midt i livets fest
og som slukker livets lys og glæde.
Døden lægger en tung hånd
på vore hjerter og efterlader os i sorg.
I visse situationer med stor lidelse
eller sygdom, kan døden være en
barmhjertighedens engel.
Men for det meste betragter vi døden
som en fjende af menneskelig lykke.
Overfor dette står håbets og troens
budskab, som den fortælles i det nye testamente,
da Martha kom til Kristus og fortalte
at hendes bror og Jesu ven Lazarus var død.
Kristus sagde til hende:
"Jeg er opstandelsen og livet,
den der tror på mig skal leve, om han
end dør, - og enhver der lever og tror på mig, skal
aldrig i evighed dø."
og så spurgte han Martha:
"Tror du det?"
XXXX troede det, - hendes svar var et klart ja!
ligesom Marthas.
XXXX XXXXXX, født i 1939
døbt ind i denne kirke og menighed i 1972.
Beseglet til sin mand og børn i templet i Schweiz i 1974,
beseglet til sine egne forældre
i templet i Stockholm i 1989.
Noget af det mest grundlæggende i XXXXs tro, og i troen i denne kirke,
ligger i ordene: beseglet til sin mand, børn og forældre.
Deri ligger troen på at de igen
skal ses og igen skal være sammen
når livet er slut.
Men selv i troen på genforeningen,
som XXXXs mand, børn, børnebørn og mange
af os deler med hende, -
er der dog plads og rum til sorg.
For da Kristus gik med Martha for at oprejse
Lazarus af de døde, og han mødte dem der sørgede
over Lazarus, - græd han også.
En digter har sagt:
Vi kan føle en tomhed i hjertet
fordi hun er væk, -
og vi kan føle at hjertet er fyldt med
erindringer, minder og den kærlighed hun gav.
Vi kan lukke øjnene og bede, at hun ikke
var væk, - og vi kan åbne øjnene og se alt
det gode hun lod blive.
Vi kan fælde tårer fordi hun har forladt os.
Vi kan også smile fordi hun har været her.
I de 38 år XXXX har været en del af denne menighed,
har hun styrket troen og rørt hjerter hos mange.
Mine første erindringer om XXXX er fra jeg var 15 år,-
og jeg har flere gange haft den glæde, at have hende som lærer her i kirken.
Jeg betragter XXXX som en af grundsøjlerne
i denne menigheds personlighed, karakter og historie.
Der er et ordsprog der siger:
Mange mennesker går ind og ud af vore tilværelser, -
men kun få efterlader aftryk i vore hjerter.
XXXX har efterladt aftryk i mange hjerter.
Jeg vil gerne afslutte med denne illustration:
Døden er som at stå på breden og
se et skib sejle bort med en vi har kær.
Skibet blever mindre og mindre indtil
den forsvinder i horisonten, -
og vi siger: Nu er XXXX væk.
Men på den anden side på en anden bred,
står der også nogen og spejder ud i horisonten
og ser et skib komme til syne,
og de udbryder: Der kommer XXXX.
Dette er min tro, min overbevisning
og mit vidnesbyrd.
I Jesu Kristi navn
Amen