lær dine venner i nøden

jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre hvor gode venner i andre har, når i står og har brug for dem..beder i selv om hjælp og de kommer, tilbyder de hjælp, men det bliver kun ved snakken, eller kommer de virkelig og hjælper dig....???
Jeg har for en lille uge siden kommet til skade og brækket benet, så kan ikke støtte på det og går med krykker, jeg har også fået trykket/brækket nogle ribben og det er da det værste...
Jeg føler mig helt handicappet🙁
Hele min omgangskreds har mere eller mindre været rigtig søde til at sende søde smsér, og nogle har tilbudt at hjælpe til, jeg skulle bare sige til....jo tak, men det er altså ikke let for mig at sige til, det er jeg ikke god til, er i andre det? men kunne folk da ikke helt af sig selv komme i mit hjem og sige her er jeg og nu går jeg igang med dit og dat.
Min kæreste har virkelig overrasket mig til det positive, han har tilbudt mig at være hos ham hele tiden og jeg skal ikke lave noget som helst, det kan jeg næsten heller ikke.
Min bedste kammerat hjælper mig også virkelig meget, men det havde jeg også regnet med, ham kan man altid stole på.Så dem kan jeg godt bede om hjælp nogle gange, men gør det ikke så meget, da jeg altid har klaret mig selv mere eller mindre..
Så er der andre, nogle af dem, som jeg troede var tæt på, har endnu ikke besøgt mig, de siger, jammen kan din kæreste da ikke hjælpe dig, jeg er træt, jeg har ikke tid, jeg kommer nok forbi og du kan bare sige til når du har brug for hjælp, igen må jeg sige, at sådanne folk kan jeg da slet ikke bede om hjælp.En "veninde" har jeg slet ikke hørt fra endnu, selvom det er 5 dage siden, jeg sendte en sms.flot.
En anden veninde havde sagt hun ville gi aftensmad, men da jeg har svært ved at komme ned af alle mine trapper blev det ikke til noget, flot, kunne hun ikke komme hjem til mig i stedet for, jeg hjalp sgu hende da hun blev op.
Der er nogle stykker som har sendt mig en sms flere gange om hvordan det går, en anden sød veninde er kommet med blomster.
Nå, men der er jo også kun gået en lille uge, fra jeg kom til skade, så de gode venner kan vel nå at dukke op endnu.....😉
Jeg kan jo bare sige, lær dine venner at kende i nøden.....

Men det med venner er nu helt og aldeles min egen skyld - jeg har ganske enkelt...ingen...
Bortset fra arbejdskolleger, men dem ser jeg ikke udenfor arbejdet.
Jeg var for 1 års tid siden mere alvorligt syg og lå på hospital, men der var min kærestes veninder der for mig med søde sms'er og besøg et par gange på sygehuset - og ellers har jeg da en kærlig familie.
Det er egentlig underligt at jeg ikke selv har faste venner, for jeg ved at jeg er meget vellidt. Hvis jeg havde nogen, så tror jeg da nok også de kom og besøgte mig. Jeg har bare meget svært ved at lukke andre ind i mit liv, så det er jo selvforskyldt...

Jeg skulle flytte og fik en aftale med en god ven 14 dage før, 2 dage før fulgte jeg op på sagen men fik så bekeden at der var "kommet noget i vejen" og at han havde glemt at ringe til mig.

Generalisere, men mange folk er så pressede af arbejde, børn ect at de desværre ikke har tid til andre end dem selv. Pasning af syge og børn er blevet en offentlig opgave sygt nok!
Personlig ville jeg ikke have nogen til at hjælpe mig i en situation som din.

kan det vel være i nogle tilfælde, hvor man bevidst holder folk på afstand.
Jeg kan også godt se hvem i min omgangskreds jeg gerne ville hjælpe en anden dag og hvem jeg ikke mere vil hjælpe i nøden.
af skade bliver man klog og det er noget om snakken.
Jammen hvor må det være ensomt for dig nogle gange ikke at have venner...

må jeg sige, hvordan kan man "glemme" en så vigtig aftale om at hjælpe med at flytte....noget siger mig, at det man glemmer ikke er vigtig for en selv.

af arbejde osv osv, men de fleste har sgu altid tid til at tage til fester og andre fornøjelser og er man en rigtig god ven, så kommer man helt af sig selv, man skal vel ikke invitere støvsugeren eller andre ting i armene på vennerne.
Jeg kunne ikke finde på at spørge om folk vil gå på posthuset for mig og andre personlige ting, men jeg kunne finde på at spørge, om de lige ville handle lidt ind, når køleskabet er ved at være godt tømt...

Men okay, han henviste så til en anden som jeg ikke kendte, det kom til at koste mig noget mere.
Det er i en anden del af landet så jeg ser ikke "vennen" mere.

Ved at hvis jeg kommer til skade er den eneste der vil hjælpe mig, min overbærende kæreste. Det med at få venner, har aldrig rigtig lykkedes udover den ene gode veninde jeg har nu.

Alle hjalp min mor da hun var hjemme og led svært af sygdom, da hun så var væk og hver havde hentet deres lille del af boet gik jeg helt alene og måtte tage fri fra arbejde i 3 dage for at få resten fjernet, rydde op og gøre rent da lejligheden skulle afleveres.
Der findes selvfølgelig firmaer der gør den slags, men jeg fandt det ikke værdigt.

hvor han er.
Jeg synes det kan være svært med venner, giver jeg meget af mig selv, så forventer jeg også noget igen.der skal være nogenlunde ligevægt i alle forhold ellers går det ikke.

af, at alle mennesker efterhånden kun har deres egne interesser for øje - folk er blevet ekstremt egoistiske.
Forleden dag var jeg i Netto, da jeg går til kassen står der foran mig står en fyr med en indkøbsvogn, spækket med varer.... han okser afsted, men da båndet i "pakkeenden" var proppet, og der stadig var varer i vognen, begyndte han at fare frem og tilbage. Så sagde jeg, ved du hvad - du pakker og jeg putter resten af dine varer på båndet - så teamworker vi os ud af det :-) Han blev så glad, og jeg kunne glæde mig over, at det hele gik lidt nemmere og os begge. Han var helt overvældet. I min verden, er der ingen grund til at man bare står og glor til det bliver ens egen tur.....vær nu lidt behjælpelige altså.
Rigtige venner træder til af egen vilje, det er jo ikke så svært at regne ud, at man har brug for en hånd med brækket ben osv.
Man har fået 2 hænder...en til at tage imod med, den til at give. Og desværre er det åbenbart ikke noget de fleste tænker over.
Husk også selv at hjælpe 🙂
God bedring

Opdragelse det kniber med. Jeg tænker f.eks at rigtig mange folk bare smider affald fra sig på gaden eller i naturen. Folk er ligeglade, og gør som det passer netop dem selv.

jeg oplever at samfundet er skruget sådan sammen, at vi skal yde mere og mere på arbejdsmarket, at folk bliver mere og mere egoistiske og det er også fint til en vis grænse.
Måske forlanger jeg for meget af min omgangskreds, fordi det jeg gør forlanger jeg også at de skal gøre for mig, men så bliver man da slemt skuffet og hvor meget kan man egentlig også forlange eller nærmere forvente, håbe på.
Den er så svær den der med, at folk jo er så søde og siger man bare skal sige til, når jeg har brug for hjælp, ja, men jeg er jo hjemme, så de kan jo bare komme ik...

eller nærmere som du skriver, folk er ligeglade...og det kan man nettop se på deres adfærd alle vegne...

af din familie-alle piller i deres egen lille navle.
og så tror jeg også mange folk glemmer hvordan det er at være syg, når man selv har det godt...

rigtig god til at hjælpe andre folk, nogle gange nok lidt for meget af det gode.
ja, som jeg også skriver et sted her i debatten, så er folk blevet ekstrem egoistiske.
En rigtig god historie du her fortæller, du er en af de behjælpelige mennesker, dejligt.
et flot symbol, man har fået 2 hænder, en til at gi med, den anden til at tage imod.
Jeg har også stadig den holdning, at rigtige venner nøjes ik kun med at tilbyde hjælp, de dukker op af egen fri vilje og hjælper til, for som du skriver, så er der vel ikke så svært at regne ud, at man har brug for hjælp når man har et brækket ben...

Jeg ved godt at dette ikke hjælper dig, men synes alligevel at jeg vil fortælle hvor gode venner man også kan have.🙂
Jeg flyttede for 1 mdr's tid siden, en veninde hjalp mig med at flytte hele køkkenet og badeværelset, dagen før resten af flyttelæsset blev sendt afsted, en anden veninde malede hele min gamle lejlighed (jeg kan ikke male 😖)mens hun malede for mig, var der ingen sure miner hos hendes 3 døtre (14-17 og 19 år), de lavede mad til hende og inviterede mig med, da de jo godt kunne regne ud at jeg også skulle have mad.
En anden tilbød mig at låne en trailer til at flytte i og den hentede min ene bror og så kom han og en anden bror, samt en niece og nevø og flyttede de ting som stod tilbage.
Jeg var naiv nok til at tro at vi kunne nå det om formiddagen, men der var en masse bøvl med at få tingene op på første sal, så de måtte skille nogle af møblerne af, uden at kny. Da kl var 14.30 måtte jeg gå, da jeg skulle på job kl 15, da jeg kom hjem kl 23.15 stod alle møblerne på deres plads og min seng var redt 😃
Et par dage efter var der endnu en veninde der hjalp mig med at rengøre hele min gamle lejlighed og hendes søster inviterede på aftensmad bagefter (hende jeg havde lånt traileren af)og hun kom så nogle dage senere med sin trailer og hjalp med at få de sidste ting sendt på genbrugspladsen
Da der var gået nogle dage, kom jeg en aften til at sidde og tænke over tingene og blev overvældet at en fantastisk føleles ... tænk at have så fantastisk et bagland, hvis ikke det havde værret for vennerne, så havde det taget meget lang tid og kostet en formue... jeg var ski lige ved at give mig til at tude af taknemlighed 😉
Hilsen Heksen 🙂
Ps: Jeg siger heller ALDRIG nej, hvis jeg har mulighed for at hjælpe venner, bekendte og familie

Hvad er det lige du ikke kan med et brækket ben - ud over at støvsuge? Du skriver du er på krykker. Hvad forhindre dig i at handle? At gå op og ned ad trapper med krykke er en træningssag, og den intruktion har du vel fået på sygehuset, som vi andre fik den?
Nej let du bare rumpetten moster og æd din selvmedlidenhed. Det andet er da ikke til at holde ud.

ville jeg fortælle, at du bare skulle sige til, og så vente på, du gav lyd fra dig. Jeg ville glæde mig over at vide, at din kæreste var der hele tiden, og at din bedste kammerat også hjalp dig, og så ville jeg faktisk gå ud fra, du åbnede munden og sagde, hvad JEG kunne gøre for dig. Du er jo ikke ligefrem alene i verden med de to "hjælpere", og dermed ville jeg være bange for at gå i vejen eller komme til ulejlighed, hvis jeg dukkede op og fortalte, at nu var jeg her for at lave mad, støvsuge osv.
Hvis du ikke kunne finde ud af at give lyd fra dig og svare mig på, hvad jeg kunne gøre for dig, ville jeg tage det som et udtryk for, at du var træt og havde brug for ro oven på uheldet.
Og jeg ville under ingen omstændigheder tro, at du kunne finde på at gå og ruge over, hvorfor jeg ikke bare troppede op - eller at du ville opfatte mig som en "mindre rigtig" ven, fordi jeg ikke kunne læse dine tanker, og fordi DU ikke kunne finde ud af at fortælle mig, hvad jeg konkret kunne gøre for dig. Jeg ville faktisk synes, du var en dårlig ven, hvis du valgte at blive skuffet i stedet for at give mig en chance og åbne munden.
Uudtalte forventninger er noget af det værste, jeg ved - jeg hjælper glad og gerne mine nærmeste, men de er nødt til at fortælle mig, hvad de har brug for.

en ganske fornem middag. Hvordan kunne du finde på at skride på arbejde? Jeg har da endnu aldrig hørt om folk der kunne flytte uden det kostede en fridag. Jeg var gået, da du var gået udfra devisen kan det vente for dig, kan det også vente for mig.

Andre er ekstremt egoistiske - du er ikke bare rigtig god til at hjælpe, nej, det er nok lidt for meget af det gode.
Jeg ville have det svært med en ven, der havde den overbevisning. Den der tendens til at rose sig selv for at være SÅ uselvisk og faktisk FOR hjælpsom, kunne jeg ikke holde ud.
Du siger det næppe til dine venner - altså, at du er en fantastisk hjælpsom ven, og at de ikke når dig til sokkeholderne - men i stedet går du og ruger over det og bliver bitter og tøsefornærmet over, at de ikke gør præcis som du. Og det mærker de - dine venner - og irriteres over, at du da for pokker ikke bare kan fortælle, hvad du vil have, og så i øvrigt LADE VÆRE med at gøre noget for andre, som du i virkeligheden synes er for meget.
Taknemmelighedsgæld og ikke formulerede skuffelser er turn-offs for et venskab.

Jeg skylder dem en formidabel middag, hvilket de naturligvis også får.
Jeg var lige startet på et nyt job, og jeg havde skam taget en uges ferie, men pga. andre omstændigheder, blev flytningen fremskyndet, og alle var enige om at vi godt kunne nå det, på 6,5 timer.
Jeg havde skam pakket alt ned, så der skulle "kun" slæbes
Jeg sagde skam til alle at de ikke skulle blive der, men som de gode venner og familie de er, så gjorde de tingene færdige, før de gik, en lille time efter at jeg var taget på job
Hilsen Heksen 🙂

Det var de samme tanker jeg havde. Jeg ved ikke noget værre end man skal gætte sig til andres ønsker. Det er en pestilens.
Det mindste de kan gøre er da at udtrykke noget.

Hørt! Lige mine tanker. Tårdstarter lyder som et møgforkælet barn.
Din kæreste har tilbudt, at du kan være hos ham hele tiden, og at han kan passe dig. Hvorfor tager du ikke imod hans søde tilbud istedet for at sidde og blive bitter over de mmensker, der ikke er tankelæsere, men sødt har tilbudt deres hjælp og kun venter på at du henvender dig?
Det handler ikke om at de ikke kan tænke selv og møde uanmeldt op - det handler om, at dere eget liv ikke går i stå bare fordi du har brækket benet. De har nok at se til, men vil samtidig gerne hjælpe - når du siger til. Selvom de nok undrer sig over, hvorfor du ikke er taget hjem til kæresten.
Det er rigtig synd, surt og pokkers besværligt for dig, at du har brækket benet. Men med træning og tålmodighed kan du sagtens lære at bevæge dig rundt. Støvsugningen ville jeg vente med - det må være begrænset hvor snavset, der bliver, når du sider stille hele dagen.
Du kan ikke gøre noget ved det brækkede ben - ulykken er sket, og øv for det - men humøret er du selv herre over. Vær glad for alle de søde mennesker der trods alt er rundt omkring dig - uanset om de støvsuger eller ej.
Lad være med at have forventninger på andres vegne, og når du hjælper andre skal du gøre det fordi du har lyst, og ikke fordi du forventer gengæld eller tak. På den måde undgår du mange skuffelser.

Hold da op for en omgang jammer og ynk trådstarter lægger for dagen.
Jeg kører rundt med ældre mennesker som er dårligt gående, nogle er kommet galt afsted, men de klarer sig selv så godt de kan UDEN jammer og ynk, selvfølgelig er der ting de ikke kan klare, men de lider ikke af selvmedlidenhed.
Jeg er selv dårligt gående, når der skal løbes på trapper, et ødelagt knæ forhindrer mig i at bevæge mig frit på trapper, men jeg klarede dog trappen omkring 20 - 30 gange, da jeg skulle flytte, skønt det var smertefuldt.
Jeg har sådan set ingen venner, selvvalgt, men da jeg skulle flytte for en måned siden forespurgte jeg mine kolleger om hjælp til at bære de tunge ting og straks stod der 2 kolleger og hjalp mig, ikke med hele flytningen, men med de ting jeg ikke selv kunne magte, det drejer sig om kommunikation, at fremsætte de ønsker man har og så ikke kræve mere af venner end de har tid til.
Selv hjælper jeg gerne mennesker der har behov, MEN de må selv sige hvad jeg kan gøre for dem, hvis jeg skal gætte mig frem holder jeg mig væk, det er jo ikke sikkert min mening om hvad jeg kan gøre er det andre ønsker.
Da jeg er taxachauffør er jeg rimelig god til at gætte hvad jeg kan gøre for mine kunder, men jeg tilbyder at bære f.eks. poser med varer, jeg gør det ikke uden videre, da jeg mener jeg let kommer til at virke dominerende hvis jeg blot gør det, jeg spørger om jeg skal bære poserne ind for kunden og i de fleste tilfælde svares der jatak, andre gange spørger kunden om jeg vil gøre det og så svarer jeg ja.
Det at komme og bare gøre noget der ikke er blevet bedt om er at dominere andre mennesker, det skal andre ikke gøre hos mig, jeg beder om hjælp til specifikke opgaver hvis jeg har hjælp behov.
Trådstarters indlæg er faktisk en bekræftelse på en kvindeting som er typisk:
Hvis du ikke ved hvorfor jeg er sur, vil jeg heller ikke fortælle dig det, typisk kvinder, ulogisk tankegang.

har jeg ikke formuleret mig grundig nok....jeg har et brækket ben, som jeg ikke må støtte på i 3 uger, jeg har 2 børn, som jeg gerne skulle lave mad til, men det må jo så koste mig dyrt i den næste måneds tid...
jo tak, jeg har en kæreste, som jeg kan være hos, og en kammerat som hjælper mig og det er sødt af dem, tak for det.
men jeg har en veninde som jeg har hjulpet meget da hun blev opereret og nu gider hun åbenbart ikke hjælpe mig, jeg har en anden veninde der har spurgt mig, om jeg har brug for hjælp, jo tak har jeg sagt, men hun ringede sgu ikke tilbage, en anden veninde har tilbudt at lave aftensmad en dag, og jo tak, men hun trak i land og ville så helle komme senere i på søndag.....en anden veninde har jeg også hjulpet rigtig meget, det siger folk selv, men nu gider hun sgu kun komme hjem til mig for at sludre og få kaffe og kan så lige overkomme at bære skraldespanden ned for mig, jeg bor på 3 sal.det der pisser mig af er, at nogle folk tilbyder og herinde har jeg lært, at jeg så også skal takke ja tak, da folk ikke er tankelæsere, men så gider folk sgu ikke alligevel.
ved sgu også godt at det ikk er verdens undergang at brække et ben og ribben, men det er sgu meget skuffende at dem som man troede var ens nærmeste viser sig det modsatte...
og det er da dødærgeligt, at mit barn lige er kommet hjem fra efterskole og skal være handicaphjælper på fuldtid og vi ikke kan komme på ferie alligevel...nogle folk har også den holdning, at min store dreng da bare kan hjælpe til, jo tak, det gør han skam også, men han har jo også sine begrænsninger. for mig virker det som om, at nogle folk skubber det over på min søn, at han kan hjælpe, så er de fri for at hjælpe til...
jeg glædes over de 2 søde mennesker som jeg kender, men er dybt skuffet over resten af flokken, det er slut med at tilbyde dem hjælp mere, slut med at være så sød og flink, så kan de fandme lære det kan de...

at være et møgfokælet barn. Det er så sjældent jeg beder folk om hjlælp, fremgår det ikke tydeligt nok ud fra dette jeg skriver....!
jo tak, min kæreste har tilbudt at jeg må være hos ham, men mit barn er lige kommet hjem fra efterskolen og jeg skal have styr på hans ting og tøj der skal vaskes og det ordner jeg selv, ingen ynk der.
folks liv går sgu da ikke i stå, for de skal hjælpe til 1 lille times tid 1 gang hver 14 dag sikke noget vrøvl, folk dyrker sgu da også deres interesser i fritiden, jeg forlanger ikke, at der skal være folk omkring mig hele tiden, det kan jeg ikke holde ud.
jo er er hos kæresten en stor del af tiden, men skal også orden andre ting i hjemmet, kan jo ik blive væk i 1 måneds tid.
nej, folk vil ikke hjælpe, for så havde de gjort det, jeg har bedt om lidt hjælp, men de fleste trækker i land og som en veninde sagde til mig, at hun var glad for jeg og andre selv kunne tilbyde at komme med aftensmad og hun kunne altså godt gå på sine ben og brude sine arme..
ja, jeg må ikke forvente noget mere af folk, men jeg har hjulpet dem af lyst og glæde over at gøåre dem glad, men det er slut med at hjælpe til, når de trækker i land nu over for mig...

du lyder altså mere som en forurettet teenager end et voksent menneske med to store børn. "en anden veninde har jeg også hjulpet rigtig meget, DET SIGER FOLK SELV.." - hvorfor har du brug for andres berigtigelse af, at du har gjort noget for nogen? Hvorfor stoler du ikke på din egen opfattelse af, at det HAR du?
Den der med, at "folk" skubber det over på din søn, lugter langt væk af, at du slet ikke opfatter det som et ønske fra din side at få hjælp, men som et KRAV. Hvis nogen skubber noget over på ham, er det jo din opfattelse, at de har PLIGT til at hjælpe dig, men sender aben videre.
Jeg aner ikke, hvordan du formulerer dig over for dem, du ønsker hjælp fra, men det virker som om, du på den ene side ikke vil sige: "Jeg har virkelig brug for, at du gør det og det for mig" - og på den anden side er du jo dybt fortørnet over, at de ikke gør, som du synes, de skal.
"så kan de fandme lære det, kan de" - måske er det dig, der skal lære noget? Fx ikke at gå og samle på barmhjertighedsgerninger fra din side og murre over, at de ikke kommer retur.
Jeg ville ikke selv forvente af mine venner, at de troppede op og stod til rådighed, fordi jeg havde brækket et ben - med en kæreste, to store børn og en god ven, der kunne hjælpe mig. Og hvor meget handicaphjælp har du dog brug for med et brækket ben, hvis det kan tage al din søns tid? Kan du ikke opsummere, hvad du har brug for at få hjælp til - jeg mener, selv mennesker i kørestol har da ikke brug for nonstop hjælp til alle gøremål?

med hvad mange af jer herinde kommenter på, når tonen ikke er sober. geunden til jeg skriver, at DET SIGER FOLK SELV, er netop fordi nogen tror, at jeg er en dum teenager, men aldrig har jeg dog fra min omgangskreds hørt noget lign. det er kun fra nogle herinde, som måske netop selv projekterer sin egen dårligdom over på min/andres............
Jeg har skrevet herinde for at høre om andre, som har stået i lign situation og hvad gjorde de.....og kunne der evt være noget jeg kunne gøre anderledes, og ja, jeg har fået de råd om, at jeg kunne bede om lidt hjælp, hvilket jeg også har gjort, men straks bliver jeg nærmest kaldt de værste øgenavne, fordi andre har en opfattelse af, at jeg er en dum teenagere, dette Ukonstruktive svar kan jeg ikke bruge til en skid, så løb du en tur i sommervarmen og kom af med dine frustrationer på en mere hensigtsmæssig måde.

Jeg gider sgu da ikke tigge og be folk om at hjælpe mig, når jeg har sagt det på en pæn måde, at jeg har brug for, at der handles ind, støvsuges, jeg har ikke remset sider op og sider ned, hvad jeg kunne har brug for, men jeg vil sgu ikke sige til folk, hvornår kommer du og hvor kl... det er vel tilladt at folk kan tænke lidt selv og nogle får har opfattet det, andre har ikke.
At du ikke ville bede folk om hjælp, hvis du stod i en uheldig situation, er din hovedpine, men lad dog være med at gøre mig dårlig, bare fordi jeg har en anden opfattelse af tingene end du...ok at du ville gøre noget andet end jeg gør, men jeg vil sgu ikke finde mig i at blive kaldt en forurettet teenager, ville du finde dig i det....! det tror jeg ikke nogen ville, men det er jo så dejlig let hewrinde at kalde folk lige hvad man har lyst til..DET MAN SIGER ER MAN SELV......
I går da jeg skrev, kom der i første omgang mange konstruktive svar, nu har debatten udviklet sig til noget jeg bliver irriteret over, så nu lukker jeg debatten

mange er sig selv nærmest, og det går igen her på sol, ved folk ikke helt hvad de skal skrive, så nedgør de bare.. kedeligt! Og så her nogle "ildsjæle" som føler de skal blande sig i enhver debat fordi deres svar er guds gave til spørgeren. Jeg har oplevet det flere gange og er forlængst holdt op med at skrive tråde herinde, for som regel er det bare de samme debattører der chatter, i stedet for at komme med svar til trådstarteren.

Enig - mange tråde kører ud på et sidespor, og har absolut ingen raltion til trådstarters spørgsmål. Død irriterende...
Men der er altså også masser af trådstartere der ikke bryder sig om de svar, de får herinde - og reagerer med at gå i forsvarsposition og selv kører tråden af sporet. Hvis man ikke er indstillet på at få ALLE mulige svar skal man nok ikke (ud)stile sit problem eller sin mening herinde. Man skal kunne tåle at blive sagt imod - og det er bestemt ikke alle, der er indstillet på det.
Når man deltager i en debat herinde svarer man ud fra de oplysninger, trådstarter giver - blandet med den bagage, man har med i sin egen rygsæk. Det er med til at give nogle heftige diskussioner, og ind i mellem lyder det som om debattørerne diskuterer for at få ret, og ikke bidrage til den diskussion, trådstarter har startet. Når det handler om meninger, synspunkter og erfaringer findes der sjældent en facitliste, og trådstarter må selv pille de guldkorn ud af debatten, som han/hun mener at kunne bruge. Men hvis man bliver sur fordi man får modspil og modargumenter, skal man nok ikke anvende et debatforum som SOL.

I alle mine dage har jeg været den pige, der altid har hjulpet andre. Når nogen har bedt om hjælp, har jeg "smidt" hvad jeg havde i hænderne og hjulpet. Hvis nogen havde været i den situation, som du er i, var jeg mødt op et par gange i ugen for at høre om jeg kunne hjælpe med noget. Evt. bare snakke for man mangler også nogen at tale med, når man tusser rundt alene hjemme.
Så flyttede jeg fra min mand med tre børn og jeg spurgte gud og alle om hvem der ville hjælpe med at flytte. Kunne da lige tromme et lille flyttehold sammen, da resten ikke havde tid.
Da jeg var kommet til rette mit nye sted, bad jeg ikke om hjælp igen, da jeg kunne klare mig selv. Til gengæld brugte jeg stadig tiden på at hjælpe andre.
Så kom der endnu en flytning. Og endnu færre havde tid til at hjælpe. Gudskelov havde jeg min storebror det at hjælpe med opsætning af diverse ting. Men men men... selv min svigerinde kunne ikke unde mig hans hjælp. Hun ringede konstant og spurgte hvornår han kom hjem.. Det var mere vigtig, at han kom hjem og lavede aftensmad til hende.
Jeg flyttede i et rimeligt stort hus med stor have - for det er billigt 😉 Og vi elsker at bo her. For 1½ år siden blev jeg sygemeldt. Kunne ikke bruge den ene arm og var i store smerter 24 timer i døgnet. DA holdt jeg op med at hjælpe andre, for jeg havde bestemt ikke overskud til det. Og de eneste kommentarer jeg fik var, at jeg bare skulle tage mig sammen og at det var noget pjat at jeg havde ondt.
I løbet af min sygdoms periode har jeg spurgt i øst og vest om hjælp men altid har jeg fået at vide, at man ikke har tid eller det kan jeg da få ungerne til at lave eller også har man ikke svaret.
Kan fortælle, at det er ikke let at holde hus og stor have, når man så og sige kun kan bruge den ene arm. Og haven skal jeg holde, da det har jeg skrevet under på i lejekontrakten. Og betale mig fra det.... det har jeg virkelig ikke råd til.
I sommers blev jeg så opereret i armen og var på morfin en måneds tid derefter. Kan hilse at sige, at det ikke er sjovt at være på morfin, når man samtidig har ansvaret for ungerne.. man bliver til tider lidt "sjov" at høre på.
Den første uge efter operationen fik jeg en særdeles positiv overraskelse. Min næsten nabo så og sige invaderede mit hus og lavede mad og var omkring mig rigtig meget af tiden. Jeg var så rørt og taknemlig over hendes indsats og der fik jeg slappet lidt af.
Men så kom hendes mand hjem på ferie og så så jeg hende ikke mere. Det var da også ok for mig, da han sjældent var hjemme. Det var jo guld værd bare den uge hun havde hjulpet.
Samtidig med jeg gik sygemeldt, har jeg en veninde, der også gik sygemeldt. Ingen af os kunne noget særligt, men vi kunne SMS sammen og holde hinandens humør oppe. Hun var bl.a. svimmel og kunne ikke gå udenfor huset og selvfølgelig ikke køre bil. Når jeg ikke var på morfinen, kunne jeg godt køre, så når jeg skulle ud og handle, spurgte jeg hende om hun skulle have noget og enten tog hun med mig eller også handlede jeg for hende.
Alle de "venner" jeg havde, da jeg var gift og som jeg hjalp i h.. og r.. har jeg ikke set skyggen af. De nye "venner" som jeg har fået, tjaa.... det er vist så som så.
Så summa summarium.... Jeg hjælper ikke andre nu - ikke andre end dem som jeg ved vil hjælpe mig. Måske er det egoistisk men jeg har lært lektien.
Og endnu engang vil jeg sige, at det er bestemt ikke er fordi, at jeg ikke har bedt om hjælp. Jeg har sagt det direkte flere gange.
Nu skal jeg flytte igen om et par måneder da mit billige lejemål er udløbet. Gad vide hvordan det går. Jeg kan stadig ikke bruge den ene arm ret meget. Men jeg overlevet nok og skal nok få det gjort, med eller uden "venners" hjælp

og godt du har lært -desværre på den hårde måde, at man ikke hjælper folk mere, når de heller ikke er der for en...
Kun 1 person har i mit hjem hjulpet mig, jeg har haft besøg af flere fra min omgangskreds, men jeg gider ikke at sætte dem igang og jeg gider ikke mere spørge om de gider hjælpe mig.....jeg bliver også lidt oprørsk, har lyst til næste gang jeg får besøg, at rydde lidt op, så de kan se, at når jeg skal have en tallerken med brød på, så skubber jeg stolen imens mit ene knæ er på stolen.
Jeg nøjes med at tage panodil for smerterne, det kan nogle gange tage toppen, men bliver smerterne rigtige slemme, så hjælper panodilerne ikke noget. Jeg har også fået morfinpiller af lægen, men jeg er netop som du skriver ikke så glad for at blive lidt for sjov overfor mine børn, men på den anden side, så er en mor der har smærter ik sjov og åben i sit sind...

Hvis du tager den rigtige dosis bliver du ikke "sjov" som i dopet, men bare sjovere at være i stue med 🙂

Bed dem direkte om hjælpen det vil de blive glade for

Det har jeg skam også prøvet.
Har prøvet at spørge direkte om den person kunne hjælpe mig med det og det og så har vedkommende ikke tid/mulighed/evner eller hvad undskyldningen nu er.
Har prøvet at være i god tid, for at vedkommende kan planlægge det. Er også blevet lovet hjælp. Har fulgt op på det, for at vedkommende ikke glemmer det og nej nej det er ikke glemt. Når dagen så oprinder, har vedkommende ikke tid alligevel og aflyser eller også har vedkommende kun ½ time, selv om jeg utrykkeligt sagt, at det tager f.eks. 2 timer og ikke kan gøres hurtigere.
Har også prøvet at bede om hjælp til noget der tager flere timer og hvor der skal køres til det. Har også fået accept. Når dagen så oprinder og vi er fremme, har vedkommende hamrende travlt med at komme hjem igen og jager rundt med mig og bliver sur, hvis jeg ikke tager med tilbage igen og så står jeg der og er kun halvt færdigt med det jeg skulle have gjort.
Det svarer jo noget ligende til at du bestiller en maler til at male dit hus og der kommer maling på nogle af væggene, i alle rum, i hele huset og så går maleren og forlanger fuld betaling. Her mener mine "venner" at de har "hjulpet" mig og jeg skal hjælpe dem fuld ud til gengæld....

Det svarer overhovedet ikke til at bestille en maler, betale ham for et job og se ham skride, før arbejdet er færdigt. Du kan ikke måle venskabstjenester på den skala - det er to vidt forskellige ting, og det er langt ude, at du tror, DE mener, du skal "hjælpe dem fuldt ud til gengæld" - har de måske sagt det? "Nu har jeg hjulpet dig trekvart, og så SKAL du hjælpe mig 100 %" - nej, vel? Det er din helt egen tolkning.
Du kommer ikke med en forklaring på, hvad de har kørt dig til, og hvad du skulle der og kun er blevet halvt færdig med - hvad kan da være så vigtigt, at det SKAL foregå nu, mens du er "handicappet"? Det er vel ikke undersøgelser hos lægen, de vil tvinge dig væk fra før tid, og alt andet kan vel vente, til du selv kan klare det - eller hvad?
Jeg ville blive stiktosset (og TRÆT!) af en veninde, der mente, at min hjælp til hende svarede til et arbejde, der SKULLE gøres, og hvis jeg ikke gjorde det ordentligt, svarede det til kontraktbrud. Mon ikke, folk hjælper dig i det omfang, de kan - uden at sætte deres tilværelse på standby - altså indtil de mærker på dig, at du bare går og regner på, om de nu gør det godt nok? De falder da HELT fra, når det går op for dem, at du lever i en verden, hvor venskab er lig med et regnskab.

som man vil forstå....
Men jeg vil komme med et eksempel. Her for en måned siden skulle min søn flytte fra den ene ende af landet til den anden. Han spurgte selv et vennepar jeg har, om de ville hjælpe og de sagde ja. Jeg sagde så til dem - og uddybede det nærmere og understregede, at det ville tage hele dagen - at vi skulle køre tidlig morgen og var først hjemme sent aften, da min søn gerne ville have deres hjælp til indretning, hænge lamper, hylder osv. op. Det sagde de "ja selvfølgelig" til. Selvfølgelig skulle han installeres ordentlig og det var jo dumt at køre hjem før tid, da det tager 3 timer hver vej.
Et par dage før ringede min veninde og sagde, at hendes ven alligevel ikke kunne hjælpe og forklarede hvorfor. Det var også fuldt forståeligt og synd for ham. Jeg spurgte direkte om hun helst ville være fri og understregede, at det jo tog hele dagen. Men fik det svar, at selvfølgelig ville hun hjælpe.
Da dagen så kom, kunne vi ikke komme hurtig nok afsted. Det var også okay, for jo før ud jo før hjem. Da vi kom frem til min søn, måtte jeg næsten ikke tale med ham, da hun jagede på os for at få læsset bilerne og komme afsted igen. Og det var ikke fordi, at vi talte sammen i mere end 5 min. Vi havde trods alt ikke set hinanden i 2 måneder.
Da vi kom frem til den nye lejlighed, hastede hun med at læsse af og skyndte på os. Frokost havde hun ikke tid til at spise og var gnaven fordi vi var sultne. Men vi ville have lov til at sidde ned i et kvarter og spise.
Men det korte af det lange er, at vi fik ikke indrettet lejligheden. Møblerne blev "smidt" ind og flyttekasser stablet og så os afsted igen. Hun ville hjem. Hun var gnaven og sagde hun var træt og der var langt hjem.
Så weekenden efter måtte jeg den lange vej igen - selv - og så fik vi indrettet lejligheden.
Så vil jeg ikke kalde, at de sætter deres tilværelse på standby for mig !! De var forberedt og eftertrykkeligt spurgt og udpenslet, da jeg har prøvet det før. Men stadig skal det gå efter deres hoved. Hvordan ville de se ud, hvis jeg teede mig sådan, når de skal flytte???

Hvis du svarer dine venner i samme bitre med samtidig arrogante tone, som præger dine indlæg herinde, kan jeg godt forstå du har problemer med "venner".
Det er selvfølgelig irriterende at tro, at man har lavet en aftale om hjælp - og at hjælpen så springer fra i sidste øjeblik. Et gæt på dine venners reaktion er, at de har følt sig overrumplet at din søn og efterfølgende din henvendelse. De har ikke villet være bekendt at sige nej, men har efterfølgende fortrudt deres ja. Enig - det ville have været nemmere for alle parter, hvis de havde meldt ærligt ud og sagt fra, men kender du ikke godt selv det, at man kommer med søforklaringer og hvide løgne istedet for sandhenden, fordi man godt ved, at sandheden ikke giver andet end bøvl og ballade med den anden part?😕
Iøvrigt synes jeg det er vildt at spørge venner om indretning, opsætning af lamper, opsætning af hylder og den slags. Det er muligt det er sådan i jeres omganskreds, men at gætte ud fra dine venners reaktion, har de nok været af samme opfattelse. Venner beder man om hjælp, men i mine øjne er det, du beder om så omfangsrigt, at det er noget man betaler sig fra - med mindre hjælpen selv tilbyder sig. Eller man har en far eller bror, der er fiks på fingrene.
Man får det igen, som man selv giver. Jeg ved godt, at du tidligere har skrevet, at du altid hjælper hvor du kan, men der må jo være en grund til, at dine såkaldte venner ikke er der for dig, i det omfang du ønsker og forventer.
Du kan fortsætte med at forsvare dig selv, og angribe dine venner - det får du nok ikke mange sande venskaber eller hjælp ud af. Du kan også kigge indad og overveje, hvad DU kan gøre for at blive glad for de venskaber du har. Du kan ikke ændre andre mennesker - du kan kun ændre dig selv.
Jeg er ikke ude på at være ubehagelig, men dine indlæg bærer præg af bitterhed og snævertsynhed i sådan en grad, at du slet ikke er modtagelig for andre opfattelser eller sandheder end din egen. Måske skyldes det smerter og frustration over din situation, og måske er du normalt ikke sådan, men du trænger til et ordentligt spark bagi, så du kan komme ud af din osteklokke. Har du en veninde, der ikke taler dig efter munden, som tør sige sandheden og som du lytter til? En som både kender dig og dine venner, og som ærligt tør tage en snak om, hvad du kan gøre for at blive mere tilfreds med dine venskaber.
Med ønsket om en god sommer med gode venskaber[s]