Mand/kone eller mor/søn (om moderbinding)
Hej,
Jeg skriver til dig fordi det kikser i mit ægteskab. Jeg er mand, midt i 40erne og gift. Vi har to børn.
Samlivet med min kone har aldrig været lige ud ad landevejen. Vi har haft vores turbulenser, men vi har også arbejdet meget på at forstå os selv og hinanden gennem individuel- og parterapi.
Men tilbage stor et stort (gennemgående) tema, som vi til stadighed slås med. Og vi ser temmelig forskelligt på situationen.
Jeg (altså undertegnede) har gennem min opvækst levet med en meget stærk og dominerende mor og et "skvat" af en far. Hun "havde bukserne på" og han var en hyggeonkel, en legekammerat, men ikke en ansvarlig far figur. Min mor styrede hjemmet med hypokondri, surhed, tavshed - men sjældent med vrede eller hårde ord. Dvs. at det aldrig helt var til at vide, hvor man havde hende. Et "terror-regime", der byggede på utryghed og uvished.
Som en konsekvens af det, har jeg opbygget en evne til at gætte min mors behov og til at "please" hende - ud fra de ønsker, som jeg mener hun må ha'. Ikke ønsker eller behov, som hun udtaler, men som hun antages at have.
Jeg ligger (eller lå) under for en kraftig binding til min mor. (Jeg har læst Dorit Ågaard - Mænd og Mødre og kan genkende rigtig meget fra denne bog). Og det får konsekvenser. Fordi jeg har oplevet det, som jeg med et hårdt ord kalder "terror-regimet", har jeg aldrig lært på en associativ måde at markere over for andre, hvor min grænse går. Hvad jeg finder rimeligt, og hvad jeg ønsker i en konkret situation. Og det gælder nu i forholdet til venner, familie, kolleger og for den sags skyld i forhold til min kone og mine børn.
Den opvækst har resulteret i, at jeg aldrig har opbygget en evne til at mærke, hvad der var og er MINE ønsker, behov og grænser - for alt har handlet om at tilfredsstille min mor. Jeg har aldrig lært at danne egne meninger, markere egne grænser og at udtrykke egne ønsker eller behov.
Min kone ser så at:
Jeg er meget fokuseret på uretfærdighed og på at blive "pisset på", men jeg ser det kun fra alle andre end fra min mor. Jeg beklager mig over hvordan alle mulige udnytter mig - men ikke min mor - som i virkeligheden er kilden til hele problematikken. Og som et resultat af dette har jeg opbygget en stor bagage af vrede, som jeg ikke tør rette mod min mor, men som jeg derfor retter mod min kone - det er trods alt mindre farligt.
Min kone ser det som et "misbrugsproblem" jeg har. Jeg misbruger min kone som en ventil for den vrede jeg i virkeligheden har over for min mor - og eventuelt andre, der træder over mine personlige grænser, men fordi jeg aldrig har lært at respektere mine egne grænser får jeg ikke sagt fra over for dem, når grænserne bliver udfordret.
Og jeg misbruger min kone til at være den, der skal tage, træffe beslutninger, være den ansvarlige i alt fra opdragelsen af børnene til rengøringen. Ikke for måske rent praktisk at gøre det. Men for at tage ansvar for at det bliver gjort.
Sådan ser min kone situationen. Min tolkning er, at jeg ser, at min kone er indtrådt på min mors plads og at hun ikke vil vige pladsen. Hun siger, at hun hader når hun bliver mor for mig, men at hun oplever, at jeg fralægger mig ansvaret for at være en ligeværdig partner. Min kone fralægger sig ethvert ansvar for vores ulige forhold og vil hverken lytte eller forholde sig til, at hun spiller med - og skummer fløden af mønstrene.
Forskellen i min kones om min egen vurdering ligger i nutiden. Jeg syn's at jeg har erkendt hvordan historien har været. De første år af vores ægteskab er jeg enig i, at jeg forsøgte at sætte min kone i stedet for min mor. At lade hende styre og bestemme. At acceptere hendes synspunkt "for husfredens skyld". Og at lade hende være den bærende kraft i forhold til sociale relationer. Og mine egne "gamle venner" gled ud i kraft med at min nye familie fyldte mere og mere.
Men jeg syn's jeg er kommet videre. Og ny forsøger jeg at gøre op med det tabte terræn. At markere hvad jeg syn's er ok og hvad der ikke er. At købe det mad som jeg syn's. At tale om de ting som jeg syn's er interessante. Og jeg oplever at min kone ikke vil miste det erobrede land. Hun vil ikke slippe magten. Hun vil sætte dagsordenen.
Det er for min kone ok at hun roder og fylder skrivebordet med bunker, men ikke at jeg gør det. Det syn's jeg ikke er ok.
Hun bliver tosset når jeg ikke får støvsuget en fredag når jeg har lovet det - selv om der reelt kom noget i vejen som gjorde at det ikke kunne lade sig gøre. Men når hun ikke får vasket tøj er det en anden sag. Og når jeg siger noget om det så er jeg nøjeregnende og fører regnskab.
Hun kontrollerer alt hvad jeg gør. Hun "hakker på mig" og irettesætter til højre og venstre osv. Hun gør alt for ikke at få en ligeværdig relation. Hun vil ikke lade mig slippe ud at søn-rollen.
Sådan ser det ud - trukket meget skarpt op.
Der er selvfølgelig meget godt for os - og for vores børn at bygge på eller gad jeg jo ikke sidde her og knokle med det. Spørgsmålet er bare hvordan jeg kan komme videre.
Mvh. Den fastlåste.
Jeg skriver til dig fordi det kikser i mit ægteskab. Jeg er mand, midt i 40erne og gift. Vi har to børn.
Samlivet med min kone har aldrig været lige ud ad landevejen. Vi har haft vores turbulenser, men vi har også arbejdet meget på at forstå os selv og hinanden gennem individuel- og parterapi.
Men tilbage stor et stort (gennemgående) tema, som vi til stadighed slås med. Og vi ser temmelig forskelligt på situationen.
Jeg (altså undertegnede) har gennem min opvækst levet med en meget stærk og dominerende mor og et "skvat" af en far. Hun "havde bukserne på" og han var en hyggeonkel, en legekammerat, men ikke en ansvarlig far figur. Min mor styrede hjemmet med hypokondri, surhed, tavshed - men sjældent med vrede eller hårde ord. Dvs. at det aldrig helt var til at vide, hvor man havde hende. Et "terror-regime", der byggede på utryghed og uvished.
Som en konsekvens af det, har jeg opbygget en evne til at gætte min mors behov og til at "please" hende - ud fra de ønsker, som jeg mener hun må ha'. Ikke ønsker eller behov, som hun udtaler, men som hun antages at have.
Jeg ligger (eller lå) under for en kraftig binding til min mor. (Jeg har læst Dorit Ågaard - Mænd og Mødre og kan genkende rigtig meget fra denne bog). Og det får konsekvenser. Fordi jeg har oplevet det, som jeg med et hårdt ord kalder "terror-regimet", har jeg aldrig lært på en associativ måde at markere over for andre, hvor min grænse går. Hvad jeg finder rimeligt, og hvad jeg ønsker i en konkret situation. Og det gælder nu i forholdet til venner, familie, kolleger og for den sags skyld i forhold til min kone og mine børn.
Den opvækst har resulteret i, at jeg aldrig har opbygget en evne til at mærke, hvad der var og er MINE ønsker, behov og grænser - for alt har handlet om at tilfredsstille min mor. Jeg har aldrig lært at danne egne meninger, markere egne grænser og at udtrykke egne ønsker eller behov.
Min kone ser så at:
Jeg er meget fokuseret på uretfærdighed og på at blive "pisset på", men jeg ser det kun fra alle andre end fra min mor. Jeg beklager mig over hvordan alle mulige udnytter mig - men ikke min mor - som i virkeligheden er kilden til hele problematikken. Og som et resultat af dette har jeg opbygget en stor bagage af vrede, som jeg ikke tør rette mod min mor, men som jeg derfor retter mod min kone - det er trods alt mindre farligt.
Min kone ser det som et "misbrugsproblem" jeg har. Jeg misbruger min kone som en ventil for den vrede jeg i virkeligheden har over for min mor - og eventuelt andre, der træder over mine personlige grænser, men fordi jeg aldrig har lært at respektere mine egne grænser får jeg ikke sagt fra over for dem, når grænserne bliver udfordret.
Og jeg misbruger min kone til at være den, der skal tage, træffe beslutninger, være den ansvarlige i alt fra opdragelsen af børnene til rengøringen. Ikke for måske rent praktisk at gøre det. Men for at tage ansvar for at det bliver gjort.
Sådan ser min kone situationen. Min tolkning er, at jeg ser, at min kone er indtrådt på min mors plads og at hun ikke vil vige pladsen. Hun siger, at hun hader når hun bliver mor for mig, men at hun oplever, at jeg fralægger mig ansvaret for at være en ligeværdig partner. Min kone fralægger sig ethvert ansvar for vores ulige forhold og vil hverken lytte eller forholde sig til, at hun spiller med - og skummer fløden af mønstrene.
Forskellen i min kones om min egen vurdering ligger i nutiden. Jeg syn's at jeg har erkendt hvordan historien har været. De første år af vores ægteskab er jeg enig i, at jeg forsøgte at sætte min kone i stedet for min mor. At lade hende styre og bestemme. At acceptere hendes synspunkt "for husfredens skyld". Og at lade hende være den bærende kraft i forhold til sociale relationer. Og mine egne "gamle venner" gled ud i kraft med at min nye familie fyldte mere og mere.
Men jeg syn's jeg er kommet videre. Og ny forsøger jeg at gøre op med det tabte terræn. At markere hvad jeg syn's er ok og hvad der ikke er. At købe det mad som jeg syn's. At tale om de ting som jeg syn's er interessante. Og jeg oplever at min kone ikke vil miste det erobrede land. Hun vil ikke slippe magten. Hun vil sætte dagsordenen.
Det er for min kone ok at hun roder og fylder skrivebordet med bunker, men ikke at jeg gør det. Det syn's jeg ikke er ok.
Hun bliver tosset når jeg ikke får støvsuget en fredag når jeg har lovet det - selv om der reelt kom noget i vejen som gjorde at det ikke kunne lade sig gøre. Men når hun ikke får vasket tøj er det en anden sag. Og når jeg siger noget om det så er jeg nøjeregnende og fører regnskab.
Hun kontrollerer alt hvad jeg gør. Hun "hakker på mig" og irettesætter til højre og venstre osv. Hun gør alt for ikke at få en ligeværdig relation. Hun vil ikke lade mig slippe ud at søn-rollen.
Sådan ser det ud - trukket meget skarpt op.
Der er selvfølgelig meget godt for os - og for vores børn at bygge på eller gad jeg jo ikke sidde her og knokle med det. Spørgsmålet er bare hvordan jeg kan komme videre.
Mvh. Den fastlåste.