Men for os er der kun én Gud
Paulus prøver at forklare, hvordan man tager stilling til om det er i orden at spise kød der er ofret til "afguderne". For at uddybe sit synspunkt skriver han:
"Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer.
Men for os er der kun én Gud, Faderen;
fra ham er alle ting, og vi til ham.
Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus;
ved ham er alle ting, og vi ved ham." 1 Kor 8:4-6
Her får Paulus sagt:
1) Der er kun én Gud
2) Men mange guder og herrer (som folk ofrer til)
3) Men for kristne er der kun én Gud (Faderen) og én Herre (Jesus Kristus)
Der er rigtig mange interessante ting i det ræssonnement. Hvorfor blander Paulus eksempelvis overhovedet ordet "Herre" ind i en diskussion om kød ofret til afguderne? Det virker jo ærlig talt noget søgt, da der ikke blev ofret kød til "af-herrerne".
Svaret er, at Paulus godt vil understrege ligeværdigheden mellem Faderen og Herren Jesus Kristus. Når Paulus taler om Gud kan han slet ikke lade være at blande Jesus ind i diskussionen, fordi de to er en (eller et) - de er ligeværdige.
Det understreger Paulus også med at starte med at understrege, at der kun er én Gud - hvorefter han gør denne ene Gud til en Gud og en Herre. Det virker somom Paulus prøver at forklare noget, der ikke rigtigt vil lykkes for ham. Somom Paulus forsøger at definere sin tro på Gud.
Men hvorfor vil Paulus det? Fordi hans kristne tro på Gud er anderledes, end nogen anden religions tro på Gud, naturligvis. Paulus var romersk borger, bosat i det græske ø-rige, og kendte naturligvis alle de "hedenske afguder". Men han var også jøde, og det ser vi også af hans formulering.
Enhver rettroende jøde reciterer 3 gange dagligt det såkaldte shema. Indledningen til shema er en definition af den jødiske gudstro. Paulus kendte naturligvis det jødiske shema, og når jeg om lidt gengiver indledningen til det kan enhver gennemskue, at Paulus i sit forsøg på at definere den kristne gudstro tydeligvis "låner" fra den jødiske definition af Gud - den definition enhver jøde kendte forfra og bagfra, fordi de reciterede den flere gange dagligt:
"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én" 5 Mos 6:4
Dette er indledningen til det jødiske shema (shema betyder "hør" og henviser til det første ord i shema). Her er også noget med "Herren" og "Gud" - Herren er en, men Herren er også Gud. Sammenlign med Paulus definition:
"Men for os er der kun én Gud, Faderen ... Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus"
I shema er Herren = Gud, hvilket man ikke kan sige i Paulus formulering, hvor de er to forskellige personer. Dog understreger Paulus at der kun er én Gud og én Herre - der er altså kun en "magt" eller øverste myndighed, i modsætning til hedningenes mange afguder.
Paulus er helt klart enig med jøderne i, at der kun er en reel magt her i universet, men denne magt består i Paulus definition af to personer. Han får ikke udtrykt præcist hvad han mener, men andre steder i NT udtrykkes det, at Faderen og Jesus er "et" (eller "en" da det er samme ord på grundtekstens sprog):
"Jeg og Faderen er ét" Joh 10:30 (den bemærkning fik jøderne til at samle sten op for at stene Jesus for blasfemi).
Der er en ny enhed i den kristne tro - vil man som Paulus definere Gud er det umuligt at gøre det uden at inddrage Jesus i definitionen. Men den jødiske enhedstro på Gud er bevaret, for Jesus og Faderen er et - Gud Herren deles blot hos Paulus op i Faderen (Gud) og Jesus Kristus (Herren).
Intet tyder på at treenighedslæren på dette tidspunkt er færdigudviklet. Men allerede Paulus er klar over behovet for en ny definition af Gud - fordi de kristne ikke kunne tænke på Gud eller tale om Gud uden at blande Jesus ind i det (de bad endog til Jesus). Først lang tid senere lykkedes det at komme med en definition der kunne udtrykke og opsummere den nye kristne gudsopfattelse, nemlig treenighedslæren. Men tegningen er der allerede hos Paulus og Johannes - andre måtte få tankerne til at blive udtrykt i et logisk sprog der gav mening.
Jesus befalede at kristne skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Selvom Paulus ikke nævner Helligånden i sin "definition" af Gud var han naturligvis klar over dette, ligesom han skrev en masse om Helligåndens vigtighed. Men når man døber til de tre personer, skyldes det naturligvis at det er de tre der er Gud (den øverste magt). Treenighedslærens store betydning er, at den fik formuleret ideen om tre personer der kun er et væsen. Men allerede i missionsbefalingens formulering står det klart, at Faderen, Sønnen og Helligånden i lige høj grad er dem kristne bekender sig til og døbes til:
"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" Matt 28:19
Lagde I mærke til det - selvom folk døbes til tre personer, døbes de kun til et navn (dvs kun til en autoritet). Dåbsformuleringen er ikke en treenighedsformulering - men det er svært at komme udenom treenighedslæren, hvis man skal forklare hvorfor kristne døbes til tre personer der kun er et navn (en Gud eller magt)....
"Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer.
Men for os er der kun én Gud, Faderen;
fra ham er alle ting, og vi til ham.
Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus;
ved ham er alle ting, og vi ved ham." 1 Kor 8:4-6
Her får Paulus sagt:
1) Der er kun én Gud
2) Men mange guder og herrer (som folk ofrer til)
3) Men for kristne er der kun én Gud (Faderen) og én Herre (Jesus Kristus)
Der er rigtig mange interessante ting i det ræssonnement. Hvorfor blander Paulus eksempelvis overhovedet ordet "Herre" ind i en diskussion om kød ofret til afguderne? Det virker jo ærlig talt noget søgt, da der ikke blev ofret kød til "af-herrerne".
Svaret er, at Paulus godt vil understrege ligeværdigheden mellem Faderen og Herren Jesus Kristus. Når Paulus taler om Gud kan han slet ikke lade være at blande Jesus ind i diskussionen, fordi de to er en (eller et) - de er ligeværdige.
Det understreger Paulus også med at starte med at understrege, at der kun er én Gud - hvorefter han gør denne ene Gud til en Gud og en Herre. Det virker somom Paulus prøver at forklare noget, der ikke rigtigt vil lykkes for ham. Somom Paulus forsøger at definere sin tro på Gud.
Men hvorfor vil Paulus det? Fordi hans kristne tro på Gud er anderledes, end nogen anden religions tro på Gud, naturligvis. Paulus var romersk borger, bosat i det græske ø-rige, og kendte naturligvis alle de "hedenske afguder". Men han var også jøde, og det ser vi også af hans formulering.
Enhver rettroende jøde reciterer 3 gange dagligt det såkaldte shema. Indledningen til shema er en definition af den jødiske gudstro. Paulus kendte naturligvis det jødiske shema, og når jeg om lidt gengiver indledningen til det kan enhver gennemskue, at Paulus i sit forsøg på at definere den kristne gudstro tydeligvis "låner" fra den jødiske definition af Gud - den definition enhver jøde kendte forfra og bagfra, fordi de reciterede den flere gange dagligt:
"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én" 5 Mos 6:4
Dette er indledningen til det jødiske shema (shema betyder "hør" og henviser til det første ord i shema). Her er også noget med "Herren" og "Gud" - Herren er en, men Herren er også Gud. Sammenlign med Paulus definition:
"Men for os er der kun én Gud, Faderen ... Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus"
I shema er Herren = Gud, hvilket man ikke kan sige i Paulus formulering, hvor de er to forskellige personer. Dog understreger Paulus at der kun er én Gud og én Herre - der er altså kun en "magt" eller øverste myndighed, i modsætning til hedningenes mange afguder.
Paulus er helt klart enig med jøderne i, at der kun er en reel magt her i universet, men denne magt består i Paulus definition af to personer. Han får ikke udtrykt præcist hvad han mener, men andre steder i NT udtrykkes det, at Faderen og Jesus er "et" (eller "en" da det er samme ord på grundtekstens sprog):
"Jeg og Faderen er ét" Joh 10:30 (den bemærkning fik jøderne til at samle sten op for at stene Jesus for blasfemi).
Der er en ny enhed i den kristne tro - vil man som Paulus definere Gud er det umuligt at gøre det uden at inddrage Jesus i definitionen. Men den jødiske enhedstro på Gud er bevaret, for Jesus og Faderen er et - Gud Herren deles blot hos Paulus op i Faderen (Gud) og Jesus Kristus (Herren).
Intet tyder på at treenighedslæren på dette tidspunkt er færdigudviklet. Men allerede Paulus er klar over behovet for en ny definition af Gud - fordi de kristne ikke kunne tænke på Gud eller tale om Gud uden at blande Jesus ind i det (de bad endog til Jesus). Først lang tid senere lykkedes det at komme med en definition der kunne udtrykke og opsummere den nye kristne gudsopfattelse, nemlig treenighedslæren. Men tegningen er der allerede hos Paulus og Johannes - andre måtte få tankerne til at blive udtrykt i et logisk sprog der gav mening.
Jesus befalede at kristne skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Selvom Paulus ikke nævner Helligånden i sin "definition" af Gud var han naturligvis klar over dette, ligesom han skrev en masse om Helligåndens vigtighed. Men når man døber til de tre personer, skyldes det naturligvis at det er de tre der er Gud (den øverste magt). Treenighedslærens store betydning er, at den fik formuleret ideen om tre personer der kun er et væsen. Men allerede i missionsbefalingens formulering står det klart, at Faderen, Sønnen og Helligånden i lige høj grad er dem kristne bekender sig til og døbes til:
"Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" Matt 28:19
Lagde I mærke til det - selvom folk døbes til tre personer, døbes de kun til et navn (dvs kun til en autoritet). Dåbsformuleringen er ikke en treenighedsformulering - men det er svært at komme udenom treenighedslæren, hvis man skal forklare hvorfor kristne døbes til tre personer der kun er et navn (en Gud eller magt)....