Menneskerettigheder! ren papir

Fortalerne for indvandringen imødegår ofte kritik af indvandringens kulturelle og magtpolitiske konsekvenser med det udsagn, at menneskerettighederne ikke muliggør en effektiv begrænsning af indvandringen.
Vi må altså vælge imellem at være gode humanister eller at værne om vor nationale arv.Dette er imidlertid et falskt dilemma; menneskerettighederne er skabt af mennesker med det formål at beskytte mennesker mod staten, og senere er de blevet udvidet til også i en vis grad at regulere forholdet imellem enkeltindivider og grupper.
De er blevet forfladiget og bureaukratiseret i en grad, der har bevirket, at staten har tiltaget sig flere magtbeføjelser - naturligvis til varetagelse af almenhedens interesser. Men stadig må det ikke glemmes, at disse rettigheder er et produkt af oplysningstidens filosofi, der satte individet og rationalismen i centrum.
Det må derfor også være muligt på et humanistisk grundlag at tage disse op til revision på et tidspunkt, hvor det er blevet evident for enhver klartskuende iagttager at disse menneskerettigheder ikke længer svarer til tidens behov.
Det parlamentariske demokrati med dets beskyttelse af borgeren mod vilkårlighed og indgreb i forenings- ytrings- ogkontraktfriheden skal naturligvis stadig holdes i hævd.
Men udvidelse af menneskerettighederne med henvisning til tolerance er ikke vejen frem.
Vi må kort sagt bringe menneskerettighederne på rette spor og beskytte landets egne borgere

Hvis man gå imod den meget udanske samtaleform omhandlende indvandringen, betyder det ikke pr. automatik, at man er fortaler for indvandringen.🙂Det er noget, der er udviklet i hovederne
på dem, der ikke fatter, at en ordentlig samtale med gensidig respekt er eneste vej frem. Dette blot sagt for at placere tingene i det rette forhold som det ser ud til, du gerne vil.
Din dualistiske tilgang til verden er gennemført i denne din sætning:
"Vi må altså vælge imellem at være gode humanister eller at værne om vor nationale arv."
Det ene udelukker på ingen måde det andet. Hvis det var så vel, ville almen dagligdag i Danmark
se noget videre besynderlig ud. Du vedkender dig da også, at det er et falskt dilemma. :)
Medens man ikke kan afvise, meneskerettighederne henter kraft fra oplysningstidens opfattelse af
individet, er det helt sikkert, at det ikke er et produkt af samme tid. Rettighederne udvikledes og blev formuleret efter 2 verdenskrig. De er således ganske nye, set med historiske briller. Det vil være mere præcist at sige, at rettighederne kan dateres tilbage til antikken, hvor stoicismen mente, at menneskets ageren skulle vurderes mod - og bringes i overensstemmelse med natturretten.
Menneskerettighederne bekræfter den gennem historien stadig mere alment accepterede holdning, at mennesker råder over en række bestemte evige og ufravigelige rettigheder, i beskrivelsen udtrykt som normer for, hvordan interaktionen mellem mennesker bør være på baggrund af de ufravigelige rettigheder.
Normer som sikrer enkeltmennesket, grupper, racer, etniske, politiske eller religiøse
minoriteter mod overgreb og angreb på egen integritet. Det er samtidig de normer, der sikrer kollektivet eksistensbetingelser, selvbestemmelse og identitet. Blandt menneskerettighederne regnes også mulighederne for at udvikle sig i overensstemmelse med egne interesser og evner, organisations- og ytringsfrihed, samt frihed fra sult, nød og krig.
Som du sikkert aner, bliver menneskerettighederne overtrådt hver dag, men de har dog status af universel værdi, idet mennesket jo ikke ændrer sig, selvom samfundet det indgår i gør.
Det er derfor noget sludder, når du siger, at rettighederen ikke mere svarer til tidens behov. De er stadig relevante i deres fulde ordlyd.
De står heller ikke foran en udvidelse, som du indikerer, og de er ikke på afveje, og således trængende, til at blive bagt pårette spor. Du har helt misforstået det hele.
Det er enfoldigt at ville kappe menneskets rettigheder, for bedre at kunne pleje sin indre svinehund.
V.H. Modild

Menneskerettighederne skal beskytte individet mod overgreb fra staten. Staten repræsenterer os alle. Individet beskyttes altså mod fællesskabet.
Når et individ begår overgreb mod et eller flere andre, overtrædes statens love. Staten træder så ind som den forurettede part i stedet for de forulempede individer.
Individets rettigheder sikrer vedkommende mod staten. Ofrenes rettigheder er i situationen afløst af statens rettigheder. Disse er reduceret for at beskytte individet. De forulempede individer må derfor ofte konstatere, at de må finde sig i at blive behandlet dårligt. Det får ingen følger for den aggressive.
I et demokrati vil fællesskabet af individer selvfølgelig ved deres stemmeafgivelse søge at ændre balancen mellem individets og fællesskabets rettigheder, hvis de føler, at situationen er uacceptabel.
Når det er status, at almindelige borgere oplever sig som frit bytte for privatterrorisme fra bander af utilpassede individer, vil de kræve forbedringer. Hvis det er nødvendigt at reducere individets rettigheder for at nå et tilfredsstillende resultat, så må politikerne ændre lovene, hvis de vil genvælges.
Selvfølgelig kan man ikke have et ufravigeligt krav om at følge menneskerettigheder, hvis der også skal være demokrati. Der kan kun være et ufravigeligt princip. For alt andet må vige for det ufravigelige.

hej hvad synes du om de islamiske menneskerettigheder,som tyrkiet med flre er med underskriver af ?

The Cairo Declaration on Islam and Human Rights fra 1990.

Tak for din holdning pakket godt ind i forklaring - men har du nået, at tænke over indlæget før du skrev?

har du også holdning eller forklare du bare simple sammenhænge for mig?

Det er min holdning, at demokratiet bør bevares i sin rene form. Som simpelt flertalsstyre uden ideologiske forankringer. Så er det blot en måde at træffe beslutninger på. Fornuftigvis vil man indgå kompromisser med mindretal, når dette er muligt for at sikre en bred opbakning til de demokratiske beslutninger.
Hvis man derimod pådutter demokratiet et ideologisk indhold, bliver det indskrænket. I sin yderste konsekvens vil man så som i det hedengangne Sovjetunionen skulle have nogle formyndere, der nidkært sikrer, at befolkningens beslutninger er i overensstemmelse med ideologien. Flertallets vilje kan så kun efterkommes, når de kan godkendes af disse mennesker, som derved i sidste ende bliver diktatorer.
Det rene demokrati kan beslutte forkert. Resultatet svarer ikke til forventningerne. Men så kan man bare korrigere afgørelsen. En afgørelse, der svarer til menneskerettighederne, erstattes med en, som ikke gør.
Er man derimod bundet til ufravigelige principper, kan man ikke ændre en fejlslagen kurs. Sovjet gik rabundus.

Jamen det er da så sandt som det er skrevet. Jeg mener bestemt menneskerettighederne misbruges til ophævelse af eller hindring for nationale interesser og et velfungerende folkestyre. Idag har folk, for det meste, en misforstået opfattelse af disse efterkrigstids tanker, som værende højere rangerende end sund fornuft, politiske belsutninger og demokrati. Nu har jeg intet imod de rene rettigheder, men den tosse naive fortolkning vi har valg i Danmark og store dele af EU.
Til hver § hører 10 undtagelser og fodnoter vi aldrig tager med i betragtning. Derfor virker MR- erklæringerne, som tugte redskab - på linje med toraen, biblen og koranen. Groft skitseret: en middelalder trend i moderne og velmenene indpakning.
Omfortolkning er påkrævet eller afskaffelse

Men du kan måske pege på noget i mit indlæg, som du ikke synes er gennemtænkt? Du ved, så kan jeg bedre svare dig. :)
Hvis du ikke kan, skulle du lade være med at skrive noget så løst.
Ellers kan jeg da stille dig et konkret spørgsmål, så du kan føle dig bedre tilpas?
Hvad er det lige ved meneskerettighederne du gerne vil have ændret?
V.H. Modild

og oplyses om korrekt- istedet for alt det pjat og paraboler og tørklæder er menneskerettigheder.. Hvis folk og herunder politiker ikke kan læse sammenhænge, men kun forfolde sig til de første §'er og ikke tilføjelserne kan det sgu være ligegyldigt. Alle menneskerettigheder med alle undtagelserne eller ingen menneskerettigheder. Denne undladen af forståelse er ren til grin. Eks alle mennesker har ret til familieliv- undtagelse 1 af 20: medmindre denne er vuderet uønsket af en pågældende nation eller stat.