Mens det hele flyver forbi

Jeg vågnede tidligt idag. Min mor og stedfar var taget i sommerhus og der sad jeg så tilbage. Ikke at det gjorde noget at de var taget afsted, men jeg følte mig bare så ensom. Og det er ikke bare lige idag... det er hele tiden... og ensomheden har været der i flere år...
Jeg satte mig ned i min morfars gamle stol. Der føler jeg mig så tryg -som om han våger over mig og holder sine arme omkring mig. Og så kom de... tårerne. De styrtede bare ud og blev ved. Jeg sad i min morfars stol i et par timer og græd... nøjagtig som dagen før. Da der så ikke var flere tåre, prøvede jeg på at få noget mad ned -det gik bare ikke... det samme som de sidste fem dage -maden ville bare ikke ned. Lugten gav mig kvalme! Og det er sgu ikke fordi jeg er ved at falde ind i de dårlige madvaner jeg engang havde -nej, maden gav mig bare en fordærdelig kvalme...
Så gik jeg i bad... Kræfterne i mine ben var væk, så jeg blev nødt til at sidde ned på det kolde stengulv. Så sad jeg der... og græd. Følte at jeg mistede alt! Det hele fløj bare forbi mig, som om jeg mistede håndgrebet om alt jeg havde. Var det fordi min morfar lige var død? Fordi mine venner døde omkring mig? Fordi mine to veninder var blevet dobbelmoralske og kun snakkede om tøj og make-up? Fordi mine lærer mente at min kæreste havde en dårlig indflydelse på mig? Måske havde de alle sammen ret? Måske VAR jeg virkelig ved at få et psykisk sammenbrud! Jeg ved det ikke... men alt var bare uoverskueligt...
Efter halvanden time stod jeg ud af badet... min hud var rynket og kold, og mine øjne blodsprængte og røde -fedt, nu følte jeg mig i hvert fald ti gange pænere end jeg gjorde inden jeg gik i bad! Fuck hvor var livet bare noget lort!
Nu er klokken snart halv otte. Jeg aner ikke hvad jeg har fået tiden til at gå med. Det hele virker stadig så forbandet trist. Jeg kan ikke finde ud af mig selv... Hvorfor har jeg brugt hele min dag på bare at tude? Hvorfor fanden er jeg så ynkelig?! Det hele glider bare væk fra mig...
Jeg begynder så småt at tro på, at jeg faktisk er ved at få et psykisk sammenbrud -og det ville jo heller ikke være første gang. Jeg græder i døgndrift og jeg mister alt omkring mig. Den eneste optur idag, var da min kæreste skrev en besked og spurgte hvordan det gik. Hvis jeg da for fanden bare havde haft nosser nok til at smide den "stærke" facade og skrive: "Hjælp skat, jeg har det af helvede til. Mit liv falder fra hinanden!" -men nej, det kun jeg ikke... -jeg er for ynkelig! Og nu flyver det hele bare forbi...
Den tørre rose...

hejsa,
først vil jeg sige at du bestemt ikke lyder som en tør rose, men som et farvefyldt sind, med en meget god evne til at beskrive tingene omkring dig. det bør du udnytte til at beskrive, hvad der sker inden i dig - beskriv dine følelser, hvad end det er i en dagbog, tegning eller anden måde, som falder dig mere naturlig. brug dine tankers kraft positivt, til at forstå at det du føler ligenu er midlertidigt. det er en helt naturlig udvikling af de ting du har været ude for (morfars død,samt afvisning på flere områder.)
tænk hvis de mennesker omkring dig ikke har ret i de formodninger de har? -tænk hvis du gjorde alt det der var rigtigt for dig - ville tingene så ikke være anderledes?
livet er en lærestreg, desværre lærer man den først, når det er overstået. så derfor må man lære af den modstand man møder, og lade den gør en stærkere, også hvis det betyder at man skal græde dage væk. dog vil jeg sige at du bør snakke med menneskerne omkring dig om det, istedet for at skjule de følelser du har. de elsker dig, og vil blive ved med det, også selvom du har følelser, som ikke kun er gode. gør det et sted hvor du er tryg, f.eks din morfars stol, det vigtigste er at du får det ud af systemet, så du kan lære af det og komme videre med dit liv.
et bad gør ikke en pænere, kun renere ;)

Goddag tøre rose sådan som du beskriver den tid du er i lige nu, kender jeg på en måde godt.
Jeg har også været helt dernede hvor du er lige nu, for cirke 1 1/2 år siden mistede jeg mit barn og min kæreste, og det førte mig også meget langt ned der er ikke noget der er være, som at miste en eller nogen man holder utroligt meget af, jeg har haft et sammenbrud og det er først nu jeg er kommet videre i mit liv, det jeg skriver nu er ikke ondt ment men det eneste der har hjulpet mig,man får ikke noget ud af at have ondt af sig selv det har jeg haft i over et år nu, og intet er der kommet ud af det, andet end at man selv tror at hele verden er lige glad med ens problemmer, men det er de ikke man bliver bare nød til selv at sige til når man vil have hjælp, før kan man ikke hjælpes, min familie har hjulpet mig igennem den svære tid men det hjalp mig. Jeg er sidst i tyverne og det er for tidligt at tage eller overveje at tage ens eget liv, de eneste du straffer er de mennesker der elsker dig.
Jeg har ændret mange af mine ting som jeg plejer at gøre jeg har skiftet brance og vil påbegynde en videregående uddanelse, så har jeg ikke så meget tid til at tænke på de ting der fik mig ned.
Man bliver nød til at tage sig selv i nakken og sige stop, nu er jeg færdig med at græde der er ikke nemt men det syndes jeg at man skylder livet og ens familie.Jeg håber at du kan bruge nogle af disse ting som jeg har skrevet, jeg er kommet oven på igen.Kenny.