Min brors kone glemte ham

Jeg har altid haft et meget tæt forhold til min bror Kim. Selvom han var 5 år ældre end mig, lavede vi altid en masse ting sammen, og han ville altid gerne læse højt for mig, da jeg var lille, eller hjælpe mig med lektierne da jeg blev større. Min far havde forladt min mor, da jeg var nyfødt, og vi havde ikke rigtig kontakt med ham, og da min mor ofte var syg eller skrantede, var Kim og jeg ofte overladt til os selv. Min mor døde kort før min tyve års fødselsdag, og så var der kun Kim og mig tilbage.
På det tidspunkt var Kim blevet gift med Susanne, og de havde fået deres første barn, Anders.
Susanne var en gæv pige, og hun og Kim havde købt et gammelt bondehus, som de var i gang med at sætte i stand. Kim var tømrer og kunne derfor lave det meste selv, og da de var færdige med huset, var barn nr. 2 på vej, Mathilde.
Jeg kom ofte på besøg hos dem – jeg boede ikke så langt derfra og var i gang med en uddannelse til lærer. Jeg holdt meget af Anders og Mathilde, og jeg havde det også rigtig godt med Susanne, så jeg følte lidt, at deres hus var mit andet hjem.
Da Anders var 7 og Mathilde var 4, skete ulykken. Kim var på vej hjem fra arbejde, da en spritbilist svingede over i hans bane og kørte frontalt ind i ham. Han blev dræbt på stedet.
Det var et forfærdeligt chok for os alle, og de første dage efter ulykken boede jeg i huset sammen med Susanne og børnene. Vi græd sammen, vi talte om Kim, og Susanne og jeg hjalp hinanden med at forberede begravelsen. Det var slet ikke til at fatte, at han aldrig kom tilbage.
Begravelsen gik godt, kirken var fuld – alle som havde kendt Kim på et eller andet tidspunkt dukkede op, og vi var alle sammen fælles om følelsen af chok og sorg over hans alt for tidlige død.
Men da jeg kom for at besøge Susanne og børnene igen et par dage efter begravelsen, fik jeg et nyt chok. Alt, hvad der kunne minde om Kim, var fjernet fra huset. Hans ting var væk, alle billeder af ham var væk, selv den store lænestol, som han plejede at sidde i, var væk. Huset så ud, som om han aldrig havde eksisteret.
Jeg vendte mig mod Susanne og var et stort spørgsmålstegn. – Hvor er Kims stol? spurgte jeg. – Og jeres bryllupsbillede og de andre ting?
Hun trak på skuldrene. – Vi skal videre i livet, sagde hun. – Vi kan jo ikke bo i et mindesmærke for Kim.
Det var selvfølgelig rigtigt, men så hurtigt? Jeg kunne slet ikke forstå hendes reaktion, det var som om hun bare lukkede et rum i sit hjerte – nu er Kim død, så nu lukker vi det væk.
Det burde derfor ikke være kommet bag på mig, da hun ringede en månedstid efter og spurgte, om jeg kunne passe børnene en aften. Hun skulle ud med én, hun havde fået kontakt med via netdating.
Jeg syntes, det var meget kort tid efter Kims død, så jeg følte mig helt overrumplet, men selvfølgelig ville jeg gerne passe børnene. Det skete flere gange, at jeg passede børnene, fordi hun skulle ud, og et årstid efter Kims død flyttede hun sammen med en ny kæreste, som hun i dag er gift med.

Jeg har svært ved at tale med Susanne nu, og de negative tanker presser sig hele tiden på, når jeg ser hende. Jeg kan ikke lade være med at føle, at hun har svigtet Kim. Kan hun overhovedet have elsket ham, når hun kan glemme ham så let – som om han aldrig har eksisteret?
Jeg har prøvet at bringe Kim på bane nogle gange, men hun svarer kun kort og skifter emne, som om hun ikke ønsker at tale om ham. Måske er det hendes måde at håndtere de smertelige følelser på, og jeg må bare prøve at indse, at hendes måde at reagere på er helt anderledes end min.
Men det er hårdt at komme på besøg i dag, hvor en ny mand går rundt i det hus, som Kim boede i. Jeg gør det alligevel, for jeg vil ikke miste kontakten med børnene. For mig er børnene det sidste, der er tilbage af min bror – og samtidig ved jeg, at jeg er deres eneste forbindelse til deres far. Jeg ser dem så ofte som muligt, og vi taler meget om Kim. Jeg fortæller om, hvordan han var som barn og ung, og vi opfrisker minder fra ferier og festlige lejligheder, hvor Kim altid var noget af en spøgefugl. Og det må jeg sige om Susanne, hun har aldrig sat sig imod mit samvær med børnene.
Og selvfølgelig har hun ret i, at man skal videre med livet, når man har været ude for en tragedie. Men skal der ikke også være plads til minderne? Måske hører jeg selv til dem, der har svært ved at komme videre, men jeg ønsker ikke at glemme Kim. Han er en del af mig, selv om han ikke er her mere, og de følelser, jeg har for ham, vil jeg bære med mig resten af mit liv.

Du kan ikke få en ny bror - hun var hans kone og hun ville åbenbart gerne have en ny mand, måske var hun endda bange for at leve alene. Vi håndtere sorg meget forskellig, men havde jeg været enke, havde jeg nok ladet gå i hvert fald et år inden jeg havde datet og jeg havde heller ikke fjernet rub og stub, fra hjemmet, kun hans personlige ejendele.
Hun turde måske slet ikke komme i nærkontakt med sine følelser. Måske tænkte hun, at brød hun sammen, var der ingen til at tage sig af hendes børn.... der er mange muligheder.
Det gør mig ondt for dig, at du har mistet din bror. Håber ikke det har givet dig en følelse af ensomhed.

men jeg er enig med dig ... jeg tror på man skal bruge god tid til at bearbejde sorg. Ikke glemme eller fjerne den men lære at leve med den.
Jeg syntes det er godt du snakker med børnene og giver dem plads til at snakke om din bror.
Mht. konen så er det nok ikke noget du kan gøre så meget ved. Måske kommer hendes reaktion lige pludselig måske bearbejder hun det på en anden måde. Men umiddelbart lyder det til hun skyder det fra sig.
Nogle mennesker gør sådan måske fordi det er for hårdt for dem på den anden måde ... men jeg tror ikke det er sundt at lukke det ude. Det vil indhente en senere i livet tror jeg.
Jeg tror sådan set det er godt nok du spørger ind til det ... men det er jo hendes valg i den sidste ende så ta ikke det ansvar på dig medmindre du selv har overskudet til det.

hej.
min kæreste mistede sin bror i december, og ja der er mange måde at takle det på.
Hans forælder er blevet meget bange for at miste sine andre børn, og har meget svært ved at give slip og komme vidre.
Min kæreste taklede det på den måde at vi hele tiden var sammen med en masse mennesker, julefrokoster alm fester osv.
og jo han var ked af det meget, og en gang imellem fællede han da også en tåre selvom vi sad blandt masser af mennesker. men det var vores venner alle vidste det, og tog del i vores sorg, mændene kom hen gav ham et kæmpekram, og der blev snakket om alle de tossede ting hans bror havde gjort gennem tiden.
hver gang vi tog nogle steder tror jeg at jeg fik sagt 200 gange i løbet af aften " du siger bare hvis du vil hjem skat, så køre vi med det samme"
( den dag idag må han virkelig hade den sætning😉)
og når vi var hjemme snakkede meget om hans bror, jeg fik ham til at fortælle om da de var børn, de specielle ting de havde sammen osv...
den dag i dag har han det fint med hans død, savner ham naturligvis meget, men har accepteret han er vær og får ikke en klump i halsen eller ligende når der tales om hans bror.

helt, det du skriver med at din kæreste ...............og så videre
er det ikke dig der har skrevet følgende: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=25&posting=1698254
???????

Jeg har mistet også min mand for noget måneder siden blot 42 år gammel.
Når man mister en man elsker højt, så fungerer man ikke optimalt bagefter. Man gøre de underligste ting og folk ryster med hoved.
Jeg har godt nok ikke fjernt noget af hans ting fra huset, og jeg bander hver dag når jeg falder over hans træsko i bryggers, men jeg kan ikke stille dem væk.
Jeg går også engang imellem i byen og hygger mig, bare så jeg føler mig ikke så alene, bare for at denne physisk smerte i hjerte forsvinder for et par timer,- bare jeg føler mig en lille smule i live.
Jeg har en mandelig arbejdskolleger der kommer og giver mig en kram hver morgen, fordi han ved at det er noget jeg savner rigtig meget. Det var noget jeg altid fik af min mand i massevis- kram og kys- og det er altså hård at leve uden den der physisk kontakt når man er vant til det. Og nej, krammer af børnene er ikke det sammen (forkert størrelsesforhold)
Der er også stadigvæk andre dag, hvor jeg vogner om morgen og er helt sikker på at det hele var en ondt drøm og når jeg nu går ned i køkken, så har han lavet kaffe og sidder der. Og hvor store tror du skuffelsen er når der er ingen.
Jeg kan godt snakke med børnene om deres far og minder om ham, men jeg har det også engang imellem rigtig hård med det. Så vil jeg bare ikke dele dem, så er jeg egoistisk og så er de der minder kun til mig. man mener også helt bestemt at man selv ramt hårdest af sorgen..
Vi mennesker er skruet sammen på en underlig måde, vores hjerne tillader os ikke ting vi ikke kan bære. Det er derfor at mennesker reagerer så forskellige når de mister..
Jeg kunne forstille mig at din svigerindes hjerne sagde: kom videre ellers knækker du på det her...
Jeg tror helt bestemt hun husker din bror hver dag, hun tænker på ham hver dag og når hun er alene så græder hun.
Min mand var mit livs kærlighed og jeg er overbevist om at der er ingen jeg kan elske på den måde igen. Nogen gang tænker jeg på at jeg kunne bare finde en som matcher med mig så jeg ikke var alene resten af mit liv. En som jeg kunne holde ud at være sammen med, fordi mit hjerte vil aldrig være fri for at elske fuld ud. Men så synes jeg ikke det ville være fair over for denne mand..
Måske har din svigerinde det på sammen måde.
Forresten hver gang jeg ser min svoger, så føler jeg mig "hjem". Det kunne godt være hun ikke vil snakke med dig om ham, fordi når du er der så er der også en lille stykke af Kim og så nyder hun det uden at ville snakke om det.
Alene at du er stadigvæk vedkommen i hendes hjem betyder vist at hun ikke har glemt.
Hvis du kan få noget mening ud af det jeg skrev, så prøv at se hende med mine øjne. Jeg tror ikke at det handler om at komme videre, jeg tror at det handler om at overleve..
kram

Det har virkelig varmet mit hjerte at mærke jeres forståelse - og det har sat nogle ting på plads. Susanne sørger sikkert på sin måde, og det er ok.
Kærlig tanker til jer alle - og især til dig, stjernekigger. Den første tid er svær, jeg håber, du finder støtte og hjælp!
Kram
Astrid