Min kæreste er gået fra mig
hej alle. Jeg har hårdt brug for nogle gode råd og hjælp til min situation. Jeg er en 20-årig pige, hvor min kæreste (23) er netop gået fra mig efter næsten 2 år, og jeg er fuldstændig ødelagt over det. Han var den eneste jeg havde og som optur i min hverdag og nu er han bare væk :(
Kan sige det hele startede med at jeg boede på Bornholm og lærte ham at kende via et chatsite hvor vi begge to kom ind som admins (sidst i 2006), og efter en måneds tid skulle vi begge til et redaktionsmøde i Købehavn, hvor vi så hinanden første gang. Et par måneder efter (starten af 2007) var jeg så nødt til at tage til Herning, på grund af noget skuespil jeg havde gang i, og jeg kendte ikke andre end ham og hans ven der boede derover fra chatsiden. Det endte så med at jeg spurgte om jeg ikke måtte være hos ham i stedet for hotel, hvilket jeg fik lov til og jeg havde nogle hyggelige dage med dem begge to, og det endte så med at han blev forelsket i mig.
På daværende tidspunkt havde jeg for travlt med at tænke på andre ting, men så dem dog stadig med en måneds mellemrum, og i sensommeren 2007 flyttede jeg så til Roskilde, der derefter gav mig muligheden for at besøge ham noget oftere og det ente så med at vi blev kærester.
Alt gik så fint, jeg havde det så skidt på Bornholm hvor jeg bare følte han var den eneste jeg kunne snakke med. Han gjorde rigtig mange ting for mig og hjalp mig med min OCD når den var værst. Det skal også siges at hverken mig eller ham havde nogen kæreste før vi mødte hinanden, hvilket jeg synes gjorde det ekstra specielt for os.
Efter et års tid med mange rejser frem og tilbage til Herning, valgte jeg at flytte derover i 2008, for at starte i skole og være sammen og tættere på ham. Jeg følte at han gjorde mig stærk, og rev mig op af det hul jeg havde været i på Bornholm hvor jeg ingenting kunne på grund af min ocd og jeg ikke havde nogen som ham at støtte mig til. Men hos ham i Herning følte jeg at jeg kunne klare alt.
Desværre fordi jeg kun ønskede at være sammen med ham hele tiden, fik jeg aldrig rigtig sat mig ind i Herning og forsøgt at skabe mig nogle venskaber, jeg tænke kun på ham og ville hele tiden være sammen med ham. Og efterhånden som han begyndte at interessere sig mere for sine venner, sine biler og sine computere, blev jeg mere og mere nedprioteret. Fordi vi altid var sammen. Vidste godt det var forkert, men havde så svært ved at være alene. Kunne ikke komme i seng og sove selv på grund af min ocd, han skulle være der før jeg kunne føle tryghed. Men når han hele tiden var sammen med vennerne, og vi aldrig lavede noget hvor de ikke var med, begyndte jeg at blive irriteret og ked af det og "brokke" mig over det. Jeg var ked af at vi aldrig lavede noget sammen alene, fordi de altid skulle med, og når vi så endelig var alene så sad vi bare ved hver vores computer, hvor han chattede med de venner han ellers hele tiden var sammen med, eller så på biler som han gik meget op i. Han var slet ikke som han var før, hvor han gjorde alle mulige søde og dejlige ting og gjorde mig glad.
Til sidst endte det med han fik for meget over mit brokkeri over det, så han forsøgte at slå op, men kunne se på ham det ikke var noget han ville fordi han havde tårer i øjnene, og jeg hurtigt fik talt ham fra det, fordi jeg ikke ville miste ham. Efter det var han virkelig sød i en uge efter, hvor han gjorde alt det jeg havde savnet ved ham af søde ting. Men derefter kom jeg til at sige noget forkert / være uenig med ham i noget, som åbenbart hørte under de regler vi havde aftalt .. nemlig at jeg ikke skulle brokke mig og han skulle sige når der var noget .. for det var han rigtig dårlig til, det var kun når jeg spurgte ham hvad der var galt, han ville sige det.
Derefter forsøgte han at slå op igen, men jeg fik ham overtalt efter lidt tid til at prøve igen. Og derefter var han bare som han plejede, med at jeg ikke rigtig fik noget opmærksomhed, og han bare var sammen med vennerne hele tiden.
Det holdte så cirka en måned, indtil jeg fik sommerferie og dermed mere tid til at være sammn med ham. Hans venner fik også sommerferie og det resulterede i at han skulle lave endnu flere ting sammen med dem. Jeg måtte godt komme med, men jeg blev bare ignoreret eller holdt udenfor, fordi de skulle lave noget jeg ikke rigtig kunne være med til. derefter kunne jeg ikke lade være med at komme med små kommentarer at han selvølgelig skulle være sammen med hans venner i stedet for mig, og han ligefrem skulle ud på "date" med hans drengeven på en resteurant, som jeg sagde til ham gjorde mig ked af det når han sagde det sådan, fordi vi netop ikke gjorde den slags længere.
Derefter var jeg på weekendtur til københavn og efter jeg kom tilbage kunne jeg mærke han var underlig hele dagen, men han sagde ikke noget. Kun til sidst om aftenen da jeg kunne se han havde tårer i øjnene spurgte jeg hvad der var galt. Hvor han først startede med at sige at han ikke ville med til Bornholm, som ellers var småplanlagt, hvor jeg sagde det var i orden, men hvor han så sagde at han heller ikke synes vi skulle være sammen mere.
Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at tale ham fra det. Han sagde det var fordi han ikke synes vi kom længere, når jeg hele tiden var irriteret og ked af at han var sammen med sine venner og han hele tiden var irriteret på mig over at jeg var det. Og at det ikke skulle være ham der skulle være den der gjorde mig glad, men at jeg måtte ud og finde noget andet der kunne det. Og at det vi ikke var sammen mere, kunne være det kunne få mig til det. Han sagde også at vi måske kunne finde sammen igen hvis jeg kunne finde noget andet end ham der kunne gøre mig glad, men han ville ikke sige hvad eller hvor længe der ville gå. Jeg blev ved med at forslå at vi bare kun kunne være sammen to gange i ugen hvor vi planlagde hvad vi skulle lave, i stedet for at være sammen hele tiden og lave ingenting. Også kunne jeg bruge resten af tiden på at lave andre ting der gjorde mig glad, men det ville han ikke. Han stod fast i sin mening og mente at det var det eneste rigtige og det eneste der måske ville hjælpe på det. ..
Men han er bare den der gør mig glad! Han er den der har hevet mig op af hullet jeg sad i på Bornholm, hvor jeg ingenting kunne overskue, han er den der har fået mig til at føle mig tryg og han har gjort ting ingen andre har gjort for mig før, han er bare så speciel for mig, fordi han kunne lide mig som jeg var og var glad for de ting jeg var og han har set både gode og dårlige sider af mig og stadig bare holdt af mig som jeg var. Han har været så stor en del af mit liv at jeg ikke føler der er nogen anden der kan gøre det på samme måde.
Jeg ønsker bare så meget at få ham tilbage. Er så ked af det og føler mig så alene uden ham. Ved godt at han stort set hellere ville være sammen med vennerne end mig, men derfor havde jeg ham stadig til at holde mig oppe og føle mig hel. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har et år endnu af min skole i Herning, men havde ingen andre end ham og hans familie at være sammen med, fordi jeg ikke havde fået nogen venner. Alt er så tomt og alt minder mig bare om ham. Jeg kan slet ikke håndtere det og vil bare have ham tilbage .. Hvad skal jeg gøre?
Please hjælp :'(
Kan sige det hele startede med at jeg boede på Bornholm og lærte ham at kende via et chatsite hvor vi begge to kom ind som admins (sidst i 2006), og efter en måneds tid skulle vi begge til et redaktionsmøde i Købehavn, hvor vi så hinanden første gang. Et par måneder efter (starten af 2007) var jeg så nødt til at tage til Herning, på grund af noget skuespil jeg havde gang i, og jeg kendte ikke andre end ham og hans ven der boede derover fra chatsiden. Det endte så med at jeg spurgte om jeg ikke måtte være hos ham i stedet for hotel, hvilket jeg fik lov til og jeg havde nogle hyggelige dage med dem begge to, og det endte så med at han blev forelsket i mig.
På daværende tidspunkt havde jeg for travlt med at tænke på andre ting, men så dem dog stadig med en måneds mellemrum, og i sensommeren 2007 flyttede jeg så til Roskilde, der derefter gav mig muligheden for at besøge ham noget oftere og det ente så med at vi blev kærester.
Alt gik så fint, jeg havde det så skidt på Bornholm hvor jeg bare følte han var den eneste jeg kunne snakke med. Han gjorde rigtig mange ting for mig og hjalp mig med min OCD når den var værst. Det skal også siges at hverken mig eller ham havde nogen kæreste før vi mødte hinanden, hvilket jeg synes gjorde det ekstra specielt for os.
Efter et års tid med mange rejser frem og tilbage til Herning, valgte jeg at flytte derover i 2008, for at starte i skole og være sammen og tættere på ham. Jeg følte at han gjorde mig stærk, og rev mig op af det hul jeg havde været i på Bornholm hvor jeg ingenting kunne på grund af min ocd og jeg ikke havde nogen som ham at støtte mig til. Men hos ham i Herning følte jeg at jeg kunne klare alt.
Desværre fordi jeg kun ønskede at være sammen med ham hele tiden, fik jeg aldrig rigtig sat mig ind i Herning og forsøgt at skabe mig nogle venskaber, jeg tænke kun på ham og ville hele tiden være sammen med ham. Og efterhånden som han begyndte at interessere sig mere for sine venner, sine biler og sine computere, blev jeg mere og mere nedprioteret. Fordi vi altid var sammen. Vidste godt det var forkert, men havde så svært ved at være alene. Kunne ikke komme i seng og sove selv på grund af min ocd, han skulle være der før jeg kunne føle tryghed. Men når han hele tiden var sammen med vennerne, og vi aldrig lavede noget hvor de ikke var med, begyndte jeg at blive irriteret og ked af det og "brokke" mig over det. Jeg var ked af at vi aldrig lavede noget sammen alene, fordi de altid skulle med, og når vi så endelig var alene så sad vi bare ved hver vores computer, hvor han chattede med de venner han ellers hele tiden var sammen med, eller så på biler som han gik meget op i. Han var slet ikke som han var før, hvor han gjorde alle mulige søde og dejlige ting og gjorde mig glad.
Til sidst endte det med han fik for meget over mit brokkeri over det, så han forsøgte at slå op, men kunne se på ham det ikke var noget han ville fordi han havde tårer i øjnene, og jeg hurtigt fik talt ham fra det, fordi jeg ikke ville miste ham. Efter det var han virkelig sød i en uge efter, hvor han gjorde alt det jeg havde savnet ved ham af søde ting. Men derefter kom jeg til at sige noget forkert / være uenig med ham i noget, som åbenbart hørte under de regler vi havde aftalt .. nemlig at jeg ikke skulle brokke mig og han skulle sige når der var noget .. for det var han rigtig dårlig til, det var kun når jeg spurgte ham hvad der var galt, han ville sige det.
Derefter forsøgte han at slå op igen, men jeg fik ham overtalt efter lidt tid til at prøve igen. Og derefter var han bare som han plejede, med at jeg ikke rigtig fik noget opmærksomhed, og han bare var sammen med vennerne hele tiden.
Det holdte så cirka en måned, indtil jeg fik sommerferie og dermed mere tid til at være sammn med ham. Hans venner fik også sommerferie og det resulterede i at han skulle lave endnu flere ting sammen med dem. Jeg måtte godt komme med, men jeg blev bare ignoreret eller holdt udenfor, fordi de skulle lave noget jeg ikke rigtig kunne være med til. derefter kunne jeg ikke lade være med at komme med små kommentarer at han selvølgelig skulle være sammen med hans venner i stedet for mig, og han ligefrem skulle ud på "date" med hans drengeven på en resteurant, som jeg sagde til ham gjorde mig ked af det når han sagde det sådan, fordi vi netop ikke gjorde den slags længere.
Derefter var jeg på weekendtur til københavn og efter jeg kom tilbage kunne jeg mærke han var underlig hele dagen, men han sagde ikke noget. Kun til sidst om aftenen da jeg kunne se han havde tårer i øjnene spurgte jeg hvad der var galt. Hvor han først startede med at sige at han ikke ville med til Bornholm, som ellers var småplanlagt, hvor jeg sagde det var i orden, men hvor han så sagde at han heller ikke synes vi skulle være sammen mere.
Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at tale ham fra det. Han sagde det var fordi han ikke synes vi kom længere, når jeg hele tiden var irriteret og ked af at han var sammen med sine venner og han hele tiden var irriteret på mig over at jeg var det. Og at det ikke skulle være ham der skulle være den der gjorde mig glad, men at jeg måtte ud og finde noget andet der kunne det. Og at det vi ikke var sammen mere, kunne være det kunne få mig til det. Han sagde også at vi måske kunne finde sammen igen hvis jeg kunne finde noget andet end ham der kunne gøre mig glad, men han ville ikke sige hvad eller hvor længe der ville gå. Jeg blev ved med at forslå at vi bare kun kunne være sammen to gange i ugen hvor vi planlagde hvad vi skulle lave, i stedet for at være sammen hele tiden og lave ingenting. Også kunne jeg bruge resten af tiden på at lave andre ting der gjorde mig glad, men det ville han ikke. Han stod fast i sin mening og mente at det var det eneste rigtige og det eneste der måske ville hjælpe på det. ..
Men han er bare den der gør mig glad! Han er den der har hevet mig op af hullet jeg sad i på Bornholm, hvor jeg ingenting kunne overskue, han er den der har fået mig til at føle mig tryg og han har gjort ting ingen andre har gjort for mig før, han er bare så speciel for mig, fordi han kunne lide mig som jeg var og var glad for de ting jeg var og han har set både gode og dårlige sider af mig og stadig bare holdt af mig som jeg var. Han har været så stor en del af mit liv at jeg ikke føler der er nogen anden der kan gøre det på samme måde.
Jeg ønsker bare så meget at få ham tilbage. Er så ked af det og føler mig så alene uden ham. Ved godt at han stort set hellere ville være sammen med vennerne end mig, men derfor havde jeg ham stadig til at holde mig oppe og føle mig hel. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har et år endnu af min skole i Herning, men havde ingen andre end ham og hans familie at være sammen med, fordi jeg ikke havde fået nogen venner. Alt er så tomt og alt minder mig bare om ham. Jeg kan slet ikke håndtere det og vil bare have ham tilbage .. Hvad skal jeg gøre?
Please hjælp :'(