Min mor har katastrofal økonomi.
Hej alle.
Som så mange gange sidder jeg med store bekymringer, selvom jeg ved det ikke burde fylde så meget.
Historien er nærmest endeløs, jeg vil dog prøve at beskrive den så kort som muligt: min familie har altid været på røven rent økonomisk set. Mine forældre var de første i familien der havde god mulighed for uddannelse, studier osv. Men de havde også noget psykisk "bagage" med hjemmefra, så de faldt for hele hippie- og freaklivet i sin tid og tog nogle forkerte beslutninger.
Så på den måde voksede jeg op med en arbejdsløs drukkenbolt af en far, en pillejunkie af stedfar, og en co-afhængig depressiv mor - alle tre intelligente akademikere på afveje. Den lille velstand som mine bedsteforældre havede opbygget blev brugt på at lappe huller, så der er ingen reserver.
Min mor formåede så efterhånden at finde tilbage til sit gamle job som lærer, men har haft svært ved at passe ind, fordi hun har komplekser overfor hendes kolleger der er to om to børn i stedet for enlig mor til tre, har Volvo Villa Vovse og alt det der...derudover blev min bror oplært som alkoholiker af vores far, og er tilmed skizofren.
Min mor har så i dag overført sin co-afhængighed til min bror der bliver ved med at være uselvstændig fordi hun er bange for at lade ham bo selv (med tilsynsværge).
På denne måde har hun afkræftet sig selv så meget rent psykisk at hun har problemer med at klare presset i skolen. Hun arbejder på en skole hvor der er mange vanskelige børn, ob det er nu for tredje gang hændt at hun forsvarede sig mod en aggressiv elev - ved at gibe en lussing. Det er der ikke noget at diskutere i, en lærer må kun forsvare sig ved at fiksere. Ikke noget med at slå, heller ikke defensivt.
Så jeg går bare ud fra, at hun mister sit job denne her gang, for det er nok også rigtig at hun ikke har overskud til det.
Og her sidder jeg nu. Og tænker over hvordan hun skal klare den med en gæld efter sind mænd som hun ikke vil kunne betale. Hvordan det skal gå med den meget lave pension hun har (pga. de mange år uden for arbejdsmarkedet).
Med andre ord, min mor ryger jo nok tilbage igen i noget der ligner fattigdom, skal flytte til en meget billigere lejlighed, bilen skal afskaffes og så har hun oven i købet den syge, meget anstrengende søn.
Det er ikke fordi jeg mener jeg kan gøre noget. Det kan jeg ikke. Men det er bare så frustrerende at se de mennesker, der burde have været et bare nogenlunde forbillede, tage de samme lortebeslutninger om og om igen. Og rode sig selv længere og længere ud i noget.
Det gør mig ondt at vide at min mor nok kommer til at være temmelig fattig nu. Igen.
Som så mange gange sidder jeg med store bekymringer, selvom jeg ved det ikke burde fylde så meget.
Historien er nærmest endeløs, jeg vil dog prøve at beskrive den så kort som muligt: min familie har altid været på røven rent økonomisk set. Mine forældre var de første i familien der havde god mulighed for uddannelse, studier osv. Men de havde også noget psykisk "bagage" med hjemmefra, så de faldt for hele hippie- og freaklivet i sin tid og tog nogle forkerte beslutninger.
Så på den måde voksede jeg op med en arbejdsløs drukkenbolt af en far, en pillejunkie af stedfar, og en co-afhængig depressiv mor - alle tre intelligente akademikere på afveje. Den lille velstand som mine bedsteforældre havede opbygget blev brugt på at lappe huller, så der er ingen reserver.
Min mor formåede så efterhånden at finde tilbage til sit gamle job som lærer, men har haft svært ved at passe ind, fordi hun har komplekser overfor hendes kolleger der er to om to børn i stedet for enlig mor til tre, har Volvo Villa Vovse og alt det der...derudover blev min bror oplært som alkoholiker af vores far, og er tilmed skizofren.
Min mor har så i dag overført sin co-afhængighed til min bror der bliver ved med at være uselvstændig fordi hun er bange for at lade ham bo selv (med tilsynsværge).
På denne måde har hun afkræftet sig selv så meget rent psykisk at hun har problemer med at klare presset i skolen. Hun arbejder på en skole hvor der er mange vanskelige børn, ob det er nu for tredje gang hændt at hun forsvarede sig mod en aggressiv elev - ved at gibe en lussing. Det er der ikke noget at diskutere i, en lærer må kun forsvare sig ved at fiksere. Ikke noget med at slå, heller ikke defensivt.
Så jeg går bare ud fra, at hun mister sit job denne her gang, for det er nok også rigtig at hun ikke har overskud til det.
Og her sidder jeg nu. Og tænker over hvordan hun skal klare den med en gæld efter sind mænd som hun ikke vil kunne betale. Hvordan det skal gå med den meget lave pension hun har (pga. de mange år uden for arbejdsmarkedet).
Med andre ord, min mor ryger jo nok tilbage igen i noget der ligner fattigdom, skal flytte til en meget billigere lejlighed, bilen skal afskaffes og så har hun oven i købet den syge, meget anstrengende søn.
Det er ikke fordi jeg mener jeg kan gøre noget. Det kan jeg ikke. Men det er bare så frustrerende at se de mennesker, der burde have været et bare nogenlunde forbillede, tage de samme lortebeslutninger om og om igen. Og rode sig selv længere og længere ud i noget.
Det gør mig ondt at vide at min mor nok kommer til at være temmelig fattig nu. Igen.