Mine børn har ondt i livet.

Jeg sidder tit og bekymrer mig om mine børn.
Jeg ved at jeg tog nogle forkerte valg da de var små og unge. Belastende parforhold til mænd med misbrugsproblemer, vi flyttede rigtig meget, ingen af os voksne havde noget regulært arbejde i mange år, jeg lod deres far være sammen med dem mens han var fuld og fandt mig selv i meget.
De var nok ensomme som børn.
Nu er de begge først i 20erne og de har problemer med at finde vej.
Pigen tog studentereksamen, drengen trods alt en 9 klasse. De er ikke dummere end andre men de er ikke i nogen uddannelse. De arbejder heller ikke, og jeg tror ikke fordi de ikke vil men fordi de ikke kan begå sig. Jeg arbejdede da en hel del før jeg fik de børn, var egentlig ret velfungerende.
Jeg er bare så forvirret om det er min skyld. Om det virkelig har været så tungt for dem alt sammen at de er blevet så sygeligt modløse af det? Drengen har også psykiske problemer, og jeg ved ikke hvor så massive problemer stammer fra, det har jo nok været svært for os alle sammen denne fortid, men jeg synes det er svært at betragte det som så voldsom en opvækst at det forklarer det hele.
Eller om jeg skal holde op med at bebrejde mig selv.

for at du har svigtet dine børn og deres problemmer idag, kan skyldes deres dårlige barndom.
Som mor skal du tage dit ansvar, men det at du bebrejder dig selv idag, gør ligesom ikke
rigtig nogen gavn.
Det er aldrig forsent at blive en god forældre, så støt og hjælp dine børn idag, hvis du
selv har nogen ressaucer.

Dette er et eksempel på den klassiske diskution om, hvad der præger børn mest:
Arv eller miljø.
Der er til stadighed ikke et endegyldigt svar, og der er forskellige "skoler" der hælder henholdsvis til det ene eller det andet.
Nogle mener, at svaret skal findes et sted midt imellem, og igen nogle mener er begge er gældende med hovedvægten enten det ene eller andet sted.
Så... jo mere du tror på, at det er ARV der gør sig gældende, jo mere fritager du også dig selv for evt. ansvar.
For så ville ungerne jo blive til det de er i dag, uagtet opvæksten.
Det samme ville være sket, selvom I havde været den perfekte velfungerende kernefamilie.
Hvis du tror, at det udelukkende er MILJØ der er afgørende, ja så er det jo opvæksten og vilkårende under opvæksten, der har gjort dem til det de er i dag. Og der har du jo haft en væsentlig betydning/ansvar.
Skal du holde op med at bebrejde dig selv?
Det kommer jo så an på, hvad du tror mest på: Arv eller miljø.
Personligt tror jeg på, at begge dele præger et barn - med overvægten på miljø.
Jeg tror på, at man kan få et rigtigt godt velfungerende menneske ud af selv de "værste" gener, ved at skabe trygge rammer under opvæksten.
Børn lære af hvad vi gør - ikke hvad vi siger!
Sidst men ikke mindst: selvbebrejdelse kan du ikke bruge til noget som helst. Du kan ikke skrue tiden tilbage og ændre noget alligevel.
Hvis du mener, at du har fejler, så brug energien på at rette fejlen - ikke på at bebrejde dig selv.
Det lyder til, at ungerne har brug for hjælp - ikke dit evt. selvpineri 😉

jeg tænker på, at der findes forskellige muligheder for at søge hjælp/snak hos alkohol...et eller andet, søg selv muligheder på nettet?
Er de vrede på dig pga af de ting de har været udsat for? Og giver du dem muligheden for at tale om deres barndom og de ting som går dem på omkring det eller går du i forsvar, når de begynder på at snakke om det?
Der er ingen tvivl om at deres barndom og de svigt de har været udsat for, har præget dem dybt. Det tror jeg ikke nogen som har været udsat for kan sige sig fri fra.
Spørgsmålet er om en indsats nu, kan afhjælpe de mulige problemer de kan støde ind i senere i livet, depression, usikker identitet, osv.
Men er det ikke værd at give en chance?

Har du nogensinde snakket med dine børn om det eller en professionel?

Hej
Ja, det lyder som om I alle sammen har haft en hård historie, så jeg synes bestemt ikke du skal påtage dig hele ansvaret selv. Selvfølgelig har man et ansvar, i det øjeblik man bliver forælder, men hvis man ikke har været i stand til at ændre på forholdende, så er der sikkert en god grund til det. Det lyder som om du har været presset psykisk og det har ikke givet dig det overblik forældre har under normale omstændigheder. Derfor er jeres historie, som den nu engang er.
Børn indeholder alt. Ondskab, godhed, egoisme, humor osv...det gør voksne i øvrigt også! Men forskellen på børn og voksne er, at de voksne igennem erfaringer fra deres opvækst, lærer at tilpasse sig verden og den kultur de vokser op i. Hvis der er ualmindelige omstændigheder i deres opvækst...jamen, så tilpasser de sig ikke i samspil med det der er normen. Når de så bliver ældre, så får de problemer, fordi de færdigheder andre mennesker har og det samspil der er mellem mennesker, har de ikke lært. Og det giver problemer. Både socialt og hvad angår uddannelse/arbejde osv...det hele hænger sammen!
Jeg synes du skal tage udgangspunkt i dét! Og så støtte dem, der hvor de er. Ikke møde dem med bekymring/fordømmelse over hvorfor de er som de er, men med åbenhed. Tal med dem om det. Er sikker på dine børn også selv kan se, at de har svært ved at fungere og selv undrer sig over hvorfor og hvad det bunder i. Mennesker i den situation har behov for omsorg, støtte og håb. Omsorgen kan du give dem. Du er jo deres mor. Støtten kan systemet hjælpe jer med. Der er et par enkelte gode tilbud i det offentlige. Og håbet...jamen mon ikke det stille og roligt dukker op? Giv dem nogle små successer hele tiden...
Indrømmet, det er et kæmpe arbejde, at gå i gang med og det tager mange år at rette op på bare enkelte små ting, men det nytter! Og vejen frem, skal være med små skridt. Bitte små skridt...hele tiden...
Hav en god aften! ;o)