Mistede min farfar i Thailand...

Jeg er en ung pige på 17 år. Den 26. dacmeber kl 08.54 bliver jeg ringet op af min far. Han var helt grædefærdig og kom hulkene frem til at min farfar var blevet taget af en flodbølge på Phuket i Thailand.
Min far havde jeg ikke set eller snakket med i 3 mdr. og han tryglede og bad mig om at komme ud til ham, også selvom vores forhold så småt var ved at smulre. Selvfølgelig kom jeg derud. Det som var sværest var at vente på at få svar. Min farmor havde overlevet den skyhøje bølge og sad nu alene på et hotelværelse.
Kl. 14.45 ringede telefonen. Min farmor havde været rundt sammen med nogen på hotellet for at finde min farfar. De havde fundet ham, men han var omkommet. Jeg kunne se min far bryde sammen over tasteturet. Vi havde hele formiddagen siddet og havde fulgt nyheder på nettet og i fjernsynet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gribe og gøre i, så jeg trak mig tilbage. Det var så uvirkeligt for mig. Hvorfor skulle det lige ske for mig? Hvorfor skulle det gå udover helt uskyldige mennesker?
Den 26. december er en dag som er printet langt ind i mit sind. Jeg har aldrig fået bearbejdet min sorg, og jeg har kun en enkelt gang grædt. Mange i familien synes jeg er følelseskold, men det er stadig ikke rigtig gået op for mig at dette er sket.
Læs artiklen om min farfar http://www.ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=274456
// Lu

Selv om du ikke kender mig. Så føler jeg med dig. Jeg kan slet ikke forestille mig det tab, du føler.
Et råd til dig er, at du får snakket med nogle om din sorg. Får den gennemlevet. Det er så utrolig vigtigt for dig - for dit videre liv.
Et andet råd er, at du skal se det positive i dette her, i form af, at du begyndte at få en kontakt med din far igen.
Med venlig hilsen og mange taker vichri

Tak for dit råd... Jeg lever i angst hver dag... Kan ikke gå i bad unden frygt for at drukne... Kan ikke gå i svømmehallen i frygt for at drukne... Det tager hårdt på mine kræfter...
Jeg snakker desværre ikke med min far mere...
Tak for dine råd...
//Lu

For det første gør det mig ondt at høre om dit tab... Det er en fuldstændig ubeskrivelig følelse at miste en af sine kære så pludseligt! Jeg taler af erfaring, da jeg også har mistet min bedstefar.. ikke i Tsunami-katastrofen, men i et trafik uheld. Jeg kan huske at jeg ikke troede på det de første dage efter, det var simpelthen ikke gået op for mig at han var væk! Jeg tror ikke at jeg ville acceptere det. Det er jo altid frygteligt når nogen man holder af dør, men jeg følte det som et meget stort chok at han pludselig bare var væk. Når mennesker man holder af, dør efter lang tids sygdom, er det selvfølgelig forfærdeligt, men man har haft lidt forbedredelses tid, når ulykker indtræffer står man tilbage med en helt tom fornemmelse. Og der er ingen tvivl om, at det var den tomme fornemmelse, der fik mig til at lukke af for mine følelser! Min familie var overbevist om at jeg bare var følelseskold, men jeg var alt andet... jeg anede bare ikke hvordan jeg skulle kommunikere med dem om det!
Der er i dag gået 8 år siden min bedstefar døde og det er først inden for det sidste år at jeg har "givet slip" på de indestængte følelser... det har været hårdt, men jeg har også fundet ud af, hvor meget det hjælper at snakke! Der er ingen tvivl om, at det med at lukke af for følelserne, var min største og første fejl! Man glemmer nemlig, at ens familie også er berørt og også gerne vil tale om det, så hvis du kan vil jeg råde dig til, at tale med de mennesker i din familie du har tillid til! Derudover ska du give dig selv tid til at sørge, og det er ikke unormalt at al gråden og sorgen først kommer senere, for chokket skal også have lov til at lægge sig! Så tag dig tid til det hele, undgå situationer hvor du føler dig presset til ting du ikke kan eller vil lige nu, fx. at tage i svømmehallen, men tag dig tid til at bearbejde din sorg! Jeg håber mine ord kan hjælpe dig lidt på vej.
Mvh. Anonym

Som alle de andre skriver, gør set mig meget ondt, med den uhyggelige 26 december, hvor så mange mennesker mistede livet, eller pårørende mistede deres kære.
Jeg gik igennem lufthavnen d. 25 december, og så så mange glade passerer, som stod og skulle til Thailand denne dag, tit tænker jeg på, kom de mon hjem til Danmark igen.
Du unge lobi, skal have psykolog hjælp, eller hjælp fra andre nære venner, så du kan få talt ud om dine problemer.
Og Lobi, håber du får kontakt med din far, jeg kan ikke tro andet, at han længes efter dig, og I kan være noget forhinanden.
Tænker meget på dig, og håber du har rigtig gode venner eller familie der tager hånd over dig.

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive! Det goer mig saa ondt.
Men faa hjaelp! Du bliver noed til at snakke og faa det ud.
Taenker paa dig

alle som har prøvet ved det er mega svært at miste, og ikke mindst dem som er tæt på, hmm skidt at du har det svært med din far, gør du nok for det skal køre for jer, jeg tænker det er jo en svær alder du har og ikke nem at håndtere for voksne... (smil) bare en tanke, kram til dig hilsen pjevs2