Moderbinding

Tjaaa... har været lidt i tvivl om præcist hvor jeg skulle poste dette indlæg, men føler egentligt at det har sin berettigelse under "Kærlighed".
Måske den stærkeste form for kærlighed, der findes er en moders kærlighed til sine børn. Desværre sker det også at denne kærlighed kan blive en hæmsko, idet en moder af kærlighed ikke giver slip på sine børn og lader dem udvikle deres egne meninger/personligheder osv. Dette går oftest ud over en evt. søn, der kan udvikle en meget slem moderbinding. Sønnen kan senere i livet overføre sin moderbinding til sin partner, hvilket kan have meget uheldige konsekvenser i form af mistet seksuel spænding/initiativ/ansvar osv. I litteraturen er moderbindinger ofte et yndet emme, det er blandt andet et emme der gentager sig i mange af H. C. Andersens eventyr (snedronningen osv.). Læser man debatter her på solen eller andre steder omkring kærlighed/parforhold vil man i mange af indlæggene kunne se at mandens moderbinding kan have en del af skylden (hvis man læser lidt mellem linierne).
Nu har den skarpsindinge læser nok taget mig på fersk gerning, og ja jeg må gå til bekendelse, jeg lider også slemt af en moderbinding. Derudover kan jeg afsløre at jeg er en ung mand i midten af tyverne. Min moderbinding giver sig blandt andet udtryk i problemer med det modsatte køn, at få udtryk for mine aggressioner osv.
Nu har jeg undersøgt en del om emmet for at få denne del klaret i mit liv, så det ikke senere er noget, der giver bagslag. Men på trods af, at jeg har læst en del, har jeg endnu ikke fået et svar på, hvorledes man kommer af med denne moderbinding (helst på en ordentlig og sober måde)? Kender I til nogle håndgribelige metoder til kappe disse bånd til ens moder (uden at miste kontakten til hende) således at man kan få et mere indholdsrigt liv.
Det kunne være rart at få dette emme belyst både fra andre mænds synsvinkel men også fra kvinder, der har har haft partner eller søn med moderbinding.

Moderbinding kaldes også for Ødipuskomplekset.
Det er ofte og næsten altid moderen der skaber bindingen, og
du har ikke været igennem frigørelsesprocessen som teenager.
Du kan gøre to ting; Finde din egen vennekreds og sige fra
overfor din mor på en pæn måde. Så hun ikke altid kommer i
første række.

.... det med kærligheden i disse tilfælde. Nu skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig til dommer over hvad kærlighed er - men når det kommer til nogle forældres forkrøblede følelsesliv - så vil jeg være varsom med at kalde det kærlighed. Så når du skriver at .... "idet en moder af kærlighed ikke giver slip på sine børn og lader dem udvikle deres egne meninger/personligheder" .... så vil jeg påstå at det KUN handler om moderens egen mangel på kærlighed i sit liv, hun mangler det så meget at hun er villig til at skade sit afkom ............ og DET min ven, er IKKE kærlighed.
Men det er jo meget almindeligt - at ungerne lære at de skal opfylde noget hos de voksne. Det kan være den slags moderbinding du omtaler, eller som i mit tilfælde hvor min mor "levede" af at gøre mig svag/syg, for at føle sig som noget (den stærke løvemor). De ekstreme tilfælde er munchausen by proxy, hvor moren nærmest kan slå sit barn ihjel for at få opmærksomhed. Uanset hvad er det skadeligt for børnene fordi de lærer at de ikke selv er særligt meget værd og at det er mors følelser og behov der går forud.
Mig tog det mange år at få et ligeværdigt forhold til kærester. Fordi tilgangen i mine relationer var at *jeg* skulle opfylde noget hos den anden. Dvs man undertrykker sig selv og sine behov - og for mig holder den slags ikke i længden. Da jeg opdagede mønstret gik jeg til psykolog og det var en meget gavnlig hjælp til at kunne se mønstret. Dermed stopper det ikke for den indre dialog fortsætter jo ..... "argh - jeg burde også gøre...."! men ved at have fokus på den indre dialog (offer/skyldig/dommer) får man en valgmulighed - og den skal man øve sig i at se og bruge og en eller anden dag falder det måske een naturligt bare at være sig selv ;-)).
Min "redning" var nok at jeg var en strid børste som barn, der sagde totalt fra på al min mors pylder - men problemet var/er måske at jeg i den grad lærte trods som forsvarsmekanisme hmm ........ og bagsiden af den medalje er trodsen medførte skyld .... ala "hvordan kan du gøre det mod mig" ............. hæ .... krist ..... sindsyge kællinger ..... nogen af disse mødre!
Mht. metode til at kappe båndet til din moder ved jeg ikke rigtigt. Jeg kender hende jo ikke og ved ikke hvor langt ude hun er. Måske du bare skal sige til hende at du har brug for at hun ikke blander sig i dit liv for en tid osv. Siger hun "selvfølgelig min dreng" - så er det jo bare fjong. Siger hun "hvordan kan du gøre det mod mig efter alt det jeg har gjort for dig" .......... ja så skal du give hende et spark i røven.
Uanset hvad er den beste måde at kappe båndet at få styr på dig selv - altså at DU bliver løsrevet fra bindingen. Du kan jo ikke ændre din mor - men du kan ændre din egen indstilling til hvad hun gør ved dig .......... forstår du ?
Nå - årene er rendt i møllen og jeg har nu selv to sønner - og du kan tro at denne problematik er noget jeg har en stor radar på. Så når fruen i huset pyldrer for meget SÅ FALDER FARS HAMMER TUNGT ........ ;-) .... men faktisk en meget god tilgang til at få snakket om ens opvækst, børneopdragelse osv
Mvh
martin

... om det er et godt råd. Jeg er selv en mor med en stor dreng (der dog har gennemgået en frigørelse fra mig). Jeg har tit tænkt på hvordan det ville være hvis min søn stadig var følesesmæssgt stærkt afhængig af mig. Som mor vil jeg nok ikke har gjort det store ved det, måske havde jeg endda nydt det .... ved det ikke helt.

Måske er accept det første skridt til frigørelsen, som med så mange andre ting. Så længe du er i opposition til dine egne følelser, fokuserer du nok lidt for anspændt på din situation, og den får alt for meget plads i din tilværelse.
Mor er bare mor, hun kan ikke gør for det. Og som hun er, er hun bare. Hun ville formentlig elske dig, og se igennem det store sugerør, selvom du var en bandit. Forældre har tit sådanne skyklapper for øjne. Allerhelst vil hun nok gerne se at du gør som selv synes bedst om.
Du må jo bare finde dine egne ideer, og præsentere din mor - ganske modigt - for gennemført fakta, ikke spørge for meget.
Kunne jo godt være at det kunne blive et nyt projekt i dit liv 🙂
Good luck!
Michel - mor med stort M
(hele problematikken findes i øvrigt også omvendt, så kaldes det are "Elektrakomplekset", og trøst dig, du er ikke alene!)

Det er selvfølgelig Dorit Aagaards "Mænd og mødre"

... mit gennembrud iforb. med at se/opdage og bryde mit møsnter. Det var da min psykolog lavede en øvelse med mig. Sådan noget gestalt-agtigt noget hvor man sætter tre stole op - 2 overfor hinanden og så en trukket lidt væk. De 2 stole repræsentere rollerne fra en indre dialog (fx den skyldige og dommeren) og den tredie stol er den neutrale observatørstol. Meningen er så du kan gennemarbejde konflikten som den ser ud inden i dit hoved, ved at lade stolene være din indre dialog. Det er smart at tage udgangspunkt i en konflikt der er nærværende. Lad os fx sige at din mor presser dig i et eller andet spørgsmål - hvor du måske siger fra på det, men omvendt føler dig skyldig. Så sætter du dig i den ene stol - fx med den rolle der siger fra på din mor - begynd bare at tale så kommer det af sig selv .......... efter en tid med det, skifter du stol og rolle - dennegang til den rolle fra din indre konflikt som giver dig skyld - dommeren/den bebrejdende/what ever - når det har kørt et stykke tid, kan du skifte rolle igen eller trække dig over i observatør stolen. Kig først på den ene stol og tænkt på hvad der blev sagt fra den, prøv at se kropsholdningen for dit indre øje osv - kig så på den anden stol, tænk og mærk ................ kan du se hvad der sker mellem de to❓kan du mærke det❓føle det❓osv
Fidusen med den slags øvelser er at ingen af de to roller er "dig" - det er altsammen noget shit du har lært. Fra observatørstolen får du en valgmulighed fordi du kan SE hvad der sker mellem de to og når du kan se, kan du også handle og vælge. Tro mig det er sindsygt befriende når man får et gennembrud. Det kræver lidt mod at gå igang - men du kan sagtens gøre det alene (ja selv det kræver sgu også mod ) men det er ufatteligt effektivt til at eksponere de indre dialoger. Når man så har afsløret monstrene - eller sig selv er det jo - så vil du opdage at det slet ikke fylder så meget og du vil få meget lettere ved at sige fra og være dig selv med god samvittighed. Jeg bruger stadig øvelsen indmellem hvis jeg er presset og jerner til - nu behøver jeg ikke stole, men kan ligesom visualerer det i hovedet ........... og så siger jeg højt til mig selv "it's your call"..............
Med den type problemer du har, er det slet ikke farligt at gå igang med - men det er en god ide at kunne sparre det med en proff. Det tror jeg sagtens du kan gøre på mail hvis du laver en aftale, før du flyver udenlands ...............
god tur - både på det indre og ydre plan
;-) martin

jeg troede bare han ikke kunne tåle presset ved at blive "bonusfar"
Nej ... for at være helt ærlig ... allerede første gang jeg besøgte ham (jeg var 24 og han var 27) undrede jeg mig over at han stadig boede hjemme hos MOAR ... hun vaskede hans tøj ... sørgede for at han overholdt hans aftaler osv. ...
jeg tog det som en selvfølge at det ville stoppe da vi flyttede samme efter et par mdr (ja ja min fejl) ... men nej .. selv om jeg gik hjemme og dermed som en naturlig ting sørgede for at vaske tøj osv ... skulle han spørge sin mor hver gang der skulle tages en lidt større beslutning end "hvad syntes du vi skal have til aftensmad"
vi boede ikke sammen ret længe og gæt hvor han flyttede hen da vores forhold sluttede (han beslutning efter en længere samtale med hans mor ... uden mig) .... Ja, nemlig, hjem til MOAR
Jeg kan kun sige at man må bryde båndet til sin mor ved at flytte så langt væk at man må klare sig selv ... afsæt et vis tidsrum hver 14 dag til at tale med sin mor ... og ellers lær at leve på dine egne premisser ... uanset hvad du gør skal din mor nok være der hvis det virkelig gælder, for sådan er mødre (og fædre) ... men sørg først og fremmest for at starte dit eget liv ... hold et begrænset forhold til din mor, så skal du nok komme vidre en dag ... det er det bedste du kan gøre for din egen fremtid og fremtidige forhold.
held og lykke ... og skriv endelig hvis du vil have flere råd 🙂

det du - og mange andre drengemænd - er udsat for med dominerende altopofrende møådre.
Det er kvinder der ikke selv har formået at få deres kærlighedsliv til at fungere, der udsætter deres sønner for denne type kærlighed. Det er mødrene og ikke sønnerne der skaber denne sygelige og usinde binding, der i værste fald betyder at mændene som voksne ikke evner et ligeværdigt kærlighedsforhold til en anden kvinde. Moderens skygge vil altid hænge fælt over forholdet - hvilket også er meningen, da sønnen er disse mødres "små mænd" og fungere som erstatning for deres egen fiasko mht. kærligheden.
Du skal helt og aldeles frigøre dig og sende "aben" tilbage til din mor med krav om hun bliver sin egen skæbne bevidst og ikke belaster dig med hendes egen mislykkethed. Det er IKKE din opgave at please eller have ondt af din mor, hun bruger din afhængighed (som hun selv har skabt gennem din barndom hvor du var forsvarsløs) til at få eneret på din kærlighed, så en anden kvinde ikke snupper dig fra hende.
Du har kun grund til at ynke hende eller være vred over de bindinger hun har skabt og som kun vil gøre dig til en halv mand såfremt du ikke frigør dig. Det er et hårdt følelsesmæssigt arbejde du skal igang med. Og det kan du takke din "elskelige" moar for.
Pusser - stakkels drengemænd som der blir fler og fler af..hvorfor mon? 😮