Mor og Min søster

Jeg er en ung 25 årig pige, som i den seneste tid har gået med noget indeni som gør mig ked af det, men også rasende.
Min barndom har altid været god, og i en kernefamilie og vi har aldrig manglet noget. Mig og min søster har også haft et godt forhold og det har vi nu stadig, men mange ting har alligevel ændret sig. Og her kommer min mor også ind i billedet.
Det startede vel da jeg blev student - begyndte at blive voksen og skulle flytte hjemmefra. Til min studenterfest sagde min mor, at jeg altid havde skuffet hende... Det kom ligepludselig ud af den blå luft. Og jeg aner virkelig ikke hvad hun mente med det. Derfor spurgte jeg hende igen nogle dage senere, men det svarede hun ikke på...
Derudover er det ligesom om der er kommet konkurrence mellem mig og min søster f.eks ang. kærester. Jeg har kendt en fyr i 2 år og vi flyttede sammen for 2 mdr siden. Han er virkelig et dejligt og kærligt, og ikke mindst fornuftigt menneske.
Første gang mine forældre møder ham, er han forståeligt nok, lidt genert. Min mor kommenterer senere dette med en hånelig stemme: "Er han altid så genert - hvem har han det efter"? Hvorefter jeg bare giver igen med, at jeg også har været meget genert og det har jeg arvet efter hende! Der skal dertil siges, at min mor helst ser, at venner, kærester osv er udadvendte og følger sig hjemme hos dem. Men nu er min kæreste selvfølgelig ikke genert mere og det siger min mor da også.
Nu har min søster så fået en kæreste og han siger ikke et kvæk - han siger stort set hverken "goddag eller farvel" - men har min søster fået skudt den hånelige sætning i hovedet?? NEJ!
Til jul meldte spørgsmålet sig, om vi skulle give vores tvillingefætre gave. Min mor mente at både mig og min søster skulle give dem gave! - vi har begge stået fadder og jeg har været gudmor til den ene, så jeg ville give dem hver en julegave. Dette mente min søster absolut ikke, for mor og far plejede at stå for disse gaver... Og det brokkede hun sig meget over. Så skete der pludselig det sjove, at min mpor skiftede mening og gav min søster ret.... Jeg stod ved og sagde, at det var fordi min søster havde brokket sig, at dette nu skulle laves om. Og jeg fik fortalt min mor, hvad jeg mente om det og var jeg faktisk gal over, at hun bestemte det!
Til jul hjemme hos os fik min søster gaver efter gaver fra mine forældre - nogle rigtige gode gaver. Jeg fandt så ud af, at hun selv havde valgt dem. Mine gaver bar`præg af at mor havde valgt mine - som jo er ganske normalt at hun gør! + at de lod rigtig mærke til hvilke gaver hendes kæreste havde givet hende. Og ja, hun fik dyere gaver af hendes kæreste end af min. Og spørger jeg dem idag, kan de garanteret ikke nævne èn eneste ting, jeg fik af min kæreste, for de var så opmærksom på de dyre ting!
Min søster har taget ekstra fag for voksne, for at komme ind på drømmeuddannelsen - de fag har mine forældre betalt. Nu er hun så sprunget fra et halvt år før afslutning. Og dette synes mor og far åbentbart er okay - de siger ingenting, selvom de har smidt penge ud af vinduet. Nu starter hun så på sin 3 uddannelse (hun har ingen uddannelse) - mon hun gennemføre dette....
Det værste var næsten efter jul, hvor min søster fortæller, at mor siger, at min kæreste snyder mig mht husleje.... Der blev jeg sgu sur. Og spurgte min mor hvorfor hun gik og sagde sådan, og om hun ville forklare. Det kunne hun så ikke....🙁
Der er meget mere af sådan noget...
Jeg er færdig med en videregående lang uddannelse til sommer - har planer med livet, men altid skal dette rages ned og tales dårligt om.
Jeg er godt træt af alt det dér og har lyst til at råbe og skælde min mor ud - for det er bare for meget.
Kender i dette? Ved I hvorfor min mor er sådan??

Det lyder som om din mor har fået sig en rigtigt grum omgang misundelse. Det sker sommetider når datteren får lavet planer, et sundt liv, en masse ting som moderen måske aldrig har opnået. Måske er det bare så simpelt som at hun favoriserer din søster.
Men du skal ihvert fald ikke finde dig i det, få din mor sat ned og fortalt hende at du er et voksent menneske, forventer at blive behandlet derefter, kan hun ikke det må hun tage konsekvensen af det.

- den type mødre/svigermødre var en uddød race, men de mangler vist at få ram på et par stykker.
- Først lige en tese: Din mor er i overgangsalderen. Tilgiv hende, thi hun ved ikke hvad hun gør, og dog - jo hun ved det godt, men hun kan ikke styre det.
- Har du spurgt din søster, om hun føler sig lige så nedgjort, bare på andre punkter?
- Buttomline. Din mor har for stor indflydelse på dit humør. Hun er heller ikke den, der bestemmer, hvem du skal give gaver medmindre det er fælleskassen, der betaler - har I sådan en?
- I det hele taget, du er 25 - ikke? Så er det nu du skal slå til. Forklar hende at du ikke synes det er rart ikke at kunne få hendes accept, men du ikke havde tænkt dig at hoppe på tungen. (dem med hun var skuffet, den var bare for fej, og under bæltestedet) Og har hun skuffelser i livet, er de ikke dit ansvar, men måske hendes egne forventninger - ikke mindst til hende selv.
- Du er slet og ret udsat for mødre/døtresyndromet. Det handler om løsrivelse - din. Og at give slip - hendes. I kan arbejde sammen om det eller mod hinanden.
- Jeg løste det ved at tage min mor i nakke og røv (bogstaveligt) og sætte hende ud på reposen med en besked om, at når jeg ønskede hendes selskab, endsige hendes tilkendegivelser af ikke efterspurgte meninger i tide og utide, så skulle jeg nok selv henvende mig. Det var til påske og jeg ringede og inviterede hende til julehygge i begyndelsen af december. Der var ro i flere år.
- Der findes ikke forfærdelig meget, men lidt litteratur er der dog skrevet om fænomenet. Jeg tror en af Dallerup-søstrene har skrevet en bog, som jeg har læste engang, prøv lige at kigge engang på nettet.
- Held og lykke
Knus Dulkis.

Dulkis har beskrevet problematikken så rigtigt, det kan vist ikke gøres bedre, selv ikke af mig 😉
Men een ting vil jeg gerne pointere, og det er, ingen skal finde sig i mere fra sin familie, end hvad man vilel finde sig i fra sine venner.
Det er fejlagtigt når nogen siger : lad det ligge for fredens skyld, det skal man slet ikke, for det kommer der ingen fred ud af, kun mere ufred.
Kræv at blive behandlet med respekt, ellers er det ud af ens liv indtil lektien er lært🙂
Hel og lykke
Luna

Jeg forstår godt, disse episoder har gjort dig ked af det - for det er vel mest det, du er. Især får jeg helt ondt i maven ved tanken om, hvordan en bemærkning om, at man har skuffet sin mor, må rumstere rundt i systemet i årevis. Det kunne din mor ikke være bekendt.
Når jeg læser dit indlæg, tænker jeg umiddelbart, at du objektivt ser ud til at have klaret dig bedre end din søster - du er snart færdig med din lange, videregående uddannelse, mens din søster kokser noget rundt i det. Kan det være sådan, at din mor ubevidst føler, at hun skal holde hånden lidt over din søster og bakke hende særligt op, fordi hun har sværere ved at få styr på sit liv end du? Kan det, at hun har fået en kæreste, der forkæler hende materielt - hvilket jo kan være bedøvende ligegyldigt i den store sammenhæng - gøre din mor særligt varm om hjertet, fordi din søster på andre områder ikke "lykkes" så godt? Mens din rolle måske er at være den dygtige, der nok skal klare sig, kan din mor måske føle, at din søster har særlig brug for hendes opmærksomhed og opbakning, hvilket så kommer til udtryk på en ret uheldig måde.
På mig lyder det i hvert fald, som om du er hende, der "bør" klare sig godt, finde den perfekte kæreste, have held med alt, hvad hun rører ved - mens din søster (lillesøster, gætter jeg på?) er hende, der ikke helt kan finde ud af tingene, og som derfor skal "nurses" mere. Kan der være noget om det?
Som forældre kan man godt komme til at give sine børn nogle meget fastlagte roller og glemme at være opmærksom på, at den "dygtige" også har brug for opbakning og omsorg. Måske føler din mor ligefrem, at hun skal beskytte din søster mod dig, fordi du, sammenlignet med hende, klarer dig bedre og "kan det hele"?
Jeg synes ikke, du skal blande dig i, at dine forældre har smidt penge ud af vinduet for at hjælpe din søster med at komme på rette spor - det er ikke din sag, og du skal huske på, at du er den heldige, fordi du IKKE har haft brug for ekstra hjælp til din uddannelse. Lad det ligge - og tag i stedet en snak med din mor, skriv hende evt. først et brev, hvor du fortæller hende, hvordan du påvirkes af den måde, hun forskelsbehandler jer på. Formentlig aner din mor ikke, hvordan du oplever disse ting - giv hende en chance for at tænke over tingene og for at komme med sin version - men lad for guds skyld være med at sværte din søster til, for det kan gøre tingene værre endnu.

Det gør mange familier desværre, de tror de har særstatus og kan te sig som de vil.
GU KAN DE EJ, de skal sku være endnu mere ordenlige overfor hinanden, tage vare på og vise respekt og kærlighed.
Din mor skal have en skideballe og lægges lidt på køl, ellers fortsætter hun som den store førelefant som trumler alt ned der står i vejen.

Jeg kan godt forstå, at du er ved at koge over af raseri. Du er nødt til at kridte banen op overfor din mor. Sig til hende, hvad du vil finde dig i, og hvad du ikke vil finde dig i. Du er voksen, og du skal ikke bare lade stå til og finde dig i hvad som helst fra hendes side, uanset at hun er din mor.
Sæt dig ned stille og roligt, tænk hele situationen igennem for dig selv, og find ud af hvad du vil have skal være anderledes i dit forhold til hende, og hvordan du har tænkt dig, at det skal foregå.
Tag så og invitér din mor til en kop kaffe/te en dag, hvor I kan få en snak stille og roligt. Lad det foregå i dit hjem, så du er på hjemmebane. Så kan du altid smide hende ud, hvis snakken udarter sig. Lad være med at vente til, du en dag eksploderer pga hendes forskelsbehandling eller indblanding i dit liv, for så kommer man nemmest til at sige noget, som man måske senere fortryder.
Og så vil jeg forresten sige om din mor, at hun burde skamme sig.
mvh hønemor1001

Jeg vil gerne sige jer mange tak for svarene.
Som nogle af jer rigtigt skriver, så er jeg nok den af mig og min lillesøster der klare sig bedst - både pengemæssigt, men også uddannelsesmæssigt.
Desuden er jeg jo færdig med uddannelsen til sommer - hvor hun åbenbart er sikker på, at jeg ikke får noget job. Jeg er ikke medlem af en A-kasse og det synes hun er dybt godnat - vi har haft en kæmpe diskussion ud af dette. Jeg er sikker på, at jeg får et job efter endt udd. men hun er total negativ ang. dette. Iøvrigt bestemmer jeg jo også selv om jeg vil være medlem og fint nok hun giver sin mening til kende, men hun gør det bare på den mest hånelige måde og siger at så vil jeg ovenikøbet få svært ved at låne penge senere feks til hus osv.....
Jeg har nævnt nogle af tingene for min mor, men enten snakker hun udenom eller jeg får et håneligt svar tilbage såsom " Piver du nu igen eller du er sgu så jaloux på din søster".
Og noget jeg ikke er, er at være jaloux på min søster - tværtimod, er jeg glad for at jeg i snart 6½ har klaret mig på su, har haft et fritidsjob og snart er færdig med min uddannelse. Jeg har ikke som min søster sprunget fra sted til sted både mht uddannelse og mht fritidsjob. Og jeg har ikke lånt flere tusinde af mine forældre for at kunne klare mig til mobil-regning, tøj osv - dem har jeg selv tjent!
(mine forældre vil iøvrigt aldrig have penge tilbage der bliver lånt)- så min søster er jo ikke dum, kan man sige.... Bare et helveds stort nasse- hovede!!!
Jeg er stolt af de ting jeg indtil videre har præsteret i livet - og forsat forhåbentligt vil gøre. Har heldigvis en kæreste der bakker mig 110 % op i alt.
Men det er svært når man ikke bare får lidt "feed-back" af ens egen mor...
Jeg tror som nogle skriver, at min mor holder hånden over min søster, fordi hun måske altid lidt har klaret sig dårligere end mig - hun har feks også svært ved at holde på hendes omgangkreds, fordi der altid er èn eller anden lille fejl, ved dem...
Jeg tror måske også der kan være en snært af misundelse, fordi jeg er den der oplever de -synes jeg -fede ting. Jeg tager feks til udlandet med kæresten i min ferier (som jeg selv har sparet op til), hvor mine forældre aldrig har rejst udenfor DK. Dette har min søster heller ikke, da hun ikke tror hun kan finde ud af det - også er der det med sproget. Hvilket hendes heller-ikke-uddannede kæreste ikke kan.
Så vil sige jer tak - og næste gang muligheden foreligger vil jeg kommentere dette til min mor - sige at jeg er voksen og heldigvis selv bestemmer.

Når du skriver, at hverken dine forældre eller din søster - og hendes ikke-uddannede kæreste - aldrig har rejst i udlandet, så kommer jeg til at tænke på, om din mor måske heller ikke har nogen uddannelse - og om dette skaber en kløft imellem jer? (Ikke dermed sagt, ufaglærte ikke rejser udenlands, eller at uddannede alle gør det - bare en tanke).
Jeg har veninder med lange og mellemlange videregående uddannelser, hvis forældre er ufaglærte, og som virkelig har oplevet det som et problem, at forældrene - bevidst eller ubevidst - har været bange for, at deres børn så ned på dem og følte sig "bedre" end dem. Det har så medført utallige stikpiller eller bare misforståelser, fordi forældrene har været hunderædde for at miste deres børns respekt - for ikke at være "fine nok" - i øvrigt samtidig med, at de dybest set har været rævestolte af dem.
Hvis din mor TROR, at DU tror, du er bedre end resten af din familie - føler dig klogere end din søster - er det egentlig ikke så underligt, at hun fremhæver din søster og bakker hende op. Ikke en heldig reaktion, men heller ikke enestående.
Måske er det vigtigt, at du får signaleret til din mor, at du respekterer din søster uanset, hvor meget, hun kokser rundt i det - at du ikke vurderer din nærmeste familie ud fra deres uddannelsesmæssige baggrund, men at du er glad for og stolt af dem. Kan det være sådan noget, det handler om?

Jeg har og har altid haft respekt for mine forældre. Begge mine forældre har uddannelse - den ene en kort og den anden er selvstændig. Så det er ikke det det handler om. Og det er ikke mig der er fint på den. Jeg ser absolut ikke ned på min familie - heller ikke min søster, selvom vi træffer hver vores valg! Mit uddannelses-valg bærer nok også præg på, at jeg respektere andre, har empati osv - læser psykologi og pædagogik...
Dét det handler om, er min mors behandling...

- og det var ikke tænkt som en anklage, mere som en mulig forklaring på din mors adfærd. Jeg tror bestemt ikke, du er fin på den - men fik den tanke, at det måske var sådan, din mor opfattede dig.

Okay...
Men tak for svaret alligevel - det er godt med mange vinkler på sagen!
Go aften ;)

er jeg nødt til at give din mor ret i. Jeg synes også, at det er dumt ikke at melde sig ind i en A-kasse.
I unge mennesker kan ikke huske andet end, at arbejdsgiverne har skreget på arbejdskraft, og de har taget stort set hvemsomhelst ind, bare der var puls! 😉😉
Sådan er det langt fra altid. Os der er lidt ældre, kan godt huske de høje arbejdsløshedstal, hvor folk med selv meget høje uddannelser gennem flere år ikke kunne få et job, om de så hoppede på tungen. Hvis den nuværende krise udvikler sig, kan vi nemt komme i en situation, hvor det meget hurtigt kan betale sig at være i en A-kasse.
Men det er selvfølgelig dit liv, og hvis du selv er villig til at løbe risikoen for pludselig at stå uden arbejde, såeh... værsgo', men du skal ikke komme og hyle herinde, hvis du en dag står uden indtægt!!!
mvh hønemor1001