Må jeg godt have det sjovt allerede?

For ca 3 mdr. siden mistede jeg min mand ved en solo-trafikulykke. Jeg er 25 og allerede enke, det er virkelig nióget som kan få folk omkring mig til at vise medlidenhed, men er det virkelig det jeg har brug for? Nej det er det ikke....
Jeg er ved at tage de sidste eksamener i min uddannelse og har været glad for at jeg har haft den til at holde mig fast...
Egentlig så synes jeg at jeg har det godt, nogen gange synes jeg måske også at det har det for godt når man tænker på hvad jeg har været i gennem de sidste måneder, men helt ærlig...skal jeg blive ved med at sidde derhjemme og være ked af det?
Skal mit liv gå helt i stå? Det skal det vel ikke men jeg får nogle gange en slags dårlig samvittighed hvis jeg er glad for længe.
Jeg elsker stadig min mand det er der slet ikke nogen tvivl om, men jeg synes smatidig også at jeg har brug for lidt kærlighed og nærvær?
Er det okay at have det sådan efter så relativ kort tid?
Vær søde at sig mig jeres mening, ALT både godt og mindre godt!
MVH
B

Du skal more dig,og have detr godt.Det har ikke været nemt for dig,og det er tragisk med din mand og dig.Du er ung og jeg fornemmer du hat mod på at more dig nu,og det skal du gøre,lige så meget du ønsker det.Hel og lykke til dig,du er en stærk pige/ung dame.Hej fra mig.

Søde du.
Selvfølgelig må du have det sjovt og godt! Din mand havde garanteret ikke ønsket at du skulle sidder hjemme og sørge, vel! Og det er virkeligt gode sundhedstegn at du har lyst til at komme ud i livet igen! Samvittigheden, siger du...eller er det alle andres tanker om dig?? Ved du hvad...du lever livet for dig, og du har lige fået bevis på at livet ikke varer evigt! Kom ud, når du har lyst til det, og lev!
Knus og kram

videre, helt klart og er sikker på din mand ville have sagt det samme. For 10 år siden mistede jeg min elskede bror ved en soloulykke også, min svigerinde fandt en ny fyr efter ca. 6mdr. Et shok for mig og mine forældre i FØRSTE omgang... Men vi havde jo hinanden, min svigerinde var jo den der virkeligt var blevet forladt og ensom, så det var, synes jeg idag, egoistisk af os ikke i første omgang, at ikke ville hende dette.. Hun lever med den mand og hans barn idag og dejligt at se hende lykkelig... Det skal du også blive igen... varme tanker til dig...

Den kvindelige præst der begravede min bror, sagde: Ingen kender dagen imorgen, nej og derfor skal vi andre tænke over hvor skrøbeligt livet er... Gør som jeg.. Tænk over det citat, og fremad mens tid er...

det er ingen opskrift eller facitliste på sorg...
Alle sørger induviduelt, og som de nu engang gør det...
så hvis du føler at du har overskud til at prøve at komme videre med dit liv, så tror jeg kun det er sundt....
Og som du selv siger, så er du ung, og selvom du stadig er ked af det omkring din mand, og stadig elsker ham, så har man bestemt brug for nærvær og kærlighed som menneske, og specielt som 25-årig...
Så tag en dag ad gangen og se om ikke du kan komme videre med dit liv, og gør som dit hjerte og din fornuft siger dig,,, det er det rigtige..
de bedste hilsner
knus rie

hans lys var ikke længerer!
har du aksepteret det?
så er du klar til at komme viderer!
DU STYRER SELV DIT LIV!
selvfølgeligt brænder dit lys kraftigt og smukt, det skal du selv og andre nyde!!!!
hårt og brutalt du må og skal viderer i dit liv!
har familie og venner et problem med det, så har de et problem!!!
lev og nyd dog livet, det er en menneske ret!
føler du selv du er klar til det?
så ud af døren og nyt livet!
kik ud af vinduet, solen skinner!
så ud og nyd den, livet er for kort til, at sidde og afvente det rigtige tidspunkt!
lev det mens du kan det

Det er et stort tab du har været igennem. Og folk reagerer forskelligt på sådan noget. Men du må absolut ikke bebrejde dig selv, at du er så stærk som du er. For stærk er du. Og du har lysten til livet. Så lev det så godt som du kan. Men vær opmærksom på dig selv. Det er vigtigt. Så er der mulighed for at du reagerer på en evt. eftervirkning inden den kommer til at få indflydelse på kvaliteten af dit liv.
Så ud og lev dit liv som du har lyst til. Du er ung, og har garanteret en strålende fremtid foran dig.
Ønsker dig alt godt fremover.

Har selv prøvet det samme for mange år siden... Nej, du skal ikke bruge dit liv på at "vise" omverdenen, at du sørger! Den tragiske oplevelse vil være en del af dit liv, men accepter det som en dyb personlig og privat del.
Du svigter ikke nogen ved at leve et godt og aktivt liv - livet er for de levende!
Om der er gået tre måneder eller tre år har ingen betydning, den døde kommer jo ikke igen, og du skal have lov til at være ung.
Jeg husker, hvordan jeg var splittet på samme måde som du, brændte simpelthen efter, at der skulle ske noget, samtidig med, at jeg havde det svært, når jeg var ude - og det har intet at gøre med kærligheden til den afdøde.

Selvfølgelig må du starte igen, og selvfølgelig må du nyde livet. Det er da helt naturlig at føle det du gør. For nogle tager det måske længere tid, det er individuelt.
Jeg har en ven som mistede hans kæreste (de var sammen 10 år) fornylig. Det er hårdt, og man må bare tage den tid man behøver til at komme over det. Men man skal ikke gå i stå. Livet går videre, og vores kære vil også ha ønsket at vi sku blive lykkelige igen.
Så jeg syntes bestemt ikke du skal have dårlig samvittighed over det. Ud og nyd livet - det vil din mand helt sikkert også ønske for dig!