Ny Verden-oversættelsen - en videnskabelig og ærlig oversættelse
„FULD af forfalskninger!“ Sådan sagde modstandere om Martin Luthers bibeloversættelse i det 16. århundrede. De mente at de kunne bevise at Luthers bibel indeholdt „1400 kætterske fejl og løgne“. I dag anses Luthers bibel for at være en milepæl i bibeloversættelsesarbejdet. Bogen Translating the Bible (Om bibeloversættelse) kalder den oven i købet „et genialt værk“.
Her i det 20. århundrede er Ny Verden-oversættelsen også blevet anklaget for at indeholde forfalskninger. Hvorfor? Fordi den mange steder afviger fra den traditionelle gengivelse og lægger vægt på at bruge Guds navn, Jehova. Den er altså ukonventionel. Men gør det den til et falskneri? Nej. Den er oversat med megen omhu og med øje for detaljen. Det der måske forekommer uvant, skyldes en oprigtig bestræbelse for at gengive nuancerne i grundsprogene nøjagtigt. For eksempel siger den hollandske teolog C. Houtman om Ny Verden-oversættelsen: „Flere traditionelle gengivelser af vigtige udtryk i grundteksten er blevet erstattet af andre, åbenbart i den hensigt at få den bedst mulige forståelse frem.“ Lad os betragte nogle eksempler.
For det første er ord som på Bibelens grundsprog er forskellige men som i betydning ligger nært op ad hinanden, gengivet med forskellige ord på modtagersproget hvor dette er muligt. Herved bliver bibellæseren gjort opmærksom på mulige betydningsnuancer. Således gengives synte′leia med „afslutning“ (engelsk „conclusion“) og te′los med „ende“ (engelsk „end“), mens begge ord oversættes med „ende“ i mange andre bibeloversættelser. (Mattæus 24:3, 13) Ordet kos′mos gengives med „verden“, aiōn′ med „tingenes ordning“, og oikoume′nē med „beboede jord“. Mange bibeloversættelser bruger ordet „verden“ for de to eller alle tre græske ord, selv om der er forskel på dem i betydning. — Mattæus 13:38, 39; 24:14.
På samme måde skelner Ny Verden-oversættelsen nøje mellem gnō′sis („kundskab“) og epi′gnōsis („nøjagtig kundskab“) — en forskel som mange bibeloversættelser ser bort fra. (Filipperne 1:9; 3:8) Den skelner også mellem ta′fos („gravsted“), mnē′ma („grav“), mnēmei′on („mindegrav“) og hai′dēs („Hades“, i Bibelen brugt om den døde menneskeheds fælles grav). (Mattæus 27:60, 61; Johannes 5:28; Apostelgerninger 2:29, 31) Flere bibeloversættelser skelner mellem ta′fos og mnēmei′on i Mattæus 23:29, men gør det ikke konsekvent andre steder. — Se Mattæus 27:60, 61, New International Version.
Der er vist omhu ved gengivelsen af verbernes tider. Første Johannesbrev 2:1 lyder ifølge den danske autoriserede bibeloversættelse: „Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.“ Kort efter gengiver samme oversættelse Første Johannesbrev 3:6 således: „Enhver, der bliver i ham [Jesus], synder ikke.“ Hvis ingen af Jesu disciple synder, hvordan skal Første Johannesbrev 2:1 da forstås?
Ny Verden-oversættelsen kaster lys over denne tilsyneladende modsigelse. Første Johannesbrev 2:1 lyder i denne oversættelse: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ Verbet hos Johannes står i aorist i dette vers, og det betyder at der er tale om at begå en enkelt syndig handling, noget vi alle kommer til fordi vi er ufuldkomne. Men Første Johannesbrev 3:6 lyder: „Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; enhver som øver synd har hverken set ham eller lært ham at kende.“ Johannes brugte her nutid, som viser at der er tale om en fortsat og sædvanemæssig syndig levevis der ville gøre ethvert krav fra en person om at være kristen, til skamme.
Mere om dette emne senere. Med venlig hilsen, ftg.
Her i det 20. århundrede er Ny Verden-oversættelsen også blevet anklaget for at indeholde forfalskninger. Hvorfor? Fordi den mange steder afviger fra den traditionelle gengivelse og lægger vægt på at bruge Guds navn, Jehova. Den er altså ukonventionel. Men gør det den til et falskneri? Nej. Den er oversat med megen omhu og med øje for detaljen. Det der måske forekommer uvant, skyldes en oprigtig bestræbelse for at gengive nuancerne i grundsprogene nøjagtigt. For eksempel siger den hollandske teolog C. Houtman om Ny Verden-oversættelsen: „Flere traditionelle gengivelser af vigtige udtryk i grundteksten er blevet erstattet af andre, åbenbart i den hensigt at få den bedst mulige forståelse frem.“ Lad os betragte nogle eksempler.
For det første er ord som på Bibelens grundsprog er forskellige men som i betydning ligger nært op ad hinanden, gengivet med forskellige ord på modtagersproget hvor dette er muligt. Herved bliver bibellæseren gjort opmærksom på mulige betydningsnuancer. Således gengives synte′leia med „afslutning“ (engelsk „conclusion“) og te′los med „ende“ (engelsk „end“), mens begge ord oversættes med „ende“ i mange andre bibeloversættelser. (Mattæus 24:3, 13) Ordet kos′mos gengives med „verden“, aiōn′ med „tingenes ordning“, og oikoume′nē med „beboede jord“. Mange bibeloversættelser bruger ordet „verden“ for de to eller alle tre græske ord, selv om der er forskel på dem i betydning. — Mattæus 13:38, 39; 24:14.
På samme måde skelner Ny Verden-oversættelsen nøje mellem gnō′sis („kundskab“) og epi′gnōsis („nøjagtig kundskab“) — en forskel som mange bibeloversættelser ser bort fra. (Filipperne 1:9; 3:8) Den skelner også mellem ta′fos („gravsted“), mnē′ma („grav“), mnēmei′on („mindegrav“) og hai′dēs („Hades“, i Bibelen brugt om den døde menneskeheds fælles grav). (Mattæus 27:60, 61; Johannes 5:28; Apostelgerninger 2:29, 31) Flere bibeloversættelser skelner mellem ta′fos og mnēmei′on i Mattæus 23:29, men gør det ikke konsekvent andre steder. — Se Mattæus 27:60, 61, New International Version.
Der er vist omhu ved gengivelsen af verbernes tider. Første Johannesbrev 2:1 lyder ifølge den danske autoriserede bibeloversættelse: „Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.“ Kort efter gengiver samme oversættelse Første Johannesbrev 3:6 således: „Enhver, der bliver i ham [Jesus], synder ikke.“ Hvis ingen af Jesu disciple synder, hvordan skal Første Johannesbrev 2:1 da forstås?
Ny Verden-oversættelsen kaster lys over denne tilsyneladende modsigelse. Første Johannesbrev 2:1 lyder i denne oversættelse: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ Verbet hos Johannes står i aorist i dette vers, og det betyder at der er tale om at begå en enkelt syndig handling, noget vi alle kommer til fordi vi er ufuldkomne. Men Første Johannesbrev 3:6 lyder: „Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; enhver som øver synd har hverken set ham eller lært ham at kende.“ Johannes brugte her nutid, som viser at der er tale om en fortsat og sædvanemæssig syndig levevis der ville gøre ethvert krav fra en person om at være kristen, til skamme.
Mere om dette emne senere. Med venlig hilsen, ftg.