Når forældre skændes

De skændtes. Råber og skriger.
Som små børn der ikke får deres vilje.
Men de tænker ikke på deres lille pige
deres lille pige på den anden side af væggen.
De ved ikke at hun græder
at hun hører alt der bliver sagt
de kender ikke til hendes selvbebrejdelser
de er for egoistiske.
Den lille pige knuger sig fast til et spinkelt håb
et håb om familie glæde og leg igen.
Hun håber og ønsker at far og mor skal blive gode igen.
Hun knuger bamsen indtil sig
husker da hun fik den af sin far og mor.
Den lille piger tænker på
om det er hendes skyld
om det er fordi hun smed sin taske på gulvet da hun kom hjem
eller fordi hun ikke ryddede op på sit værelse
er det fordi at de er trætte af hende.
Er hun bare i vejen?
Den lille pige holder hånden for bamsens ører,
mens hun ønsker at nogle ville gøre det for hende.
Hun drømmer sig væk
drømmer sig til skovture og solrige ferier.
Mens lydene langsomt forsvinder langt væk i baggrunden.

da du var barn❓Børn frygter jo også altid , når de bliver
store nok , at far og mor skal skilles.

Selv om jeg tror jeg er lidt atypisk.
Jeg har aldrig troet at jeg havde nogen skyld der. Men hvor husker jeg det så tydeligt når jeg sidder og læser dit digt.

For det liv vi havde var helved i forhold til hvis de ikke boede sammen. Så var det kun når de mødtes at de skændtes. Så der også tror jeg at jeg var atypisk. Jeg ønskede det.

Jeg tror faktisk aldrig jeg har hørt mine forældre har skændtes. Selvfølgelig har de haft deres diskussioner men hvem har ikke?
Men jeg føler med de børn som må lægge ører til deres forældres skænderier, som jo desværre ikke er sjældne nu om dage..