Oh help - han vil flytte sammen

...og det her jeg for så vidt ikke noget imod. MEN, jeg har sagt til ham at jeg meget gerne vil flytte sammen med ham, men jeg vil ønske at hann prøvede at bo alene først. Han har altid delt lejlighed med en bror eller en ven og har i en alder af 29 aldrig prøvet at bo alene. Det er ikke fordi han ikke har villet og han er sådan set meget huslig og holder den lejlighed han bor i pænt.
Men han er manden i mit liv og jeg vil gerne bo sammen med ham uden at skulle være "ængsteligt" for om han pludselig får for meget af altid at dele lejlighed med andre og gerne vil prøve at bo alene.
Hvad siger jeres erfaringer på det område?
Vi er begge 29 år og har ellers et rigtig godt forhold

ps. :-)

Sig mig - elsker du ham i det hele taget!? I min verden hedder det "enten-eller". Hvis du hele tiden går og trækker følehornene til dig af den ene eller anden syge undskyldning, så tror jeg ikke jeres forhold vil vare længe.
Min 12 år yngre kæreste havde heller aldrig prøvet at "bo alene" (og omvendt havde jeg aldrig prøvet at bo sammen med nogen) - men hvorfor hulen skulle det da være en forhindring for at vi kunne flytte sammen? Sådan tænkte jeg ihvertfald - og vi flyttede vel at mærke sammen efter 3 mdr og har været sammen 4 år nu - without any big problems. Selvfølgelig er der kriser undervejs, men det er der sgu i ethvert forhold, det er ikke unormalt.
Men måske er det det, der pisser mig af og derfor jeg svarer på dit indlæg: der bliver flere og flere perfektionister, som løber skrigende bort, bare der er lidt problemer; alt skal være perfekt. OG helt ærligt, prøv lige at lukke øjnene og tænk dig om - mon ikke det går nok alligevel. Prøv at se det fra HANS side: mon ikke han ville føle det temmelig underligt, hvis du pludselig begynder at fylde hans hovede med at "han skal have sin frihed" og prøve at bo alene?
Nej for fanden : hvis du har sagt A må du også sige B: Luk ham dog helt ind i dit liv!
Hvis man tager alle mulige og umulige forbehold med ind i et forhold, så kan man da ligesågodt godt glemme det. Just my holy oppinion.
...og sig så lige "tak" for denne overfusing ;-)

Hvorfor dette sure opstød?
Jeg trækker ikke følehornene til mig i tide og i utide

Jeg vil bare høre hvad folks erfaringer siger - og det kan godt siges på en ordentlig måde.
Vi er gode til at arbejde på vores forhold og taler netop om at vi ikke vil være dem der bare skrider når der opstår kurrer på tråden.
Det er ikke min skyld du er blevet såret tidligere, så vær venlig at tal pænt

..men jeg er ikke blevet såret tidligere, ihvertfald slet ikke i denne forbindelse (hvis jeg må starte bagfra i dit indlæg). Det pisser mig bare efterhånden helt og aldeles totalt af, at folk ikke tager de fulde konsekvenser af, at man er i forhold men insisterer på hinandens "ubetingede frihed" - i mine øjne og ører har det ikke en skid med et forhold at gøre, men derimod et "fornuftsægteskab", hvor man skal "prøve hinanden af" i en lang uendelighed. Det er dét min harme rettes mod og som jeg er ved at brække mig over, derfor overskriften "puke".
Og helt ærligt - I har været sammen i hele 1½ år nu - burde det ikke være nok til at I er bare _lidt_ sikre på hinanden? Jeg mener; hvis du stadig tvivler på at han vil blive sammen med dig, hvis I flytter sammen - mon han så overhovedet er den rette for dig? Jeg mener, hvis tvivlen fylder så meget i dit hovede?
Og min erfaring fik du iøvrigt; vi havde absolut ingen betænkeligheder ved at flytte sammen, selvom det måske var "against all odds", efter 3mdrs bekendtskab, aldersforskel, etc.
Min pointe er bare: hvis man fokuserer på, hvad der kan gå godt istedet for at fokusere på hvad der kan gå skidt, så er tilværelsen meget lettere :-)

Jeg tror at m34 har fat i noget rigtigt.
Ikke nødvendigvis i dit og din kærestes forhold. Faktisk nok slet ikke der, for jeg tror jeg forstår hvad du mener også.
Dig først. :-)
Mine erfaringer siger mig at det ikke nødvendigvis gør noget at man ikke har boet alene inden man begiver sig ind i parforholdets ultimative prøve🙂Jeg tror at hvis man vil det, så gør man det, og så vil "friheden" til at bo selv ikke spille nogen rolle.
Der er mange andre ting der vil, men ikke den. Sådan ser jeg det
Så til m34;
Jeg forstår det her indlæg sådan her.
Alt for mange mennesker er blevet for kræsne. Eller "for" er et dumt ord at bruge, men er blevet meget kræsne. Det skal helst være rigtigt hele tiden, alt skal være lyserødt, romantisk, ingen uenigheder ingen ting der kan ødelægge idyllen.
Når man har den slags forventninger, så møder man aldrig en man kan være sammen med.
jeg forstår at m34 mener at man skal give sig helt, lade være at holde igen, give sig selv helt til det menneske man vælger at være sammen med, lade være at holde igen, tage det sure med det søde, og huske at ingen er perfekte.
Det var bare mine 5 cent.

Og jeg fokuserer på de gode ting i forholdet, der er næsten kun gode ting.
Jeg ville bare høre folks erfaringer om der er generel tendens til at ens partner pludselig får trang til at bo alene efter nogle år, når de aldrig har boet alene før.
Beklager mit indlæg pisser dig af, det var bestemt ikke meningen fra min side at pisse folk af, ville bare have nogle erfaringer på bordet.
Jeg fokuserer primært på hvad der er godt fremfor hvad der er skidt og det har gjort mit liv lettere. Derfor kan man stadig have nogle ting man ønsker overvejet :-)

Jeg er enig med jer begge set ud fra dette indlæg. HELT enig faktisk :-)
Følte mig bare lige en tand for angrebet, af en person der ikke kender min baggrund.
Men hvis det er generelt set, er jeg absolut 100% enig med m34 :-)

men jeg synes ikke du skal bryde hovedet med det :-)
Lad dig ikke "forføre" af andres skræmmehistorier, men spring ud i det.
Hvis han får brug for at bo alene er det jo "ikke værre end" at I kan flytte fra hinanden i en tid uden at det behøver at betyde at slå op :-)

Dejligt for jer to i har fundet hinanden - fortæl ham om din bekymring ( jeg tror dog ikke du skal bekymre dig så meget)
Og går det ikke helt som forventet, ja så må i jo finde ud af det. Du får aldrig nogen garentier her i livet - men en masse gode chancer, grib dem nu , så du ikke ender med at fortryde du ikke gjorde.
Held og lykke til jer :)
Enya-

:-)
Jeg flytter sammen med min elskede og så ser vi hvordan det går og bare nyder hinanden og hvis det ikke går - hvis han gerne vil prøve at bo alene alligevel, så må han bare flytte et andet sted hen men forhåbentligt uden at slå op :-)

Mange tak for jeres svar :-)

Hold fast i dig selv og dine ønsker for det her.
Jeg har det som dig selv, at det er vigtigt at man har oplevet at bo alene inden man flytter sammen i et parforhold. Der er stor forskel på at have en roommate og så at have en kæreste, og hvis du er den af jer der har boet mest alene, er der en risiko for at du kommer til at hænge på rigtig mange ting (i og udenfor hjemmet) fordi han ikke er vandt til at håndtere dem.
Selvom han er god til at holde lejligheden nu, så synes jeg du skal "teste" om han også gør det, når han er HELT alene, altså uden at nogen opfordrer ham til det eller kræver det af ham. Det er ret vigtigt at vide om han rent faktisk lever op til det du tror, eller om alt vil blive tørret af på dig med tiden.
Det er også vigtigt at vide, om han overhovedet KAN klare sig alene. Du har formodentlig behov for at komme lidt ud af alene indimellem, får måske behov for at rejse i forbindelse med uddannelse eller arbejde, og så er det supervigtigt at han kan finde ud af at være alene, uden at alting går i opløsning.
Det er muligt at han håndterer det hele til UG, men det er også vigtigt at få afprøvet om det forholder sig sådan.

Din tone der, den er altså ikke for pæn.
Det ser ud til at du tager dette emne meget personligt (uvidst af hvilken grund, da du jo påstår at du ikke selv har haft problemet tæt på) men derfor kan du jo godt forsøge at udtrykke dig en anelse mere passende end du gør.
Du har skam nogle meget skarpe holdninger til denne problemstilling, men det virker altså heller ikke som om du har læst det samme indlæg som os andre. Du lægger en masse formodninger i dit svar, som jeg absolut ikke kan finde belæg for i det første indlæg.
En anden sag er, at jeg ville tage benene på nakken hvis jeg mødte end mand med en holdning som din!
Det er min erfaring, at mennesker som presser på for at flytte sammen meget tidligt og uden at den anden evt. får gjort sig nødvendige erfaringer, gør det fordi de har enten behov for at kontrollerer deres partner eller fordi de er desperate af angst for at miste.
Der er en årsag til at tingene skal gå så stærkt, og det er ofte at vedkommende ikke vil afsløre sine "mørkere" sider (trangen til kontrol og/eller angsten for at miste) før det er "for sent" for partneren, bare lige at bakke ud.
Det ér bare langt sværere at komme ud af et forhold som evt. udvikler sig på en uhensigtsmæssig måde, hvis man er flyttet sammen og har etableret sig som et par. Mange er blevet fanget i dén fælde og jeg synes det er fornuftigt at gøre sig betænkeligheder, hvis man pludselig føler sig presset til en sammenflytning.
Men vi er jo så forskellige. Nogle opfatter betænkningstid som et tillidsbrud og udtryk for tvivl, mens andre (som mig) opfatter det som moden velovervejethed, jeg gerne ser hos min partner.