Jeg skubber ham væk.

Jeg har fået den mest dejlige og fantastiske kæreste, vi har kun været sammen i 5 uger, så det er meget nyt, men det er også gået ret stærkt(vi har bl.a. været ude på en weekendrejse sammen, og jeg har mødt hans forældre).
Jeg er for et halvt år siden kommet ud af et forhold, der endte på en meget trist måde hvor min daværende kæreste slog op, men samtidig var meget i tvivl om det var det han ville og jeg følte at han havde mig i sin hule hånd.
Jeg ved ikke om det er derfor, men jeg har en tendens til at blive sur på min nye kæreste når jeg er fuld, og så ringe til ham(hvis ikke vi er sammen)og give ham en slags skideballe, eller brokke mig over et eller andet. Og som regel kan jeg ikke rigtig huske hvad jeg har sagt dagen efter, og indtil videre har han bare slået det hen og har sagt at det er okay. Men i går aftes gav jeg ham vist en rigtig sviner og sagde noget med at han bare kunne skride hvis ikke han ville have mig.(Det udsprang vist nok af at han ikke havde skrevet til mig hele dagen, ja det er mega latterligt og barnligt jeg ved det godt😖) og det har tydeligvis såret ham, for da jeg ikke havde hørt fra ham ved aftensmadstiden ringede jeg til ham hvor han sagde at han var skidetræt af min opførsel, og at han ikke rigtig vidste hvad han skulle tænke eller gøre. Han spurgte mig hvorfor jeg gjorde det, og det eneste jeg kunne sige var at jeg ikke vidste det, men at det ikke var noget han havde gjort. At det var mig der var latterlig og trængte til at skære ned på mit alkoholforbrug, og at jeg virkelig var ked af det. Men jeg kunne godt mærke at han var ret kold, og tydeligvis skuffet over mig.
Åh jeg skammer mig bare sådan, og har simpelthen tudet hele aftenen for det har bragt en del følelser og gamle minder fra mit tidligere forhold frem, og jeg har indset at jeg virkelig er blevet forelsket i ham og ikke vil miste ham. Jeg mener jo ikke de ting jeg siger når jeg er fuld, kan jo ikke engang huske dem dagen efter. Jeg tror jeg prøver at teste ham, for at se hvor langt jeg kan gå før han skrider, men det er jo så åndssvagt for det er ikke det jeg vil. Jeg vil have ham, men er så bange for at miste ham at jeg tester ham på den måde.
Er der nogle derude der har prøvet noget i samme stil, eller som kan sætte sig ind i det og som kan give mig et råd til hvad jeg skal gøre for at få ham til at tilgive mig for min opførsel og overbevise ham om at jeg har lært af min fejl og vil arbejde med det? For det har jeg. Og jeg vil ikke miste ham eller være den her person. Jeg er forresten 22 ligesom han.

når du en gang kommer i konfirmationsalderen og træder ind i de voksnes rækker, så har du til den lært at bruge vise ord som respekt, tillid og tålmodighed. Det skal der til i ethvert seriøst forhold og man skal vende dårlige erfaringer til noget positivt og lade være med at tage negative værdier med ind i et nyt forhold. Det sidste dræber nemlig ethvert forhold.
Sålænge du bruger de negative omstændigheder omkring enden på dit sidste forhold, er du ikke klar til et nyt.

synes jeg, i din beskrivelse: du er bange for at miste (igen) og for at stå i en situation, hvor den anden part kan gøre med dig som han vil - afvise eller godtage. Det er ikke så underligt, med den oplevelse fra dit forrige forhold. Muligvis kan der også ligge mere bag?
Jeg er/har været meget bange for at miste. Roden til det lå dog før mit første forhold, nemlig i min opvækst. Det er ikke sikkert at det er sådan for dig, det kan også bare være den stærke oplevelse fra dit nu afsluttede forhold. Men du kan jo overveje det.
Ironisk nok sker det tit at vi i vores frygt for noget faktisk netop ubevidst tiltrækker dette "noget" - måske hænger det blandt andet sammen med en tendens til på mærkelig vis at foretrække alt hvad vi kender frem for noget helt ukendt. Og hvis det vi kender er at blive afvist og miste, så tiltrækker og skaber vi situationer og forhold hvor netop dette sker. Måske også lidt for at vi selv kan tage ansvaret for det og ikke kun føle os som offer?
Nå, men i fht din situation, så kan jeg også godt forstå din kærestes reaktion, og det kan jeg jo se at du også kan. Hvis du kan nikke genkendende til det med at miste, kan du så ikke foreklare ham hvordan du har det med det, men samtidig lægge vægt på at det er dit issue og ikke noget han skal råde bod på. Han kan måske komme med gode ideer til hvad I gør? Tit hjælper det rigtig meget bare at se sin angst i øjnene, men det vil sikkert også hjælpe hvis du hver dag bruger positive affirmationer som "jeg er god nok" "jeg er værd at BLIVE sammen med" "jeg tør stole på min kæreste" o.l. De skal være positive - der må ikke være ikke i, for det forstår hjernen ikke, så hvis du siger "min kæreste forlader mig ikke" vil hjernen forstå det som "min kæreste forlader mig".
Ud fra min egen erfaring vil jeg sige at det virkelig kan hjælpe på selvværd, tillid o.l. men det tager tid så det er vigtigt at blive ved med det og gøre det regelmæssigt. Ikke noget med på gode dage at glemme det og sige: nå pyt, jeg springer over, for på langt sigt batter det alligevel. Personligt synes jeg det fungerer bedst sammen med en dyb vejrtrækning, hvor man især lægger mærke til hvad der sker i brystet følelsesmæssigt, fordi det så ikke bare bliver ord, men også følelser.
Held og lykke.🙂

jeg er enig; hvis man ikke får ryddet op i sine traumer og styr på selvværdet og selvtilliden, så dødsdømmer man alle fremtidige forhold, da man så automatisk vil køre dem i sænk med mistillid og overkontrol.

jo overveje at skrue ned for dit alkoholforbrug, når det har den effekt på dig.
Og så se at få ryddet op i gamle traumer. Ikke bare fra forhold, men fra din barndom. Hvad er det du tiltrækker?
Må du have succes?
Er det tilladt at holde af nogen?
Jeg tilslutter mig fuldt ud Dunjas indlæg.....
Og husk: Ting Tager Tid.....
Be patient and humble - my friend...

Uanset hvor lidt du kan huske det dagen efter, så er der INGEN undskyldning for din dårlige opførsel.
Tænk engang hvis manden der banker konen i en brandet, dagen efter sagde "jeg kan slet ikke huske noget", og mente det var undskyldning nok, og at han dermed fra fritaget for ansvar.
Hvis du ikke kan tåle at drikke, skal du lade være.
Jeg kan simpelthen ikke ynke dig her. Du er jo snotdum. Du har en dejlig kæreste som er vild med dig, og så opfører du dig så elendigt. Hvis du ikke vil have ham, så sig det til ham, istedet for at opføre dig så dårligt. Er det noget du har lært hjemmefra? Tror du at din mor vil være stolt af dig nu?
Ta' dig sammen. Vis ham dette indlæg, og sig til ham, at du vil ham, og at du vil arbejde på en anden stil. Men sig også, at du ved hans respekt for dig er forsvindende, og at du forstå at han er såret, og især at det her er DIT ansvar, ikke hans, men at du alligevel håber at han vil hjælpe jer begge igennem det her.

dur det ikke, at du sviner din kæreste til, når du er fuld. Og selvfølgelig er han skuffet. Men der er jo en grund til det. Du er usikker. Både på ham og dig selv. Derfor reagerer du som du gør.
Du er usikker på, om kæresten nu har de følelser for dig, som han siger han har og du er usikker på dig selv, om du kan stole på hvad han siger. Når man så er usikker, så har man igen og igen brug for bekræftelse fra kæresten, om at den er der og at man selv er elsket og savnet. Til dagligt kan man styre tankerne med fornuften, men nå alkoholdens tåger kommer, så mistes grebet og man "provokerer" den anden til at svare.
Jeg selv er en voksen kvinde midt i fyrrene, der selv har prøvet det samme. Dog ikke helt på den måde, som du gør. Jeg har en elsker - gennem flere år nu - og de første par år, var jeg lige som dig. Når jeg fik alkohol, gik jeg løs på SMS til ham og han fik nogle grimme beskeder. Jeg har også sagt stop flere gange og været meget negativ i dem. Nogle gange har han også reagere negativt, men hver gang har jeg dagen efter grebet tyren ved hornene og været hudløs ærlig og fortalt hvorfor jeg gjorde det og det. Og han har langsom fået hevet min fortid ud af mig, som er skyld i alle mine frustrationer. Og han er der stadig. I dag ved jeg 100 % at han altid er der og det har bevirket, at jeg aldrig skriver/taler negativt til ham. Han viser nu også tydeligt hvad han føler for mig og jeg er nået så langt, at jeg tror på ham. Det er det du mangler - tror JEG. Tillid og tro.
HÅber du kan bruge mit svar til noget. Op med humøret. Grib om nældens rod og tag en dyb lang samtale med kæresten og forklar ham dine dæmoner. Så vil han også bedre kunne tilgive, hvis du alligevel "kommer" til at sende noget i fuldskab.
Knus fremover

Et godt råd: Lad VÆRE med at drikke dig fuld, så! For det er tydeligt du ikke er klar over den magt som alkohollen påfører dig, du kan simpelthen ikke styre dig.
Jeg tror du skal slappe af med alkohol og evt., hvis du absolut skal drikke, så drik sammen med ham eller nogle venner og lær hvordan du skal opføre dig - måske kan de evt., stoppe dig inden det går for vidt.
Og som du selv siger, så vil du ikke miste din kæreste, så gør noget ved det, før det er for sent!
Held og lykke!

Jeg vil bare sige tak til jer der har givet gode råd, eller delt erfaringer med mig. Noget af det der er blevet skrevet er mindre brugbart, men det er jo altid sjovt at komme med ens besyv med.
Jeg er så nede over det der er sket, og kan ikke koncentrere mig om noget eller tænke på andet end hvad jeg skal sige til ham i morgen når vi skal mødes for at snakke om det hele. Jeg har det værre end hvis jeg skulle til eksamen. Jeg har bare indset hvor glad jeg er for ham!
Men lige nu tænker jeg: Jeg vil ikke mere. Mit hjerte kan ikke klare det, for det gør så ondt. Det er forfærdeligt, og det var lige præcis det jeg var bange efter mit sidste forhold at der ville ske. Jeg kan simpelthen ikke overskue at være så sårbar, og blive så ked af det igen. Det er for hårdt!
Så lige nu har jeg bare allermest lyst til at sige til ham at vi ikke behøver at ses i morgen, og at jeg nok skal gøre det nemmere for os begge to ved bare at sige at det er slut nu. Så kan vi begge to tude lidt over det, men så er vi forskånet for at det kommer til at gøre mere ondt senere!
Som jeg skrev, så har jeg hele tiden været pessimistisk, for jeg er bare sikker på at det kommer før eller siden, vi har en del odds imod os. Og så kan jeg altså godt forstå hvis han ikke har lyst til at være sammen med mig mere. Selvom jeg ville ønske at han havde!
Men som sagt tak til alle jer der har givet mig søde og brugbare ord med på vejen. Jeg kan godt se nu at det her bunder i min selvtillid, samt det brud jeg var igennem for et halvt år siden for det var ret grimt! Jeg ved ikke om jeg tør prøve igen!