orker ikke, at de leger sammen

Min søn har en legekammerat fra støttegruppen i børnehaven, hvor de går. Det sker af og til, at de leger sammen privat, men hver gang ender det med, at jeg må op på mærkerne og skælde ud og blive sur, da især min søn er meget håjtråbende og har svært ved at forstå og acceptere, når jeg sætter grænser for ham og så følger hans legekammerat med....
Der er flere episoder i de timer, hvor de leger sammen og jeg har taget en alvorlig snak med min søn omkring dette, men han glemmer hurtigt igen....
Jeg synes egentlig, at det ville være ærgeligt, hvis jeg satte en stopper for, at de skulle lege sammen, for min søn har kun denne ene legekammerat, men hvorfor skal jeg ligge øre og hus til ballade hver gang.....
Det skal lige siges, at de er 5 og 6 år og at de begge har nogle handicaps, så det gør jo ikke det hele lettere....
Jeg prøver ihærdigt på, at sætte mine grænser for drengene og prøver også at underholde dem noget af tiden, men lige meget, hvor meget jeg bruger mine pædagogiske evner, så nytter det ikke så meget..
Hvad ville i gøre, hvis i stod i min situation?

og ofre dig de gange han har kammeraten på besög.
Specielt når det er den eneste kammerat han har.
Börns venskaber er anderledes end voksnes, men ikke mindre vigtige og noget af det vi foräldre kan göre er at hjälpe og ofre os, så de venskaber kan udvikles og börnene får nogle sociale kompetencer.
Men tal med börnehaven om, hvordan du bedst takler disse situationer.
Brug sommeren og tag dem udenfor, der er bedre plads til store armbevägelser.

Tror du selv det hjælper?
Har begge drenge handicaps? jeg går ud fra at det er nogle psykiske handicap du taler op? du skriver ikke hvilke handicap så det er mit gæt. Ihvertfald lyder det til at din søn har nogle adfærdsproblemer. Ja selvfølgelig glemmer han hurtigt jeres "alvorlige snak" hurtigt igen, Han er ikke så gammel og har samtidig måske? et problem med social adfærd. Hvis du vil hjælpe din søn, ja så må du lægge hus til hver gang, det lyder jo til at din søn er anføreren i balladen. Du kunne måske planlægge hvornår du havde tid og overskud til at drengene var sammen hos jer, hvor du så kunne give dig tid til at være en flue på væggen og se hvad der sker og stoppe evt. konflikter eller for voldsom leg og høj råben inden det udvikler sig, UDEN at skælde ud og blive sur, men tale med dem og hjælpe dem med at løse konflikter........Bruger du selv meget at råbe og skælde ud? det smitter, den adfærd lærer din søn af dig. Hvis du vælger at sige fra og ikke vil have besøg af legekammeraten mere, så husk at det er din søns eneste kammerat, mener jeg det er rigtigt synd for din dreng, han vil jo blive rigtigt ensom. Du burde hjælpe ham til en anden adfærd i stedet, især da du skriver at det er din egen søn der starter og den anden følger med.
Måske du IKKE skulle bruge tiden på at underholde dem, men mere være der så det ikke løber agurk. Du skriver at de er i en støttegruppe, eller er det kun kammeraten? er lidt i tvivl, men prøv også at tale med personalet i børnehaven.
ønsker dig/jer
held og lykke

at begge havde handicaps, så de kommer vel fra samme støttegruppe. Synes bestemt at du skal tale med personalet i støttegruppen, de kan helt sikkert give dig nogle gode råd og forslag.
;-)

Deres udtryksform, kan virke voldelig og larmende, især på kvinder..
Men det er også udtryk for en fri sjæl, der prøver at at finde grænser
og samspilsformer, med en jævnaldrende.. Så du skal lade dem gå langt,
men naturligvis styrer, og især forklarer dem om empati, prøve at få dem
til at se tingende, fra den andens side..
Det værste vi han falde i som opdragere, er jo netop at skælde ud og blive
sur (jeg er ikke frelst, falder også selv i) - for så lukker du enhver
positiv udvikling, eller evaluering af den aktuelle situation..
P.S. få en kærste, med i legen, en der kan se det fra den mandlige side..
Venligst Klaus

Hvor er legekammeratens forældre henne i det her?
En ting er at din søn starter balladen (og i øvrigt forfriskende at du ikke skyder skylden på det andet barn med det samme) men legekammeratens forældre må jo også markere nogen grænser, så han ikke går over gevind sammen med din søn.
En anden ting er at det kunne lyde som om de næsten kun leger sammen i dit hjem, og det synes jeg faktisk er forkert. Hvis de to gerne vil lege sammen ofte, så må byrden fordeles nogenlunde lige mellem de to hjem, særligt når begge børn har særlige behov som kræver ekstra opmærksomhed.
Jeg synes du skal tage en snak med pædagogerne, støttegruppen og legekammeratens forældre, og evt. for en periode sætte en stopper for legekomsammenerne. Selvfølgelig skal din søn ikke isoleres, men han må og kan (også med et evt. mentalt handicap)lære at hans handlinger og opførsel har konsekvenser. Ellers kan du jo heller ikke være sikker på at han opfører sig pænt hvis han er ude hos andre eller når han bliver ældre og mindre afhængig af dig. Det er supervigtigt at børn, uafhængigt af evt. handicaps, lærer at der er spilleregler i verden omkring dem, for ellers bliver de utålelige med tiden.
Sådan helt personligt, mener jeg også at det er okey at blive vred og skælde ud engang imellem. Børn må altså godt vide at de KAN overskride en grænse til et punkt, hvor de presser andre for meget. Man skal selvfølgelig ikke hidse sig op over småting eller rende helt grassat og råbe og skrige, men engang imellem er det altså okey at vise vrede. At hæve stemmen lidt og sige "det du lige gjorde, gør mig meget vred og nu er det nok" og så sørge for en konsekvens (stuearrest, fratagelse af rettigheder som tv, playstation, tlf og den slags).
Det lærer jo børnene, at det ikke kun er et spørgsmål om noget så diffust som at "opføre sig pænt", men også et spørgsmål om at man kan såre, fornærme og presse andre, hvis man IKKE opfører sig pænt. Det er vigtigt at sætte grænser og være konsekvent for ellers ender vi med endnu en generation af uopdragne og grænsesøgende teenagere, som dem vi har nu - og det tror jeg egentlig ikke at nogen af os ønsker.

skal du lægge ører og hus til til din søns meritter, når han er 5-6 år. Hvad havde du ellers tænkt dig? Det er hårdt arbejde at være forældre. Din søn skal lære, hvad der er socialt acceptabelt i hans lille verden (og vennen, hvad han må og ikke må i dit hjem), og det skal du lære ham/dem.
Det er forældres fornemmeste opgave (pligt), at opdrage deres børn, og jeg indrømmer gerne, at det kan få ens blodtryk til at stige indimellem. Men du må ikke blive sur- de fleste børn læser kropssprog bedre end nogen psykolog...
Kan din søn ikke tilmeldes en eller anden fritidsinteresse, så han måske får udviddet sin vennekreds lidt?
Nu ved jeg jo ikke hvad handicap du taler om, så jeg taler måske selv ud i det blå. Men jeg regner med, at du bliver glad for svar, siden du skriver ind.
Vh jette-

Dem får man ikke noget fornuftigt ud af spørge om noget. De hælder vand ud af ørene om noget de har læst i en bog engang på pædagog-skolen.
Det de unger trænger til er disiplin! -De skal lære hvordan man opfører sig først som sidst... at sige "nej lille pus, det må du ikke" hjælper intet, måske gør det det endda værre.
Jo længere de får lov at trække i gal retning, jo værre bliver det at rette op på igen. -Så op på mærkerne og sætte nogle grænser!
Det aller vigtigste ved opdragelse er, at holde de grænser man sætter. At sige nej tre gange og ja den fjere, er det værste man kan gøre. -Det medfører flere problemer end det afhjælper!

hvor meget ballade unger skal have lov til at lave. Der skal være plads til alle der bor i huset, og derfor skal der være nogle retningslinier og grænser!
At lade stå til og sige "jamen han er jo kun et barn", uanset hvordan han opfører sig er ikke anbefalelsesværdigt!
Børn skal også have respekt for andre mennesker og andres holdninger.

vi bruger bare forskellige ord. Ballade og ballade... Som du selv skriver, tror jeg de afprøver deres grænser - et sundhedstegn! Og hvor har de så lige det fra? Ja, det var bare en høflig forespørgsel.
Hvis det også er dig, der skriver under 'Anonym' ovensted, er jeg derimod ikke helt enig med dig.
Hvorfor kan i 'anonyme' ikke skrive om i er mænd eller kvinder og jeres alder, bare ca. alder så. Det kan ændre mit syn på jeres argumentation.
Vh jette-

af mine ord i forhold til mit køn og alder??
Det bør ikke have nogen relevans!

Erfaring. Pylregen.
jette-

nogen gange føler man at man spilder sin tid på personer som vil have hjælp.Desværre er der nogen som bare bliver væk fra debatten. Man behøver jo ikke at være enig, men det kunne måske være rart for dem der bruger tid på dit problem at du gider at vende tilbage om der er noget du kan bruge, eller bare fortsætter med at skælde ud og råbe!..... Man bliver lidt fustreret. Du behøver jo hverken at takke eller bukke, bare vise at du har læst indlæg og måske fortælle os at det er noget lort og du har din egen løsning....bare et eller andet.

der var for mange ting i går, som gjorde, at jeg ikke lige var tilstede.
Der er kommet mange forskellige synspunkter og fint nok med det.....
Jeg vil lige forklare lidt mere, så I kan få et større indblik i, hvordan det står til.
Min søns legekammerat er autist og min søn har nogle symptomer, der minder om damp og nogle autistiske træk. Han er ikke blevet diagnosticeret, men der er flere pædagoger/leder, folk i min omgangskreds, der har den fornemmelse...
Jeg har haft psykolog på min søn i en længere varende periode, nogle ting har dog hjulpet og det ville sikkert være en ide, at få psykologen ind i huset igen.
Min søn og hans legekammerat ligger langt fra hinanden og min søn bliver opfaren, når han leger med sin kammerat.
I den forrige børnehave, hvor de begge gik, sagde lederen, at de ikke er sunde for hinanden, for kammeraten bliver offeret og min søn manipulerer med ham...
Så når de leger sammen hos mig, er jeg tydelig i min grænsesætning, men her handler det ikke kun om, at sætte grænser, inden balladen opstår, ikke imellem min søn og kammeraten, men det handler tilsyneladende om (har jeg tænkt siden i går) at min søn ikke kan rumme kammeraten på tæt hold, for længe ad gangen.... Så i fremtiden, hvis de skal lege sammen, så bliver det kun to timer....!!!