Re.: de 4 Evangelier - Hvornår ?

´

´

Markus Evangeliet (AD 65-75)
Man mener at Markus-Evangelet stammer fra perioden mellem 65 og 75 vt., midt i den jødiske krig. Den første person, der har dateret Markus, var Irenæus (sidst i det 2. årh. evt.), som skrev at Markus skrev det efter Peters død (Markus formodede far).
Man ved med sikkerhed, at Markus fra 16:9 og til slut er tilføjet senere, da det ikke fremkommer i de ældste fundet skrifter. Om det blev tilføjet efterhånden af Markus selv eller af andre ved man ikke.

Matthæus (AD 80-90)
Dateringen af Matthæus er omkring 80-90 vt. Man mener, at forfatteren er en ukendt kristen, som sandsynligvis hørte til i Syrien, i Antioch. Dateringen er fastlagt, da Jerusalems ødelæggelse ser ud til at være velkendt 22:7 - Endda i et godt stykke tid.

Lukas (AD80 -90)
Evangeliet er det Tredie af de "synoptiske" Evangelier - traditionelt siger man det er lægen LUCAS der har skrevet dette, men Lægen Lukas ved vi fra skrifter, at han kendte Paulus temmelig godt, men det er ikke den Paulus vi hører om i resten af Bibelen som "Lukas" fortæller om, hvorfor man er gået bort fra den ide - Når Lukas skriver er selve krigen kendt og det, der er sket, var også kendt, hvorfor man skyder på datoer mellem AD 80-85 og op til omkring 90.
Forfatterens kendskab til Israel er tydeligvis mangelfuld, hvorfor man ikke mener, at ham der skrev det, kendte det område særlig godt, hvilket udelukker at evangeliet skulle have været skrevet der. Man ved ikke præcis, hvor dette evangelium er sklrevet, men afgjort ikke af en Israeler i Israel.

Johannes (er fra et sted mellem AD135-150)
Det er tydeligt, at den der skrev Johannes evangeliet, havde et godt kendskab til de Tre andre - To punkter understøtter dette: 1) Når man sammenligner Johannes med de andre evangelier, kan man se, at indholdet i "Johannes" er også at finde i de andre evangelier og Johannes føjer gerne punkter til som forekommer historiske mere end teologiske. 2) beviser fra dødhavsrullerne påviste, at det, som ellers mentes at være Johannes helt egen stil, viser sig nu at have været Stilen, som blev benyttet i Qumran. Meget tyder derfor på, at Johannes må være fra pågældende "skole"
Man er sikker på, at evangeliet senest kan være fra 150 vt. Men sandsynligheden taler for noget før. Fundet af 2 manuskripter fra Dødehavsrullerne skrevet på papyrus indeholder nogle af Johannes' vers, og dette skrift er dateret fra ca. 135-150 vt.
Det er ikke sandsynligt det er fra før AD 135 vt, da man nu er næsten sikker på, at ingen før den tid kendte til Johannes Evangeliet.
Et af de vigtige punkter for dateringen af Johannes er i 9:22 og 16:2, når der fortælles, at jøder, som følger Kristus, bliver udelukket af synagogen. det er nok ikke meget tvivl om, at dette refererer til rabbi Gamaliel II's velsignelse ca. 85-90 vt., hvormed han forsøgte at udelukke nazaræer og hedninge fra Gudstjenesten.

(kilde fl.på Nettet)

Med venlig hilsen
jalmar

Bibelen slet ikke er skrevet.

´

Med venlig hilsen

jalmar

Du skriver "man mener", "man ved med sikkerhed" og så videre. Hvad mener du selv? Hvornår mener du at Bibelen er blevet skrevet, og hvorfor mener du dette?

Nej, der blev ikke fundet noget fragment af Johannes Evangeliet blandt dødehavsrullerne. Dødehavsrullerne er fra tiden før Jerusalems ødelæggelse i år 70, så hvis der var gjort et sådant fund, ville det med sikkerhed fortælle, at Johannes Evangeliet er fra før år 70!
Det tidlige fund af Johannes Evangeliet (dateret til mellem år 110-150) blev fundet i Egypten, hvor vejrforholdene er til at bevare skrifter. Så vi ved, at Johannes Evangeliet meget tidligt befandt sig i Egypten - det er i overensstemmelse med, at det blev nedskrevet mellem år 90-95.
Som du selv skriver er det tydeligt at Johannes Evangeliet er det yngste af evangelierne. Det stemmer med, at man almindeligvis regner med at de tre andre (Mattæus, Markus og Lukas) er skrevet i tidsrummet 55-80.
Johannes Evangeliet blandt dødehavsrullerne!!!????!!! Og nogle ret vanvittige dateringer af evangelierne, som ikke stemmer med forskernes antagelser. Tror du ikke du skal søge nogle kilder som lidt mere grundigt forklarer lidt om sammenhængene mellem de tidlige kristne skrifter. For det har du da tydeligvis ikke gjort!

Kommer af latin spirare (at blæse) og in (ind), men det hedder inspireret på moderne dansk, og sådan er det også gengivet i Ny Verden-oversættelsen af De Hellige Skrifter.
"Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning." (2 Timoteus 3:16-17)
Når man anvender de rigtige ord bliver Bibelen meget lettere at forstå.
Med venlig hilsen, ftg.

´

Manglende opmærksomhed fra min side det er IKKE - "JOHANNES" er smuttet med KLART:
indeholder nogle "Johannes'" vers DET ER KUN SKRIFTSTILEN DER TYDER PÅ, at Johannes følger samme skole!

EN KLOKKEKLAR BØF fra min side!

Og så glemmer du overskriften - Re.: de 4 Evangelier - Hvornår ?
Jeg skriver noget der godt kan være sandsynligt -
DU postulerer du ved noget andet som et FAKTUM - det er muligt -
Men alle er åbenbart ikke enige siden de andre Dateringer også eksisterer!

Med venlig hilsen
jalmar

´
Jeg ved, at Irenaeus - Biskoppen af LYON (dengang Lugdunum") havde samlet en stor del af Bibelen og heriblandt de 4 evangelier - mit gæt er senest AD 170, for der begynder tanken om den Treenige Gud at tage form (så vidt jeg indtil nu har kunnet se), som Irenaeus - Tertullian og Theophilus med flere faktisk har så godt som færdigformuleret inden AD 183 (sandsynligvis) - Da andre siger 180, 181 og 185) for der dør Theophilus og det er ham der giver/finder på navnet TRINITY som forklaring på Den Treenige GUD - Hvordan formuleringen er for denne GUD, kommer an på hvilke kirkeretning man tilhører!
Men det siges, at den oprindelig blev formuleret sådanne:
Irenaeus og Tertullian siges at være de første til at tale om tre hypostaser i treenigheden. De har hver for sig autonomi. Faderen er Værens princip, Sønnen fornuftens princip og Helligånden er helliggørelsens princip.
Origenes gik et skridt videre;
Origenes understregede den sande inkarnation af Kristus, den enkelte gudelige persons autonomi og Sønnens evige væsen, men han underordnede Sønnen i forhold til Faderen, idet Faderen var autotheos, dvs. Guden selv, mens Sønnen og Ånden var afledede, nemlig henholdsvis født og udgået fra, og derfor kun Gud. Altså er begge subordinerede.

Re.: Datering
Derfor slutter jeg også overskriften med "Hvornår?
Dateringen var egentlig ment som et spørgsmål -
da det er den yngste Datering jeg er støt på - Med mindre man tager ATEISTERNES vurdering med i Betragtning, for så bliver de alle endnu YNGRE!

Re.: Markus
Den yngste datering jeg er støt på er 45-66 - ældste fra 70, Så springene er store!
Re.: Markus fra 16:9 står det rimelig mange steder -
Hvis du læser 16:8, kan du se at det virker som om der mangler noget handling/tekst!

- - - NB! JEG SKREV EN ALVORLIG BØF Re.: Johannes -
DER ER SELVFØLGELIG IKKE FUNDET VERS AF JOHANNES MELLEM DØDEHAVSRULLERNE -
DET ER ALENE SKRIVESTILEN den oplysning drejede sig om, at den STIL Johannes skriver i skulle være fra den skole - Det da den siges at være meget mere Teologisk velfunderet end resten af Evangelierne (Jeg har ikke selv nogen ide om det)!

- Mit problem med Evangelierne er at jeg IKKE rigtig tror på Bibelens profetier (Og alligevel - Jeg selv er blevet spået 😉 og tror faktisk lidt på at der er noget vi ikke selv er herre over), men på fakta - De fleste mener tilsyneladende, at den krig der omtales i evangelierne, er den Jødisk Romerske krig 66-70 (el.73) - Og hvis man ikke Tror på profetier, så er der et problem med den yngste datering - Hvis man Tror på profetierne ønsker man naturligvis, at gøre evangelierne så autentiske som muligt, hvilket så angiver den ældste datering!

Kilderne mine:
Jewish Encyclopedia
Bibeltro Forkyndelse
Kilder div. netsider:
Oxford companion of the Bible
La Bible de Jérusalem
Pierre-Antoine Bernheim - i La naissance du christianisme
Paul apôtre. Essai de biographie critique (Simon Legasse)

Med venlig hilsen
jalmar

´

Men bastarder har aldrig været vellidt
Men det er da åbenbart,
at der kan stå noget rigtigt og endda i rigtig sammenhæng i NWT!

Med venlig hilsen
jalmar

til at skrive som du gør, så er det for mig intet problem.
Venlig hilsen, ftg.

Jeg mener at at have læst at Nazaræer var næsten det samme som Esener, mens Nazarener var en som kom fra regionen omkring Nazareth.

stammer fra Esenernes kloster arkiver, da Esenernes kloster lå lige i nærheden.
Esenerne har jeg forstået, var en meget Jødisk ortodoks menighed som var blevet fordrevet flygtet ellerfaldet i unåde af Herodes administration, Esenerne gik blandt andet ind for restauration af Davids slægt på Jerusalems trone.
Johannes døberen (Jesus fætter)var muligvis tilsluttet Esenerne.
Den sidste nadver blev muligvis indtaget i et Esenisk hus i Jerusalem.
Følg en mand som bærer vand til huset hvor vi skal holde påsken sagde Jesus til sine disciple, den gang bar kun kvinder eller Esenske munke, vand.

[sandsynligvis af hebr. ne′tsær, „skud“].
Et beskrivende tilnavn som blev brugt om Jesus og senere om hans disciple. Betegnelsen „nazaræer“ må ikke forveksles med „nasiræer“, for selv om ordene ligner hinanden på dansk, er de afledt af to forskellige hebraiske ord med hver sin betydning.
Der var ikke noget usædvanligt i at Jesus blev omtalt som Nazaræeren, da han som tømrerens søn havde tilbragt sin barndom (fra før treårsalderen) i Nazaret, der lå ca. 100 km nord for Jerusalem. Det var ganske almindeligt at man dengang føjede hjemstavnsbetegnelsen til folks egennavne. — 2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-37; Na 1:1; Apg 13:1; 21:29.
Jesus blev vidt forskellige steder og af alle slags mennesker omtalt som Nazaræeren. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Han accepterede navnet og brugte det selv. (Joh 18:5-8; Apg 22:6-8) På den tavle Pilatus lod sætte på marterpælen, stod der på hebraisk, latin og græsk: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“ (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ham ofte som Nazaræeren eller som værende fra Nazaret. — Apg 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9.
Profetisk. Ifølge Mattæus var det forudsagt at betegnelsen „nazaræer“ skulle være et af de mange tegn på at Jesus var den lovede Messias. Han henledte læsernes opmærksomhed på dette i beretningen om hvordan Josef vendte tilbage fra Ægypten med Maria og barnet efter Herodes’ død. „Da [Josef] desuden i en drøm fik en guddommelig advarsel,“ skrev Mattæus, „rejste han væk til landsdelen Galilæa, og da han var kommet dertil, bosatte han sig i en by som hed Nazaret, så dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeterne: ’Han skal kaldes nazaræer.’“ — Mt 2:19-23.
Nazaret nævnes ikke i De Hebraiske Skrifter, og nogle hævder derfor at Mattæus henviste til nogle bortkomne profetiske bøger eller til mundtlige overleveringer. Men udtrykket „udtalt gennem profeterne“ bruges kun af de kristne bibelskribenter i forbindelse med henvisninger til den hebraiske kanon som vi kender den i dag. Nøglen til forståelsen består øjensynlig i at der er en forbindelse mellem nazaræer og ovennævnte ord ne′tsær, der betyder skud.
På baggrund heraf kan man slutte at Mattæus sigtede til Esajas’ profeti (11:1) om Messias: „Der skal komme en kvist ud af Isajs stub; og et skud [wene′tsær] fra hans rødder vil bære frugt.“ Andre profeter benyttede et andet hebraisk ord med tilsvarende betydning om Messias, nemlig tsæ′mach, der gengives med „spire“. I den forbindelse er det værd at bemærke at Mattæus brugte flertal da han sagde at „profeterne“ havde omtalt det „skud“ (eller den „spire“) der skulle komme. For eksempel skrev Jeremias om „en retfærdig spire“ der skulle fremspire for David (Jer 23:5; 33:15), og Zakarias talte om en kongepræst „hvis navn er Spire“ i en profeti der kun kan handle om den store åndelige tempelbygger, Jesus Nazaræeren. — Zak 3:8; 6:12, 13. (Insight)

Nazarene er det tilsvarende engelske ord. Slå op i Apostelgerninger (Acts) 24:5, og sammenlign med det der står i den danske oversættelse.
http://www.watchtower.org/e/bible/index.htm
Nazaræer - dansk
Nazarene - engelsk
Med venlig hilsen, ftg.

En nazaræer var en der kom fra byen Nazareth (som Jesus gjorde)
En naziræer var derimod en der havde aflagt et naziræerløfte, nogle gange blot kaldet "et løfte" i det nye testamente. Naziræerløftet indebar, at man ikke drak vin, ikke var sammen med kvinder, gik i særligt tøj, lod håret gro: at man i det hele taget opførte sig lidt som arketypen på en gal gammeltestamentelig profet.
Essæerne havde visse lighedspunkter med naziræere, men også visse forskelle. Måske har det bare været en videreudvikling af naziræerløftet de levede efter? Det er også meget muligt, at Johannes Døberen var naziræer, og måske havde kontakt til essæerne. Der er tegn på, at også Jesus havde kontakt til essæerne, uden selv at være essæer.

det var selvfølgelig Nasiræer jeg mente,
Men det ser ud til at der lidt usikkerhed om måden at stave det på.
Hvad betyder så Nasiræer for dig?

Tak for opl. om naziræer og nazaræer.
Jeg har nogen gange tænkt at vores (J.V.s) illustrationer af Jesus´ frisure virker lidt for moderne i forhold til hvordan folks hårmode var på den daværende tid. Men på den anden side, så var Jesus jo ikke naziræer, og havde dermed ikke aflagt løftet om at leve som sådan, så han behøvede jo ikke absolut at have haft langt hår, sådan som kirkerne som regel fremstiller ham.
Når man ser afbilleder af Jesus i de forskellige kirkelige religioner, så fremstilles han som regel som en aldrig smilende, men yderst alvorlig mand, eller som en lidende mager "Rasputan-agtig" person med fedtet hår og vege opadvendte øjne og hule kinder. Men som Jeg læser det i evangelierne, så ligger dette langt fra den stærke, handlekraftige og fuldkomment sunde og modige mand, som Jesus jo var.

Jeg forestiller mig, at Jesus har lignet en almindelig jøde. På et tidspunkt kontrasteres han med Johannes døberen ved at Jesus spiser og drikker som almindelige mennesker (hvilket får asketer til at kalde ham en dranker), medens Johannes Døberen var asketisk, hvorefter kritikerne syntes han var for kedelig og langt ude.
Ved brylluppet i Kana lavede Jesus ifølge teksten vand til vin (Johannes Døberen havde snarere gjort det modsatte). Det tyder jo heller ikke på en asketisk mand, men en mand der gik til bryllupper og gjorde som andre. Han var sammen med toldere, skøger, farisæere, romerske soldater, samaritanere (dog kun enkelte gang) - han var kort sagt ikke kræsen, men forstod at leve livet.
Så mit gæt er, at han lignede en typisk jøde. Det er også hvad forskerne gætter på (bl.a. var Judas jo nødt til at udpege ham for soldaterne i Gethsemene have), så en ekspert i at skabe ansigter udfra kranier har på basis af tre kranier fra Israel (Jesu tid) forsøgt at give et bud på udseendet af den gennemsnitlige jøde (og sikkert en der lignede Jesus). Resultatet kan du se her: http://www.popularmechanics.com/science/research/1282186.html

Jesus eget bryllup. Hvis de var almindelige gæster hvorfor ville overtjeneren henvende sig til Maria og bede hende skaffe mere vin og hvorfor skulle Jesus have noget med det at gøre? fordi han var gommen.
Efter han var vendt tilbage fra Kashmir hvor han havde været i kloster, kom han tilbage til sit hjemland som 30 årig og familien og de jødiske sæder krævede at han som Rabbi giftede sig, da han jo tydeligt nok ikke var Nasiræer(en asketisk Munk)
som sin fætter Johannes døberen, som også siges at være undfanget på guddommelig vis,
Kan det havde været familiens skytsengel som havde været på spil, med seks måneders mellemrum? eller var det som jeg tror, et familiekomplot for at Davids slægt kunne få Jerusalems trone tilbage, selv Jesus onkel, Jose de Arimathea som var medlem af Senidriet havde anskaffet sig et gravsted lige ved siden af Golgata så Jesus kunne blive behandlet hurtigst muligt, Jose de Arimathea eget familiegravsted befandt sig i Arimathea, Hvorfor Købte han så et i Jerusalem?

[en der er udtaget, en der er indviet, en der holder sig adskilt].
Der fandtes to slags nasiræere: de der meldte sig frivilligt, og de der blev udpeget til det af Gud. Den frivillige nasiræerordning er beskrevet i Fjerde Mosebogs 6. kapitel. En mand eller en kvinde kunne aflægge et særligt løfte til Jehova om at leve som nasiræer i en bestemt periode. Imidlertid kunne en fader annullere sin datters løfte hvis han hørte om det og ikke billigede det, og på samme måde kunne en ægtemand annullere sin hustrus løfte. — 4Mo 30:1-8.
De der aflagde et nasiræerløfte, underkastede sig tre grundlæggende begrænsninger: (1) De måtte ikke indtage stærke drikke eller nyde vinstokkens frugt i øvrigt, hverken umodne, modne eller tørrede druer eller druernes saft, hvad enten den var frisk, gæret eller blevet til eddike; (2) de måtte ikke lade deres hovedhår klippe; (3) de måtte ikke røre ved noget lig, end ikke liget af en nær slægtning — fader, moder, broder eller søster. — 4Mo 6:1-7.
Særlige løfter. Den der aflagde dette særlige løfte, skulle „leve som nasiræer [dvs. indviet, adskilt] for Jehova“, ikke for ved askese at vinde menneskers bifald. Så længe hans nasiræerstand varede, var han „hellig for Jehova“. — 4Mo 6:2, 8; jf. 1Mo 49:26, fdn.
De krav der stilledes til nasiræerne, var derfor krav som havde en særlig betydning i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. Ligesom ypperstepræsten, der på grund af sit hellige embede ikke måtte røre ved noget lig, ikke engang liget af sine nærmeste slægtninge, måtte nasiræeren det heller ikke. Og både ypperstepræsten og underpræsterne skulle, på grund af deres ansvarsfulde embede, afholde sig fra at drikke vin eller stærke drikke når de forrettede deres hellige pligter for Jehova. — 3Mo 10:8-11; 21:10, 11.
Desuden skulle nasiræeren [hebr.: nazīr′] „være hellig ved at lade sit hovedhårs lokker vokse“ så det for alle kunne tjene som et tegn på hans hellige nasiræerstand. (4Mo 6:5) Det samme hebraiske ord, nazīr′, blev brugt om de „ubeskårne“ vinstokke der fandtes i vingårdene i de hellige sabbatsår og jubelår. (3Mo 25:5, 11) Det er også interessant i denne forbindelse at guldpladen foran på ypperstepræstens turban, med indskriften „Hellighed tilhører Jehova“, blev kaldt „det hellige indvielsestegn [hebr.: ne′zær, der kommer af den samme rod som nazīr′]“. (2Mo 39:30, 31) Det officielle hovedtøj, eller diadem, som blev båret af Israels salvede konger, blev også kaldt ne′zær. (2Sa 1:10; 2Kg 11:12; se INDVIELSE; KRONE.) Apostelen Paulus siger at i den kristne menighed er en kvindes lange hår givet hende i stedet for en hovedbeklædning. Det er en naturlig påmindelse til hende om at hun er anderledes stillet end manden; hun bør huske på sin underordnede stilling i Guds ordning. De krav der blev stillet til nasiræeren — at han ikke måtte klippe sit hår (noget som var unaturligt for manden), at han fuldstændig skulle afholde sig fra vin, og at han måtte bevare sig selv ren og ubesmittet — indskærpede ham således betydningen af selvfornægtelse og fuld underkastelse under Jehovas vilje. — 1Kor 11:2-16.
Hvis en nasiræer blev uren. Hvis en nasiræer kom i berøring med et lig, ville han — selv om det skete ved et ulykkestilfælde som han ikke havde nogen indflydelse på, og han uforvarende kom til at røre ved en der døde ved siden af ham — være uren i syv dage. På den syvende dag skulle han barbere sit hoved og lade sig rense, og dagen efter skulle han bringe to turtelduer eller to dueunger til præsten, den ene som et syndoffer og den anden som et brændoffer, og så skulle han bringe et vædderlam som et skyldoffer. Derefter måtte han begynde forfra med at indfri sit nasiræerløfte det antal dage der var bestemt fra begyndelsen. — 4Mo 6:8-12.
Når nasiræerløftet var indfriet. Når den fastsatte tid var udløbet, fremstillede nasiræeren sig for præsterne ved indgangen til mødeteltet medbringende de foreskrevne offergaver: et vædderlam som brændoffer, et hunlam som syndoffer og en vædder som fællesskabsoffer. Han skulle også medbringe en kurv med usyrede kager og usyrede fladbrød der var smurt med olie, sammen med de tilhørende korn- og drikofre. Foruden disse nødvendige offergaver medbragte nasiræeren andre ofre til helligdommen, alt efter hvad han havde råd til. (4Mo 6:13-17, 21) Derefter lod nasiræeren sit lange hår barbere af og lagde det på ilden under fællesskabsofferet, og den tjenstgørende præst lagde stykker af offergaverne på hans hænder og svang dem frem og tilbage som et svingningsoffer for Jehovas ansigt. — 4Mo 6:18-20.
Det ser ud til at jøderne senere åbnede mulighed for at velhavende personer, som en form for godgørenhed, kunne stille de nødvendige offergaver til rådighed for mindrebemidlede som gerne ville aflægge et nasiræerløfte.
Det var åbenbart en sådan almindelig praksis apostelen Paulus benyttede sig af da han kom til Jerusalem efter sin tredje missionsrejse. For at aflive nogle falske rygter om at Paulus havde ’lært alle jøderne blandt nationerne ikke at gå efter de skikke’ som det var påbudt jødefolket at overholde, sagde hans kristne brødre til ham: „Vi har fire mænd med et løfte på sig. Tag disse mænd med og rens dig ceremonielt sammen med dem og dæk deres udgifter, så de kan få hovedet raget.“ — Apg 21:20-26.
Den der aflagde nasiræerløftet, bestemte selv hvor længe det skulle gælde. Ifølge den jødiske overlevering (ikke Bibelen) kunne det ikke gælde i mindre end 30 dage ud fra den betragtning at en kortere varighed ville svække alvoren i løftet og gøre det til noget dagligdags.
Nasiræere for livstid. De der blev udvalgt af Jehova til en særlig tjeneste og blev bestemt til at være nasiræere for livstid, aflagde ikke noget løfte og var ikke bundet af nogen bestemt periode (som skulle begynde forfra hvis løftet blev brudt før det var fuldt indfriet). Af disse grunde stillede Jehova ikke nøjagtig de samme krav til dem som til de frivillige nasiræere. En af dem der blev udpeget af Gud til at være nasiræere for livstid, var Samson. Han blev udpeget allerede før sin undfangelse, og selv hans moder var i visse henseender ikke frit stillet. Eftersom hendes søn skulle være nasiræer, fik hun af engelen besked på at overholde særlige forskrifter — hun måtte ikke drikke vin eller stærke drikke eller spise noget som helst urent under svangerskabet. — Dom 13:2-14; 16:17.
For Samson gjaldt det at ’ingen ragekniv måtte komme på hans hoved’. (Dom 13:5) Men han fik ikke noget forbud mod at røre ved lig eller døde kroppe. Derfor vanhelligede han ikke sin nasiræerstand ved at dræbe en løve eller ved at slå 30 filistre ihjel og trække tøjet af dem. Ved en anden lejlighed dræbte han med Guds godkendelse tusind fjender „med en æselkæbe — én dynge, to dynger!“ — Dom 14:6, 19; 15:14-16.
I Samuels tilfælde var det hans moder, Hanna, der aflagde nasiræerløftet og satte sit barn, som endnu ikke var undfanget, til side til Jehovas tjeneste. Hun sagde i sin bøn til Gud: „Hvis du blot ville . . . give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage [„og han skal ikke drikke vin eller stærk drik,“ 1Kg 1:11, LXX], og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.“ (1Sa 1:9-11, 22, 28) Johannes Døber måtte ’ikke drikke vin og stærk drik’. Ud over dette siges der ikke meget om hans nasiræertjeneste, bortset fra at han også var udpeget dertil af Gud fra fødselen. — Lu 1:11-15; jf. Mt 3:4; 11:18.
Johannes Døber var blandt de nasiræere som Jehova selv oprejste, sådan som han siger ved profeten Amos: „Jeg oprejste nogle af jeres sønner som profeter og nogle af jeres unge mænd som nasiræere.“ De blev dog ikke altid anerkendt eller respekteret, og de genstridige israelitter prøvede endda at få dem til at bryde deres uangribelighed over for Jehova. (Am 2:11, 12) Da israelitterne havde gjort deres synders mål fuldt og Jehova i 607 f.v.t. fjernede sin forbilledlige nation, undgik de troløse nasiræere i Jerusalem heller ikke deres skæbne. Jeremias beskriver hvordan de engang så sunde og stærke nasiræere blev sorte fordi huden tørrede ind på deres knogler på grund af den frygtelige hungersnød. — Kl 4:7-9. (Insight)

" Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; v2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. v3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« v4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« v5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
v6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. v7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. v8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. v9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen v10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«" Johannes Evangeliet 2:1-10
Det fremgår at Jesus var indbudt til brylluppet, samt at Jesus tiltales ved navn, medens gommen blot tiltales som gommen. Så selvom din teori er interessant, kræver den vel en omskrivning af teksten....

´

til den derangerede type -
De både gik og sov trods alt ofte under åben himmel i ørkenen -
Jeg tror at det eneste de passede på, det var at blive vasket på hænder og fødder - Hvorfor det eneste de bar med sig rundt, var vaske-og drikkevand - Formoder jeg!

Med venlig hilsen
jalmar

´


Med hvad du er jo nem at pille ned 😃

Med venlig hilsen
jalmar

er der mulighed for at Essenerne havde noget at gøre med Nasiræerne, og hvad ved du ellers om Essenerne, det var vist dem som havde gemt de fundne evangelier som stadig er ved at blive oversat, hvorfor mon det tager så længe❓er de ikke i overensstemmelse med evangelierne fra i dag?
Hvorfor siger et af evangelierne at Jesus blev omskåret på den syvende dag og derefter blev taget til Galilea af sine forældre.
De vise mænd fra østerland bliver ikke omtalt og heller ikke barnemordene,
Hvorfor er evangelierne uenige?