Selvhjælp/fordomsfuldhed?

Et samfund hvor vi prioriterer skønheden, kroppen, penge, smilet og frem for alt den individuelle lykke.
Kom jeg i tanke om normaliseringstanken?
For længe siden så jeg et program, der omhandlede børn med down- syndromet og deres forældre.
Her fik disse børn decideret foretaget plasticoperationer – hvilket var noget, deres forældre havde besluttet. Det ønskede resultat var, at børnene skulle ligne ”normale”.
Er dette hjælp til selvhjælp? – eller er dette en betegnelse for fordomsfuldhed?
:) Krampen

Mobberi KAN ikke undgås, ligemeget end hvilken "perfekt" verden "man" ellers lever i.
Man vil jo bare sikre sig, at sit barn får den bedste start på livet, og ikke nødvendigvis skal pines med mere modgang end godt er.
Men du har da ret i, at det ydre er kommet til at betyde uforholdsmæssigt meget i år 2006 i forhold til det unisex-samfund jeg selv voksede op i som barn i 70erne og 80erne...
Imidlertid kan man ikke ved vold og magt sætte denne trend på plads. Derfor er den eneste mulighed at forholde sig til virkeligheden som den nu engang er, og ikke mindst ACCEPTERE den. Hvis man ikke gør det, så mener jeg man er for egoistisk overfor sit barn...

Hvis mobning aldrig kan stoppes, som du skiver – hvordan kan det så være en hjælp til barnet?
Ikke at jeg ikke vil give dig ret, men at få sit barn opereret er et skøn eller en tro på som forældre, at man via dette, kan skabe bedre rammer eller livskvalitet for sit barn.
Er det så reelt ikke fordomsfuldhed fra forældrenes side?
:) Krampen

Jeg synes det er en bjørnetjeneste at gøre barnet.
Alle forældre gør det bedste de kan for deres barn, og altid i den bedste mening, og i kærlighed.
Men det er efter min mening misforstået kærlighed at ændre udseendet på et barn der ikke selv har mulighed for at sige til eller fra, eller på anden måde have forståelse for baggrunden eller konsekvenserne.
Jo det kan godt være fordomsfuldhed, eller barnet kan få den tanke at det ikke er godt nok, siden forældrene vil lave det om.
Havde jeg et barn med downs syndrom, eller en hvilken som helst anden form for synligt handicap, ville jeg langt hellere foretrække at man kan se at barnet er anderledes, da man så vil imødekomme barnet ud fra det, det er
Kan man ikke se at barnet har downs syndrom, eller har et andet handicap, ja så forledes man til at forvente mere af barnet end det kan kapere, og det vil i sidste ende give barnet en masse unødvendige nederlag fordi omverdenen så tror at barnet kan de samme ting som andre børn, da det jo ligner de andre. Men barnet kan ikke de samme ting, og vil dermed så komme til at føle sig mindre værd.
Nej accepter jeres børn som de er, det er de meget bedre tjent med
Kærlig hilsen
Carmen

Nu er der jo ikke mere at diskutere – jeg kan jo ikke sige dig i mod :))))

God påske til dig og alle🙂Krampen

Det er der så sikkert andre der føler at de kan ;o)
Jeg bliver ihvertfald ikke forbavset hvis jeg får på hattepulden for min holdning til lige netop det emne
Kærlig hilsen og god påske også til dig :o)
Carmen

Du får ikke på nogen hattepuld herfra ;o)
Hvor kan jeg kun bidrage med, at vi skal acceptere vore børn som de nu engang er. Jeg taler her af meget stor erfaring, da jeg jo har en datter med en meget sjælden kromosom fejl. Ringkromosom og på verdensplan er der ca. 60 registreret og bare to kendte tilfælde herhjemme.
En kromosomfejl der gør, at hun halter gevaldigt efter i sin udvikling, men umiddelbart ikke er noget at se på hende.
Dette har før, særligt da hun var mindre, skabt mange problemer for hende. Kromosom fejlen ligger tæt på det kromosom der giver Down-syndrom, men hun ligner ikke en mongol, men udviklingsmæssig er hun på bølgelængde med disse også kropsmæssig. Lille, rund og trind.
Men til og med det 6 år i hendes liv, gav det ofte problemer, da hun mest af alt lignede en lille blond engel med meget lange smukke øjenvipper, som underligt nok er et kendetegn for de med denne kromosomfejl..??
Men langt om længe fik vi vished gennem blod prøver og nogle forskeres ihærdige søgen efter, hvilken fejl, der dog gjorde at hun var som hun er.
Men er et barn født med eksempel vis en ”lille” defekt ifma. Store øre eller noget sådan er det en helt anden sag, efter min mening.
Men et tilfælde som en Mongol, der tillægger jeg mig klart din holdning her. For selv ved en opration kan man jo altså ikke fjerne de største fejl. Nemlig de udviklings mæssige. Og hvem ved om man gør mere skade end gavn..??
Lad os accepter vore børn som de er, nemlig..!!
Forts. God Påske til dig og dine
fra Mummi

med Aspergers syndrom. Og han ser jo fuldstændigt ud som alle andre børn, og inteligensen fejler bestemt ikke noget. Han er voksen nu, og meget velfungerende. Men som barn og teenager var det absolut ikke nemt da han rent socialt ikke er som gennemsnittet, samtidig med at hans sprog var usædvanligt forsinket.
Du har da ret, drejer det sig blot om flyveører etc, ja så er det noget andet.
Som et blandt flere vise ord/digte - kald det hvad i vil, da holder jeg meget af dette "Min lille skat"
Jeg havde altid ønsket mig en diamant
noget skinnende og smukt.
jeg vidste hvis andre så den, ville de sige
at have noget som den……..
Oh, du må være så stolt.
hvor mange karat
hvor vidunderlig
hvor er du heldig at have sådan en skat
Så jeg bestilte én ligesom så mange andre mødre,
den skulle ikke være særlig stor –
bare perfekt - det var alt.
Jeg ønskede ikke nogen fejl,
nej, det ville ikke være godt.
Jeg ønskede at være lige som alle andre,
at have en lille tindrende skat at vise verden.
Så skulle vi være sammen
Da min pakke ankom
åbnede jeg den straks.
Mit hjerte bankede,
jeg ville bare lige undersøge den,
tage den op i sollyset
vise verden
hvor heldig, hvor vidunderlig
min lille skat var
MIN LILLE SKAT
Men i mine arme holdt jeg en stor sten.
Meget større end jeg forestillede mig,
og mat, grå og uinspirerende.
Jeg tjekkede adressen på pakken.
Jo – det var mit navn - det var min,
men jeg havde ikke bestilt denne !
Jeg havde bestilt en lille strålende diamant
ikke denne gamle sten
I raseri smed jeg den gennem værelset.
Jeg var forvirret !
Hvordan kunne dette ske for mig.
Jeg havde ikke forventet dette,
nogen måtte have lavet en fejl.
Jeg gik til telefonen,
nogen kom til at betale.
Livet var så uretfærdigt – nogen gange
Da jeg gik ud i køkkenet for at ringe,
lagde jeg mærke til min store sten.
Den havde delt sig
og inde i den sten,
var der millioner af små strålende diamanter,
der skinnede tilbage til mig.
Jeg bøjede mig med tårer i øjnene,
og samlede stykkerne fra min skat op
Der var nogen, der vidste bedre end jeg, hvad jeg behøvede.
Jeg behøvede ikke en lille diamant at holde op i sollyset.
Jeg havde brug for at lære at skønhed
og kærlighed kommer indefra,
det var meningen, at jeg fandt ud af at der er skønhed overalt
og at denne, min lille skat som kom til mig
i en anden emballage, var smuk
og at han kom lige til den rigtige adresse - trods alt.
Kærlig hilsen
Carmen, hvis søn lige som andre børn er en ud af mange unikke diamanter, og nøjagtig lige så værdifuld som andre netop fordi han er som han er

Og ja, vi elsker vore, ligesom de er. Nemlig vore små unikke og specielle børn på deres måde.
Min datters mange problemer i hendes tidliger år var også ,at hun dengang var blandt "normale" børn og det gav mange "knæk" til hende.
Idag er hun en lykkelig pige der er i et miljø sammen med andre, der udviklingmæssigt matcher hende.
Det giver hende mange sejre, da der også er nogle der er "svagere" og hun kan føle at hun trods alt "kan noget" ifht.dem.
Altså være en lille hjælper, som er en af hendes store sejre i hendes hverdag.
Jeg har et meget smukt digt, om det at have et anderledes barn Carmen, jeg finder det dog ikke lige i skrivende stund og jeg er på vej ud af døren, om snart på påske ferie, men jeg lover at vende tilbage med dette efter påske.
Det må du bare se..!!
forts. god Påske
/Mummi