Sen provokeret abort

Jeg har lige for præcis 1 uge født en lille pige, det var ved en sen provokeret abort. Vi valgte denne da hun havde omvendte organer, og pga af dette havde hun så flere omfattende hjertemisdannelser. Lægerne vurderede at hendes chancer for overlevelse var små, da det drejede sig om at, hun havde 1 stort hjertekammer (istedet for 4), og kropspulsåren sad på den forkerte side af hjertet og en del af lungepulsåren manglede/var der overhovedet ikke, og årene ud til lungerne var så små at de ikke ville kunne magte at ilte hendes blod hvis hun fik opereret de andre misdannelser. Og hvis de skulle vokse sig større i løbet af graviditeten, og hun blev født normalt, så ville hun under alle omstændigheder undergå sin første op. indenfor sin første leveuge, og leve på medicin, gennemgå op. resten af hendes liv og hun ville nok dø i en meget tidlig alder. Så vi valgte en sen provokeret abort, mest for hendes skyld, fordi vi ikke syntes at hun ville være tjent med at leve over ½-del af sit liv på sygehuse og vente på sin næste op. og ikke rigtig ville kunne nå at stifte sin egen familie, men i sidste ende osse fordi vi har 2 drenge, som er raske og uden hjertemisdannelser, som osse kræver deres. Så hun blev født den sidste dag inden vi kom ind i 22. graviditetsuge, onsdag aften 21:43. Hun vejede 540 gram og var ca 25 cm lang. Hun var så lille og fin, med lange slanke lemmer og fingre, hun så så velskabt ud som en rigtig baby, bare mindre. Lægerne advarede os godt nok om at hun ville se ud til at være "fejlfri" men det var hendes indre der ikke ville det det skulle.
Lige siden fødslen, og hendes død, har jeg bare ligget og tænkt og grædt, jeg har forsøgt at finde andre "ligesindet" men kan ikke finde nogen, jeg føler mig så skyldig og som hendes bødel.
Kommer jeg nogensinde igennem dette mareridt? Vil hun nogensinde tilgive mig? Vil jeg nogensinde kunne tilgive mig selv? Vil mit næste barn osse fejle noget?

Føler virkelig med jer....og er et umenneskelig valg at skulle træffe..
Men jeg er sikker på, at med de fremtids udsigter jeres lille datter havde...så har i ganske givet valgt rigtigt*S
I har forskånet hende og jer selv for mange lidelser, smerter og bekymringer.
Jeg syntes bestemt ikke du har været hendes bøddel i dette tilfælde---nærmere hendes frelser.
Du har skånet hende for mange unødvendige lidelser og smerter.
Er frygteligt..og man håber og håber til det sidste at lægernes dom er forkert...
I har gjort det rigtige....i mine øjne....for hendes...jeres egen...og jeres andre børns skyld..
Alle børn har ret til et liv i glæde og lykke...og ikke i smerte og gråd*SS*
Varmeste tanker til hele familien...

Jeg føler i den grad med dig!
Jeg har skrevet journaler om præcis disse situationer og det gjorde ondt på mig hver gang.
Ondt på forældrenes vegne!
Jeg synes du gjorde det rigtige. I valgte en beslutning for barnets skyld, ikke jeres egne og sådan skal det også være!
Det er normal procedure, at forældre i jeres situation bliver info. om og får udleveret en pjece om dette og får tilbud om psykologhjælp og adr. til selvhjælpegrupper.
Hvis ikke i har fået dette, var det måske en idé, at henvende jer der hvor du har født og bede om, at få disse oplysninger.
Måske det kan hjælpe dig videre.
Rigtig meget held og lykke :o)

Hvor må det bare være ubeskriveligt hårdt. At skrive det gør mig ondt rækker bare slet ikke nok ...
Prøv hjemmesiden www.netbaby.dk der er en del debatforumer med forskellige emner og en masse dejlige mennesker til at hjælpe én op når man er faldet ned.

Kære du
Jeg er meget ked af, at du har oplevet det værste der kan ske for en mor; at du er blevet frataget dit barn alt for tideligt. Jeg håber at smerten en dag vil lindres lidt og glide i bagrunden. Du skal vide at der findes mange engle som din - du er ikke alene med din smerte.
Jeg ved at der findes flere fora på http://www.netbaby.dk/ for kvinder i din situation og at nogle af dem derinde er bl.a. med i en lukket gruppe, som de sikkert kan henvise dig til .
De bedste tanker til dig...mee

på at der findes sorggrupper for folk som har mistet et barn, og det undrer mig at du ikke ved indlæggelsen er blevet gjort bekendt med det tilbud.
Hvis du har brug få noget i den stil, altså at få kontakt med mennesker i ligende situation, synes jeg du skal ringe til din jordemoder eller fødegangen og bede dem om oplysninger om hvor og hvordan du kan henvende dig hvis du gerne vil deltage i en sådan gruppe.

trøst her er kun et fattigt ord, jeg sidder med en stor klump i halsen. og ønsker kun at lægge mine arme beskyttende rundt om jer 2 forældre. Ord her er ikke nok.min varmeste og dybeste medfølelse til jer omkring jeres livs vigtigste beslutning.

Det letter lidt at få det hele ned på skrift, nu har jeg også skrevet dagbog over forløbet under det hele, så den vej får jeg det også ud.
Vi fik af vide at vi kunne tilmelde os nogle sorggrupper, men at vi skulle forvente at det var forældre som ikke havde mistet deres barn ved en provokeret abort. Og mht psykologhjælp el.lign. så ville vi ikke kunne få andet end en vurdering af vores læge om et ½ år og hvis vi stadigvæk var meget nede pga det ville han kunne skrive en henvisning og dertil ville vores sygesikring kunne betale for noget af hjælpen... Alt dette fordi vores barn var født før den 22. graviditetsuge, så hendes kliniske betegnelse er at hun er et foster!
Vi kalder hende for Najannguaq, Naja betyder lillesøster til en dreng på grønlandsk og -nguaq betyder lille/søde.
Men jeg vil altid kalder hende ved det kælenavn jeg gav hende inde i maven -Lille My (som hende i Mummitroldene, hun var nemlig en lille vildbasse da hun lå inde i maven)

Din læge har ikke forklaret sig godt nok for dig!
Skal du have en henvisning til psykolog, skal du have den inden ½ år, ellers kommer du til at betale det fulde beløb selv, hvilket p.t. ligger omkring 800 -900,- kr. pr. konsultation(50 min).
Med en henvisning og
offentlig tilskud + danmarktilskud, vil du kunne bringe konsultationen ned på kr. 150,-/ stk..
Så ved krisehjælp og den slags, er det vigtigt at gøre brug af det, inden der er gået ½ år. Husk det, min ven.
Lægen vil altid kunne henvise til en psykiater, det er gratis, men det er vist ikke lige det, du har brug for?
Man kan da ikke sætte tid på, hvornår man får brug for, måske, at snakke med nogen! Føler du, at familien har brug for det nu, er det bare om at komme igang.
Knuz herfra

Hejsa,
Jeg har også været der, hvor du er nu. Vi måtte tage afsked med en lille dreng, han blev født i 20+6. Det er et helvede, intet mindre. Men man kommer igennem det, selvom det lige nu forekommer helt umuligt og det eneste som sikkert holder dig lidt oppe er dine 2 drenge.
Jeg har været meget glad for www.smaaengle.dk som er et forum for forældre som har mistet fra 16. uge og til 2 år. De fleste har mistet i graviditeten eller umiddelbart efter.
Knus og tanker til dig