Single eller i parforhold

Det er efterhånden mere normalt at have en alene-tilværelse m/u børn end leve i et fast parforhold eller i en kernefamilie. Måske skyldes det, at vi idag i højere grad end tidligere – uanset alder og baggrund – har mulighed for at etablere meningsfyldte sociale kontakter/relationer med andre via internettet.
Hvis du havde et valg mellem to tilværelsesformer: at leve en single tilværelse eller i et forpligtende parforhold, hvad vil du så foretrække – og hvorfor?
Har børn, sygdom, alder, økonomi, social status nogen betydning for dit valg og hvorfor?
Plexus

parforholdet, fordi jeg lære mig selv, mine følelser, værdier gennem et andet menneske.
Børn har ingen betydning, økonomi og social status har heller ikke. Men jeg tænker lidt over alderen og sygdomme. Min partner må ikke være alt for gammel i forhold til mig, da vi ikke bliver yngere og jeg må indrømme, at jeg ikke ønsker en syg partner.
Hvad med dig ?

Jeg har det bedste med en mand jeg kan sige farvel til i døren, efter et besøg, jeg har været i parforhold i 25 år, mens børnene boede hjemme, og det var bestemt ingen succes ;0) Derfor har jeg det bedst med at være alene!!

sociale kontakter/relationer på nettet med andre som er meningsfulde ?
Hvis du tænker på netdating, så ved jeg ikke hvor meningsfuldt det er.
som svar på dine spørgsmål, vil jeg sige, at jeg ikke vil være single, da det er meningsløst ikke at have én at dele hverdagsoplevelser med, dufte til og få øjenkontakt med. Børn, social status osv er underordnet. Jeg taler om nærvær og det får du ikke bag en comupter ved at chatte, det er en lykkepille dvs. det snyder dig.
Nettet er godt til debat som her, men en meningsfuld social kontakt...nej.
venligst anonymmer

...gennem meningsudvekslinger over nettet med andre ligeværdige personer?
Personligt har jeg på samme måde som dig og vil tilføje, at jeg også skal kunne udvikle mig kontinuerligt i forholdt rent følelsesmæssigt og intellektuelt. Hvis ikke dette er muligt er jeg egentlig heller ikke helt afvisende overfor single-tilværelsen, der har mange fordele, som et forpligtende parhold ikke kan tilbyde...:-)

med en psykisk voldelig mand, så kan godt forstå dig.

som singlelivet kan tilbyde ?

...også dating-siderne, da flere har udviklet sig til at være mere debat-forums fremfor et mødested for par-hungrende mennesker...
Jeg tror der hersker en del fordomme omkring dating-sider. Jeg kender nogle, som både har kærester og arbejdskollegaer derinde - og de debattere alt mellem himmel og jord - noget som de normalt ikke har mulighed for i hverdagen, da de er forpligtede til at være hjemme os enten manden eller deres børn....:-))

kender du nogle der har datingprofiler og kone osv hjemme ?
hvad siger konerne til det ?

..som der er i forpligtende parforhold..
På mange områder har samfundet forandret sig til fordel for singlerne. Bolig og arbejdsmarked tager mere og mere hensyn til at næsten flertallet af den danske befolkning rent faktisk har en alene-tilværelse.
Jeg vil mene, at singlerne har større en bevægelses- og udviklingsmæssigt frihed end dem, der lever i et forpligtende parforhold, hvor man i en vis omfang er begrænset i både den personlige og sociale udvikling.

Ja det har jeg, men også efter jeg blev skilt fra psykopaten, har jeg ikke været særlig heldig med mænd ;0)

..interessere mig ikke, det må være deres mellem dem..
Jeg kan kun udtale mig udfra det, jeg har hørt fra den ene part og hertil har jeg ikke nogle moralske pegefinger..:-)

så det svæt at forlade hjemmet og med det store antal enlige mødre, så har de vist ikke den store fordel i at være single, hvis du tænker på den personlige og sociale udvikling.
Det er kun den, som ikke har børnene boende, der har den fordel.

Da nogle mænd på netdating sider, som er gift men har net venner og hvad de ellers søger ;0) Ja hvad konen siger ved jeg ikke, hun ved det måske ikke, at manden har en profil derinde :0)

jeg har valgt singletilværelsen.
Jeg må indrømme at tanken om kernefamilie .. villa .. volvo og vovse skræmmer mig. Jeg syntes det ville begrænse mit liv selvom mange har det omvendt. Jeg ved godt man kan udvikle sig i et forhold og sammen styre det i alle retninger. Men det er bare ikke det jeg ser/oplever aT folk gør tværtimod. De fleste jeg kender lever hurtigt i et tryghedsforhold og har travlt med at nå alle de mål omkring hus ... børn .. bil osv. Jeg tænker bare hvad så nå man har fået alt det❓nej for mig er det bedst at jeg styre og udfordre mig selv. Det er der alt andet lige ikke samme mulighed for i et forhold. Så måske en dag bliver jeg klar til alt det der men indtil nu har jeg nok fjernet mig mere og mere fra tanken. Jeg ønsker ikke børn så det er måske også en del af forklaringen.
Jeg tror det handler om hvor meget man har brug for tryghed. Men helt klart de sidste ting du skriver betyder noget for mange der søger tosomhed.

ved hun så du er her med en tilgængelig email-adresse ?

Jeg har levet flere år som single (ligeså min mand) inden jeg indgik i et parforhold med fælles bolig osv...
At være single kan være en stor oplevelse og en chance for at lære sig selv at kende..blive solidarisk med sig selv i perioder hvor man føler sig ensom. Mit tid som single ser jeg tilbage på som en ret eventyrlig tid. Havde flere kærlighedsforhold, arbejdede koncentreret og var alene med det arbejde jeg elsker...helt vidunderligt! Jeg fik skabt mig en rigtig dejlig atmosfære i og omkring mig..kunne indrette lejligheden helt som jeg ville og gik meget op i selve atmosfæren og var i den periode min egen bedste ven.
At leve i et ægteskab kan også være vidunderligt. Jeg synes især det er denne bund der bliver lagt, som er der et usynligt tæppe der hele tiden bærer en. Man behøver ikke hele tiden være der for sig selv, men føler en ro og en sikkerhed i sit liv, som er velgørende. Det er desuden dejligt at være sammen med den person man elsker dagligt. At standse op i et kort NU og se ham..enten siddende ved sin arbejdspult..eller se ham i andre situatione dagligt og føle glæden ved atvære den der SER hamog oplever ham. Og så er det skønt at kunne sove sammen hver nat. Sværere er det lige at skabe sit EGET hjem (undtagen i mit eget arbejdsværelse) akkurat som man kunne ønske sig. Her er der et kompromis hele tiden at indordne sig under...sltdå hvis man har en så egenrådig mand som jeg har:o)
Foretrækker begge dele må mit svar blive..men man kan jo i sagends natur ikke leve med både og samtidigt..ærgerligt nok!
Pusser ;-)

Singlelivet er herligt fordi man selv kan bestemme, man behøver ikke have faste spisetider, jeg spiser når jeg er sulten, og kan selv bestemme, hvad jeg skal se på tv, man skal ikke rydde op efter en partner, må selv bestemme, hvornår man går i seng osv.
Ja nu kan I nok "høre" at den mand jeg har boet sammen med var meget mandschauvinistisk, for finder man en mand der hjælper en i det daglige, laver mad og vasker tøj, ja så er det selvfølgeligt dejligt, at være to så har man en at snakke med og kan hygge sig sammen ved en god middag, eller se tv sammen osv. ;0)

..uanset om man samtaler på dating-sider eller almindelig debatforums...og i det virkelig liv kan man blive udsat for samtaler, hvor man kan risikere at tale med en, som har en skjult dagsorden...
..grundlag for at man kan acceptere hinandens sociale færden i og udenfor vituelle rum er - gensidigt tillid...det er enten eller...desværre..

men er mere udsat for kontakt i det vituelle end i virkligheden. Det er nemmere på nettet og derfor mere farligt for forholdet.

..du spørger mig så direkte. Hvorfor er du anonym.. Jeg tror svaret er...at (du og) jeg gerne vil debattere dette tabubelagte emne af forskellige årsager, uden det bliver gjort til et privat anliggende - men fordi det har en almen interesse for rigtig mange mennesker..
..må det være svar nok..?!..ellers må du jo spørger igen...:-))

på et emneplan er det så ok, at have en tilgængelig emailadresse uden ens kærste er vidne om det❓
så¨er det ikke et direkte spørgsmål❓Jeg spørger fordi, en ting er at man deltager i en debat men når folk kan kontakte en, så er man tilgængelig til flere personlige oplysninger❓Tager jeg fejl ?

Jeg kan sagtens se enlige mødre, som ikke har andre muligheder en alene-tilværelsen, da deres alternativer er voldelig mand som rollemodel for børnene..., uoverskuelig økonomiske forvinklinger-og misbrug, geografiske ulemper, tilskudsmæssige muligheder...ja, der kan være rigtig mange gode grunde til at vælge alene-tilværelsen fremfor to-som-hed, som jeg egentlig ikke har noget imod..men derfor skal jeg nødvendigvis ikke negalisere dem, som har valgt en anden livsform...:-)
Hvis singlerne eller enlige mødre har valgt denne form for alenetilværelse, så tror jeg, at de ofte gjort sig nogle grundige modne overvejelser inden de har besluttet sig...og det vil jeg aldrig anfægte som værende ubetydeligt og meningsløs..:-)

Nogen har skriftsproget i deres magt mens andre rent verbalt og sprogligt formår at forblinde samtalepartneren...plus man har kropssproget til rådighed..så hvor man lettest kan blive påvirket er vist ret relativt...:-))
Jeg har læst romaner, som har ændret mit kærlighedssyn
Jeg har mødt menneske -og alene deres fysisk tilstedeværelse har forblindet min fornuft...

fordi, hvis du insistere på at få en mere dybdegående og nærværende samtale med en, som du ikke har mail, telefon eller adressen på.. Hvis du virkelig brænder for ham/hende, så skal du da bare gå direkte til personen og spørge - om det sker i et offentlig rum - det er totalt ligegyldt, vedkommende kan jo altid have et fordækt navn og profil.., så mere sikkert er det ikke...heller ej i det virkelig liv...:-))

hvor du skal hen og spørge en pige om hendes nummer. Fordi emailen er tilgængelig er det jo at have åbnet for kontaktmuligheden. Så behøver man heller ikke være genert og skulle have øjenkontakt og spørge efter et nummer.
Er emailen der, så sidder jeg bag skærmen og er ikke nevøs men klikker bare send.

...hvad er mest umoralsk i din verden..jeg kan egentlig ikke se det store problem at være åbent for at andre kan skrive uddybende spørgsmål omkring emnet eller andre forhold gennem intern kommunikation..
..jeg tror, at den der tænker noget umoralsk i dette, må selv haft nogle oplevelser, som gør, at man er bekymret for denne samtale-mulighed...har jeg ret..:-))

Jeg tænker på ham med hjemmesiden.

den var under bæltestedet. Men nej du har ikke ret, jeg ser på det objektivt.
En tilgængelig e-mail er det samme for mig som et telefonnummer.

enrio har givet den mulighed at være anonym. Jeg skriver anonymmer hele vejen igennem, så du ved, at du taler med den samme. Ellers er vi lige anonymme.
Et telefonnr. eller en email er et fedt, som jeg ser på det.

..kan det så gøre til glad..:-)
...helt ærligt, du har da ret på et eller andet plan..og jeg - uanset om solen har givet enhver mulighed for at være anonym eller ej, så er det for mig lige så utroværdigt og umoralsk at være anonym - da du egentlig kan være hvem-som-helst - arbejdsgiveren, naboen, journalist, kæresten - what-ever...
personligt har jeg desværre ingen problemer med dit behov for at være anonymt..:-))

for at jeg ikke er tilgængelig og jeg synes det er rimmeligt.
Ingen kan komme i kontakt med mig.

så der er ingen ko på isen.

Tak for dysten, jeg fornemmer der står 1-0 til dig..:-))

håber det gav lidt stof til eftertanke
venligst anonymmer som forbliver anonym

Ja der tror jeg ikke jeg kan finde en fyr mere, du kan skrive sammen med en fyr i lang tid og udveksle billeder, men når man så skal mødes i det virkelige liv, så kan du blive så skuffet, fordi billedet måske ikke lige passede, man kan jo sidde der bag skærmen og lyve om så mange ting.
Da jeg var på ferie i Sverige, skrev jeg sammen med en fyr i fire måneder, og da jeg mødte ham blev jeg meget, meget, meget skuffet, han var slet ikke det han gav sig ud for at være, og han var heller ikke færdig med sin eks kæreste, så vi var tre i det forhold, det er en person for meget ;0)

Ja det gjorde det desværre ;0)

Det er en spændende debat om fordele ved parforhold og singlelivet.
Min erfaring er lidt spredt.
Jeg startede i parforhold, blev så single m/barn og er nu i parforhold igen.
Der er absolut fordele ved parforholdet og jeg tror på, at vi er bestemt til at leve i to-som-hed....MEN jeg vil dog heller ikke ofre formeget for tosomheden, fordi jeg har prøvet singlelivet; og det var da ikke værst.
En af Jer skriver at tanken om at blive gammel og være alene er skærmmende, og det er jeg helt enig i. Jeg kan mærke at da mit bare var lille og havde brug for mig på en speciel måde, ja så ofrede jeg al min tid på det. Nu hvor barnet er ældre og ikke har såmeget brug for mig kan jeg mærke, at jeg nok vil komme til at kede mig lidt eller være en belastning for mit bare, hvis jeg er alene igen.
MEN jeg er også i et forhold nu (det eneste jeg har prøvet efter min sigletilværelse)hvor jeg "sgu" ikke finder mig i hvad som helst. Jeg har da flere gange overvejet at pakke mine kasser og finde et sted for mig selv og mit barn. Men jeg giver heller ikke op uden kamp. Jeg vil i min situation ikke ofre mit barn for et parforhold. Min samlever er ikke altid lige tolerant overfor mit barn og her kæmper jeg med næb og klør for, at det ikke skal blive en vane og min samlever skal være irriteret på mit barn. Ak ja, vil laver alle fejl - det gør mit barn også, og jeg skælder også ud, når det kommer dertil, men jeg vil ikke ofre at mit barn behandles skidt - så vil jeg nemlig hellere bo for mig selv.
Resultatet af al det skriveri er, at det er afhængig af de erfaring og den nuværende situation, som hver enkelt person står i, som afgører fordele eller ulemper ved parforholdet...Har jeg ret??

Før jeg mødte min nuværende kæreste ville jeg helst bare date og ellers bo alene, jeg har aldrig haft den lyst til at skulle dyrke tosomheden eller flersomheden, men nu har jeg min skønne kæreste og så er tosomheden særdeles attraktiv, dog skal den ikke gøres til flersomhed.
Sygdom og alder vil måske have betydning, men ingen af de andre ting.

Jeg har i forvejen 2 små tidskrævende børn og kan ikke overskue at skulle indgå i et forhold med en, som har yderligere 2 børn...så vil jeg heller være alenemor indtil ungerne bliver så store, at de kan klare sig selv...

Hvis jeg helt frit kunne vælge på alle hylder, så ville jeg gerne leve som single m. børn.
Mit valg er bygget udfra mine erfaringer omkring mine -tidligere- forhold og samlevere, jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i forhold i længere tid af gangen, det er klaustofobisk, og har altid endt med enorme svigt.
Som single med børn, har du tiden til dig selv og dine børn, der er ikke en 3 part (partneren) der også kræver opmærksomhed, og et helt parforhold der skal holdes ved lige.
Kald det bare at springe over hvor gader er lavest, men det er nu engang sådan jeg har det, og det er nu engang sådan jeg ville vælge hvis jeg havde frit valg på alle hylder.

Var det ikke noget med du havde en elsker et års tid ;-)