Sorgen æder mig op

I dag er det 8 dage siden min mand døde. I går blev han bisat.
Jeg er så fyldt med sorg, at jeg er ved at gå i stykker.
I aftes da jeg endnu engang ikke kunne holde tårerne tilbage længere, kunne jeg se at vores 16 årige datter havde noget på hjerte. Hun ville ikke tale om det, men skrev i stedet følgende brev:
"Det irriterer mig at du hele tiden er ked af det. Vi andre er også kede af det, men vi prøver at tænke på noget andet. Du er den voksne, du burde prøve at være den stærke af os og ikke omvendt.
I øjeblikket bliver jeg sur og snerrer af dig og min bror, men det er ikke med vilje.
Jeg er også vred på far over at du er så ked af det.
jeg bliver sur og frustreret når du græder, jeg tror det er fordi jeg ikke kan hjælpe dig. Jeg bliver simpelthen så sur på far hver gang du græder, det er ikke noget jeg kan gøre for."
Hvad skal jeg dog gøre? jeg prøver virkelig at skubbe min egen sorg i baggrunden, men selv om jeg ikke græder afslører mine øjne mig.
Jeg kører formålsløst rundt i bilen mens jeg græder. Går tur langs stranden mens jeg græder og prøver at stlle at glad ansigt op når jeg kommer hjem.
Men allerede når jeg spørger om det er OK jeg kører en tur, kan jeg se på min datter at hun ved besked.

Hvorfor skifter du ikke sengetøj spurgte hun også. Hun har lagt mærke til at jeg sover med hans dyne og pude.
Hvordan skulle jeg dog kunne få mig til at skifte det, når jeg er så bange for den dag jeg ikke længere kan fornemme duften af ham? Den dag han er helt væk.
Jeg ved, jeg piner mig selv ved at høre "vores sange" og ved at læse de breve og små beskeder jeg har fået af ham gennem årene. I går kørte jeg ud til steder der betød noget for os. Jeg bliver nødt til at sige farvel på min måde, men det går ud over vores børn. Og de er mit kæreste eje nu.
Hvordan kommer vores lille familie dog videre uden at vi alle bryder sammen?

når jeg læser dit indlæg.
Men du skal vel gi' dig plads til sorgen og sove med sengetøjet og mærke duften lidt endnu.
8 dage er ingen tid til at komme sig i.
Har du øvrig familie/venner at tale med og dele sorgen med?
Skriv evt. dine tanker ud; tegn; mal. Gør det måske de steder du kører til, som har en historie.
Der findes sorggrupper rundt omkring for børn - måske det var noget (kontakt evt skole, PPR, læge)
Er det ikke mulighed at tale med en psykolog.
De bedste tanker til dig ;-)

Det er tungt at miste og det tager tid at komme over det. Du hjælper ikke dine børn ved at lægge låg på dine følelser. De vil derimod på sigt, få en mor, der aldrig rigtigt kommer til hægterne igen. Det er ikke det de ønsker, men lige nu er det svært. Alles følelser er i kog og når deres støtte (du) er nede bliver børnene rådvilde, for hvem skal de så gå til? Det du viser dem er at det er ok at sørge når sorgen er der. Lægger du låg på nu kan du risikere at rende ind i en depression senere. Det vil hjælpe at snakke om det, Jeres fælles sorg. Tale, græde, grine og mindes de gode ting. Ellers er der selvhjælpsgrupper, hvor man kan få hjælp til at bearbejde sorgen. Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med at få glæden tilbage i dit og dine børns liv igen. Men det tager lidt tid. Du er på rette vej, hvis du giver dig selv lov at sørge færdigt. Kærligst Muffin

Hej
Først vil jeg sige du har min dybeste medfølelse, og samtidig respekt fordi du søger hjælp.
Tror mange gør den fejl at de lukker totalt i, pga den dybe sorg, men det at du søger råd, er allerede et stort skridt videre, og samtidig med din familie ikke bryder sammen.
Tror det handler om at komme lidt væk fra jeres hjem,se efter om i kan leje et sommerhus eller miniferie, hvor det bare er jer alene.
Det at komme lidt væk fra minderne vil gi tankerne og følelserne lidt bedre gennemløb. Når i så kommer derud, handler det om at bryde tavsheden. Når jeg mener tavsheden, er det den din datter går med, og din egen! I bærer alle rundt på en sorg indeni. Din datters brev kunne være starten på en dialog, da de ser dig som den stærkeste, må du derfor starte ud. Selv om det er megasvært! Kan du ikke snakke direkte med hende, så skriv et brev om dine følelser, læs det op for hende, ´så er jeg sikker på samtalen nok skal komme.
Når i føler jeg parat til det, tag tilbage til huset, sørg for at få skiftet sengetøjet ud, fordi du kan ikke bevare hans duft hele livet, men det kan billeder og ejendele, de kan fortælle mere end dufte.
Vil sige held og lykke med det hele

Du skal ikke holde din sorg og tårer tilbage. Lad din sorg og fortvivlede følelser få frit løb. Og benyt enhver lejlighed til at snakke med dine børn om det du og I gennemlever lige nu. Misbrug dine venner til at få talt ud og bragt orden i det virvar af tanker og følelser du er fyldt med. Når det bliver for meget for den ene ven, så gå videre til den næste. Ud med det. Hold dig ikke tilbage.
Du er ikke klar til at spille stærk helt nu. Det vil din datter også forstå. Men prøv - når du er klar - at give de positive minder om din mand plads midt i fortvivlelsen. Prøv at erstat nogle af "jeres sange" med dine sange, sange som udtrykker dine følelser og hvor du gerne vil dirigere dine følelser hen.
Tænk på at din mands højeste ønske er, at du bliver ved at være det varme, rare positive menneske, som han forelskede sig i. At du så hurtigt som muligt genfinder dig selv, for din skyld og dine børns. Tænk på, at han ikke er længere væk end at du hele kan se ham - i jeres børn, i jeres hjem, i det liv I formede sammen, i de mange glade minder om gode situationer sammen.
Tag den tid, du har brug for. Giv plads for dine tårer, alle vil forstå hvorfor. Men giv også gradvist plads for de gode minder. Det er dem du skal leve videre på. Jeg ved du kan og vil. Du skal finde varmen og dine positive egenskaber igen. Det ønsker dine børn. Det forventer din mand. Det er sådan han vil huskes og leve videre gennem dig.
Kærlig hilsen
Native

Jeg mistede selv min far, da jeg var 20 år. Min mor græd også, og på en eller anden måde irriterede det mig. Mest fordi hun ikke måtte være "svag".
I dag kan jeg selvfølgelig godt se, at hun havde al mulig ret til at græde lige så tosset hun ville, men jeg ville ønske, at hun havde talt mere åbent om det med mig - virkelig fortalt hvad hun følte, så jeg bedre kunne forstå hendes reaktion, og jeg kunne have fortalt, hvad jeg følte ved tabet af min far. Jeg ville ønske, at vi havde talt og talt om det indtil vi begge ikke orkede det mere ... Så havde jeg nok set anderledes på tingene og ville nok ikke have været så irriteret på min stakkels mor.
Måske du kan bruge det til noget :o)
Mange tanker fra
Mille

Hallo, 8 dage er ingen tid. Jeg har selv mistet min mand efter 30 ægteskab og kan sagtens sætte mig ind i hvordan det er og det er hårdt. Du skal have lov til at leve din sorg ud og det gør du bedst på din måde. Din datte er også i sorg og reagerer på sin måde.Prøv og sætte jer ned med nogle billeder og gode minder dukker frem.Mine børn og jeg , gjorde det og vi både lo og græd. men det gjorde godt. Jeg ønsker dig det allerbedste i fremtiden og lev så den sorg ud og lad det tage den tid det tager.

Du skal ikke gå at plage dig selv med dårlig samvittighed.
Det er jo kun få dage siden og at græde er en måde at få det hele bearbejdet.
Naturligvis skal du tænke meget på det du har (dine børn) og fokusere mindre på det du har mistet, men tiden arbejder helt klar for dig....og desværre ved jeg hvad jeg taler om !
Held og lykke med resten af livet

Hej native
Det er et meget flot indlæg, fuld af indlevelse og forståelse. Og jeg kan kun bakke dig op. Man kan stille og roligt erstatte det ene med det andet (vores sang/min sang), og på den måde ikke have dårlig samvittighed bagefter, når det ikke længere kun er "vores sang".
Det samme med nye steder, som er hendes sted. Forarbejdelse af sorg er mange ting. Men som du ganske rigtigt siger, så gælder det om at komme "hel" igennem.
Tak for et flot indlæg.
Fandango

Kære du
Det var tilfældigt, at jeg i dag kom forbi dit indlæg - men der er jo en mening med alt. Dit indlæg rørte mig fantastisk meget - mest af alt fordi jeg har været der, hvor du er. For 3 1/2 år siden mistede jeg min elskede mand - den mand, der for altid vil være mit livs store kærlighed.
Mange af de reaktioner du beskriver har jeg også været igennem - og det er helt i orden at reagere som du gør. I et sorgforløb er der helt faste faser man skal igennem - og det kan og skal der overhovedet ikke stilles spørgsmålstegn ved. Derimod skal man give sig selv lov til at leve sin sorg ud - også selvom andre synes 'at nu må du da se at komme videre'. Du skal forberede dig på, at der går mindst et år, før du begynder at se nogenlunde lyst på tilværelsen igen.
Og husk så: Det er i orden at græde - også offentligt. Jeg har grædt så meget, at jeg næsten ikke kan græde mere. Det er også i orden at spille musik, opsøge steder, snuse til sengetøj/skjorter m.v. - alt hvad der kan hjælpe dig til at bevare minder er helt i orden at foretage sig. Selv har jeg først fornylig - efter så 'lang' tid - foræret yndlingssweateren væk til en mangeårig god ven - og det var godtnok svært.
Når jeg samtidig fortæller dig, at der er en vej ud ad sorgen, så ved jeg godt, at du ikke tror på mig - og til en vis grad er det heller ikke helt rigtigt, for jeg sørger stadigvæk, og vil gøre det resten af livet - for at miste sin 'soulmate' er noget, man aldrig kommer over. Til gengæld lærer man at leve med det ar, som skæbnen har tildelt dig - og det lys for enden af tunnelen, som på nuværende tidspunkt virker som et tog, der kommer imod dig - vil vise sig at være et lys. Du skal nok klare det - og amerikanerne siger jo meget rigtigt: 'Det der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere'.
Mit bedste råd til dig er ganske enkelt: Udlev din sorg - og udlev den sammen med venner, bekendte, familiemedlemmer og ikke mindst børn. Husk: Andre kan meget vel sørge ligesom du - og der er en helingsproces i at tale om sorgen i stedet for at fortie den. Og så er der intetsomhelst i vejen med at græde - og græde meget.
Mange kærlige hilsner og tanker

Hej Gitte
Du og dine børn har min dybeste medfølelse. Og jeg ønsker for dig at du må finde styrken til at leve sorgen ud.
Jeg ved at det hele ser sort ud nu, og i en tid fremover. Og det er din forbandede ret at sørge. Men glem ikke dig selv, og fremtiden i din sorg. Børnene skal nok klare sig, og jeg synes det er et godt tegn at din datter skriver brev til dig.
Hun sørger også, og den ret har hun. Men hun ved at hun ikke kan regne med at mor er "på" 100% for tiden, det ved hun bare.
Jeg er enig med den debattør som anbefaler at bruge, ja endda misbruge dine venner. De kan tage en del. Jeg ved godt at du ikke vil falde nogen til last. Men så tænk lige på hvor mange gange de selv har været en last? Og du må tænke på DIG nu.
Jeg ønsker dig og dine børn alt alt godt, og at du vil gribe de solstråler som smutter ind. Og de vil blive flere, lidt efter lidt. Blomsterne vil blive mere strålende lidt efter lidt. Himlen mere blå.
Livet er der Gitte, det er der for at du skal leve det. Og du er i din gode ret til at leve det, når du er klar.
Vrede, sorg og fortvivlelse VIL blive afløst.
Med venlig hilsen Fandango

Hej, du er ihvertfald nødt til at tage dig tid til at mindes og tude. Du må ikke skubbe det i baggrunden blot fordi at du ikke kan lide at tude. For det vil gøre nas senere.
Jeg kan forestille mig at det gør så hjertensskærende ondt men der er ikke andet at gøre end at tude. På et tidspunkt vil du kunne mærke at du har fået tudet/sørget længe nok og så vil det føles helt naturligt for dig at skubbe det lidt i baggrunden og komme lidt videre og være lidt mere udadvendt.
Og husk at snakke med nogen om din sorg.
Mvh Jacob

Hvor det det rørende, og gud jeg føler med dig, og samtidig er jeg í dyb respekt over for dig, at du nu sidder her og skriver til alle os.....
Og jeg lover dig, at jeg lige nu sídder som du sikert gjorde da du skrev dette indlæg og knap nok kan se mit tastatur for tårer....
For ti år siden kom sorgen også til mig... Min eneste og dejligste bror som jeg lige havde talt med i telefonen,. blev revet væk fra mig og mine forældre i et meget tragisk solo bil uheld...
Jeg savner ham som ind i helved og er så ked af at mine døtre ikke fik lært dette enestående menneske at kende....
Men det gik lidt som hos dig nu... Jeg gik rundt og var så ked og evnede en tid slet ikke at tage mig sammen til nogen ting, forsømte nok også mine en rum tid og forholdet til mine forældre gik også aht. for min far sørgede så meget som jo forståligt er...
Han havde jo mistet sin sønnemand, og glemte da ligesom lidt, at jeg var der altså endnu...
Men det synes så uoverskueligt lige nu, du kære faglære, som jeg mindes fra dit tidliger indlæg om din mand....
Men vær der for din datter, hun har så meget brug for dig lige nu i dette sekund, og gå for guds skyld ind og skift det sengetøj, du må og skal videre.. her og nu både for din egen skyld, men så sandeligt ogspå for din dejlige datter der er i en sværd teenage alder i forvejen...
Det kommer til at tage noget tid det her, og sådan er det desværre...
Der vil kommer mange ting, da der jo også er så meget papirarbejde osv. og det vil synes så uoverskuligt, at skulle det hele igennem...
Det nu 10 år siden med min bror, livet går videre for vi andre, men glemme ham kunne jeg aldrig, han har bare sin helt egen lille krog i mig, hvor jeg så tager ham frem og tænker, visualisere mig til ham og de gode stunder vi trods alt havde...
I mange år kunne jeg heller ikke kigge på familie albummet, det kan jeg i dag og med smil på læben hver gang.. Og på min skænk står det dejligste portræt af ham, så han er her, bare ikke IRL...
Håber så meget for dig og din datter, at i kommer gennem dette på mest mulig humane måde...

Det største knus og min kondolance til dig kære faglære...
Giv din datter det største og varmeste knus fra en mor i Jylland
Mummi

Ord er så fattige til tider, og jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan bidrage med noget, der kan hjælpe. Men måske er det heller ikke meningen. Da min far døde sidste år, var det ikke kun det, folk sagde, der hjalp, som det at jeg netop fik lejlighed til at "snakke" om det, der var sket. Jeg tror oprigtigt på, at jeg selv ikke var kommet så "hurtigt" videre, hvis jeg ikke havde haft SOL og debattørerne at vende det med. For min egen familie, især mine søskende, lukkede det meget hurtigt ude og ville ikke tale om det mere.
Hvert menneske sørger på sin måde, alt efter alder og tilhørsforhold til den afdøde. Jeg var ude for lidt af det samme, som dig, da min datter jo ikke kunne forventes at føle helt det samme tab, som jeg gjorde. Det var ikke hendes far, men "kun" hendes morfar. Det betyder dog ikke, at hun ikke følte tabet, sådan skal det ikke forstås.
Dine børn har mistet en far, og det er pokkers svært - især i den alder de har. Men du har altså mistet en livspartner, og skal slås med nogle helt andre følelser, end de skal. I det store billede er der måske ikke forskel på sorg, men set tæt på er der altså forskel, tror jeg på. Det er lige så meget ens relation til den afdøde, der afgør det, som de følelser man havde for personen. Jo tættere man var på personen, og jo større og mere intens rolle personen havde i ens liv, desto mere intens er sorgen og tabet.
Samtidig havde min datter det også hamrende svært, når jeg græd - ja, det har hun såmænd stadig, for jeg får mine ture fra tid til anden - for her stod hendes mor helt utrøstelig, uden at hun kunne gøre noget. For et barn er der ofte ikke noget værre.
Børn lever mere i nuet og har svært ved at skue ind i fremtiden. Det, de føler her og nu, er for dem for evigt, mens voksne jo udmærket ved, at tingene/følelserne ændrer sig med tiden og bliver mindre svært, selv om der kan gå lang tid. Din datter er fyldt med afmagt, og hun er nok bange for, at denne sorg fra din side er udtryk for, hvordan hendes mor vil være fremover.
Men, Gitte, selv om du føler dig presset af dine børns trang til en stærk, smilende mor, der klarer alt i et snuptag, så må du ikke pakke din sorg ind. Det er det værste, du kan gøre. Også for dine børns skyld.
Hvis du undertrykker din sorg, undertrykker du også alt det, han betød for dig. Og du forhindrer dig selv - og andre - i at komme videre. Sorg skal ud, sorg skal bearbejdes, og det gør vi på hver vores måde. Du har trang til at græde, og det bør du have lov til. For du bliver stærkere af det, absolut ikke svagere. Prøv at få din datter til at forstå det. At man ikke bliver svag af at vise følelser, snarere tværtimod.
Som en anden foreslog, kan du måske bruge din datters brev til at starte en dialog, der også kan hjælpe hende? Hun har al den vrede i sig, og den skal også ud på en eller anden måde, hvis den ikke skal hæmme hende i årene frem. Hun skal også lære, at det er naturligt at føle vrede og endda had, fordi man føler sig så forbandet svigtet.
Ingen, og jeg gentager, ingen følelser og reaktioner er forkerte her, heller ikke de negative. De er "bare" vidnesbyrd om de følelser, man gudskelov er i besiddelse af. Tænk, det ville være meget værre, hvis man ikke kunne føle noget, ikk?
Jeg håber, I finder frem til et punkt, hvor I kan finde og bruge hinanden til at bearbejde sorgen og bevare minderne.
Min største medfølelse og bedste tanker
Deci

Kære dig,
Allerførst er jeg ked af, at din mand er død.. Det er altid frygteligt, når noget sådan sker...
Der er gået en uge.. - KUN EEN uge... Det er klart alt ser sort ud - det ER sort, og det vil det være længe endnu, men som tiden går, bliver det langsomt bedre...
Min far døde, da jeg var 17 - altså da jeg var på alder med din datter... Og jeg havde det på helt samme måde som hende - altså det med, at jeg mente, det var min mor, som skulle være den voksne.. Jeg skrev dagbog i månederne efter min far døde, og her er et uddrag:
"Det var svært at være den, hun lod alle sine følelser gå ud over. Hun tænkte ikke på, at hun bare "læssede af" på mig. Hun tænkte nemlig også kun på sig selv. Men hun gjorde det på en måde, der kun var gavnlig for hende. Min måde at reagere på, var i det mindste både gavnlig for hende og mig. For hun ville jo blive endnu mere ked af det, hvis hun vidste, at jeg ikke havde det godt, og hvis hun fandt ud af det, ville hun bare tale om det, og så kunne det hele jo begynde forfra.
Jeg græd kun om aftenen, eller når jeg var sikker på ikke at blive forstyrret. For at skåne mig selv, men mest for at skåne hende. Så langt tænkte hun ikke engang. Hun græd bare når hun havde "lyst til det", og så stod jeg bare dér.
"Hvor er det synd for din mor.", "Nu passer du godt på hende, ikke?", "Lad være med at brokke dig, din mor har nok at se til."
Det, og meget andet hører jeg på næsten hver dag. Ja, det er da synd for min mor, men hvad med mig???! Er det værre at miste sin mand, end det er at miste sin far? Noget kunne tyde på det. Det er som om , at alle siger : "Tag det hele på dine skuldre, du er stærk, ryd vejen for din mor, så hun ikke overanstrenger sig, det kan hun ikke klare." Men jeg kan heller ikke klare det. Men hvad skal jeg gøre? En af os må jo være "den
voksne", og det SKAL åbenbart være mig. Men hvor er det svært."
Du kan evt. vise din datter mit indlæg for at vise hende, at hun ikke er alene - det var noget af det, jeg selv følte.. - At ingen forstod MIG..
Du og din datter er slet ikke alene, og alle reaktioner er lovlige - også din. Det ved jeg nu, 11 år efter, men så langt tænker man ikke som teenager og i situationer som denne, har man brug for en stærk mor - Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilket pres, du må føle...
Min mor gik til psykolog, og det hjalp hende rigtig meget - måske skulle du overvejde det samme...
For mig var det med psykolog slet ikke en mulighed - det pjat, gad jeg ikke... Hvis din datter har det på samme måde, så skal du ikke presse hende, men hvis hun er åben overfor det, kunne I måske endda gå sammen?!
Det, jeg synes er vigtigt, er, at du giver din datter plads, og accepterer, at hun ikke har de samme reaktionsmønstre som dig...
Min mor ville hele tiden TALE om det hele, mens jeg ikke ville, og det gav nogle kæmpe og helt unødvendige konfrontationer, fordi hun pressede mig.
I går en lang og svær tid i møde, men det bliver lige så stille bedre... Jeg kan huske efter omkring 8 måneder, at jeg begyndte at få lidt dårlig samvittighed over, at jeg havde haft en god dag, hvor jeg havde grinet og alt havde næsten været normal..
Sorgen forsvinder aldrig helt - jeg har stadig dage, hvor jeg bare tuder og savner min far, men I kan sagtens blive lykkelige igen, bare hang in there!! :)
Rigtig meget held og lykke til jer...

så svært at være dig. MEN!! Du SKAL give dig selv lov til at have det som du har det, det er det bedste du kan gøre for dig selv nu, nemlig at leve sorgen ud, for tro mig, gør du ikke det, kommer den bare tilbage på et andet tidspunkt og det bliver det ikke nemmere af. Din datter lider også meget - og som hun selv skriver er hun jo utrolig splittet. Hun er ikke sur på dig - hun er sur på sin far over at han døde så du bliver ked af det. Hun er forfærdelig ked af det, for hun vil jo bare så gerne have sin glade mor tilbage og selvfølgelig også sin far.
Jeg ved ikke helt hvad du skal gøre ved/for dine børn, men du skal nok sætte dig ned og snakke med dem. Fortæl dem, at den sorgfase du og de er i, er normal og vigtig for at komme hel igennem denne triste periode. Ikke alle sørger på samme måde, børn går ikke rundt og græder som vi voksne hele tiden, de får det ud på andre måder. Min søn fik det fx ud på den måde, at han kunne gå helt over gevind hvis der var noget han ikke måtte, fx se en film. Og når jeg spurgte om han ikke var ked af det, om vi skulle snakke om det, svarede han bare "nej mor, det er nok du er ked af det" Denne sætning kan stadig her næsten 17 år senere få mig til at græde, for ser du, jeg tillod nemlig ikke mig selv at sørge over min døde mand, DERFOR sørger jeg stadig indimellem på min måde. Når jeg fx læser et indlæg som dit græder jeg, både for dig, men også fordi jeg genkender det hele - det kommer bare bang, men jeg gør det alligevel, for det skal jo ud!
Søg læge hvis du ikke kan overskue det, snak med nogle. Er der selvhjælpsgrupper i den by du bor. Ellers er du velkommen til at kontakte mig på jv54@stofanet.dk så kan jeg hjælpe dig med at finde ud af om der er disse grupper - jeg har selv været med i en sådan forening som bestyrelsesmedlem.
Men det vigtigste for dig er at vide, at din sorgreaktion er NORMAL!!! og noget du bør tillade dig selv at gennemleve også at sove med hans sengetøj, gå der hvor i plejede at gå osv osv - det skal gennemleves. Snak med dine børn, de forstår mere end du tror, men luk dem ikke ude fra dit liv. Du skal også have lov til at sørge alene, men gør det også sammen med dem. Ingen kan da forlange at du skal gå og smile allerede, heller ikke dine børn, men det er jo som sagt fordi de så gerne vil have at intet var forandret, hvem ville ikke gerne det!
Min søn var 9 da hans far døde, han er knap 26 i dag og savner da stadig sin far, men har lært at leve uden.
Jeg håber for dig, at du snart får det bedre, men ting tager tid. Som sagt er du velkommen til at kontakte mig også om andet end lige de grupper.
K.h.
FerskenQ

sygdom at sørge. Det er et helt normalt træk hos vi mennesker. Det er forskelligt hvor lang tid det tager for os at bearbejde den.
Tag det helt roligt og brug den tid du har behov for.
Har selv brugt det meste af 6 år til at komme mig mentalt.
Jeg tror ikke på at vi kommer "over det" - Men jeg har affundet mig med det og er egentlig begyndt at nyde livet igen.
Det er nemlig slet ikke så værst endda.
Ha det rigtig godt og tænk på, at vi trods alt har det godt sammenlignet med andre, i denne gådefulde verden.

Kære SOl debattører.
Jeg har taget jeres mange gode råd til jer, og der er meget at bygge videre på.
Jeg har skrevet et brev til begge børnene og forsøgt at sætte ord på de tanker og følelser jeg går rundt med, under hensyntagen til deres alder.
Jeg har købt os hver en dagbog og håber børnene kan bruge den til noget. Jeg har ihvertfald fået meget skrevet ned allerede.
Tak for jeres støtte.
Kærligst Faglæreren

Læste din indlæg fra i sommers, hvor du netop havde mistet din mand. Det du skrev om din datters reaktion greb mig om hjertet. Jeg var selv 17 da jeg mistede min mor. Min første tanke da jeg læste dit indlæg var: "hvor er din datter god til at formulere sine tanker og hvor er det godt hun gør det". Jeg tror hendes vrede mod både din mand og dig er et udtryk for at hun simpelthen ikke kan holde situationen ud. "Jeg har lige mistet min far, indeni mig er alt kaos, min mor er så ked af det, er der plads til at hun kan trøste mig? kan ikke holde ud at alting er så forandret, bare alting ville blive godt igen, bare mor bliver glad igen, hvis jeg nu fortæller hvor ked af det jeg er , bliver mor så endnu mere ked af det?"
DEt er nogle af de tanker der popper op i mit hoved, mon hun tænker sådan din datter?
Nu er der jo gået et par måneder, så jeg ved ikke hvordan I har det nu, men jeg håber og tror ( du lyder nemlig som en gæv pige ) at du har fundet en måde hvorpå i bearbejder sorgen.Det vigtigste er at du tager ansvaret for jer begge to. Du skal have hjælp, så du kan hjælpe din datter.I skal kunne snakke sammen og du skal kunne rumme hendes sorg og lade hende være den teenager og det barn, hun er! Lad hende ikke som mig blive en behagesyg pige der gemmer oprør og frigørelse væk for at tage hensyn, så alle ( andre! ) får det godt igen.
Måske kan I finde nogle unge, der har prøvet det samme?
Min far gik i stykker, da min mor døde. Han begyndte at drikke og den eneste han talte med var mig. Nat efter nat, nogle gange så beruset at han slet ikke kunne huske noget næste dag..ikke godt, hverken for ham eller mig. I år døde han så pludseligt af en blodprop og jeg er nu ved at samle stumperne op efter de sidste 13 år af mit liv. Nu er jeg så blevet 31 og nu er det kun mit ansvar at få det godt og det er lidt nemmere at forholde sig til.
Håber du kan bruge mine tanker til noget!
Knus M31