Springet

Når man som ung skal løsrive sig, skal flytte hjemmefra og starte nye uddannelser, kommer de så ikke alle igennem ensomheden? følelsen af ikke at kende nogen og være efterladt?
Personligt skal jeg flytte til Jylland, hvor jeg ikke kender en eneste, tilmed skal jeg starte på en skole hvor der ikke er faste klasser... Og jeg frygter at jeg ikke kommer til at lære nogen og kende... :o)

du er en ung pige på 20 år - jeg er helt sikker på at du ikke får nogle problemer med at danne nye venskaber.
de fleste som man hører, som begynder at føle sig ensomme er enten kvinder som lige har fået børn (og evt. flyttet til ny by) og/eller kvinder som er i omgangskredse hvor alle veninderne har fået børn og ikke selv har.
jeg er sikker på du nok skal få nogle gode oplevelser i Jylland;-)

Jeg tror nok til skal gå, og på en skole er der sikkert andre der er samme situation som dig, så jeg næsten sikker på du finder sammen, med nogle nye bekendte som bliver dine venner.
Ellers er det bare normalt at være nervøs, når man mødes med en folk nye ansigter, hvor man ikke kender nogen. Men efter en uge er du allerede begyndt at snakke og efter en måned, er jeg næsten sikker på, du fundet ud af hvilken personer du kommer bedst ud af det sammen med.
Held og lykke på din nye skole.
Mvh

Jeg står selv og skal til at ta "springet", men det blir ikke ret langt:P Ikke længere væk end jeg kan se røgen fra mine forældres skorsten:P
Desuden har jeg en dejlig kæreste, og skønne venner der nok kommer til at bruge en del tid hos mig. Så, Jeg frygter ikke ensomheden.
Men-
Held og lykke med det=)
/Karina

Første gang var, da jeg startede på efterskole :-/
Jeg kendte ikke en sjæl, og det var rigtigt svært, fordi jeg samtidig var meget genert på det tidspunkt.
Men jeg overlevede det, og det har helt klart hjulpet mig de gange, jeg efterfølgende har skullet "starte forfra" alene :o)
Det vil garanteret virke død-svært og umuligt de første dage/uger, men på et tidspunkt vender bøtten, og så finder du af, at du nok skal "overleve"!! ;o)
Al held og lykke til dig :o)

..selvom det om et par måneder er 14 år siden :)
Jeg flyttede ligeledes til en helt anden by hvor jeg ingen kendte på forhånd, for mig føltes det skrækkeligt da venner hidtil altid var kommet til mig og jeg ikke selv på noget tidspunkt indtil da havde haft behov for at være opsøgende for at få venner.
Derfor føltes det for mig som et kæmpe chock pludselig at skulle være den opsøgende - det var en kæmpe modningsproces for mig, jeg må indrømme at jeg i starten isolerede mig lidt på min kollegieværelse, ikke kun pga. jeg måske tog mit nye studie på universitetet lidt for seriøst, men også fordi jeg havde fået lidt fobi overfor de andre på min kollegiegang, da de ikke selv lige just var de mest gæstfrie, desværre....heldigvis genoptog jeg min gamle interesse (roning) i min nye by og fik på denne måde hurtigt venner her. Samtidig var mit studie også projektrelateret, så jeg var så at sige i en social sammenhæng, da jeg startede på studiet.
Men jeg tror hele denne modningsproces med pludselig at være den udfarende nok tog mig alt ialt 1 års tid før jeg fandt mig hjemme i den nye rolle.
Det sværeste er at sparke sig selv bagi, men tænk bare på at der umuligt kan være nogen, der bider hovedet af dig.
Jeg vil ihvertfald stærkt anbefale dig ikke at sige "nej" når der er begivenheder i sociale sammenhænge, f.eks. kollegiefest, fest på dit studie eller bare en hyggeaften med dine nye studiekammerater. Men derudover vil jeg også råde dig stærkt til at få et socialt liv UDENFOR universitetsmiljøet, det er meget rart med et afbræk fra studiet og tænke på noget HELT andet, gerne nogle sociale aktiviteter der indebærer fysisk aktivitet, på den måde bliver du hurtigt rystet sammen med andre mennesker på en dejlig måde. :-)
Held & lykke i al fald! :-)