System Danmark
En historie fra yndige Danmark....
-hvor er det yndige i det her ?
De syge gøres endnu mere syge. De ledige får ikke arbejde. Forskeren Nanna Mik-Meyer retter en sønderlemmende kritik mod revaliderings- og aktiveringssystemet. Mennesker med et langt arbejdsliv bag sig tvinges til at overskride deres grænser og tilpasse sig en virkelighed uden mening.
"Du sidder og krænger hele dit privatliv ud. Fortæller, hvad du får angst af, eller hvad ved jeg. Jeg aner ikke, hvad det går ud på. Jeg føler, at det er totalt nyttesløst".
Sådan fortæller Birgitte til Nanna Mik-Meyer i bogen "Dømt til personlig udvikling".
Birgittes nakke kan ikke længere klare montagearbejde, og derfor er hun blevet klient på et dansk revalideringscenter, hvor socialarbejdere og sagsbehandlere skal vurdere hendes arbejdsevne og muligheder på arbejdsmarkedet.
Midt i uvisheden om, hvad der sker hende fremover, kan Birgitte alligevel grine ad de mange pauser og kaffedrikkeriet på stedet:
"Men hvad hjælper det mig at sidde og drikke morgenkaffe, snakke, hygge og slappe af, spise frokost, være i køkkenet, lave mad til andre, gå på museum, og gud hvor får jeg meget arbejde af det her ikke. Jeg forstår det ikke".
I "Dømt til personlig udvikling" rejser antropologen og sociologen Nanna Mik-Meyer en skarp kritik af system-Danmark, og hvad der sker med de mennesker, der havner på et revalideringscenter.
Mens andre antropologer rejser ud til fjerne egne for at studere eksotiske folkeslag, har Nanna Mik-Meyer siden 1997 brugt måneder på at tale med klienter og socialarbejdere på revalideringscentre og aktiveringsprojekter i Danmark.
Men hvorfor er det overhovedet interessant og vigtigt at vide, hvad der foregår på de her centre?
- Det handler om, hvilket samfund vi vil have, og hvad staten skal blande sig i. Der mangler debat om, hvad vi synes, det er rimeligt at tvinge folk til. De mennesker, der er tvunget til at deltage, bliver udsat for indgreb i deres privatliv, vi andre ikke ville finde os i.
Personlig udvikling
Men hvad er det, der sker med mennesker, der kommer ind på de her centre? Handler det ikke bare om, at de skal i arbejde?
- Det, der foregår i alle disse velfærdsinstitutioner, betyder, at borgerne bliver skabt om til klienter. Deres liv og samlede erfaringer bliver reduceret til en størrelse, der passer til systemet, socialarbejdernes og den enkelte institutions måde at arbejde på.
- Meget socialt arbejde handler om at understøtte en personlig udvikling af klienterne. Men mange kan ikke genkende sig selv i det og bliver udsat for en indblanding i privatlivet, der kan virke smertelig.
- Mange af dem er ufaglærte, der er oppe i årerne, er slidt ned eller har mistet jobbet, fordi fabrikken er flyttet til Kina. De er arbejdsomme mennesker, der både er for unge og for raske til at få pension. Og de ser ikke personlig udvikling, rundkreds-projekter og morgenmøder med snak over kaffe som et oplagt middel til at komme videre. Mange har i stedet et ønske om et fleksjob, siger Nanna Mik-Meyer.
Men fleksjob er svære at skaffe, så i stedet begynder socialarbejderne at fokusere på det, Nanna Mik-Meyer kalder personlig udvikling.
- Noget, man altid kan gøre, er at lave samtaler, gruppeøvelser, hvor folk præsenterer sig selv, gåture, kaffedrikning og andre aktiviteter, jeg indfanger med begrebet personlig udvikling.
Kan ikke sige nej
"Dømt til personlig udvikling" - det er en hård titel og beskrivelse?
- Ja. Men en stor del af dem, jeg har mødt, tager afstand fra den psykologisering, der finder sted de her steder.
- For eksempel øvelser, som går ud på at sælge sig selv foran resten af holdet. Det betragter mange mennesker med års erfaring på arbejdsmarkedet som ydmygende. De har aldrig haft svært ved at sælge sig selv. Det har aldrig været problemet.
Hvorfor er det blevet sådan?
- Måske fordi man ikke kan skaffe folk arbejde, skaber man i stedet nogle rammer, der skal ligne virkeligheden. Meget af det ender i sådan noget pseudo-gruppe-dynamik-halløj. Det ligner ikke virkeligheden.
- På en fabrik bliver du fyret, hvis du kommer for sent hver dag i flere uger. Det gør du ikke på et revalideringscenter eller i et aktiveringsprojekt. Man får heller ikke løn, og måske er den første, du møder i frokostpausen, en, der har været der i to år. Folk tilpasser sig situationen, drikker kaffe og tager den med ro. Hvorfor skulle de skynde sig?
- Problemet er, at det er dét grundlag, systemet og socialarbejderne vurderer folk på, selv om de tidligere har passet et job og i øvrigt ville opføre sig helt anderledes på arbejdsmarkedet. Man er med andre ord klient i et system og ikke en arbejdstager på arbejdsmarkedet.
Snævert fokus på klientrolle
Nanna Mik-Meyer holder ofte foredrag for socialrådgivere og andre, der arbejder med sociale klienter. Hun forsøger at få socialarbejderne til at se klienterne som andet end enkeltindivider.
- Hvis der er tale om nedslidte eller ufaglærte over 40, der kommer fra industrivirksomheder, der er lukket, så nytter det ikke at tale til dem, som om deres problemer skyldes noget i dem selv. Så er deres problem et socialt problem og ikke kun et individuelt problem.
- I stedet for at det er dem, der skal laves om, dem, der skal være mere fleksible, samarbejdsvillige, omstillingsparate, og hvad det ellers hedder i dag, ville man lette en del af byrden for de mennesker, hvis man tog udgangspunkt i, at de er kommet i en situation, de ikke selv alene bærer skylden for.
Burde man lukke revalideringscentrene?
- Nej. Det ville få meget uoverskuelige konsekvenser for de meget svage, mennesker med psykiske lidelser eller misbrugsproblemer og for personer, hvis eneste problem er ledighed, men ikke selv ved, hvilke job de kan varetage.
- Det, jeg peger på, er, at det ikke fungerer optimalt for en stor gruppe mennesker, og at reva-centrene er gammeldags og rettet mod et industrisamfund, der ikke eksisterer mere.
Det var sådan, du beskrev aktiveringsindustrien i 1999, men sådan foregår det jo fortsat mange steder?
- Jeg ved ikke, om aktiveringsindustrien er på samme måde i dag. Dengang stod det lysende klart, at det ikke holder en meter at aktivere ledige ved at sætte dem til håbløse opgaver. De ledige, jeg besøgte, pakkede chokolade og blade for private firmaer. Det gik op for dem, at arbejdet tidligere blev udført i fængslerne, og at alternativet var, at opgaverne blev sendt til Østen. Derfor kunne de ikke se, at de havde nogen gavn af det, de lavede, og da de heller ikke fik arbejde, beskrev de det som meningsløst.
Mener du ikke, man skal bruge tvang?
- Tvang er fornuftigt nok, hvis det kan føre til arbejde. Hvis man som aktiveret får at vide, at man er garanteret et job efter et par måneder, hvis man følger med og møder op, er det jo helt fint.
Hvordan kan der ske ændringer?
- Politikerne burde sætte sig for at undersøge arbejdsmarkedet og mulighederne for klienterne grundigt i stedet for - som i dag - primært at sætte initiativer i gang, hvor det er klienterne, der undersøges grundigt.
Nanna Mik-Meyer henviser til, at ingen rigtig ved, hvilken effekt revalideringscentre har, og om aktivering virker. Der har blot været bred enighed om, at det skal være sådan. Men for en liberal regering ligger det lige for med mere markedsstyring, mener hun.
- Jeg tror, man ville få meget mere succes med folk, der kommer af sig selv, end med dem, der bliver sendt af kommunen. Jeg er overbevist om, at de gode steder ville overleve, hvis man indfører frivillighed i projekter, der ikke er målrettet arbejdsmarkedet. Der er selvfølgelig nogle, der gerne vil udvikles personligt.
- Men "mød-op-eller-mist-dine- penge" er et meget dårligt udgangspunkt, hvis man ikke har andet at tilbyde end personlig udvikling. Projekterne burde stilles over for krav. Det gør man ikke, selv om klienterne dagligt stilles over for en række krav.
Nanna Mik-Meyer
Nanna Mik-Meyer er født i 1970, gift og mor til to børn.
Hun er uddannet antropolog og ph.d. i sociologi. Hun har tidligere været ansat som forsker ved Socialforskningsinstituttet, men underviser nu på Copenhagen Business School.
Nanna Mik-Meyers forskning har mest været centreret omkring socialt arbejde med fokus på mødet mellem system og klient.
Den unge forsker har skrevet og været medskribent og redaktør på flere bøger som "At skabe en klient" og "Dømt til personlig udvikling". Hun har desuden blandet sig i den offentlige debat med kronikker og debatoplæg.
Opskrift på en klient
Diana er 56 år og nedslidt efter at have været dagplejemor i 37 år. Hun har fået en kunstig hofte, men har mange smerter, hun har haft mavesår og er tynd og spinkel.
Dianas kommune har nægtet hende førtidspension og har bedt reva-centret undersøge hendes arbejdsevne og situation.
Diana ender med at få tilkendt førtidspension. Men det sker ikke på grund af nedslidning, smerter i hoften og den håbløse situation, som Diana og hendes mand ser hende i og argumenterer ud fra.
Alle de enkelte problemer kan kommunen afvise. I samarbejde med socialarbejderne på reva-centret lærer Diana i stedet at fokusere på den allergi, hun også lider af. Allergien kan i modsætning til de andre problemer ikke afklares og tilbagevises af kommunen og bliver derfor løftestangen til en førtidspension.
Diana bliver som alle andre, der møder systemet, lavet om til klient. Hun bliver skabt i et billede, der matcher den institution og de socialarbejdere, der skal arbejde med hendes sag.
Andre er ikke så heldige. De gør modstand og risikerer at få hæftet etiketter som vrangvillig, sygdomsfikseret eller fastlåst på sig. Som klient får man en identitet, systemet kan håndtere og arbejde med. Man kan også være såkaldt flytbar, hvis man spiller med på systemets forslag. Som klient er man dermed blevet reduceret til en størrelse, de forskellige velfærdsinstitutioner kan arbejde med.
Fakta:
Målt i helårspersoner var der sidste år 8.150 mænd og 15.039 kvinder i forskellige former for revalidering - fortrinsvis på amtslige centre. Når amterne forsvinder, overtager kommunerne al revalidering.
Kilde: Nanna Mik-Meyer og bogen "Dømt til personlig udvikling", Hans Reitzels Forlag 2004.
"Mød-op-eller-mist-dine- penge" er et meget dårligt udgangspunkt, hvis man ikke har andet at tilbyde end personlig udvikling. Projekterne burde stilles over for krav. Det gør man ikke, selv om klienterne dagligt stilles over for en række krav.
-hvor er det yndige i det her ?
De syge gøres endnu mere syge. De ledige får ikke arbejde. Forskeren Nanna Mik-Meyer retter en sønderlemmende kritik mod revaliderings- og aktiveringssystemet. Mennesker med et langt arbejdsliv bag sig tvinges til at overskride deres grænser og tilpasse sig en virkelighed uden mening.
"Du sidder og krænger hele dit privatliv ud. Fortæller, hvad du får angst af, eller hvad ved jeg. Jeg aner ikke, hvad det går ud på. Jeg føler, at det er totalt nyttesløst".
Sådan fortæller Birgitte til Nanna Mik-Meyer i bogen "Dømt til personlig udvikling".
Birgittes nakke kan ikke længere klare montagearbejde, og derfor er hun blevet klient på et dansk revalideringscenter, hvor socialarbejdere og sagsbehandlere skal vurdere hendes arbejdsevne og muligheder på arbejdsmarkedet.
Midt i uvisheden om, hvad der sker hende fremover, kan Birgitte alligevel grine ad de mange pauser og kaffedrikkeriet på stedet:
"Men hvad hjælper det mig at sidde og drikke morgenkaffe, snakke, hygge og slappe af, spise frokost, være i køkkenet, lave mad til andre, gå på museum, og gud hvor får jeg meget arbejde af det her ikke. Jeg forstår det ikke".
I "Dømt til personlig udvikling" rejser antropologen og sociologen Nanna Mik-Meyer en skarp kritik af system-Danmark, og hvad der sker med de mennesker, der havner på et revalideringscenter.
Mens andre antropologer rejser ud til fjerne egne for at studere eksotiske folkeslag, har Nanna Mik-Meyer siden 1997 brugt måneder på at tale med klienter og socialarbejdere på revalideringscentre og aktiveringsprojekter i Danmark.
Men hvorfor er det overhovedet interessant og vigtigt at vide, hvad der foregår på de her centre?
- Det handler om, hvilket samfund vi vil have, og hvad staten skal blande sig i. Der mangler debat om, hvad vi synes, det er rimeligt at tvinge folk til. De mennesker, der er tvunget til at deltage, bliver udsat for indgreb i deres privatliv, vi andre ikke ville finde os i.
Personlig udvikling
Men hvad er det, der sker med mennesker, der kommer ind på de her centre? Handler det ikke bare om, at de skal i arbejde?
- Det, der foregår i alle disse velfærdsinstitutioner, betyder, at borgerne bliver skabt om til klienter. Deres liv og samlede erfaringer bliver reduceret til en størrelse, der passer til systemet, socialarbejdernes og den enkelte institutions måde at arbejde på.
- Meget socialt arbejde handler om at understøtte en personlig udvikling af klienterne. Men mange kan ikke genkende sig selv i det og bliver udsat for en indblanding i privatlivet, der kan virke smertelig.
- Mange af dem er ufaglærte, der er oppe i årerne, er slidt ned eller har mistet jobbet, fordi fabrikken er flyttet til Kina. De er arbejdsomme mennesker, der både er for unge og for raske til at få pension. Og de ser ikke personlig udvikling, rundkreds-projekter og morgenmøder med snak over kaffe som et oplagt middel til at komme videre. Mange har i stedet et ønske om et fleksjob, siger Nanna Mik-Meyer.
Men fleksjob er svære at skaffe, så i stedet begynder socialarbejderne at fokusere på det, Nanna Mik-Meyer kalder personlig udvikling.
- Noget, man altid kan gøre, er at lave samtaler, gruppeøvelser, hvor folk præsenterer sig selv, gåture, kaffedrikning og andre aktiviteter, jeg indfanger med begrebet personlig udvikling.
Kan ikke sige nej
"Dømt til personlig udvikling" - det er en hård titel og beskrivelse?
- Ja. Men en stor del af dem, jeg har mødt, tager afstand fra den psykologisering, der finder sted de her steder.
- For eksempel øvelser, som går ud på at sælge sig selv foran resten af holdet. Det betragter mange mennesker med års erfaring på arbejdsmarkedet som ydmygende. De har aldrig haft svært ved at sælge sig selv. Det har aldrig været problemet.
Hvorfor er det blevet sådan?
- Måske fordi man ikke kan skaffe folk arbejde, skaber man i stedet nogle rammer, der skal ligne virkeligheden. Meget af det ender i sådan noget pseudo-gruppe-dynamik-halløj. Det ligner ikke virkeligheden.
- På en fabrik bliver du fyret, hvis du kommer for sent hver dag i flere uger. Det gør du ikke på et revalideringscenter eller i et aktiveringsprojekt. Man får heller ikke løn, og måske er den første, du møder i frokostpausen, en, der har været der i to år. Folk tilpasser sig situationen, drikker kaffe og tager den med ro. Hvorfor skulle de skynde sig?
- Problemet er, at det er dét grundlag, systemet og socialarbejderne vurderer folk på, selv om de tidligere har passet et job og i øvrigt ville opføre sig helt anderledes på arbejdsmarkedet. Man er med andre ord klient i et system og ikke en arbejdstager på arbejdsmarkedet.
Snævert fokus på klientrolle
Nanna Mik-Meyer holder ofte foredrag for socialrådgivere og andre, der arbejder med sociale klienter. Hun forsøger at få socialarbejderne til at se klienterne som andet end enkeltindivider.
- Hvis der er tale om nedslidte eller ufaglærte over 40, der kommer fra industrivirksomheder, der er lukket, så nytter det ikke at tale til dem, som om deres problemer skyldes noget i dem selv. Så er deres problem et socialt problem og ikke kun et individuelt problem.
- I stedet for at det er dem, der skal laves om, dem, der skal være mere fleksible, samarbejdsvillige, omstillingsparate, og hvad det ellers hedder i dag, ville man lette en del af byrden for de mennesker, hvis man tog udgangspunkt i, at de er kommet i en situation, de ikke selv alene bærer skylden for.
Burde man lukke revalideringscentrene?
- Nej. Det ville få meget uoverskuelige konsekvenser for de meget svage, mennesker med psykiske lidelser eller misbrugsproblemer og for personer, hvis eneste problem er ledighed, men ikke selv ved, hvilke job de kan varetage.
- Det, jeg peger på, er, at det ikke fungerer optimalt for en stor gruppe mennesker, og at reva-centrene er gammeldags og rettet mod et industrisamfund, der ikke eksisterer mere.
Det var sådan, du beskrev aktiveringsindustrien i 1999, men sådan foregår det jo fortsat mange steder?
- Jeg ved ikke, om aktiveringsindustrien er på samme måde i dag. Dengang stod det lysende klart, at det ikke holder en meter at aktivere ledige ved at sætte dem til håbløse opgaver. De ledige, jeg besøgte, pakkede chokolade og blade for private firmaer. Det gik op for dem, at arbejdet tidligere blev udført i fængslerne, og at alternativet var, at opgaverne blev sendt til Østen. Derfor kunne de ikke se, at de havde nogen gavn af det, de lavede, og da de heller ikke fik arbejde, beskrev de det som meningsløst.
Mener du ikke, man skal bruge tvang?
- Tvang er fornuftigt nok, hvis det kan føre til arbejde. Hvis man som aktiveret får at vide, at man er garanteret et job efter et par måneder, hvis man følger med og møder op, er det jo helt fint.
Hvordan kan der ske ændringer?
- Politikerne burde sætte sig for at undersøge arbejdsmarkedet og mulighederne for klienterne grundigt i stedet for - som i dag - primært at sætte initiativer i gang, hvor det er klienterne, der undersøges grundigt.
Nanna Mik-Meyer henviser til, at ingen rigtig ved, hvilken effekt revalideringscentre har, og om aktivering virker. Der har blot været bred enighed om, at det skal være sådan. Men for en liberal regering ligger det lige for med mere markedsstyring, mener hun.
- Jeg tror, man ville få meget mere succes med folk, der kommer af sig selv, end med dem, der bliver sendt af kommunen. Jeg er overbevist om, at de gode steder ville overleve, hvis man indfører frivillighed i projekter, der ikke er målrettet arbejdsmarkedet. Der er selvfølgelig nogle, der gerne vil udvikles personligt.
- Men "mød-op-eller-mist-dine- penge" er et meget dårligt udgangspunkt, hvis man ikke har andet at tilbyde end personlig udvikling. Projekterne burde stilles over for krav. Det gør man ikke, selv om klienterne dagligt stilles over for en række krav.
Nanna Mik-Meyer
Nanna Mik-Meyer er født i 1970, gift og mor til to børn.
Hun er uddannet antropolog og ph.d. i sociologi. Hun har tidligere været ansat som forsker ved Socialforskningsinstituttet, men underviser nu på Copenhagen Business School.
Nanna Mik-Meyers forskning har mest været centreret omkring socialt arbejde med fokus på mødet mellem system og klient.
Den unge forsker har skrevet og været medskribent og redaktør på flere bøger som "At skabe en klient" og "Dømt til personlig udvikling". Hun har desuden blandet sig i den offentlige debat med kronikker og debatoplæg.
Opskrift på en klient
Diana er 56 år og nedslidt efter at have været dagplejemor i 37 år. Hun har fået en kunstig hofte, men har mange smerter, hun har haft mavesår og er tynd og spinkel.
Dianas kommune har nægtet hende førtidspension og har bedt reva-centret undersøge hendes arbejdsevne og situation.
Diana ender med at få tilkendt førtidspension. Men det sker ikke på grund af nedslidning, smerter i hoften og den håbløse situation, som Diana og hendes mand ser hende i og argumenterer ud fra.
Alle de enkelte problemer kan kommunen afvise. I samarbejde med socialarbejderne på reva-centret lærer Diana i stedet at fokusere på den allergi, hun også lider af. Allergien kan i modsætning til de andre problemer ikke afklares og tilbagevises af kommunen og bliver derfor løftestangen til en førtidspension.
Diana bliver som alle andre, der møder systemet, lavet om til klient. Hun bliver skabt i et billede, der matcher den institution og de socialarbejdere, der skal arbejde med hendes sag.
Andre er ikke så heldige. De gør modstand og risikerer at få hæftet etiketter som vrangvillig, sygdomsfikseret eller fastlåst på sig. Som klient får man en identitet, systemet kan håndtere og arbejde med. Man kan også være såkaldt flytbar, hvis man spiller med på systemets forslag. Som klient er man dermed blevet reduceret til en størrelse, de forskellige velfærdsinstitutioner kan arbejde med.
Fakta:
Målt i helårspersoner var der sidste år 8.150 mænd og 15.039 kvinder i forskellige former for revalidering - fortrinsvis på amtslige centre. Når amterne forsvinder, overtager kommunerne al revalidering.
Kilde: Nanna Mik-Meyer og bogen "Dømt til personlig udvikling", Hans Reitzels Forlag 2004.
"Mød-op-eller-mist-dine- penge" er et meget dårligt udgangspunkt, hvis man ikke har andet at tilbyde end personlig udvikling. Projekterne burde stilles over for krav. Det gør man ikke, selv om klienterne dagligt stilles over for en række krav.