så fik jeg pakket alle hans ting
Der har stort set ikke været andet end nærmest irritationer den seneste tid mellem min kæreste og jeg og i går kom dråben så.....jeg pakke alt hans tøj og ting sammen, men som han endnu ikke har afhentet-enten før i aften eller i morgen...eftersom hvornår han tager sig sammen...
Men trods bruddet, så er jeg enorm ked af det-for inderst inde elsker jeg jo manden så højt. han er så dejlig, men jeg synes ikke han behandler mig godt. Jeg har nævnt parterapi, men han afviser det total. jeg ville ønske at der var noget vi kunne gøre for at få forholdet til at fungere, men jeg er tom af ideer.... mit hjerte siger ja til ham, men min fornuft siger nej.... jeg er forvirret, for kender i ikke det, at når man har sovet på det, så kan man ikke lade være med at tænke, er det mon bare mig, der er noget i vejen med....er jeg for nærtagende, eller er det virkelig manden som opfører sig fuldstændig urimeligt.... og er en tyran, eller sker det at man i et forhold bliver urimelig overfor hinanden, når skænderierne tager over....
det startede i går, da "kæresten" ville hente morgenmad og jeg spurgte ham, om han ville tage et rugbrød med...jeg kunne se i hans ansigt, at han skar grimasser...åhh nej sagde jeg glem det... jeg har nemlig før bedt ham om at tage brød med fra bageren, hvor han blev sur, for det gad han ikke...meget urimeligt synes jeg.
Jeg har spurgt "kæresten" nogle gange om vi ikke skulle tage i hans sommerhus en weekend, men, han tændte af og sagde det gad han sgu ikke....for så kaldte arbejdet bare i haven...jeg tilbød ham at hjælpe, men det afslog han, for han ville ikke stå i taknemmelighedsgæld til mig og han sagde at han ikke ville ikke over i sommerhuset og kede sig i det dårlige vejr.... men pludseligt i går eftermiddags sagde han, at han kørte nu og om jeg ville med....øhhhh, men ja sagde jeg, om vi så skulle tage op på kroen og spise men det mente han ikke, for der skulle bestilles bord....nå men hvad så sagde jeg....så foreslog jeg at da han ikke ville have mig til at hjælpe i haven, så kunne jeg lave mad og vi kunne invitere noget familie, som han længe havde tænkt på, men det gad han heller ikke.....jammen spurgte jeg ham, hvad synes du jeg skal lave, når du nu gerne vil bestemme alt, at jeg faktisk ingenting må.... han mente at jeg da bare kunne sove og slappe af. fuck dig sagde jeg og så smuttede han selv afsted.....så jeg blev rasende og pakkede hans ting og tøj - og her sidder jeg så nu.....han ønsker at blive boende hos mig, men med hans opførsel har jeg ikke lyst til det....og han har glædeligt fortalt mig i dag, at han rigtig har hygget sig med sin datter-de har været på tur......ved sommerhuset.
Jeg føler at han ikke rigtig gider mig og at han kun vil bo hos mig af praktiske årsager....for han virker bestemt ikke ked af det, men han har sms til mig hele dagen i går og i dag....at han elsker mig..
Hmmm jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om dette her.....og jeg er ikke ude på at i skal svine ham til og heller ej synes det er synd for mig...
Men trods bruddet, så er jeg enorm ked af det-for inderst inde elsker jeg jo manden så højt. han er så dejlig, men jeg synes ikke han behandler mig godt. Jeg har nævnt parterapi, men han afviser det total. jeg ville ønske at der var noget vi kunne gøre for at få forholdet til at fungere, men jeg er tom af ideer.... mit hjerte siger ja til ham, men min fornuft siger nej.... jeg er forvirret, for kender i ikke det, at når man har sovet på det, så kan man ikke lade være med at tænke, er det mon bare mig, der er noget i vejen med....er jeg for nærtagende, eller er det virkelig manden som opfører sig fuldstændig urimeligt.... og er en tyran, eller sker det at man i et forhold bliver urimelig overfor hinanden, når skænderierne tager over....
det startede i går, da "kæresten" ville hente morgenmad og jeg spurgte ham, om han ville tage et rugbrød med...jeg kunne se i hans ansigt, at han skar grimasser...åhh nej sagde jeg glem det... jeg har nemlig før bedt ham om at tage brød med fra bageren, hvor han blev sur, for det gad han ikke...meget urimeligt synes jeg.
Jeg har spurgt "kæresten" nogle gange om vi ikke skulle tage i hans sommerhus en weekend, men, han tændte af og sagde det gad han sgu ikke....for så kaldte arbejdet bare i haven...jeg tilbød ham at hjælpe, men det afslog han, for han ville ikke stå i taknemmelighedsgæld til mig og han sagde at han ikke ville ikke over i sommerhuset og kede sig i det dårlige vejr.... men pludseligt i går eftermiddags sagde han, at han kørte nu og om jeg ville med....øhhhh, men ja sagde jeg, om vi så skulle tage op på kroen og spise men det mente han ikke, for der skulle bestilles bord....nå men hvad så sagde jeg....så foreslog jeg at da han ikke ville have mig til at hjælpe i haven, så kunne jeg lave mad og vi kunne invitere noget familie, som han længe havde tænkt på, men det gad han heller ikke.....jammen spurgte jeg ham, hvad synes du jeg skal lave, når du nu gerne vil bestemme alt, at jeg faktisk ingenting må.... han mente at jeg da bare kunne sove og slappe af. fuck dig sagde jeg og så smuttede han selv afsted.....så jeg blev rasende og pakkede hans ting og tøj - og her sidder jeg så nu.....han ønsker at blive boende hos mig, men med hans opførsel har jeg ikke lyst til det....og han har glædeligt fortalt mig i dag, at han rigtig har hygget sig med sin datter-de har været på tur......ved sommerhuset.
Jeg føler at han ikke rigtig gider mig og at han kun vil bo hos mig af praktiske årsager....for han virker bestemt ikke ked af det, men han har sms til mig hele dagen i går og i dag....at han elsker mig..
Hmmm jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om dette her.....og jeg er ikke ude på at i skal svine ham til og heller ej synes det er synd for mig...