Så fik man lige knust sit hjerte igen..
Ja,som overskriften siger,så har jeg igen fået knust mit hjerte.Ikke fordi vi havde kendt hinanden så længe,men fuck hvor var jeg forelsket i ham.Han syntes jeg er sød,men havde bare ikke den rigtige mavefølelse for os to,og det er da ikke fedt når kærlighed ikke er gengældt.
Har været single i ca 1,5 år,på det stykke tid er han fyr nummer 2 jeg har involveret mig i.Er måske ikke en typisk single,involverer mig ikke rigtig i fyre som jeg ikke er tiltrukket af,gider ikke rode mig ud i en masse uforpligtende.
Denne gang har jeg rigtig svært ved at komme videre.Tænker konstant på ham og hvad han laver.Om han nu har fundet en ny kæreste o.s.v.Har på en måde meget svært ved at acceptere at det er slut,syntes vi svingede rigtig godt sammen,ville nok nærmest sige han var min soulmate,ham som jeg føler,at vi ville være perfekte sammen...
Tænker konstant på de gode stunder,de søde,kærlige ord,og hvordan han altid kunne give mig sommerfugle i maven..Alt det som nu er væk for evigt,og som aldrig kommer tilbage..[:*(]
Syntes jeg total har mistet troen på kærlighed.Har svært ved at se hvordan jeg nogensinde skal møde en anden der kan få mig til at føle sådan igen,og hvor det for en gang skyld skal være gengældt.
Alle siger at selvfølgelig er han et sted derude,men hvem kan garantere det? Nu har jeg mødt to som jeg virkelig har været glade for,men det var aldrig gengældt på samme måde..
Er det noget alle os singler er nødt til at sige for at holde modet oppe? For tror da inderst inde vi alle ønsker at finde den store kærlighed...
Tror da personligt at jeg bliver mere og mere forsigtig for hver gang jeg møder en,af frygt for at blive skuffet og såret igen,og kan man få et forhold ud af noget hvor man ikke tør give sig 100%?
Ville så gerne at der var nogen der kunne garantere at "manden i mit liv" pludselig står der,men ved at ingen kan garantere det,men gud hvor jeg da savner at få lidt kærlighed igen.Er ked af at være den der bliver såret igen og igen.Efter et ægteskab uden ret meget kærlighed i de sidste år,føler jeg sgu faktisk jeg har fortjent at få lidt kærlighed igen,men sådan skal det åbenbart ikke være..
Lige nu har jeg det sådan,at jeg tror at jeg aldrig møder ham som jeg skal blive gammel med,men at jeg da måske nok kommer til at rende ind i nogle kærester undervejs,men tror sgu mange singler er blevet for kræsne..Det skal være 100% den rigtige,ellers dur det ikke,og så leder man videre hos den næste....Kan man leve med at man måske kun syntes det er 90 %,og man må gå på kompromis med de sidste 10%?Hvordan har andre singler det med at være single? Er det total fedt? Savner du ikke en partner? Er man blevet for kræsen? Bare nogle tanker jeg sidde med her med et knust hjerte igen..
Har været single i ca 1,5 år,på det stykke tid er han fyr nummer 2 jeg har involveret mig i.Er måske ikke en typisk single,involverer mig ikke rigtig i fyre som jeg ikke er tiltrukket af,gider ikke rode mig ud i en masse uforpligtende.
Denne gang har jeg rigtig svært ved at komme videre.Tænker konstant på ham og hvad han laver.Om han nu har fundet en ny kæreste o.s.v.Har på en måde meget svært ved at acceptere at det er slut,syntes vi svingede rigtig godt sammen,ville nok nærmest sige han var min soulmate,ham som jeg føler,at vi ville være perfekte sammen...
Tænker konstant på de gode stunder,de søde,kærlige ord,og hvordan han altid kunne give mig sommerfugle i maven..Alt det som nu er væk for evigt,og som aldrig kommer tilbage..[:*(]
Syntes jeg total har mistet troen på kærlighed.Har svært ved at se hvordan jeg nogensinde skal møde en anden der kan få mig til at føle sådan igen,og hvor det for en gang skyld skal være gengældt.
Alle siger at selvfølgelig er han et sted derude,men hvem kan garantere det? Nu har jeg mødt to som jeg virkelig har været glade for,men det var aldrig gengældt på samme måde..
Er det noget alle os singler er nødt til at sige for at holde modet oppe? For tror da inderst inde vi alle ønsker at finde den store kærlighed...
Tror da personligt at jeg bliver mere og mere forsigtig for hver gang jeg møder en,af frygt for at blive skuffet og såret igen,og kan man få et forhold ud af noget hvor man ikke tør give sig 100%?
Ville så gerne at der var nogen der kunne garantere at "manden i mit liv" pludselig står der,men ved at ingen kan garantere det,men gud hvor jeg da savner at få lidt kærlighed igen.Er ked af at være den der bliver såret igen og igen.Efter et ægteskab uden ret meget kærlighed i de sidste år,føler jeg sgu faktisk jeg har fortjent at få lidt kærlighed igen,men sådan skal det åbenbart ikke være..
Lige nu har jeg det sådan,at jeg tror at jeg aldrig møder ham som jeg skal blive gammel med,men at jeg da måske nok kommer til at rende ind i nogle kærester undervejs,men tror sgu mange singler er blevet for kræsne..Det skal være 100% den rigtige,ellers dur det ikke,og så leder man videre hos den næste....Kan man leve med at man måske kun syntes det er 90 %,og man må gå på kompromis med de sidste 10%?Hvordan har andre singler det med at være single? Er det total fedt? Savner du ikke en partner? Er man blevet for kræsen? Bare nogle tanker jeg sidde med her med et knust hjerte igen..