TABU, ung og normal, men får førtidspension

Hej derude,
Jeg er en ung pige på 32 som gik ned med voldsom stress for nogle år siden.
Lægen kalder der PTS - post traumatisk stress syndrom.
Efter et år hvor jeg vågnede konstant om natten og ikke kunne fidne ro om natten, fik jeg tilkendt førtidspension - det var en lettelse.
Langsomt har jeg fået en almindelig hverdag og jeg har det godt, men dette at jeg får førtidspensionen er et kæmpe TABU for mig.
Når jeg møder nye mennesker er det simpelthen så pinligt at fortælle og nogle gange stikker jeg en hvid løgn i stedet og det har jeg det rigtig dårligt med.
Men det er mit indtryk at mange har fordomme omkring at et ungt menneske som mig får førtidspension???
Jeg ser jo helt normal ud så hvorfor arbejder jeg ikke.
Hvis jeg kom tilbage på et arbejde, ville jeg i løbet af kort tid få det skidt igen.
Har prøvet flere gange.
Efter jeg har fået førtidspensionen er jeg blevet indelukket, trækker jeg mig fra sociale sammenhæng og er jeg meget for mig selv.
Men jeg er virkelig ked af det og føler ikke jeg kan stå imod overfor folks negative holdning til det og alle de spørgsmål de kommer med.
Så snart man møder andre spørger de jo hvad man laver og så svarer jeg måske at jeg får førtidspension og så kommer alle spørgsmålene.
Jeg synes det er meget privatliv jeg så skal hive frem og føler mig så meget sårbar stillet.
Andre skal jo heller ikke sidde og fortælle om deres mest ømtålelige områder i deres liv ved fester osv.
Min egen svigerfamilie ved end ikke at jeg får pension.
Min kæreste ved det selvfølgeligt.
Men jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her med alle hemmelighederne.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få det bedre med bare at være den jeg er?
For jeg kan ikke ændre på at jeg har stress og jo mere jeg presser mig selv jo værre bliver det blot.

Det er et kæmpe problem, jeg ved det, nogle gange ville man ønske man havde midstet noget i stedet for, en arm eller et ben, for så kunne folk forstå det, de fatter ikke at man også kan gå i stykker indvendig.
Men trøst dig med at det kan ske for alle.
Med de Venligeste Hilsner Poul Jørgensen

Jeg ville virkelig også føle det som en lettelse hvis jeg kunne få så meget tid til mine hobbyer, men nu er førtidspension ikke noget der bliver smidt i grams mere ..
Man skal VIRKELIG VÆRE syg. 😮

jeg fik pension i samme alder som dig , og har nu fået det et par år . og uh hvor jeg kender fonemmelsen 😖 det først man bliver spurgt om er hvad laver du så ??? og jo jeg er pensionist "😮 nå hvorfor det du ser da rask ud " det er det samme og det samme .
for mit vedkommende er der jo ingen der ser at jeg må lægge mig mange timer hver dag for smerter , de ser bare hende den friske .
du er da alt for ung til pension ... øh ja -plejer jeg at sige- men der er en grund til at pension kan tildeles borgere mellem 18 & 60 år .
jeg havde det for fedeste job inden alt dette og nogen gange når jeg ikke gider udlevere mig selv siger jeg stadig at jeg er det .
det er totalt tabu , fordi der forventes at man skal kunne klare sig selv , og ingen ville ønske det mere end jeg at jeg kunne .
men nogen gange tror jeg faktisk også det er vores egne holdninger der gør det pinligt , for jeg indrømmer da blankt at jeg synes at jeg er en fiasko og så er det pinligt at fortælle andre . tror ikke helt de lægger det samme i det som vi selv gør .
jeg har en veninde der idag er fuldstændig ligeglad så hun fortæller da gerne ja jeg er pensionist og det godtager folk. og som hun siger hvis ikke de kan acceptere det ja så er det deres problem , jeg ville ønske jeg kunne være ligesådan 🙂

Hej med dig, vil du høre en gammel mands mening ?? nå jeg skriver den uanset om du vil eller ej 😉
Først og fremmest skal du lære at se dig selv som du er, du er et "produkt" af den verden du er en del af, du har blot ikke det rigtige gen i dig og derfor gik du ned.
Det er ingen skam, nogle mennesker kan klare det andre ikke, sådan er vi mennesker forskellige.
Jeg kender ikke til din barndom, men tit og ofte stammer evnerne til at få stress helt tilbage fra barndommen, mange børn bliver pacet frem af forældrene og det gør børn forvirrede og når de så bliver teenagere skal de samme børn udleve forældrenes ambitioner og dermed er de ude på glidebanen mod at gå i opløsning rent menneskeligt.
Det er en den ene type.
Den anden type er de mennesker som lader sig presse og som ikke forstår at sætte hælene i og protestere mens tid er, disse mennesker lader sig ødelægge af den verden de lever i.
Mange mennesker bliver presset helt ud i tovene for til sidst at give op, deres liv er smadret, deres drømme er knust, de slog ikke til, arbejdslivet blev en plage og alt dette fører til selvbebrejdelser og til sidst stress fordi man føler man ikke slår til, men disse mennesker er ikke selv klar over det, de får et chok når det endelig går op for dem.
Hvilken gruppe du hører til må du selv finde ud af.
Til det med førtidspension:
Du skal ikke skamme dig over at være førtidspensionist, det er din borgerret at når du er blevet ødelagt af det samfund (arbejdspladsen) du er en del af, skal det samfund forsørge dig til du igen kan klare dig selv og kommer du aldrig til det, er du i din gode ret til at modtage førtidspension til den dag du overgår til folkepension.
Så er der det med dine fremtidsmuligheder:
Hvad interesserer dig❓hvad kan du tænke dig at lave, arbejde eller hobby, kunne du forestille dig at blive frivillig i en genbrugsbutik, f.eks. Røde Kors eller Kirkens Korshær, de tager imod dig med kyshånd og de stiller ingen krav, som ulønnet kan du komme og gå som din situation tillader det, det kunne måske få dig op igen, forstået på den måde, at du måske kan få dine sociale "færdigheder" tilbage til det de var før.
Ønsker du et arbejde❓som førtidspensionist har du krav på at få tilbudt et skånejob med tilskud fra det offentlige (typisk 8-9 timer om ugen) igen en mulighed for langsomt at vende tilbage til livet som det var før du gik ned.
Du kan også selv finde på noget, husk du må tjene omkring 50000 kr før de rører ved din pension.
Dine muligheder er mange, men jeg er ganske klar over at det kan se sort ud, især hvis du har mistet selvtilliden også, men du skal se, du er såmænd god nok.
Hvad angår det med privatlivet, du er IKKE pligtig til at fortælle alle og enhver om hvorfor du er førtidspensionist, kan andre mennesker ikke fatte at det er noget du ønsker at holde for dig selv, er de ikke værd at samle på, du fortæller jo nok andre om årsagen når du er klar, her tænker jeg på, når du føler dig tryg ved de mennesker der skal vide det.
Op med hovedet, du er lige så god som alle vi andre, du indeholder med garanti nogle kvaliteter vi andre kan lære af.
Med venlig hilsen
Ernst på Samsø

At være flov over, i dag kan det være svært at se det på folk, får selv pension, men mange siger til mig, hvorfor det, du ser ikke syg ud, øøø nej, jeg mangler ikke arme eller ben, men har astma, 80% nedsat førelighed i højre hånd, et trætheds brud i ryggen, indsnævring af hjertekrans pulsåren og får masser af medicin og har 15% hjerneskade efter en ulykke hvor jeg pådrog mig piskesmæld.
Om mit liv er blevet bedre, nej, det har kostet meget, tab af hus og tab af bil og med store udgifter i kølevandet, men et lyspunkt er at jeg nu ved at jeg har en indtægt hver mdr: ikke så stor, når alle udgifter er betalt har jeg 2500 kr tilbage at leve for.

Var da dejligt for dig at du fik det bedre på førtidspension, for mit vedkommende er "festen" ikke slut - bypassopereret sidste år, diabetes 2 stødte til, alt for høj blodtryk/puls som man åbenbart ikke kan gøre noget ved andet end at fylde mig med piller.
-Depression og helt ude i mørket over min situation, må lige tilføje at jeg er 56 og skal alligevel sendes i arbejdsprøvning selv om jeg dårligt kan få vejret ved anstrengelser.
-Ryg og knæ er nedslidte i mangeårigt arbejde i et firma hvor hjælpemidlerne var få.
dejlige fremtidsudsigter - og så spørger i sikkert: Jamen hvis du ikke havde røget og drukket havde du sikkert ikke fået denne "livsstilsygdom" som hjerte/karsydomme bliver kaldt.
Jeps!, DET er rigtigt for nogle, men JEG har aldrig røget og spiritus var med måde og kun ved særlige lejligheder, mit tilfælde er fordi, (har jeg fået at vide) at jeg er disponeret genetisk for åreforkalkning.
Førtidspension lader til at være udelukket i min situation, jeg skal hele møllen igennem.
- Mvh. Carl.Math.

synd for dig ,men tro mig vi har alle været hele møllen igennem , jeg var i arbejdsprøvning med en mand der havde knoklet fra han var 13 år . han havde et år tilbage til han kunne gå på pension - støv i lungerne fra sit hårde arbejde han kunne næsten ikke få vejret , der hvor vi blev arbejdsprøvet mente de han var hypokonder og hjemskrev ham , 14 dage senere var han død ... men syg det var han ikke 😖
der er ingen smuthuller eller nemmere veje til pension så alle skal det samme igennem pånår hvis du lammes eller noget i den stil .
du bør ikke være misundelig på trådstarter , det kan være lige så forfærdeligt at have det på den måde . held og lykke med pensionen 😉

Er du i fagforening og er en´ af dem der har indbetalt til din efterløn, så risikerer du oven i købet at du ikke får den hvis du også er syg til den tid.
Folk får ikke efterlønsbeviset før der er en tilfredsstillende lægeerklæring....
Mv. hilsen TS.

Du kan blive tildelt fleksjob hvis man vurderer at din situation ikke bedres og så er det halv tid og resten betalt af staten.... efterlønbidraget får du udbetalt hvis du ikke får efterlønnen.... 🙂

jeg er ligeglad med at fortælle om min førtidspension i en alder af 37 år..
Fortæller de til alle der spørger, og fortæller hvor glad jeg er for det..
Og dem der ikke kan tåle det, lader jeg for fremtiden være......de kan passe sig selv..
Desværre er der misundelige mennesker, som tror VI hr et lystigt liv, med mange penge, og blot er nassere..
Men dem ser vi bare bort fra, dem kan Vi ikke bruge til noget..

Susa, jeg er heller ikke misundlig, men føler bare at alt ser sort ud i øjeblikket også min økonomiske situation, jeg skal køre ret langt til denne "prøvning" og det er lidt af en belastning for min vaklende økonomi. [:*(]
- Og afrika, jeg må tilstå at jeg ikke ved meget om dette punkt men jeg er ved at sætte mig ind i reglerne, lige nu døjer stadig med dårlig hukommelse og må skrive alt ned, så det er nok ikke revisor jeg kan omskoles til - (tillader mig at smile lidt her)
- Mvh. Carl.Math.

Først har jeg lyst til at sige at vi åbenbart er mange i denne båd.
Så vil jeg gerne sige at det med vores ret til at få tilbudt hjælp fra kommunen til at finde nogle timers arbejde på de vilkår som vi nu engang kan klare hver især, bestemt ikke er og bliver noget som hjælper på hverken selvtillid eller humør i helhed. Simpelthen fordi den måde man bliver mødt på af det offentlige, som jo også er presset ikke ligefrem gør at man glæder sig til at skulle til møde eller samtale... Det er dagens Danmark, men det gør det ikke nemt for os... Bedst ville det være hvis vi selv kunne gøre noget.

Jeg bor skråt over for et apotek har udsigt til samme apoteks invalideparkering og ser hver dag hvordan de SPRINGER ud af bilerne, de fleste af dem. Og går med hurtige skridt ind i apoteket jeg tænker-> HVAD! fejler de mennesker egentlig????? skatteydernes penge bliver misbrugt her- Grrrr!😮😕 jeg har fanme lyst til at fare ned og spørge HVAD de egentlig fejler det må væere ondt i pjækketarmen😮
hilsen mig [f][s]

Har du arbejde, hvornår på døgnet er det siden du kan se folk komme springende til apoteket.. har du selv været på et apotek de handler med mange forskellige varer, prøv et gå derind du har jo ikke så langt.

Har jeg da et job, med aftenvagt kan man jo observere og gøre mange ting om dagen. 😃

Husk nu at få lidt sovet, ellers kan det jo gå grueligt galt

Det er DET man kalder folk som DIG!..... og du er sikkert også luddoven...derfor dit nick... LOPPETJANS.. 😃😃 men nogle ER jo bedre til at snyde sig i gennem livet end andre... 😉 VorHerre bevars´

Man forbinder jo for det meste unge førtidspensionister med misbrugsproblemer, derfor er det tabu.
Posttraumatisk stress i forbindelse med f.eks dødsfald kan være et helvede, det kan andre ikke altid forstå idet de mener at sorg burde være overstået efter nogle mpåneder.
Som en anden skrev bør Du nok finde noget frivilligt arbejde så Du selv kan bestemme tempoet, og måske få nogle sociale relationer.

Hvad med selv at tage dig sammen?
Altså folk der handler på apoteket behøver da ikke være nogen der får overførelsesindkomster?
Det er da heller ikke alle sygedomme der forhindre folk i at gå.
Du savner åbenbart livserfaring og lever i din egen lille osteklokke.
Mon ikke du savner indhold og kærlighed i dit liv siden du bruger tid og energi på bagateller?

Tillykke med at du har det bedre. Hvis jeg var dig, ville jeg tage lidt uddannelse. I det omfang, du magter det!! Du skal endelig ikke blive syg igen.
Men det kan også stresse dig at tænke over fremtiden, økonomien, og hvad folk tænker.
Men du er ung. Intet er så foranderligt som psykiske sygdomme. Hvem siger, du behøver få førtidspension hele livet?
Tag noget kvalificerende uddannelse, en bid af den uddannelse, du måske ville have taget, hvis du ikke var blevet syg.Hvis du så bliver klar en dag, kan du tage resten af uddannelsen. Du kan jo altid sige til dine svigerforældre, at du tager uddannelse, selvom du ikke er på heltid. Du skylder ikke dem flere oplysninger, end du har lyst til at give.
Det gælder også i andre sammenhænge. Træk dig ikke tilbage, men vær sammen med andre i det omfang, du kan klare det.
Jeg har selv stået i den situation at kunne læse i min journal, at jeg nok var berettiget til førtidspension. Men jeg begyndte at læse igen, og det var jeg da glad for, da jeg få år senere var helt på dupperne igen.
Personligt mener jeg, det er en skændsel, at det skal være så svært i Danmark at komme op på hesten igen, når man har været længe syg. Men sådan er det!
Derfor vil jeg anbefale dig ikke at lukke døren til arbejdsmarkedet så tidligt i livet, det kan være meget svært at komme tilbage senere, hvis man først er hoppet helt af karrusellen.
🙂

alle vi gamle må leve med skavanker fra dengang vi kom i lære som 15 årige og måtte bære sække og andet på 100 kg på vores skuldre op af utallige trapper.
jeg har sejlet til søs i 12 år, været på slagteri i 8 år, været på thule air base i 14 år, hvor vi arbejdede mindst 98 timer om ugen, og ikke noget med at forsømme selvom man var forbrændt eller havde lungebetændelse, chefen vidste hvor vi boede, og så blev vi hentet.
heldigvis kunne vi købe smertestillende medicin i butikken, men intet mod en krop der var forbrændt af en kogende friture, hele min overkrop og ben var forbrændt, og hvis ikke det havde været for gode kollegaers venlighed, så havde jeg ikke overlevet.
det eneste hospitalet kunne tilbyde var et kar med koldt vand, og så beskeden, ja jeg ved godt at du er forbrændt, men jeg må ikke hjælpe dig, for der står i kontrakten at du skal være psykisk og fysisk rask.
når jeg havde de frygtelige smerter kunne jeg ikke sove, men heldigvis var der gode ansatte der kunne smøre min krop med noget creme en af kvinderne havde skaffet, og de var også flinke til at overtage mit arbejde, så jeg kunne gå hjem før tid, når jeg var rigtig træt.
her i landet har kvinder 80 sygedage om året, og fyrene har 71 dage, men det må være de samme konstant, for jeg kender ikke nogen der har sygedage, vi ville simpelthen nægte at arbejde sammen med dem.
mandag og fredags syge kan godt give 80 dage om året, men så var deres bildæk også skåret op hver uge.

så skulle du slet ikke have været født.
i USA skal man møde med en helbredsattest for at blive gift, og hvis der findes arvelige sygdomme, kan de ikke blive gift, husk på de har ikke et gratis behandlingssystem som vi har, og som mange misbruger.
man kan lære meget af mælkebønderne, de vil have mælk i yveret, så derfor er koen gravid konstant, men hvis hun føder en tyrekalv bliver kalven slået ihjel, så bonden kan få mere mælk, de beholder kun hun kalve.
nogle kastrerer tyrekalvene og feder dem op som stude, de binder ståltråd om testiklerne så blodet ikke kan komme frem, så de de visner væk til stor smerte for dyret.
andre tyrekalve bliver brugt i ZOO, så løverne kan få frisk kød.

Jeg har prøvet flere ganeg at begynde at arbejde igen, jeg har gået på VUC og jeg har tænkt mange gange på at begynde på en uddannelse...
Frivilligt arbejde har jeg også udført.
Men jeg kan bare ikke holde fast på det, jeg har ikke energien til det.
Sidst arbejdede jeg et år i en butik - uden løn, altså jeg havde tilbudt mig som gratis medhælper.
Men jeg synes det var nedværdigende og jeg blev taget for givet, kostet rundt med - følte mig udnyttet og fik det bare værre af at være der.
Jeg tror max jeg kan arbejde 5 timer i ugen, men ved ikke om jeg kan det i længden.
Mit hjerte banker for at arbejde med mennekser.
Jeg har altid været god til at tale med mennesker og er bestemt ikke uintelligent eller uden talenter.
Men selv om jeg er normal så har jeg bare ikke overskud.
Min barndom var mildest talt også belastende. Der var aldrig tryghed, ro eller plads til mig, jeg var altid bange, ensom og måtte nærmest være forælder for mine forældre.
At jeg er end med at være så sensibel over for stress giver kun alt for godt mening.
Men jeg savner at være tryg og have overskud til de ting jeg gerne vil.
Er ked af at høre at i er så mange andre derude der har det svært.

og se, når du får det bedre. Man kan være heldig eller uheldig med frivilligt arbejde, men det gode er jo, at du altid kan springe fra igen. frivilligjob.dk, hvis du har lyst til at tage et kig
Din tilstand lige nu behøver slet, slet ikke være den samme om to år.
Held og lykke🙂

Er vel det nærmeste man kan komme det at være førtidspensionist, man får lidt penge fra staten så man ikke lige frem dør af sult, men ikke nok til at kunne deltage i livet.
Sjovt nok er folk altid venlige med at komme med forslag om hvad man kan lave, uddannelse, frivilligt arbejde (ulønnet selvfølgeligt) nedværdigene det er hvad det er.
Jeg tror ikke at det er gået op for folk, hvad man skal igennem for at få pension, sagsbehandler, arbejdsprøvninger, læger, psygolog, det sidste der betyder noget er?, personen selv, alle muligheder skal være udtømt før man får pension nu.
Venlig Hilsen Poul jørgensen

"Skulle slet ikke have været født" skriver du - Jeg har haft et godt liv indtil nu, og aldrig ligget andre til byrde.
Er du sikker på at din næste påklædning ikke skulle være en sort SS uniform??
Dine meninger og holdninger harmonerer meget godt med nazisternes, de ville også aflive alle handicappede samtidig med anderledes tænkende.
Carl.Math.

Jeg kan desværre kun erklære mig enig.
Selv er jeg ikke på pension, men jeg har bipolar affektiv sindslidelse og kender en del andre som også er syge, heraf to ret unge.
Min veninde på 35 er skizofren. Det tog 8 år med skiftende indlæggelse, arbejdsprøvning og aktivering før kommunen forstod at hun er for syg til at kunne arbejde mere end 5 timer om ugen. Hun fik pension som 33-årig.
Desværre er hun noget så flov. Hun føler sig som en samfundsnasser selvom hun har rigeligt brug for den pension. I år har hun været indlagt ikke mindre end 4 gange (vi er i årets 4 måned, hvis nogen er i tvivl) og i de perioder hvor hun ikke har det godt er det virkelig, virkelig slemt!
Men, når hun har gode perioder føler hun sig meget dårligt tilpas ved at fortælle hvad der sker. Men kan jo ikke se på os psykisk syge at vi er syge og mange reagerer med fordomme hvis hun siger at hun er på pension. Hun er utrolig social, sød og omsorgsfuld i sine gode perioder og har et meget højt funktionsniveau, men resten af tiden (det er nok 60-65%) har hun det slet ikke. Men der er hun jo lukket inde på en afdeling eller i sin egen lille lejlighed, så der kan fordommene ikke nå hende.
Jeg bliver så trist over det. Hun er et fantastisk rart menneske og man kan godt være syg selvom man er ung. Især psykisk syge bliver lagt for had og får fordommene trykket nedover hovedet; jeg har selv oplevet det da jeg var langtidssygemeldt først i 20´erne. Det er som om både kommunerne og det omgivende samfund mener at psykisk sygdom kun eksisterer i meget begrænset omfang og at det i alt fald SLET ikke eksisterer når man er under 40.
Det er trist at et tåleligt liv på pension, som måske endda kan give en højnet livskvalitet og et større overskud til at tage var på sig selv, skal ødelægges af visheden om hvordan andre ser på én. Pension får man sgu ikke for sine blå øjnes skyld og dem der får den har som regel også måtte kæmpe for den.

Når folk spørger hvad du laver, siger du bare: Jeg er i den heldige situation, at jeg har økonomi til at lave lige præcis hvad der passer mig. Jeg er ikke millionær, og lever bestemt ikke i luksus - men jeg har økonomi nok til, at jeg ikke behøver arbejde for at overleve.
Når så du har lært dem lidt at kende, og de ved hvad du står for, kan du jo forklare sagens rette sammenhæng.

Hvad nedværdigende er der i uddannelse?
Hvad nedværdigende er der i frivilligt arbejde?

Den form for utaknemmelighed du udviser det samfund der sørger for at du har tag over hovedet, og ikke dør af sult, får mig til at undre mig over, at du overhovedet vil nedværdige dig til at tage i mod hjælpen.

øh så kan du da uddanne dig eller blive frivillig et eller andet sted ... hvorfor kommer denne bemærkning❓ har vi spurgt jer om i kunne komme med et godt råd fordi vi keder os❓
vi får den så mange gange , og mange er jeg sikker på har sikkert et kursus eller 2 , eller står i røde kors eller andet.
men fordi vi får pension ja så mangler vi jo ikke hjernen så de fleste af os ved godt disse muligheder er der .
det der er nedværdigende er at i " normale " føler det nødvendigt at putte os i kasser og aktivere os

Det er som om at (ikke alle steder, men mange) Er det en lidt underlig fisk det der med pension...
Jeg står selv og er igang med at skulle igennem pensions møllen. Og ved ikke helt hvad jeg skal sige til det. Men det er ikke peanuts at "få" en sådan pension, men det er ligesom gjort til skændsel, bistandsklienter f.p'er osv er ingenting... Men jeg er taknemmelig, da det er mit eneste håb nu her.
Men nu må vi ta' kampen op og manifisterer vi ik er andenrangs, fordi vi af den ene eller anden grund er der hvor vi er nu...
Jeg er en flot pige, og selv min læge troede de første par år jeg var "normal" og jeg får også ofte de der, men du ser jo så lækker og flot ud, hvordan kan du bla bla bla... Hvordan ser en med angst, ocd, depri, etc ud???? Well ganske normale kan jeg så informerer om efter af ha gennemgået langt gruppeterapi forløb...
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal sige på min datters skole, da jeg har været chef i mange år, og "kendt" i min by, med mine virksomheder osv, og pludselig står jeg med hatten i hånden, og er "nasser", det ser jeg det så slet slet ikke som, jeg tror ikke een eneste der er i det system har lyst til at være der. Jeg ville da være glad for at være "normal", men på den anden side er jeg faktisk også vedat lære at blive glad for mig...
Så lad os stille og roligt accepterer at sådan er vi, og dybest set ved vi jo godt det er uvidenhed, og det så er pisse irriterende at det er en der må sidde og være offentlig skydeskive

Dejligt livsbekræftigende indlæg... Selvom jeg ikke er trådstarter, så tak for din hjertelighed[l]

Aahghgh jeg er veteran med egen veteranbil og jeg har modtaget fortjenstmedalje efter slaget mod prøjserne og efter at have knaldet en 20-30 feltmadrasser lige efter krigen - (prøjsiske slimdyr) ARARAHGHGHG! Persionen er krigsministeriets og salig Staunings fortjeneste efter Hedtoft gav op i sin ækle mindretalsregering - sikke et styre. Ararghgh SØ-pension ved alle mesanmaster!

vh.
Krigsveteranen

Jeg kender et par stykker der er på invalidepension, og jeg kan ikke helt se hvad problemet er i det.
Dem jeg kender har noget med psyken, der gør at de ikke kan arbejde, men de fungere fint socialt. Eller i hvert fald så fint som deres respektive sygdomme nu tillader at de fungere.
Det lyder mere som om du har et problem med at acceptere dig selv, end du har med din pension og diagnose.
De fleste ved nu også godt, at det der med at komme på pension som ung, ikke bare er noget der lige sker.
Der er - og det må du jo også vide - virkelig svært at få tildelt f.eks. en invalide pension, selvom man er rigtig syg, og ikke har mulighed for nogen sinde at komme ud på arbejdsmarkedet.

Hej Anonym.
Jeg læste denne her på Søndagsavisen for et stykke tid siden, jeg tror at der er gode muligheder for at komme igang/videre med sit liv på et af disse steder. Der er måske en mulighed. 😉
"Att.: Ib Terp og I andre "Byrødder"!
Jeg vil, efter at have været ansat 2 måneder som beskyttet medarbejder på Vestegnens Erhvervscenter, Brøndby, gøre status over disse to første måneder!
Jeg vil som det første, efter at have været førtidspensionist i næsten ti år, sige, at det, at jeg kunne starte op d. 5.december 2008 på VE, er det noget af bedste der er hændt mig i mange år! Det at stå op til noget, er virkelig en befrielse!
Jeg har i mange år ledt efter et incitament, der kunne sætte lidt struktur på min eller måske lidt trøstesløse hverdag som førtidspensionist. Den føler jeg, at jeg har fundet på VE! Den interesse der er blevet vist mig som person, som førtidspensionist, er i den grad uset!
Jer har som førtidspensionist ofte, for ikke at sige altid, følt mig ugleset blandt andre, men her på VE har jeg kun mødt en empati og forståelse, der tillader mig at opfatte mig som et ligeværdigt menneske. Det, at man fra personalets side, udviser den grad af tillid til medarbejderne er unik!
Jeg vurderer det utroligt højt, at vores arbejdssituation på VE bærer præg af en uhøjtidelig atmosfære. Der er altid tid til en god snak! Derfor håber jeg, at det bliver mere alment kendt, at en virksomhed som VE, er til. Er til for at profilere og videreudvikle os førtidspensionister som de mennesker, vi nu en gang har krav at blive opfattet som!
Et lille pip fra en meget glad og tilfreds medarbejder og førtidspensionist.



Jørgen Kofod

Jeg fordømmer ikke din situation, jeg kender den ikke. Men jeg kan høre dig sige at du egentlig allerhelst ville have et arbejde, men at du ikke kan fordi du får det dårligt.
Måske du skulle arbejde lidt på at finde ud af de bagvedliggende årsager til at du får det dårligt. Måske skal du søge en helt anden slags arbejde end det du har prøvet.
Hvis det er ufaglært arbejde som du tror er det nemmeste og mindst stressende og finder ud af at du går ned på det og alt andet derfor er udelukket, så fat håb. Ufaglært arbejde er ofte noget af det mest stressende og mindst taknemmelige arbejde i dag. Ikke fordi det er intellektuelt svært, men fordi det psykiske arbejdsmiljø ofte er fuldstændigt til rotterne.
I den slags afdelinger er det ofte uuddannede eller lavtuddannede chefer der styrer slagets gang. Mange af disse chefer er for at sige det ligeud nogle båtnakker der kun kan sætte sig i respekt ved råbe, skrige og være modbydelig overfor sine ansatte.
Jeg kan se på dit indlæg at du er et begavet menneske. Derfor skal du efteruddanne dig og komme ind i noget du trives med.
En ting er sikkert. Du skal ikke acceptere at skulle sidde og rådne op på en førtidspension.
Så håber du finder din rette hylde på et tidspunkt🙂

Hvad f..... skulle det indlæg gøre godt for?
Så vidt jeg kan se har det ingen relevans her overhovedet???

Jeg er enig med dig i at man også skal acceptere sig selv - men dem jeg kender på pension har heller ikke oplevet stor forståelse.
Rigtig, rigtig mange tror stadig at man får pensionen smidt i nakken som slik og at dem der er på den bare er dovne og utaknemmelige. Især hvis de er unge.
Der er nogen som er klar over at pensionen faktisk er vanvittig svær at få og at den ikke er alle forundt, men det er langt fra flertallet. Og så hjælper selvaccept ikke ret meget, i forhold til andre.

Jeg kan nikke genkendende til det du skriver. Jeg har selv kæmpet med at holde hovedet oven vande de sidste 4 1/2 år, jeg er stadig ikke afklaret, men har fundet ud af at komme gennem hverdagen. Nogle dage mere heldigt end andre.
Jeg har lært at accept hjælper. Forstå sin egen situation, muligheder evner og begrænsninger. Ikke at kaste mig ud i mange aftaler, men neddrosle forventnigerne til mig selv, og forsøge at få mine omgivelser til at forstå mit mere rolige tempo.
Skal jeg noget som jeg på forhånd ved gør mig helt fladmast, ja- så er der ikke flere aftaler de næste par dage. Man må samle kræfter et par dage for at bevare smilet!
Det tager lang tid at vænne sig til, også for ens omgivelser. Men hen ad vejen bliver det nemmere. Husk altid at gøre noget godt for dig selv på en trist og udmattet dag, uanset hvor småt og uanseeligt, giv dig selv lov til at nyde solens skin, blomsternes duft og biernes summen. Så kan du mærke du er i live. Det er i bund og grund det det handler om, -at leve helt og ikke kun halvt.
Kast dig ikke ud i noget du på forhånd ved du ikke magter. Giv dig selv nogle successer,
uanset hvor små de er, så er det med til at bygge din selvtillid op stille og roligt.
God vind fremover;-D

Hej
Hmm hvorfor jeg får det dårligt...
Ja, jeg har jo haft en mere eller mindre traumatisk barndom - længere historie - og livet har ikke ligefrem været trygt for mig.
Først her som ca. 30 årig er jeg begyndt at føle mig tryg i mig selv, fx. begyndt at sætte grænser og mærke hvad jeg selv har lyst til.
Jeg har ikke nogen familie jeg kan falde tilbage på og jeg har svært ved at have tillid til andre.
Da jeg fik tilkendt førtidspensionen fik jeg at vide ved test at jeg var intelligent og at det var synd at jeg ikke kunne bruge mine evner til noget fordi jeg hele tiden går ned på stress. Fx sagde den psykiater og terapeut som han også er, at jeg ville egne mig godt som terapeut, til at tale med mennesker...
Jeg har selv det samme syn på mig selv.
Men småting kan slå mig ud, jeg har brug for at have en 100% tryg hverdag hvor der ikke sker uforudsigelige ting...
Min far er alkoholiker og jeg lever altid med frygten for at telefonen ringer og han er fundet død, min mor er altid bekymret og taler ustandseligt og sygdomme, mine søskende har jeg ikke rigtig kontakt til.
Men stort set er der kun problemer forbundet med mine familierelationer
Dertil kommer at jeg virkelig har haft de værste kærester, flere har været utro på groveste vis og jeg har aldrig rigtig haft nogen jeg kunne stole på.
Der er nok flere ting der udmatter mig psykisk.
Men jeg vil ellers sige at jeg har meget let til smil og er en glad pige.
Jeg har bare meget brug for at kunne trække mig.
I skolen blev jeg moppet virkelig groft og på arbejdspladser jeg har været på er jeg altid blevet presset lige lovligt til at lave lidt mere og lidt mere.
Mit problem er nok også at jeg altid tager meget ansvar på mig - bl.a. fordi jeg er god til at overskue og organisere...
Når jeg tænker på mit liv bliver jeg faktisk helt træt, jeg tror mange ting har været med til at køre mig ned...
I virkeligheden vil jeg meget gerne have en god uddannelse og jeg vil nok ikke trives med et ufaglært arbejde. Hovedet er ikke skruet forkert på og jeg føler det virkeligt som et stort nederlag at jeg må sidde og sige til folk at jeg "ikke kan noget" - for jeg føler jo at det er en løgn... jeg kan rigtog meget - med mit hoved og jeg er fysisk godt stillet.
Men jeg er meget følsom og føler hurtigt at jeg får hovet "fyldt op".
Jeg vil også sige at jeg har svært ved at overskue både at passe et job, træne, have en kæreste og være mor. Jeg kan i princippet kun én af de ting - med lidt held to af de ting. Jeg har kun fred i hovedet hvis jeg står op og ved at jeg ikke SKAL noget.
Nogle dage laver jeg mange ting, andre dage så godt som ingenting...