Tage konfrontationen eller ej ,,,,

Jeghar tidligere skrevet herind vedr. mine problemer med min svigerinde ,,, nu er jeg
der, hvor jeg har bedt om at tale med min bror en dag ved lejlighed - og jeg er så
frygtelig bange for, at miste det familie, som jeg har tilbage. Situationen er den,
at jeg er alene med et lille barn. Mine forældre er døde og jeg har kun min bror tilbage,
som bor 3 km. fra mig. Bruddet med barnets far var slemt og jeg har haft nogle svære
år, hvor jeg regulært har været gået "ned med flaget",,, de manglende bedsteforældre på min side har også været medvirkende til, at jeg har været meget ked. Jeg ser ikke meget til min bror; de har været her 3 X i år og så ellers når mit barn og jeg har været inviteret til fødselsdag osv. - jeg er utroligt ked af min familiemæssige situation, men prøver også at vende situationen (de har et travlt liv, hvis jeg ikke var alene, mine forældre døde osv. så så jeg anderledes på mit forhold til min bror osv.). Problemet med min svigerinde handler om, at jeg fornemmer, at hun "bagtaler" mit barn (og mig). Jeg har på intet tidspunkt oplevet, at hun har forsøgt en samtale med ham. Hun præsterer ikke at hilse på ham (kun mig). Når inviteret til jul hos hendes forældre, så bliver der sunget sang om hendes nærmeste familie og ikke os. Hun har sagt, at hun mener, at min dreng på 4 år, er manden i huset (som sagt besøger hun os sjældent - så hun ser jo ikke hvordan jeg er i min dagligdag med ham). Det gør så ondt, så ondt at se og opleve hendes ligegyldighed overfor ham og jeg kan ikke udsætte ham for det. Jeg har oplevet hende og min bror udveksle blikke bag min ryg, omkring situationer med ham. - Han er en rigtig god lille dreng hører jeg fra børnehave, venner og legekammeraters forældre. Efter den sidste episode, har jeg næsten ikke kunne hænge sammen ... græder umotiveret på arbejdet og er så trist, så trist - derfor har jeg nu bedt min bror om en samtale en dag. Jeg vil selvfølgelig høre om der overhoved er hold i noget af det, som jeg går og tror - er der det, så kan jeg jo ikke fortsætte med at se dem ,,, det kan jeg jo ikke udsætte min dreng for.Gør jeg det rigtige her eller ... er jeg for sensitiv ....? Gode råd modtages med kyshånd?
Anemone
Jeg er så ufattelig ked af det ,,,

Kære søde Anemone
Det her kan du ikke takle alene kære... Vil du være sød at kontakte en psykolog inden du bryder totalt sammen. Din søn har ikke gavn af hvis du bryder sammen - og det er ingen skam at tale med sådan en. Det lyder til at du har en dejlig dreng i følge dine oplysninger fra barnets omgivelser. Har din bror og svigerinde børn? Lyder som om at svigerinden er jalux på din søn. Din søn har kun dig og det er naturlig at han kræver din opmærksomhed, da faderen ikke er tilstede. Hvis man er deprimeret og ikke orker at diskutere med sit barn og det får sin vilje,- ja så kan barnet tage over uden at man opdager det og det ser andre der er omkring en,- MEN da din bror og svigerinde ikke er sammen med jer regelmæssigt synes jeg ikke hun kan udtale sig om det,- samt hvis hun nu interesserede sig lidt mere for din søn, ville hun måske opdage hvor sød han var. Jeg siger ikke at din søn er herre i huset - da jeg ikke har oplevet jer sammen, men at det kan ske lynhurtigt. Børn er ekstrem kloge på det område. De ved lige hvilke knappe de skal trykke på.
Jeg synes selvfølgelig du skal tale med din bror alene.
Men først skal du lige samle dig og du skal nok også gå forsigtig til værks. Har du og din bror ellers haft et godt forhold til hinanden? Lav en god middag til ham og dig hvor i kan snakkke sammen. Det er en god ide at få din dejlige dreng passet den dag, hvis det kan lade sig gøre, ellers så sørg for at han er puttet i seng, når i skal snakke sammen. Det er bedst i har ro og fred. Du kan starte med stille og rolig og spørge ind til hvordan han synes jeres altså dit og hans forhold til hianden er. Du kan så føle dig lidt frem. Fortæl ham du er meget ked af det og at du holder af ham, men at du har et problem omkring svigerinden, som du meget gerne vil have løst. Det er svært at råde dig , når man ikke ved hvordan i to har det med hinden. Men hvis du føler dig tryg ved din bror, kan du rolig fortælle ham at du har det skidt. Har du en god veninde at tale med?
Men syntes trods alt du skal kontakte en psykolog, da du har en del at skal have bearbejdet,- både med hensyn til din manglende forældre, samt at du harhaft det slemt efter barnets far er gået fra jer og nu problemet med din svigerinde.
Håber at det lykkedes for dig at få en god dialog med din bror.

Knus fra
Mulle-mor

Mulle mor har fuldstændig ret. Det lyder til at din svigerinde er misundelig. Og man kommer tæt på sit barn, når man er alene med det!
Jeg ville først få en samtale med min praktiserende læge og se hvad han/hun kan råde dig til. Du lyder til at være godt på vej ind i en depression. Måske lykkepiller kan hjælpe dig lidt på vej. Det kræver overskud at håndtere det du har og er igennem.
Jeg ville i min samtale med brormand starte ud med at fortælle direkte hvordan jeg har det med deres adfærd når du og din dreng er i nærheden. Fortæl også at du er meget nærtagende for tiden, det er naturligt når man er ked af det og selvværet skal lige en tak op.
Det kommer alt sammen, du skal nok klare det.
God aften fra Løvemor

Forstår godt Løvemor,- men jeg vil fraråde lykkepiller. Du trænger først og fremmest til at tale med nogen. Piller løser i første ikke dine problemer. Hvis du har en depression så pillerne måske hjælpe - men det vigtigste er at få talt ud med nogen.
Knus
Mullemor

Find nogle mødre, der er i samme situation, som dig selv, eller der ligner meget. Hvor finder du så dem? Lige nu har jeg ikke nogen oplagt ide, men måske mødrehjælpen. De kan i hvert fald henvise dig videre. De har mange forskellige hjælpefuktioner under sig.
Det du mangler er voksen forståelse af din situation. Jeg forstår godt du gerne vil bruge din bror, som er din rest af familie. Men pas på han ikke bliver et halmstrå, der nemt knækker.
Du har verdens sødeste barn og du er meget omsorgsfuld. Alle fortjener, at vokse op med bedsteforældre, der forkæler barnet, men det får du og barnet ikke, selv ved nok så mange samtaler med din bror. Har du ikke en ældre kollegga, du har det godt med, hvor der med tiden kunne skabes traditioner? Det vil også være godt for dig=).
Med hensyn til din brors kone, så håber jeg, at en samtale eller to vil hjælpe på jeres forhold til hinanden og barnet, men det kan også blive rigtig svært. Hun er sikkert ikke bevidst om sin opførsel.
Det vigtigste for dig er voksenkontakt. Helst med nogle i samme situation. Du har med den store indsats du gør for dit barn, brug for et klap på skulderen. Du kan også gå til din læge og få ideer til, hvor du kan henvende dig.
Held og lykke

et indlæg her.
Først og fremmest ser jeg det som et problem det er opstået gennem nogle år og nu er det altoverskyggende.
Jeg tror faktisk ikke at trådstarteren er på vej ind i en depression, men at hun ser problemer i alt, problemer hun ikke selv kan løse.
Det er vist helt normalt, at enlige mødre er meget om deres barn og at de tror andre skal være lige så opmærksomme på barnet som en selv, men det er folk ikke og et barn tager ikke skade af at der ikke bliver hilst højtideligt på det, men moderens ego kan tage skade af det.
Lad folk sige og gøre hvad de vil, hvis du er en god mor for dit barn kan du knejse med nakken og tænke hvad du vil, men du kan ikke lave om på andre mennesker og det med at tage en samtale med din bror er teenagtigt fornærmelse, du bliver til grin og måske trækker din bror og svigerinde sig længere væk fra dig, brug ironi i stedet når i er sammen og find dig så nogle venner som kan få dine tanker væk fra dit ensomme liv, det er, efter min fattige mening, der skoen trykker, du ånder og lever for dit barn, ingen kritik af det, men dit barn har ikke glæde af en mor som isolerer sig.
Kom ud, find en kæreste eller en ven/veninde, så vokser vennekredsen og dit dit behov for at være sammen med familie bliver mindre og når du så er sammen med familien vil du blot smile overbærende af dem hvis de kvajer sig.
Med hilsen
Ernst

vi skulle da nødig kunne mærke noget og slet ikke være til ulejlighed - Gosh et råddent forslag.
Lykkepiller mig et vist sted.

også har du vist set dig sur på mig.
Det er vist det første at dømme efter tidspunktet.
Måske skulle du sove kogeren ud og læse hvad der står, derefter kommer med noget konstruktivt ......eller simpelt hen holde din bøtte.
Løvemor

En periode, og de tog toppen af depresionen en periode, samtidig med at jeg talte med en psykolog og veninder og brugte Solen. (Det var så før jeg fik lavet en profil.)
Men jeg anbefaler jo også at hun taler med en læge først. Lægen kan måske henvise til en psykolog.
Hav en god søndag
Løvemor

Men så knækker tråden, når du opfordrer et såbart menneske, der dårligt kan overskue en lille familie til at komme ud og finde en kæreste,(godt du også nævner veninder)!
Det er utroligt at det eneste liv i kan finde på der er indholdsrigt er et liv med en kæreste!!!!!!?
Der er da andet heri livet end at være forelsket og prøve at finde sa,mmen med et nyt menneske med alle de glæder og vanskeligheder det kan indbære. Specielt, hvis den unge enlige mor, som jeg fornemmer, er blevet håndsky.
Ja find dig selv i noget du interesserer dig for, så kommer veninderne helt af sig selv.
Sådan er det i hvert fald gået for mig. Der stod uden en vennekreds efter mit brud med min eksmand.
Men det tager uendelig lang tid, så du skal have tålmodighed.
Venligst Løvemor

Tak for jeres svar ... alle har givet mig stof til eftertanke. - Specielt dit svar, Ernst ,,, har sat lidt perspektiv på tingene. Jeg tror sørme, at du har ret i meget af det som du skriver. Jeg har i en lang periode trukket mig fra meget socialt, fordi at jeg havde det svært og det var umuligt for mig at være godt selskab - når jeg forsøgte, så var det som regel med en følelse af "nederlag" fordi jeg mildst talt ikke har været sprudlende og det har folk givetvis nok kunne mærke. En led sort cirkel at havne i ,,, så har det været nemmere at holde sig til de allernærmeste venner, hvor man har følt sig helt tryg og hvor rummeligheden har været der. MEN det er ikke nok for mig, begynder jeg at indse, jeg føler mig isoleret og har alt alt for megen tid til at tænke og endevende. Og måske har jeg alt for megen fokus på mit barns trivels, om jeg gør det godt nok, om jeg giver ham en god nok opvækst uden det store familiemæssige netværk ... jeg er jo skrækslagen for at han skal ønske at bo hos sin far, hvor der er ½ søskende, bedsteforældre, papbedsteforældre osv. - nok så skrækslagen, at det grænser til det lammende og ødelæggende. - Jeg har virkelig tænkt, som I ser .... det ændrer selvfølgelig ikke ved, at jeg stadigvæk føler mig krænket af min svigerinde. Som oftest er krænkelserne kommet fuldstændig bag på mig, og jeg har som regel aldrig nået (eller haft overskud)til at reagere i situationen ,,, bortset fra nogle enkelte tilfælde, hvor jeg klart har markeret, at hun ikke skal tale dårligt om mine venner og har spurgt direkte til hvad hun sagde når jeg mener at have hørt hende bagtale min dreng (ingen respons). Dertil skal det siges, at både min mor, ekskæreste og venner er kommet til mig og har sagt, at hun simpelthen har gjort dem så kede af det. Jeg tror bestemt ikke, at hun er et dårligt menneske ... men det er helt korrekt, at det er totalt teenageagtigt, at tage en samtale om hende med min bror - det rigtige er, at bruge humor og ikke tage det så fuldstændig ind som jeg gør pt. Desværre er jeg nået dertil, at jeg er anspændt i
hendes selskab, så mon ikke at jeg skal holde en pause fra dem i en periode og koncentrere mig om at få opbygget mit eget liv. Jeg har måske lagt alt for mange følelser og forventninger i mit forhold til min bror ,,, tak endnu engang.

,,, jeg er meget enig med dig i, at løsningen ikke er en kæreste. Jeg tænker slet, slet ikke i de baner som værende en løsning; jeg skal sgitte "reddes" af et parforhold. Jeg vil have styr på min tilværelse og være glad for den inden. Har været i et forhold, hvor kæresten skulle "reddes" af mig og det var ødelæggende. Det vil jeg ikke byde en anden.
Jeg har "ryddet" gevaldigt op i min vennekreds efter min skilsmisse og det forstærker jo selvfølgelig følelsen af ensomhed og isolation - MÅSKE jeg ville have mindre fokus på min
bror og svigerinde i mit og mit barns liv hvis mit liv iøvrigt var fyldt med søde, varme mennesker, som jeg fornemmede ville mig OG min dreng. Men jeg ønsker jo bare at kunne give ham en smule familie, som elsker ham og derfor er det ekstra smerteligt, at fornemme, at det gør min svigerinde ihvertfald ikke. Det, som jeg lurer på er, hvorvidt det er skadeligt for ham at være omkring hende. Et knus eller bare en lille snak med ham de gange vi nu ses ,,, og jeg ville være lykkelig på min drengs vegne. Men i første omgang, så tror jeg bare, at jeg må holde lidt afstand ... hvad jeg iøvrigt også gør nu - ikke i fornærmet teenage-forudrettethed, men fordi jeg ikke magter at blive så ked mere (sensitiv eller ej) og fordi min krop i den grad siger fra.

Jeg skrev sådan til dig fordi jeg selv har været i samme situation, ikke med et barn, men efter min skilsmiss isolerede jeg mig, søgte ind i min "osteklokke" som beskyttede mig mod de onde mennesker udenfor, den var tryg at side i ingen kom mig nær, jeg levede mit liv i den forbandede osteklokke i næsten 5 år før jeg mødte et menneske der fik mig hevet ud og åbnet mine øjne for livet.
Jeg er ikke i tvivl om at du er en god mor for dit barn, men som du beskriver dit liv er du bange for at du ikke slår til, glem det, langt de fleste enlige mødre er fantastiske mødre for deres børn.
Som du selv skriver, behøver du at komme i social kontakt med andre på din alder og om du giver nok i samværssituationer er ikke noget du skal spekulere på, mennesker er ikke automater man kan trække underholdning i, du bør måske i sociale sammenhæge begynde at interessere dig for hvad dine medmennesker siger og tænker, det vil måske aflede dine tanker fra om du slår til, du vil opdage at alle har sine svage sider og det kan hjælpe dig videre.
Hvad angår din svigerinde, uanset hvor kluntet hun opfører sig, så se sådan på det, hun er måske endnu mere usikker end du er og folk der er usikre bruger tit arrogence som et middel til at skjule sin egen ukikkerhed.
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med at komme ud af din osteklokke, du og dit barn fortjener det.
KH
Ernst

Jeg har en fornemmelse af at du ligefrem søger efter noget du kan komme efter mig for :-)
Jeg skrev : Finde en kæreste ELLER en ven/veninde
Ved godt at en kæreste måske ikke er det rigtige at foreslå, men sådan er jeg nu engang :-)
Men Løvemor, du er tilgivet, du skal bare holde mig i kort snor, ellers kommer jeg vist for langt ud :-)
Hav en god aften
Ernst