Til rette vedkommende
Jeg er en pige på 25 år.
Jeg har ikke nogen rigtige venner. Det vil sige, jeg har min familie og søskende, som jeg synes jeg har et godt venne-agtigt forhold til.
Mit problem er sådan set også, at jeg ikke føler et stort behov for samvær med andre. Eller rettere; snyder jeg bare mig selv? Har alle mennesker behov for mere samvær end det jeg har? Jeg bilder mig ind, at jeg er enspænder, men findes de?? Jeg er meget alene (er studerende), men føler mig ikke ubehagelig ved mode ved det. Tværtimod holder jeg meget af at være alene. Men jeg frygter jo også, at hvis jeg ikke havde min familie, hvad så? Så ville jeg helt sikkert savne andre mennesker. Jeg tænker, at det optimale ville være måske 2 gode venner. Men samtidig ikke nogle, som man skulle hænge ud med hele tiden.
På en måde tænker jeg jo også, at det ville være dejligt med en kæreste. Især når jeg ser andre par. Jeg har aldrig haft en kæreste. Og har heller ikke været særlig aktiv omkring det. Jeg var over 20, da jeg overhovedet begyndte at overveje, om jeg ville have en kæreste. Og samme tid begyndte jeg at overveje om jeg mon var lesbisk (jeg er lidt drenget og har drengeagtige interesser som rockmusik og fodbold!). Men når jeg forestiller mig en kæreste, så er det alligevel en fyr jeg forestiller mig.
Jeg trækker mig lidt fra samvær med andre, når nogle kommer på tæt på. Dels er jeg pinlig berørt over aldrig at have haft en kæreste. Dels føler jeg mig altid lidt udenfor alligevel. Min selvtillid er nok ikke så stor. Og selvfølgelig vil det ikke redde alt, men jeg tror da også på, at det ville hjælpe at få en kæreste, fordi det jo er et udtryk for, at man betyder noget for et andet menneske.
Der er været flere muligheder, hvor andre har vist mig lysten til at blive venner, men jeg trækker mig. Jeg har altid været meget passiv overfor andre. Men jeg ville gerne opbygge et eller flere forhold. Det skal bare foregå i et langsomt tempo. Jeg er ikke god til bare at springe ud i total åbenhed. Men jeg føler ikke rigtigt, at andre føler det på samme måde som jeg, og det gør nok, at jeg trækker mig endnu mere fra de mennesker jeg omgås.
Al respons er velkommen, jeg har ikke et decideret spørgsmål. 🙂
Jeg har ikke nogen rigtige venner. Det vil sige, jeg har min familie og søskende, som jeg synes jeg har et godt venne-agtigt forhold til.
Mit problem er sådan set også, at jeg ikke føler et stort behov for samvær med andre. Eller rettere; snyder jeg bare mig selv? Har alle mennesker behov for mere samvær end det jeg har? Jeg bilder mig ind, at jeg er enspænder, men findes de?? Jeg er meget alene (er studerende), men føler mig ikke ubehagelig ved mode ved det. Tværtimod holder jeg meget af at være alene. Men jeg frygter jo også, at hvis jeg ikke havde min familie, hvad så? Så ville jeg helt sikkert savne andre mennesker. Jeg tænker, at det optimale ville være måske 2 gode venner. Men samtidig ikke nogle, som man skulle hænge ud med hele tiden.
På en måde tænker jeg jo også, at det ville være dejligt med en kæreste. Især når jeg ser andre par. Jeg har aldrig haft en kæreste. Og har heller ikke været særlig aktiv omkring det. Jeg var over 20, da jeg overhovedet begyndte at overveje, om jeg ville have en kæreste. Og samme tid begyndte jeg at overveje om jeg mon var lesbisk (jeg er lidt drenget og har drengeagtige interesser som rockmusik og fodbold!). Men når jeg forestiller mig en kæreste, så er det alligevel en fyr jeg forestiller mig.
Jeg trækker mig lidt fra samvær med andre, når nogle kommer på tæt på. Dels er jeg pinlig berørt over aldrig at have haft en kæreste. Dels føler jeg mig altid lidt udenfor alligevel. Min selvtillid er nok ikke så stor. Og selvfølgelig vil det ikke redde alt, men jeg tror da også på, at det ville hjælpe at få en kæreste, fordi det jo er et udtryk for, at man betyder noget for et andet menneske.
Der er været flere muligheder, hvor andre har vist mig lysten til at blive venner, men jeg trækker mig. Jeg har altid været meget passiv overfor andre. Men jeg ville gerne opbygge et eller flere forhold. Det skal bare foregå i et langsomt tempo. Jeg er ikke god til bare at springe ud i total åbenhed. Men jeg føler ikke rigtigt, at andre føler det på samme måde som jeg, og det gør nok, at jeg trækker mig endnu mere fra de mennesker jeg omgås.
Al respons er velkommen, jeg har ikke et decideret spørgsmål. 🙂