Trosbekendelsen
Glaubensbekenntnis!
So einfach schien mir einmal doch dies Alles,
ein offen Buch, das man in Hânden hält,
doch heute frag’ ich, ist das wirklich Alles,
sind wieder Rätsel Leben mir und Welt!
Wird mit den Jahren wieder man zum Kinde,
das dumm bestaunt, was es noch nicht versteht,
fällt von den Augen uns zuletzt die Binde,
die blind uns machte, blind und aufgebläht?
lch glaube wieder ohne dass ich sehe,
an Unsichtbares, weil es mir gefällt,
Geheimnisse, die ich nicht ganz verstehe,
ich glaube wieder, eine Wunderwelt!
Die alte ist mir langweilig geworden,
ein Ärgernis sie durch die Himmel schwebt
und ihre Menschen, Titel nur und Orden,
haben sich selbst schon längstens überlebt!
Sofia, Oktober 1960.(Z.G.)
Z.G. = Zentral-Gefängnis = Centralfængslet.
Trosbekendelse!
Så enkelt syntes mig en gang alt dette,
som en åben bog, man holder i hånden,
men i dag spørger jeg, er det virkelig det hele,
igen er livet og verden mig en gåde!
Bliver man med årene igen til et barn,
der måbende undres over, hvad det endnu ikke forstår,
falder fra øjnene til sidst det bind,
der gjorde os blinde, blinde og oppustede?
Igen tror jeg, uden at skulle se,
det usynlige, fordi det glæder mig,
hemmeligheder, som jeg ikke helt forstår,
jeg tror igen, en verden af undere!
Den gamle er blevet mig for kedelig,
som en pestilens svæver den over himlen,
og dens mennesker, kun titler og ordener,
har for længst overlevet sig selv!
Som et barn igen, måbende og undrende. Denne vidunderlige verden. Tro uden beviser (ellers var det jo ikke tro).
Selvforherligende mennesker, der går op i titler og ordner, men som har overlevet sig selv.
Som et barn igen !
I mig har der altid været et barn - til stor irritation for mine omgivelser :-)
Og jeg ved fra korrespondancen med Kristina, at hun også ser verden med et barns åbne indstilling - uden fordomme og på forhånd overbevist om det positive i mennesker.
Og nu kan jeg se, hvorfor.
So einfach schien mir einmal doch dies Alles,
ein offen Buch, das man in Hânden hält,
doch heute frag’ ich, ist das wirklich Alles,
sind wieder Rätsel Leben mir und Welt!
Wird mit den Jahren wieder man zum Kinde,
das dumm bestaunt, was es noch nicht versteht,
fällt von den Augen uns zuletzt die Binde,
die blind uns machte, blind und aufgebläht?
lch glaube wieder ohne dass ich sehe,
an Unsichtbares, weil es mir gefällt,
Geheimnisse, die ich nicht ganz verstehe,
ich glaube wieder, eine Wunderwelt!
Die alte ist mir langweilig geworden,
ein Ärgernis sie durch die Himmel schwebt
und ihre Menschen, Titel nur und Orden,
haben sich selbst schon längstens überlebt!
Sofia, Oktober 1960.(Z.G.)
Z.G. = Zentral-Gefängnis = Centralfængslet.
Trosbekendelse!
Så enkelt syntes mig en gang alt dette,
som en åben bog, man holder i hånden,
men i dag spørger jeg, er det virkelig det hele,
igen er livet og verden mig en gåde!
Bliver man med årene igen til et barn,
der måbende undres over, hvad det endnu ikke forstår,
falder fra øjnene til sidst det bind,
der gjorde os blinde, blinde og oppustede?
Igen tror jeg, uden at skulle se,
det usynlige, fordi det glæder mig,
hemmeligheder, som jeg ikke helt forstår,
jeg tror igen, en verden af undere!
Den gamle er blevet mig for kedelig,
som en pestilens svæver den over himlen,
og dens mennesker, kun titler og ordener,
har for længst overlevet sig selv!
Som et barn igen, måbende og undrende. Denne vidunderlige verden. Tro uden beviser (ellers var det jo ikke tro).
Selvforherligende mennesker, der går op i titler og ordner, men som har overlevet sig selv.
Som et barn igen !
I mig har der altid været et barn - til stor irritation for mine omgivelser :-)
Og jeg ved fra korrespondancen med Kristina, at hun også ser verden med et barns åbne indstilling - uden fordomme og på forhånd overbevist om det positive i mennesker.
Og nu kan jeg se, hvorfor.