Tør du være dig selv??

Jeg er VIRKELIG chokeret over hvor DÅRLIGE folk er til at være sig selv! Vi tænker KONSTANT over hvad andre tænker om os - HOLD NU OP MED DET! Den BEDSTE måde vi lærer os selv at kende på, og den eneste måde vi kan VISE hvem vi virkelig er på, er jo ved at turde være os selv - stå ved vores holdninger og meninger.
Et eksempel (som de fleste nok har prøvet) er når man er SMASK forelsket, og hverken kan sove, spise eller noget som helst! Har ondt i maven - Man planlægger i dagevis hvad man skal sige, hvordan man skal opføre sig, hvad man ikke skal gøre! Man er parat til at sige og gøre HVAD SOM HELST, bare for at VIRKE som det perfekt match til den pige/kvinde! Faktisk kan man sige, at hun jo ikke har den FJERNESTE mulighed for at lære en at kende, når man jo i princippet er ALT andet end sig selv! Måske derfor forhold ofte får det MEGET svært når nyforelskelsen stopper efter en 6-8 mdr´s tid? :o)
Andre eksempler kan være når man starter nyt arbejde/uddannelse - eller når man møder nye bekendtskaber, eller man sidder til den store familiemiddag - ja eksempler der nok af, men hvad kan man gøre ved det??
ALLE har stået med udfordringer på den ene og den anden måde, ALLE har skulle vælge fra og til, og den eneste måde vi kan lære vores grænser at kende, er ved at få nogle succeser og fiaskoer i livet, jo flere gange vi har fået succes eller "et hak i tuden" jo bedre lærer vi os selv og vores grænser at kende. SÅ TAG NOGLE FLERE CHANCER!
ØJ! Hvor har jeg tit hørt om folk som har været interesseret/forelsket i en fra deres skole/arbejde, og er gået rundt i 2-3 år (!) uden at få det sagt, og de er gået helt i stå i deres liv, fordi de er så forelsket i den her person, og ikke ved hvordan de skal få det sagt. (Stakkels mennesker.) Det er VIRKELIG sjældent at den chance ikke er fortabt, når der er gået SÅ længe. Så der burde de hellere tage chancen, og ikke være så bange for at få et NEJ, så ville de jo i det mindste have en chance for at komme videre, og blive den erfaring rigere.
Jeg ville ØNSKE at folk var bedre til at turde være dem selv! Tror at BEGGE i et forhold ville have større respekt for hinanden, hvis de gjorde nogle ting for dem selv, som de godt viste ikke ville falde i god jord hos partneren (Fx svare ærligt på de kritiske spørgsmål : Hvordan ser jeg ud i de her bukser :oP Måske endda aflyse en aftale og tage impulsivt ud med vennerne/veninderne.) Jeg må lige understrege at det handler ikke om at være et dumt svin, men om at turde sig fra og til og være tro ved sig selv - Så det gælder selvfølgelig også ved omvendte situationer.
På sigt vil folk jo også have en meget større chance for at lære DIG at kende og vide hvilke værdier du har - også er det altså en del nemmere og mindre anstrengende bare at være sig selv ikke? :)
Et af mine yndlingsmottoer er: Lad være med at spørge, hvis du ikke kan tåle svaret ! :)
Er du god eller dårlig til at være dig selv? Og hvordan påvirker det dit liv?

det skræmmer alm. folk til vanvid.
F.eks siger jeg altid hvad jeg mener, ikke upassende, men hvis folk spørger.
Men folk har en skjult agenda, de vil slet ikke høre det ægte svar, de vil
høre et svar som de selv ønsker, og sådan har det altid været, og jeg nægter
at spille med.
Derfor har jeg altid haft svært ved at beholde jobs (især i det Danske samfund, også derfor jeg har forladt landet nu), og venner.
Jeg besluttede mig at flytte ud på landet, i eget hus som ingen andre end mig råder over, betalt kontant og alt det der, så er det slut på at folk kan have indflydelse på den jeg er - helt slut, og GUD hvor det er dejligt!
Folk kan ikke tage ærlighed, desværre.

Selvfølgelig skal man være sig selv, men hvad hvis "sig selv" skader andre❓Dvs man måske ubevidst? ikke handler så hensigtmæssigt, som man bør gøre over for andre mennesker.
Det er nemt at sig "fuck dig jeg er f.... mig selv" . Men hvad hvis det ikke virker ?
Er det okay, at fx politikerne er "sig selv" i medierne og opfører sig som små børn❓Eller for dens sags skyld er sammen med børn ?
Er det okay at man måske er for impulsiv, sådan at man ikke kan styre sig selv❓og fx kommer til at være utro.
Hvor langt skal man gå i være "sig selv"s navn ?

Jeg kan tilslutte mig dine holdninger omkring at vi er frygteligt bange for at tabe ansigt og derfor pakker vores meninger ind - går ud fra din holdning er, at det er et omfattende problem at vi er uærlige overfor hinanden? For mig er det ideelle vi tør at stikke lidt velment til hinanden en gang imellem - nogle gange kan den ærlige mening være lidt for skrap kost hvis man ikke lige er i humør til det, andre gange er det fedt at få konstruktiv og direkte no bullshit-kritik.
Med hensyn til selvstændighed påvirkes de fleste af os uvilkårligt af mediernes fremstilling af hvordan man bør være og se ud, og hører det ikke med til Facebook-generationen at man konstant er på, kommunikerer meget og via sine små opdateringer deler meninger om flere og flere situationer og om hinanden??
En anden ting, forveksler du ikke lidt det at være sig selv med ren og skær generthed og tilbageholdenhed, når du nævner alle dem der ikke tør tage initiativet? Den kan vi nok aldrig få manet til jorden, for selvtilliden vil for nogle af os være en svær størrelse, især i teenageårene. Når vi tager i byen og får en lille en er alkoholens rus uomtvisteligt også en måde at at opleve folks indirekte væremåde på - vi kender vel allesammen til at vi smider hæmningerne og tør lidt mere end når vi er pinligt ædru.
Jeg synes ikke dit forelskelseseksempel holder helt hjem i forhold til at være sig selv, for er man forelsket undergår man en fysiologisk proces hvor ens bevidsthed påvirkes af endorfiner, såsom serotonin og dopamin - der sker simpelthen ting og sager deroppe, man ikke selv er herre over. Derudover nævner du nye bekendtskaber, familiemiddage - alt afhængigt af om det er nogle man frivilligt har valgt eller er blevet sammen sat med agerer man forskelligt, der foregår vel en eller anden variation af small talk, men den synes jeg ikke er unaturlig i starten indtil man har sporet sig lidt ind på hinanden - efter ganske kort tid kan man sagtens slappe af og være sig selv - med lidt humor og selvironi kommer man langt.
Men ærligt talt, for mig volder det ingen problemer at være mig selv eller sige hvad jeg mener for dens sags skyld - det påvirker fortrinsvist mit liv positivt og andre gange får man måske en verbal skudsalve tilbage - jeg overlever. Hvis jeg skal bruge et lidt slidt motto, så må det være, hellere være en original end en dårlig kopi!

Jeg kan sagtens genkende alt det du skriver. F.eks. var jeg højforelsket i en skoleveninde i hele 15 år uden overhovedet at få det sagt og var HELT vedsidenaf mig selv når hun søgte min kontakt, ja så var jeg direkte afvisende overfor hende, hvor surrealistisk, det end kan lyde!
Nå kunne i det hele taget nævne hundrede af eksempler fra min ungdom, når jeg var een person mens jeg snakkede med een type mennesker og en komplet anden person med helt andre meninger, når jeg talte med andre mennesker, hvilket bevidnede mit komplet uselvstændige (taber-)væsen.
Jeg er 38 år idag og først indenfor de seneste 5 år kan jeg sige, at jeg er 100 procent mig selv uanset hvilken situation og hvilke mennesker, jeg bevæger mig iblandt. Forandringen er sket 'indefra' da jeg altid har fået at vide, at jeg virker som om jeg hviler meget i mig selv. Det har så kun været tilfældet for de seneste 5 år. Men en stor befrielse er det da 😉

Du er jo bare blevet erimit. Det er at være dysfunktionel socialt set. Selvfølgelig kan folk tage ærlighed, det er det alle ønsker sig.

og det er ved at lykkes med alderen. Er 29.
Men det med at være sig selv når man er forelsket....altså, jeg synes jeg prøver, men det er som om jeg fuldstændig glemmer hvordan jeg er mig selv, når han er der😃Lidt som om der sker en nedsmeltning i min hjerne. Måske er det et selvtillids spørgsmål, som jeg døjer med i lige de situationer :)
Men i andre situationer synes jeg at jeg har fået meget godt styr på det.