Ulykkeligt single
Hej Solvej.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Indlægget bliver langt for det er nødvendigt for at forstå det.
Jeg er 23 år og lige blever droppet af min kæreste gennem 2 år. Det lyder ikke af så meget men...
Jeg er asberger og har seriøse tillidsproblemer med hensyn til mænd, for hver gang jeg viser dem tillid så forlader de mig.
Det startede helt tilbage med min far.
Jeg var ni år da det blev sagt at jeg ikke var normal og der røg min far. Han ville ikke have noget med mig at gøre (mor og far var ikke sammen mere)
Min mor havde en ny fyr, og hans bror helge der var lidt speciel, skæv i hovedet og manglede et øre og sådan, blev min ven. Da jeg endelig turde betro ham ting og talte med ham som en tillidsfuld pige, så fik han kræft og døde året efter.
min mors nye fyr forsvinder ret hurtigt efter, og det er godt, for han har banket mig og min bror mange gange, men altid uden vi sagde det videre, for mor var jo glad for ham og det ville vi ikke ødelægge.
Hun opdagede det en dag og fyrede ham.
Imellem tiden har vi skiftet skole og en matmatik lærer blev min rollemodel, min bror og jeg tog endda frivilligt op til ham i sommerferien for ekstra matmatik, fag vi egentlig hadede. Også han får kræft og to år senere er han død.
I efterskolen fik jeg min første kæreste, to måneder inden skolen sluttede.
jeg var totalt forelsket og smed min tillid over på ham.
Men han var ung, og det var jeg også. Jeg tog forholdet seriøst og min ungdoms naivitet var han selvfølgelig manden i mit liv.
Midt i sommerferien siger han så til mig at han ikke gider mere. suk
næste skoleår, en ny kammerat som bor i samme by som min ex, fortæller mig at min ex så mig som en joke.
Han havde sin egen kæreste hjemme og jeg var bare hyggelig at kysse og så hengiven at det var sødt.
Jeg var knust i over et år.
I fem år er fyre for mig, niks pille, jeg gemmer mig for dem alle og nægter at lukke dem ind.
En ny fyr på nettet henvender sig til mig, han er super sød, men jeg holder som sædvanlig afstand. Bange for at vise følelse og tillid.
Han er velformulerende, charmerende og sød, han ender med at nedbryde mit forsvar og blive inviteret hjem til mig.
Han lader sig ikke mærke med at jeg bor hjemme og ikke har et rigtigt arbejde.
Han er sød og utrolig kærlig og jeg falder for ham.
Da han tager hjem efter weekenden bygger jeg hurtigt min mur op igen, for jeg bliver i rystende tvivl.
Han kommer igen weekenden efter, og igen jorder han min mur.
Vi bliver et par, dog med mig som lidt forsigtig.
En stor del af tiden er forholdet perfekt. Jeg er bare lykkelig og det er han også.
vi er sammen hver anden uge, (der har jeg fri) og har det rigtig godt.
Først efter 8 mrd overgiver jeg min mødom til ham, jeg har tænkt meget over det, for det er min asberger agtige holdning at der kun er en der skal have lov til den slags for mig.
Alt kører igen vidunderligt.
i september sidste år flytter en veninde ind hos ham og det går op for os at hun er allergsk for katte.
Meget.
Så jeg kan ikke være der imens.
Jeg brokker mig men falder til føje for han lover mig at det ikke kommer til at gå ud over forholdet og han vil stadig elske mig.
men det bliver koldere, han kommer ikke så tit som lovet og da hun flytter i januar er han fjern.
Jeg prøver at kommer ind på livet af ham igen men han bliver ved med at afvise mig.
Han bliver i tvivl om forholdet og vi snakker om det.
Så falder han til ro, holder om mig og siger at han elsker mig.
nu går det stærkt, vi laver planer, snakker børn, Hans skilsmisse med sin ekskone er ved at køre igennem og han snakker om giftemål når den er gået helt igennem, vi snakker børn og jeg tager ind på vuc i roskilde om at starte en hf.
i fredags (i går) skal jeg sige op på jobbet, med afgang i august. For at kunne flytte tættere på ham.
Jeg står i gården på mit arbejde, på vej ind for at sige op.
Så ringer min mobil, han spørger om det nu også er det jeg vil... jeg svarer ja.
Han spørger "også selvom det er uden mig?" Jeg svarer at jeg så nok ikke lige ville vælge roskilde eftersom al min famillie bor i jylland.
Så spørger jeg lidt i sjov... Overvejer du da ikke at være der?
Hans svar er som en spand iskold vand.
Ja.
Jeg spørger hvad han mener og han forklarer så helt roligt at han ikke længere føler noget når jeg kysser ham. At han er ked af at såre mig men det ville være undfair at få mig derover og så om 6 mdr slå op-
Jeg er totalt ødelagt.
Jeg tuder konstant og har ikke spist overhobedet siden.
Jeg stolede på ham, jeg gav ham min kærlighed. Og nu er jeg alene.
Jeg fryser og ryster og kan slet ikke tænke. Jeg tænder min pc og tjekker konstant om han er online på msn, facebook, debatten her eller på wow (et pc spil som vi spiller sammen) ikke for at stalke ham, men bare for at se ham. Selv virituelt er bedre end intet.
Jeg er så ødelagt. Jeg ikke ved hvordan jeg skal klare det.
Jeg bandt mig, og han lovede at passe på mig. Han var glad for at han var så sikker på mig. At jeg ikke tænkte på andre, at jeg ikke går i byen, og at jeg er tilfreds med at gå hjemme og bare være to, at gå med ham når han er ude, og at jeg interesseret detog i hans liv.
Ikke sagt at jeg var en dukke som kunne styres, men gjorde meget ud af at være en god kæreste for jeg elskede ham.
Hvad gør jeg...?
Hvordan kommer jeg videre.
Jeg gav ham mit hjerte og nu er det knust.
Hjælp mig, for jeg er så ødelagt. Jeg holder sammen på mig selv men det er som at holde vand i hænderne.
Hilsen Anne
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Indlægget bliver langt for det er nødvendigt for at forstå det.
Jeg er 23 år og lige blever droppet af min kæreste gennem 2 år. Det lyder ikke af så meget men...
Jeg er asberger og har seriøse tillidsproblemer med hensyn til mænd, for hver gang jeg viser dem tillid så forlader de mig.
Det startede helt tilbage med min far.
Jeg var ni år da det blev sagt at jeg ikke var normal og der røg min far. Han ville ikke have noget med mig at gøre (mor og far var ikke sammen mere)
Min mor havde en ny fyr, og hans bror helge der var lidt speciel, skæv i hovedet og manglede et øre og sådan, blev min ven. Da jeg endelig turde betro ham ting og talte med ham som en tillidsfuld pige, så fik han kræft og døde året efter.
min mors nye fyr forsvinder ret hurtigt efter, og det er godt, for han har banket mig og min bror mange gange, men altid uden vi sagde det videre, for mor var jo glad for ham og det ville vi ikke ødelægge.
Hun opdagede det en dag og fyrede ham.
Imellem tiden har vi skiftet skole og en matmatik lærer blev min rollemodel, min bror og jeg tog endda frivilligt op til ham i sommerferien for ekstra matmatik, fag vi egentlig hadede. Også han får kræft og to år senere er han død.
I efterskolen fik jeg min første kæreste, to måneder inden skolen sluttede.
jeg var totalt forelsket og smed min tillid over på ham.
Men han var ung, og det var jeg også. Jeg tog forholdet seriøst og min ungdoms naivitet var han selvfølgelig manden i mit liv.
Midt i sommerferien siger han så til mig at han ikke gider mere. suk
næste skoleår, en ny kammerat som bor i samme by som min ex, fortæller mig at min ex så mig som en joke.
Han havde sin egen kæreste hjemme og jeg var bare hyggelig at kysse og så hengiven at det var sødt.
Jeg var knust i over et år.
I fem år er fyre for mig, niks pille, jeg gemmer mig for dem alle og nægter at lukke dem ind.
En ny fyr på nettet henvender sig til mig, han er super sød, men jeg holder som sædvanlig afstand. Bange for at vise følelse og tillid.
Han er velformulerende, charmerende og sød, han ender med at nedbryde mit forsvar og blive inviteret hjem til mig.
Han lader sig ikke mærke med at jeg bor hjemme og ikke har et rigtigt arbejde.
Han er sød og utrolig kærlig og jeg falder for ham.
Da han tager hjem efter weekenden bygger jeg hurtigt min mur op igen, for jeg bliver i rystende tvivl.
Han kommer igen weekenden efter, og igen jorder han min mur.
Vi bliver et par, dog med mig som lidt forsigtig.
En stor del af tiden er forholdet perfekt. Jeg er bare lykkelig og det er han også.
vi er sammen hver anden uge, (der har jeg fri) og har det rigtig godt.
Først efter 8 mrd overgiver jeg min mødom til ham, jeg har tænkt meget over det, for det er min asberger agtige holdning at der kun er en der skal have lov til den slags for mig.
Alt kører igen vidunderligt.
i september sidste år flytter en veninde ind hos ham og det går op for os at hun er allergsk for katte.
Meget.
Så jeg kan ikke være der imens.
Jeg brokker mig men falder til føje for han lover mig at det ikke kommer til at gå ud over forholdet og han vil stadig elske mig.
men det bliver koldere, han kommer ikke så tit som lovet og da hun flytter i januar er han fjern.
Jeg prøver at kommer ind på livet af ham igen men han bliver ved med at afvise mig.
Han bliver i tvivl om forholdet og vi snakker om det.
Så falder han til ro, holder om mig og siger at han elsker mig.
nu går det stærkt, vi laver planer, snakker børn, Hans skilsmisse med sin ekskone er ved at køre igennem og han snakker om giftemål når den er gået helt igennem, vi snakker børn og jeg tager ind på vuc i roskilde om at starte en hf.
i fredags (i går) skal jeg sige op på jobbet, med afgang i august. For at kunne flytte tættere på ham.
Jeg står i gården på mit arbejde, på vej ind for at sige op.
Så ringer min mobil, han spørger om det nu også er det jeg vil... jeg svarer ja.
Han spørger "også selvom det er uden mig?" Jeg svarer at jeg så nok ikke lige ville vælge roskilde eftersom al min famillie bor i jylland.
Så spørger jeg lidt i sjov... Overvejer du da ikke at være der?
Hans svar er som en spand iskold vand.
Ja.
Jeg spørger hvad han mener og han forklarer så helt roligt at han ikke længere føler noget når jeg kysser ham. At han er ked af at såre mig men det ville være undfair at få mig derover og så om 6 mdr slå op-
Jeg er totalt ødelagt.
Jeg tuder konstant og har ikke spist overhobedet siden.
Jeg stolede på ham, jeg gav ham min kærlighed. Og nu er jeg alene.
Jeg fryser og ryster og kan slet ikke tænke. Jeg tænder min pc og tjekker konstant om han er online på msn, facebook, debatten her eller på wow (et pc spil som vi spiller sammen) ikke for at stalke ham, men bare for at se ham. Selv virituelt er bedre end intet.
Jeg er så ødelagt. Jeg ikke ved hvordan jeg skal klare det.
Jeg bandt mig, og han lovede at passe på mig. Han var glad for at han var så sikker på mig. At jeg ikke tænkte på andre, at jeg ikke går i byen, og at jeg er tilfreds med at gå hjemme og bare være to, at gå med ham når han er ude, og at jeg interesseret detog i hans liv.
Ikke sagt at jeg var en dukke som kunne styres, men gjorde meget ud af at være en god kæreste for jeg elskede ham.
Hvad gør jeg...?
Hvordan kommer jeg videre.
Jeg gav ham mit hjerte og nu er det knust.
Hjælp mig, for jeg er så ødelagt. Jeg holder sammen på mig selv men det er som at holde vand i hænderne.
Hilsen Anne