Unge og depressioner

Efter at have læst indlæggene omkring depressioner, må jeg sige, at jeg er rystet over, hvor mange unde mennesker, der er ramt.
Jeg er selv en "ældre dame", som for et par år siden har haft en depression, og min mand er netop godt på vej ud af en.
Det vigtigste er at søge hjælp hurtigst muligt. For nogle er lykkepiller lykken - det var de for mig.
Min mand kunne ikke tåle dem. De gjorde ham aggressiv og endnu dårligere, end han var i forvejen.
For andre er det måske helt andre ting der skal til, så sørg for at få talt med lægen og få sat en behandling i gang. Jeg tror ikke på, at man kan kæmpe sig ud af en depression uden hjælp.
Hvis I er interesseret i at vide mere om depressioner, så synes jeg, I skal kigge på Depressionsforeningens hjemmeside www.depressionsforeningen.dk - her findes lokalgrupper rundt omkring i landet, hvor der altid er personer parat til at tale med en - alle ved, hvad man taler om, da alle selv har/har haft en eller flere depressioner, eller har nære pårørende der har. I lokalgrupperne mødes både unge og ældre, mænd og kvinder.
Min mand og jeg er medlemmer i foreningen og foruden mange gode oplevelser har vi også fået en vennekreds, hvor vi uden fordomme kan tale sammen - både når vi er "oppe" og "nede".
Brug de muligheder der er, så bliver der lige pludselig lys for enden af tunellen igen, og pludselig er du i stand til at hjælpe andre i samme situation.
Gå til lægen - NU!

Hej.
Først vil jeg spørge om du nu er holdt med lykkepillerne.?
Hvis du er, hvilke alternativer var der så.?
Jeg har selv haft en depression og og jeg skulle bare spise piller så ville det hele blive meget bedre.
Men jeg spiste piller i tre dage og så hvordan mit sind ændrede sig i en uheldig retning.
Piller er ikke måden man får alvor får bugt med sin depression.
Jeg vil holde på at piller bare holder depressionen skjult. Piller kan i grelle tilfælde være nyttige men skal stoppes igen så hurtigt som muligt. Der skal sættes ind på andre områder.
Der er ikke noget at sige til at folk bliver depressive i denne verden. Der er ikke ret mange alternativer til dem der har det dårligt.
Og hvad er det egentlig mennesker får det dårligt over.?
Jeg er selv skilsmisse barn...blev misbrugt som lille og blevet opdraget til at hvis jeg bare fik en god titel, tjente godt med penge, fik hus og bil så blev jeg lykkelig. Men allerede i en alder af 22 havde jeg eget firma og tjente masser af penge...men jeg var ikke lykkelig. Tværtimod var mit liv tomt og intetsigende.
Den materialistiske verden vi lever i her i vesten er det der gør os ulykkelige. Vi har svært ved at finde en mening med livet. Vi bliver ikke opdraget i forhold til menneskelige værdier, men materialistiske værdier. Jo flere penge vi har, jo bedre arbejde vi har, jo større bil vi har, jo større hus vi har des bedre mennesker er vi.
Hvis den udvikling ikke snart holder op bliver det da helt galt i vores samfund. Vi synes måske det er galt nu, men fremtiden vil vise os meget værre ting vi folk ikke snart får øjnene op får at vi er på gal kurs.
Jeg har været i Nepal et par gange og en enkelt gang i Indien og Thailand. Ingen af de steder oplevede jeg den triste og depressive verden som jeg oplever her i Danmark. Folk var glade også selvom de levede på fattiggrænsen og kun lige havde til dagen og vejen. Det var sjældent jeg hørte et barn græde i Nepal. Herhjemme hører man det næsten hele tiden. Børn der skriger i supermarkedet fordi de vil have både det ene og andet. Forældrene der siger nej at det har de ikke råd til og til sidst overgiver sig alligevel. Flest folk her i Danmark har nok i sig selv, har ikke tid til at snakke med andre da de skal arbejde, passe børn og familie og for resten af tiden sidde og sumpe foran fjernsynet eller computeren.
Børnene må ikke opdrages længere....det hele skal være så pædagogisk og der skal laves en handlingsplan hvis man skal indføre lidt pli hos børnene.
Jeg cykler en hel del....cirka 40 - 80 kilometer hver dag...og kommer gennem mange små byer og samfund rundt om i landet. Der er ingen mennesker ude på gaden længere. Børn løber ikke og leger som man så bare for 20 år siden. Gaderne er mennesketomme. Kun ude i de helt små landsbyer ser man glade børn der er ude at lege om aftenen.
Sjældent får man et smil fra folk....de har simpelthen for travlt og er ved at køre en ned istedet fordi de åbenbart skal nå et eller andet.
Det var da godt nok bedre at sætte ind med noget forbyggelse istedet for at proppe folk med piller fordi de er ensomme og kede af det.
Men alle har for travlt med at gøre noget. Desværre.
Og det ser ikke ligefrem lyst ud for enden af tunellen.
Undrer mig over at det har taget en så skæv drejning i et samfund som vi kalder humanistisk og civiliseret.
De hjerteligste hilsner, Eyas.

Jeg vil komme med et par tilføjelser til det gode link nævnt i første indlæg, nemlig www.netdoktor.dk, som også har en masse sites om depression, og endelig www.depnet.dk, som også kan hjælpe. Endelig er der jo ens egen læge, men det er jo ikke altid, at de er så gode til at håndtere og henvise folk med depression. I den situation er der masser af råd og vejledning på de nævnte adresser. Tøv ikke med at bruge dem!

Jeg er helt enig i, at medicin i sig selv vil være tilstrækkeligt for de fleste. De bedste erfaringer man har, er med en kombination af depressionsmedicin* og terapi. Stress er den mest sandsynlige udløser af depression. (*lykkepiller - gyselig betegnelse for en for mange livsnødvendig medicin!)Hvad enten det er indre eller ydre stress, er der nogen tanker og selvopfattelser som ligger til grund for, at man stresser og nedbrydes, og dem er det altafgørende at få afdækket. det er ikke sikkert, at man behøver at lægge hele sin livsstil om, men kan få det bedre "blot" ved at lære at skelne mellem egne og andres behov og forventninger, måder at sige til og fra på / assertionstræning f. eks., og endelig - at være rigtig god ved sig selv, og ikke kun andre.

Det kan godt være det ikke altid er den rigtige behandling med piller...
Men hvis man bliver chokeret, kan hjerne "glemme" at producerer nogen stoffer, og det kan blive nødvendigt, at hjælpe den igang igen... Men man skal være posetiv indstillet på, at blive pille fri igen... og det kan jo godt være svært, at finde overskud til det i en stresset verden...
Jeg har selv prøvet det, efter en ulykkelig hendelse, og måtte tage 1/2 års orlov... for at komme på ret kant igen... men det er jo ik alle der har råd til det. Men jeg gik også til psykolog.

Jeg vil gerne lige sige, at det godt kan lade sig gøre og kæmpe sig ud af en depression uden hjælp!
Hvis man vel og mærke har viljen!
Jeg selv, fik piller, de hjalp ikke, så fik jeg endnu flere, og de hjalp stadig ikke, alt ændrede sig i den negative retning, pga disse (for mig U)Lykke-piller.
Så til sidst, endte det med, at lægen og en psykolog, sagde jeg skulle stoppe med dem igen, og derfter ville de to snakke sammen om hvad der så skulle ske.
Der gik, hold fast, næsten 7 månede hvor jeg intet svar fik, hvor det hele var endnu mere sort end før, følte mig glemt, og kan nu kun tænke på at de 7 måneder er spild af mit liv, men det er jo altid nemt og sige bagefter!
Til sidst, endte jeg med og blive så træt af livet, at jeg enten kunne stoppe det, eller tvinge mig selv til og gå ud af døren, og finde det lys jeg havde mistet!
Gjorde det sidste, heldigvis for det, min læge og psykolog, var overraskede over at jeg selv havde taget skridtet til en bedre vej. De beklagede at ventetiden havde været så lang.
Det er trist, så mange der har depression(er), og det er med og søge hjælp, så hurtig som muligt, og måske virker pillerne, måske ikke.
Men jeg håber ikke, der er nogen der vil komme til og opleve, et langsom system, og ligeglade mennesker på deres vej! (jeg snakker om, min læge og psykolog, familie)
Det er "kun" et år siden, jeg var helt nede, alt var sort, og der var ikke mere for mig, eller det var hvad mine tanker sagde mig!
Men nu, er alle omkring mig, imponeret over, at jeg selv er kommet ud af det sorte hav, og ind i lyset, og skal med beklagelse og tristhed i mit hjerte fortælle, at min familie IKKE var en støtte for mig!
De har ikke kunne forstå, hvor i mit liv det gik galt, og hvorfor jeg pludselig endte så langt nede, at de nærmest lukkede af. )':

Det jeg ville sige, er at man skal søge hjælp, hurtigt, men at man også selv kan gøre bare en lille smule for og nærme sig lyset!
Jeg gjorde det selv, og hvis jeg kunne så kan mange andre også, også selvom det ser så sort ud, at der ikke er nogen vej tilbage!
Der er altid en vej til lyset, man skal bare have viljen til og finde det!
Tanker fra Metalgirl

Det meses dokumenteret, at naturmedicinen af urten prikkoret periperikon - som sælges under navnet "gladigen" skulle virke mod moderate depressioner.
Dog har perikon den bivirkning, at den øger lysfølsomheden kraftigt, så man om sommeren i solskin kan opnå eksemlignende tilstande.
Men det er jo så heller ikke om sommeren, de fleste er aller nedest i kulkælderen

Du er heldig, det kunne overstås på kun et halvt år!!!
Men det er ikke kun ydre hændelser der kan påvirke hjernens kemi. Det kan også være arveligt betinget. Og så kan det komme fra en skyfri himmel -eller f.eks. ved skilsmisser eller dødsfald.
Jeg har også haft et par perioder af "kun" et par år hvor jeg dog heldigvis har kunnet klare mig uden medicin.
Værre er det med min søster som pt er 24 og som har lidt af sygdommen siden hun var 8 (skilsmissebarn) og har I mange år været ignoreret og stemplet hypokonder når hun havde "ondt i maven" for at slippe for at komme i skole når hun ikke kunne overkomme hverdagen. Ingen læger eller socialvæsen hørte efter. Hun var jo kun et barn. "Det er nok bare en fase, det går nok over" Først da hun var omkring 17 blev hun tilbudt gruppeterapi (men det måtte stoppe da hun blev 18, det var jo kun for børn og unge under 18)
Derefter gik der mange år hvor hun fik kæmpet sig til en middelmådig studentereksamen på 4 år. Og først i gymnasiealderen begyndte hun i behandling med psykofarmaka (lykkepiller er så grimt et ord. Man bliver jo ikke lykkelig, bare mindre U-lykkelig -hvis de virker) og udholdt mange kæmpe bivirkninger såsom svedeture, øget -nærmest mandlig- behåring, ingen appetit eller glubende appetit, vægtforøgelse, kvalme og hovedpiner, men først da hun var 24 fandt lægerne en medicin der rent faktisk hjalp uden at bivirkningerne overskyggede.
En overgang var hun så langt nede at hun måtte indlægges på psykiatrisk afdeling (hvor terapien dog bestod i at hun og hendes medpatienter sad i stuen og røg, der var ikke andet at lave...) lægerne kunne man ikke rigtig komme i kontakt med, og terapi var en by i Rusland. Hun blev syg mens hun var der, fik taget prøver og der blev konstateret at hun havde "kontamineret" dem. Det var ikke fordi de var positive, det var hendes hygiejne det var galt med... Så hun blev jaget op om morgenen (man skal jo aktiveres) selvom hun lå og havde feber og var syg. Det var jo "bare noget hun bildte sig ind" -Hun måtte så udskrive sig selv og tage til sin egen læge hvor hun så kom på antibiotika og blev rask. Tak, Gentofte!
Hun kunne heller ikke holde ved uddannelser hun forsøgte at komme igang med. Arbejde kunne hun heller ikke. Så det var bistand. Men hun var under 25 og var for syg til aktivering så der var ingen penge at leve for. Hun forsøgte at søge om pension, men fik ikke lov. "Hun var jo kun 21" (Tak, Søllerød) Hun måtte opgive sin lejlighed og flytte hjem til mor, som måtte optage lån i banken for at forsørge hende. Man får jo endnu mindre som hjemmeboende. Men en ny kommune betød at hun rent faktisk fik lov til at søge -og fik- sin pension. Hun fik også sin egen lejlighed -omend det er i en meget socialt belastet egendom hvor kun sladderen overgår alkohol og stoffer. Men SIN EGEN lejlighed!
Livet er nu tåleligt (selvom der er op- og nedture) og hun begynder så småt at tro på fremtiden. Vægten er også på vej ned uden piller der forstyrrer hormoner, stofskifte og appetit. Økonomien er heller ikke så slem mere. Een byrde løftet...
Lægerne mener at hun nok skal fortsætte på medicin resten af livet, men hun drømmer nu om at hjælpe andre i samme situation ved at blive psykoterapeut el.lign. Hun har til dato selv endnu ikke haft mulighed for ene-terapi

Citat fra medicinfornuft.dk:
http://www.medicinmedfornuft.dk/dk/klar_besked_om_medicin/naturlaegemidler/
Det kan være farligt at blande naturlægemidler og almindelig medicin. Det skyldes, at naturlægemidler kan nedsætte eller forstærke medicinens virkning. Det gælder især midler med perikon, som bruges mod tristhed og modløshed. Perikon kan tilsyneladende svække virkningen af blodfortyndende medicin og p-piller. Det kan også være farligt at tage perikon, hvis du i forvejen får anti depressiv medicin. Før du begynder at bruge et naturlægemiddel, bør du derfor altid tale med din læge, hvis du tage medicin i forvejen

Svar til Anonym,
Nu kan der være mange årsager til mennesker ned i et sort hul, og man ikke ser tilværelsen på samme måde som man gjorde før hen. Nu tror jeg så også der forskel på om man ældre, eller ungt menneske med liv foran sig. Men at unge mennesker ikke har godt af at blive præget af den sygdoms kultur, som findes inde for vise patientbevægelser er der ingen tvil om. Mange af disse personer er så flydt op med egne problemer, at de ikke magter andres sjæle liv. Jeg er selv formand for FAP Vejle Amt jeg vil ikke sige det sundt for et ungt menneske at komme vores forening, da man skal undgå at unge bliver præget af den sygdomskultur som er inde for systemmet. Samt forholder vi os kritisk til behandlingen vi fået tilbudt eller får, samt laver vi ikke reklamer for medicinal industrien.
Vi søger en åben dialog omkring hvilken tilbud der hjælper borger i dette land som er i en psykiskkrise.
Men en åben videnskablig dialog forudsætter, man frigøre sig for faginteresser, samt man ikke modtager penge fra medicinalindustrien som psykiatrien samt vise patientbevægelser der modtager penge fra industrien.
Mvh.

Hej Eyas,
Tak for din gode beskrivelse af hvordan piller kan virke på folk, mange der kommer i behandlig bliver prøve klud for alle mulige slags medicin. Man ser mange bliver fastholdt i en sygerolle, frem for man som dig tager nogle cykle ture og har det hyggeligt med det. Da problemet er jo at for at få hjælp skal du gøre dig selv mere syg end man i virkligheden er. Men systemet er en stor sygdoms kultur, der fast holder folk i en syge rolle. Jeg ser kun en vej for at det kan blive bedre, er en demokratisering af vores behnadlings system.
Jeg ved godt der ingen lette løsninger og det nok ikke alle der kan få et normalt liv, men på den måde som system er skruget sammen på nu bliver de fastholdt, frem for at møde nogle udfordringer i livet som de magter og stimulere dem i deres hver dag, og der det ikke så dårligt at tage en cykeltur.
Samt finder jeg også din anelyse af vores samfund som er blevet så meget mere målrettet for den enkelte mod en god uddannelse og job bagefter, og mennesker finder nok ikke den ro idag som de gjorde førhen, til at tænke deres egne tanker.
Mvh.

Hej Claes.
Tak for dine venlige ord. Det er altid rart at få noget opbakning i det man siger og mener.
Jeg har været hele møllen igennem lige fra jeg blev født.
Så jeg har lidt "førstehånds-kendskab" til systemet.
5 tvangsfjernelser på grund af misrøgt og underernæring.
15 forskellige skoler de første 10 år og over 50 forskellige steder at bo som 15 årig.
En plejefamilie som kun skulle have mig i 4 måneder mens min far var i fængsel. En anden plejefamilie som blev skilt.
Tog arbejde på landet som 16 årig efter endt 10. klasse.
Ingen forældre eller andre...heller ikke kommune og de sociale myndigheder gjorde noget for mig.
Som 22 årig eget firma....som gik ned og jeg blev snydt for en masse penge.
Der fik jeg min depression som så varede til jeg var 28.
& års depression hvor eneste tilbud reelt var piller og den lukkede.
Jeg foretrak da at prøve at "helbrede" mig selv.
Det her er meget meget kort fortalt. Det ville fylde flere A4 sider hvis jeg skulle fortælle det hele. :-)
Jeg synes selv at jeg idag er blevet et rimeligt helt menneske der kan stå på egne ben....
Men hvor ville jeg gerne have ønsket noget kvalificeret hjælp i den tid hvor jeg havde der rigtig svært.
Håber at "systemet" snart får øjnene op og kvalificeret metoder til at hjælpe mennesker der er i en depression og samtidig at vores samfund ændrer sig nok til at der er plads og hjerterum til alle.
De hjerteligste hilsner, Eyas

Kære Eyas.
Allerførst vil jeg sige tak for dit indlæg, som jeg kun kan være enig med dig i. Du har haft en barsk opvækst, som har givet dig mange knubs. Alligevel er du kommet ovenpå igen, og det viser, at du, trods alt, er et utroligt stærkt menneske. Alle kan få en deression, både stærke og svage, og da alle mennesker er forskellige, vil tacklingen af depressionen også være vidt forskellig.
Efter et halvt år med de såkaldte "lykkepiller" og samtidig kognitiv terapi, kunne jeg mærke, at livet igen var værd at leve, og så stoppede jeg med medicinen, men fortsatte endnu et stykke tid med terapien. Jeg havde nu fået nogle redskaber, jeg kunne bruge, når sortsynet meldte sig igen. Indtil nu er det gået godt. Min mand var samtidig en utrolig støtte for mig. Uden ham havde det nok ikke været så nemt.
Din beskrivelse af, hvorfor du mener, at mennesker har det så dårligt i vores samfund, kan jeg også kun være enig i. Det er et koldt samfund, hvor enhver er sig selv nok, og hvor de fleste har travlt med at pleje deres eget ego og deres karriere, samtidig med, at deres børn bliver opdraget til at tro, at de er verdens midtpunkt, og at de kan få alt, hvad de peger på. Når de så bliver store og skal til at klare sig selv, opdager de, at sådan hænger tingene ikke sammen, og så begynder problemerne. Den tendens synes jeg, bliver værre og værre!
Jeg har prøvet at sætte mit alias - yoyo43 - til. Forhåbentlig virker det nu - det gjorde det ikke i går!
Kærlig hilsen
yoyo43

Næh, mit alias kommer ikke til syne - gad vide, hvad jeg så skal gøre - hm!!
yoyo43

Hvor meget koster lykkepiller ca..??

Forskelligt. Mine kostede omkring 300 for et måned, men skal jo haves på recepter, sååååååå!!!!!!!!

Hej.
Jeg vil faktisk ikke svare til din tekst, men vil gerne have svar fra dig. Hvis du gider. Jeg er en pige på 13 år, og jeg er meget ked af det. Jeg ved ikke om jeg har en depresion, men det kunne være en mulighed tænkte jeg. Jeg er hele tiden ked af det, over mine forældre, mine venner osv. men det er som om at min mor er sur på mig hele tiden. Og hun mener at det er mig.. det er fordi der er nogle problemer med min søster og jeg. vi vil låne ting af hinanden, da vi er lige store. Men når jeg vil låne noget af hende, bliver hun så sur.. og hun tager bare mit på uden at spørge! Så her i dag ville hun låne en nederdel af mig, så jeg blev lidt sur og sagde at hun skulle tænke over næst egang jeg vil låne noget af hende.. Så blev min mor sur, og sagde at jeg startede en scene op, og at der er noget i vejen med mig og spørger om noget lignende som dette: " Altså ejeg ved ikke hvad der er i vejen med dig, men du er sur hele tiden.. Jeg ved ikke hvad vil skal gøre ved det". vi kan heller ikke fungere som en familie, og det er lige som om at hun sætter skylden på mig hele tiden.. Jeg kan ikke holde det ud.. Er det mig der bare er skør eller? Hvad kan jeg gøre? Vil du ikke give mig nogle råd? Men jeg vil helst bare være anonym tak. Mange hilsner den ulykkelige.