vi fejlede

Vi svævede, vi fløj
vi var bedre end alle de andre
vi kunne alt det som ingen andre kan, ingen andre tør
vi lærte af hinanden, vi lærte hinanden at vi aldrig skulle fejle
vi var ikke dem, ikke dem som fejler
vi var bedre end alle de andre til sammen.
Vi kunne gøre alt
vi var aldrig bange, aldrig bange for at falde
vi fløj højere og højere
vi vidste at vi svævede
over alle de små ubetydelige mennesker
alle dem som fejler.
men jeg fór vild, blev væk fra flokken
vi var ikke længere et vi,
Vi´et var blevet til et jeg og et I
Jeg vidste med et at vi aldrig havde fløjet eller svævet,
Vi var faldet, og jeg og I faldt og faldt
Det var os der fejlede
vi glemte at være mennesker
vi var intet i andres øjne
Jeg ramte afgrunden før i andre,
Jeg ramte først, men I ramte hårdest.
Jeg kommer aldrig så langt ned igen
jeg er på vej til tops,
Men jeg kan se jer langt i baggrunden
i falder ned, for enden af afgrunden
måske kommer i aldrig op
i griner måske stadig af mig,
for i har ikke opdaget at i har ramt bunden,
i indser det først,
når i ser mig svæve rundt titusinder kilometer
over jeres små tomme hoveder,
Jeg var dum for en tid, troede det var sejt at passe ind
jeg tabte mig selv for at være i den gruppe
men jeg ramte bunden
jeg ramte bunden og opdagede at jeg havde rigtige venner
venner som fejler, venner som lader mig fejle
venner som tilgiver, venner som aldrig lader mig trippe rundt og tro at jeg er bedst
jeg er god, men ikke bedst, jeg er mere end så mange andre
Jeg er bange for at flyve for højt igen
men jeg bliver aldrig bange for at fejle, aldrig bange for at falde
jeg har venner som vil gribe mig
uanset hvor meget jeg har fejlet og hvor højt jeg har fløjet
jeg har begge ben plantet på jorden
og der står de godt.
Der er alt perfekt.