Ærlighed eller ej ?

Når nu nogen spørger mig om hvordan jeg har det, eller hvordan det går, svarer jeg som oftes: At jeg har det fint / at det går godt.
Nogen gange når jeg har taget chancen og fortalt at jeg rent faktisk ikke har det så godt på dette tidspunkt jeg bliver spurgt, har jeg altid "bare" fået det svar igen, at det jo nok skal gå. Og så er den ikk meget længere.
Så er det nu jeg tænker, at når en person spørger hvordan man har det, er så så af "høflighed" eller er det virkelig fordi de bekymrer sig og inderligt gerne vil vide hvordan man har det,??
Og hvordan kan det være at hvis svaret på spørgsmålet er "negativt" så bliver det "fejet under gulvtæppet" eller blot en hurtig replik om at det nok skal gå❓
Når jeg spørger en, hvordan det går eller hvordan personen har det, så er det fordi jeg holder af personen og at jeg inderligt gerne vil vide hvordan det går, og går det skidt, er der ikke det jeg ikke vil gøre for at "løse" det på den bedste måde for personen, men hvorfor føler jeg tit at jeg er den eneste som har det sådan ??
Jeg har en ven, og nogen gange når han spørger hvordan jeg har det, svarer jeg "knap så godt" (hvis det er tilfældet) og alt han svarer igen er, at han håber det bliver bedre ?!!!
Hmm kan jeg så tænke, betyder man ikke mere for ham en dét ??
Hvad er jeres mening om dette ?

Jeg tror skam nok du betyder noget for ham, min ven. Måske mener han at det ikke er noget slemt, og at det derfor måske nok skal blive bedre efter hånden bliver bedre, for hvis han måske skulle lægge noget mere vægt i det, så havde du vel selv kommet hen til ham og sagt, at du havde et problem du gerne vil have løst (?).
Jeg tror skam nok at folk mener det når de spørger, om man har det godt, men jeg tror også, at det er blevet en vane for de fleste, at spørge om man har det godt. Personligt ville jeg altid spørge:"Hvad nu da? Er der sket noget slemt?" hvis nogen sagde, at de havde det "knap så godt".
Knus fra mig.
//Q

..sagde min mor fornyligt. Jeg sagde mange tak, og hun tilføjede "..for du har det sgu altid så godt, at det er en fornøjelse".
Hej med dig :o)
Når jeg fortæller dette, så er det for at fortælle dig at du ikke er alene med denne tvivl. Jeg mener klart at det er en høflighedsfrase. Det er mit klare indtryk at folk som spørger hvordan du har det, overhovedet ikke er interesseret i at du evt skulle have det elendigt.
Der er personer jeg er holdt op med at ringe til. Efter 2 min inde i telefonsamtalen skal jeg lægge ører til disse personer lidelseshistorie. Og ærligt talt, så er det ikke hvad jeg ønsker ved en opringning.
Lagermann

Hej
Kender det godt. Har efterhånden fundet frem til, hvis jeg mener personen skal tage mit udsagn seriøst og forholde sig til det, så konfronterer jeg vedkommende og spørger om vedkommende spurgte af høflighed eller interesse. Det er forskelligt hvordan jeg reagerer på svarene, afhængigt af hvor tæt et forhold jeg føler vi har.
Synes selv jeg tager den slags seriøst, men har enkelte bekendtskaber, hvor alting bliver på overfladen. Foretrækker folk som mener hvad de siger og kan forholde sig til virkeligheden.

som udgangspunkt må man vel sige at hvis du tror at du har en rigtig god ven som slår drt hen, hvis du siger du har det dårligt, så det ikke en god ven!! husk det!!
Folk spørger løseligt: hvordan går det? og forventer at der svares: godt eller nogenlunde! - så kan samtalen gå videre, ingen problemer - langt de fleste er alligevel ikke interesseret i at høre hvis du egentlig skulle ligge inde med et problem! - så kunne de jo blive involveret -og det kunne tage deres tid og blive pinligt.
se dèr hvor du virkelig kan føle dine venner eller mennesker du skal forsøge at få som din ven, det er dem som spørger og så lytter og handler efter hvad du egentlig svarer!!!!!!
tænk over den
mvh

Det er mærkeligt, men på det punkt synes jeg virkelig at man hurtigt mærker hvem der er ens sande venner.
For et lille stykke tid siden havde jeg en virkelig svær periode, og mit standard svar var det samme som dit, selvom jeg havde det ad helvede til... rent ud sagt.. så var det at jeg tænkte, kan de virkelig ikke gennemskue mig, og nogle dage havde jeg virkelig lyst til at råbe det ud af vinduet!!
De få gange hvor jeg sagde sandheden, var kun til de personer jeg virkelig havde tillid til, men de fleste trækker alligevel hurtigt følehornene til sig.
Forleden hørte jeg i TV, at fremtidens trend bliver anderledes, nu skal man være mere for hinanden, ect. give flere gaver mv.. altså glæde hinanden meget mere end alt det overflade snak
Gid vi kunne komme hinanden lidt mere ved, i fremtiden, det kunne være skønt, men jeg tvivler !!

Hejsa
Jeg hører dig og forstår dig godt. Du og andre har dette behov når det ikke går så godt. Det har jeg ikke.
Men når min familie spørger hvordan det går, så er det ren refleks at komme med det svar. Og jeg har det også strålende, faktisk :o)
Jeg er ikke den der går og tænker negative tanker, og det smitter vist at vise positivitet. Mit liv er godt, og jeg oplever succes på alle fronter. Har sgu ikke rigtigt noget at hælde ud af ørerne.
Men som sagt, jeg forstår dig så udmærket.
Lagermann

Man kan jo som menneske også lade være med at indlede en samtale med hvordan går det ?
Jeg kender også de mennesker til hvem man siger hvordan går det, og straks skal man høre om alverdens problemer (ofte meget små problemer)
Men jeg ringer stadig til dem, nu er indgangs replikken bare ,, hvad så hvad laver du ??
Så er det ikke så oplagt for dem mere at komme med alverdens lidelse historier..
Men ringe til dem det vil jeg godt nok..
Faktisk har jeg oplevet at folk kan sige til mig at det går af helvede til, og ja dem lytter jeg til..
Ikke i telefonen men ved at sige til dem, hvad med om vi satte os ned og fik en kop kaffe og hældte vand ud af ørene...
Mange gange er det nok, og jeg bryder mig altså ikke om at vide med mig selv at mine venner går og har det skidt, og jeg ikke engang kan tage mig tid til at høre på dem i 20 minutter.
Den periode i mit liv hvor jeg havde den største nedtur af alle, der fik jeg soteret venner fra så det gjorde noget, men sjovt nu hvor jeg har fået rettet op på det hele, og begynder at blive mit eget glade dumme jeg, så kommer de tilbage..
Men i mine øjne har de aldrig været venner, de kommer nu under betegenelsen bekendte, og mig skal de kun regne med, hvis de vil have en sjov overfladisk aften...
Dem der holdt ved da det gik skidt, ja de kan altid regne med at jeg er der 100% for dem..
Det skal man nok også tænke på når man vælger at lade være med at høre på folks historier når det ikke går dem godt...
Men sjovt nok, så tror jeg altså at hvis du ringede til en nær ven og han sagde at han havde
det af h til.. så ville du lytte .. det kommer jo an på hvem det er der siger det og hvor ofte de siger det.. ikk❓:-)

Hejsa d.k. :o)
Det er da klart at jeg kan tilslutte mig det du siger. Jeg kommer bare ikke ud for det så ofte. Og dem jeg må høre på, er ikke modtagelige for ændringer i omgangstonen. Der kommer automatisk et "hvordan går det"/"har du det godt"? Og det er da fair nok.
Nu ligger landet nok sådan at jeg har en noget anden omgangskreds hvor den slags stort set ikke forekommer. Der er så meget gang i den, at kvababbelser slet ikke kommer på tale.
Det skulle da lige være om man er kommet over den sportsskade osv. Men på en meget let måde. Og jeg behøver ikke at opfordre folk til en kop kaffe, som i vort tilfælde nok snarere drikkes af flaske. Altså øller.
Men det afhænger vel af hvilke folk man omgiver sig med?
Mvh Lagermann

Du skriver jo på hele nationens vegne - Halliluja.
Når man møder ordensmagten, viser man kørekort og dårlig ånde.
Men når man mødes med ligesindede, master man sig op til et colgatesmil.
Et Colgatesmil - ofte uden dækning.
Med andre ord - vi bruger ordet "hvordan-går-det" som en åbningsreplik, og flygter, hvis det lufter problemer.
Vi vil jo nødigt rodes ind i noget - vel?
Spartakus