1 hverdag - 2 børn! Hvordan???

Jeg er nok en af dem der tænker lidt for meget over tingene og det er til tider ikke altid lige godt har jeg en idé om.
Min mand og jeg er meget spontant blevet enige om at vi gerne vil ha et barn mere.
Dejligt, rigtig dejligt for det er noget vi virklig ønsker, men samtidig sætter det jo også tankerne igang mht bolig, da vi kun bor i en 3-vær. selvfølgelig kan det lade sig gøre i starten, men senerer. Her tænker jeg på boligpriser???
Hvad med daginstitution og arbejdstider????
Økonomien skal vi nok klare for det gør man jo altid ikk;-)
Men hvad med kærlighed til 2 børn??? Jeg elsker min datter forfærdelig højt og tænker at det kommer jeg da også til med den næste, men vil der ikke altid være en forskel??? Jeg kan da ikke leve med at en af mine børn for mindre kærlighed end den anden:-(
Og hvordan for man hverdagen til hænge sammen når den ene skriger om natten og vækker den "Store" pige??? (vores pige på 1½ år vågner stadig om natten).
Puha jeg syntes bare pludselig at der er så mange ting man skal tænke på... eller hvad? skal man bare ligesom lade det komme for det skal jo nok gå???
Måske er jeg allerede gravid, måske ikke og jeg ønsker virkelig at få et barn mere, også for vores piges skyld. Er der ikke nogle af jer derude der har siddet i samme situation??? eller nogle der har en masse gode råd om det at ha 2 børn? Jeg ønsker ikke at høre at i råder mig til IKKE at få barn nummer 2 for det er besluttet, men jeg er altså åben for alt andet af gode råd og egne erfaringer:-)
Håber at høre fra nogle derude...

Jeg har to børn med 14 mdrs mellemrum. Begge var planlagte og ønskede :o)
Alle børn er som bekendt forskellige, men de indretter sig også efter hinanden og vænner sig til hinanden. Jeg husker ikke mange nætter hvor den ene vækkede den anden...så selvom det er sket er det ikke ofte, selvom de deler værelse.
Og selvom det er hårdt om dagen når man har været oppe hele natten, så klarer man sig somehow. Ligesom du har gjort indtil videre :o) Om ikke andet med den nemme løsning...en tegnefilm på fjernsynet mens lillebror/søster sover, og så kan mor også lige snuppe sig en lur på sofaen mens storesøster putter op af dig.
Man elsker dem begge lige højt, men på hver sin måde.
Hvor der er hjerterum er der hmmm...hvad er det det hedder? Tag dig ikke af Jeres lejlighed pt...det skal nok gå alt sammen :o)
Held og lykke med projektet.

Du skriver faktisk indirekte, at du kun vil have svar på det, du i forvejen har bestemt du vil høre. Altså bare en gang talen efter munden.
Spontane påfund går sjældent godt. Og det er ansvaret for stort til at se stort på.
Tænk tingene igennem. Nogel kan klare mere end andre kan, så det kan du ikke gå ud fra. Det du kan gå ud fra er, om du og din partner har det mentale overskud. Har i det, er det bare at gå til makronerne i feltmadressen.

Hej du.
Rolig nu.
Du vil elske det 2. og 3. og 4 og .... barn lige så højt, men husk at børn er forskellige og ikke har samme behov.
Jeg har også 2 (nu voksne) børn på henholdsvis 25 og 30år, og hvor den ene gik i skole fordi det skulle man jo, har den anden altid elsket sin skole og søgt sørre og større udfordringer, hvorfor en privatskole var nødvendigt for hende. Herfra på universit og ud som linq.merc.it.
Den store tog 10. klasse og valgte så at sejle en tur med skoleskibet Georg Stage hvor han blev skibsassistent, blev så som soldat udtaget til Dannebrog, tog først en faglig uddannenelse og endte så som maskiningeniør.
Den ene har været indadvendt og stille og den anden udadvendt og sprudlende - begge fra de var helt små, men jeg har altid elsket dem for den de var, og det vil du helt sikkert også gøre med dine.
Der er 5 år imellem mine, så den store var rimeligt ligeglad med "skrigeungen" i starten, senere har han altid ønsket at få hende med, men har aldrig skulle være barnepige. Idag henter og bringer de hinanden til fester etc. så ingen kører spiritus + at de taler sammen flere gange om ugen. Ofte mødes de hos mormor på 75 til en kop kaffe eller en sodavand elle hos deres far elle undertegnende.
Jeg valgte karrieren fra og blev hjemme de første 3 år med hver især - og det har været min bedste invesering nogen sinde, så skidt med større hus eller lejlighed. Vi har rejst meget og har leget meget med papkasser, fået hjemmebagte boller og chokolade og jeg har syet til dem begge. Selv idag kan jeg modtage bestillinger på alt fra bermudashorts til store gallakjoler - "for det passer jo, mor"
Knus til dig og dine.

Hmmm, her sidder jeg og smiler når jeg læser dit svar, det må da være positivt ikk:-)
"De" siger jo osse at der bliver født for få børn ikk;-)
Tak.

Magen til frækhed... Der har da aldrig været noget forkert i at dele sine tanker og spekulationer med andre i håb om at få lidt gode råd, vel!
Og fordi man sætter spørgsmålstegn ved sin fremtid gør da ikke at man skal holde sig tilbage.
Spontante påfund????? Det er ret umuligt at gøre sig 100% klar til et barn mere når man ikke har prøvet et barn mere (derfor mit indlæg) det må du jo også vide hvis du selv har børn, for man kan jo ikke vide hvad man går ind til hvis man ikke har prøvet det før om man så gør det spontant eller velovervejet, men man kan gøre sig mere klar og sikker ved bla at snakke med andre.

Jeg er selv en ung pige på 24, ikke mor endnu - men efter at have læst dit indlæg bliver jeg helt glad. Håber og ønsker at jeg vil blive en ligeså god mor som det lyder til du har været (og er). Gid jeg (og en masse andre) får samme mulighed for at gå hjemme og hygge om børnene og rejse og åååh...nu er det jo 'moderne tider', og alt skal gå så stærkt. Men jeg ville nu ikke have noget imod at rende rundt med forklæde i duften af nybagte boller....
Ha en dejlig dag
*H

Der er også 5 år mellem mig og min bror og vi har det ganske godt sammen som jeg kan høre dine 2 børn også har det. Og ja man er ganske forskellig og alligevel har vores forældre givet os en barndom der har været skræddersyet til os begge så vi hele tiden har følt at vi var noget særligt og det er vel det det man husker allermest som "voksen" ;-) at man var noget særligt og smilet fra mor og far når man kommer og viste sin noget abstrakte tegning. Føelsen af at de nok skal være der... desværre ikke altid. Jeg har mistetede min mor for 8 år siden så jeg ikke hende og gå til når spørgsmål som disse dukker op....
Tak for din historie og positive ord:-)

... Skal du have barn nr 2. Jeg stod i nøjagtig samme situation som dig for 2 år siden da jeg skulle have min nr 2. Jeg elskede min datter overalt i verden, og kunne ikke se mig selv dele min kærlighed. Jeg ringede endda hjem til min mor for at spørge om det kom naturligt, og hvis det ikke gjode hva så...
Det kommer helt naturligt... Jeg elsker dem begge lige meget, men er måske lidt mere beskyttende overfor lillepigen da hun "kun" er 2 og den store er 8.

Jeg havde præcis de samme bekymringer da jeg blev gravid med mit andet barn - både det der med om jeg nu kunne elske barnet ligeså højt som den først (hvor jeg var ved at sprænges af kærlighed og stolthed ;-) ), og også med økonomien (min daværende mand læste så vi overlevede på min sygehjælperløn.. ikke noget man blev tyk og fed af) og ligesådan med boligen - kunne vi være der, hvordan skulle vi få råd til noget størrer og HVORNÅR ville vi få råd til noget størrer.. og hvordan med institutionspladser????hvordan skulle jeg få dagligdagen til at hænge sammen??? Alle disse meget praktiske spørgsmål trængte sig på. Så var det jeg kom i tanke om at hvis jeg/vi skulle vente med at have tid OG råd til at få et barn, uanset om dt var barn nr.2 eller nr. 1, så blev det nok ALDRIG til noget :-)
For at gøre en lang historie kort, så klarede også vi skærene, barn nr 2 er væsentlig andreledes end den første men begge de de min eksistensberettigelse - både min eksmand og jeg tog siden hen hver en ny uddannelse (efter begge ungene var født, men længe inden de blev 10 år). Eg vil ikke bilde dig ind at det var en lyserød drøm, men dte kan SAGTENS lade sig gøre, og så er det altså ikke et størrer proble end man selv gør det til:-).
Held og lykke med jeres nye familie liv - du vil ikke kunne forestille dig at det ikke skulle være sådan.
knuzz

Du kan være helt rolig.
Jeg havde nøjagtig samme bekymring, da jeg ventede nr. 2. Problemet opstod aldrig
Da jeg skulle have nr. 3 vidste jeg at jeg ville elske ham som de andre, men da syntes jeg nr. 2 var for ligge til at skulle være stor.
Problemet opstod aldrig.
Slap af og glæd dig til dine kommende børn. Det er en oplevelse for livet at være flerbørns familie. Jeg er ret vild med det.

Godt at høre noget fra virkeligehedens verden. At alt ikke er rosenrødt, men at man nok skal klare den og som du selv siger er det jo ikke værre end man selv gør det... Alle de tanker kan også gøre end tosset i hovedt!
Tak.

Tak for opmuntringen og fed profil du har:-)

kæreste lille du - det var så da så lidt :-) hvis du kan bruge det til noget så er det jo kun fint.
Jeg vil godt love dig at du kommer til at elske begge dine børn med hele din sjæl - og ligeså snart barn nr 2 kommer til verden vil du måske gå i fornægtelse over at have tvivlet på at dét kunne lade sig gøre :-)...hvem kan andet når man kikker på sit nyfødte barn - som modren VED er en af Guds gaver til menneskeheden?
I skal nok klare den- alle 4.

at andre har overskud til at dele deres glæder med andre og ikke mindst opmuntre andre der tumler lidt med tvilens lumske spil.
Tusind tak og må din vineter blive så varm som dine tanker til andre...
Tak