Afslag på flexjob.
Jeg har gået sygemeldt i en længere periode, pga. en arbejdsskade i lænden, jeg pådrog mig indenfor hjemmeplejen.
Jeg har været i arbejdsprøvning for at se, hvor meget jeg kunne holde til. Jeg var på kontor, da jeg på sigt gerne ville have en uddannelse på kontor. Men det viste sig at jeg ikke holde til at sidde ned så længe, og jeg kom kun op på ca. 25 timer. Konklusionen fra denne prøvning viste at jeg havde er arbejdsevne på ca. 55%.
I tiden derefter bliver jeg skilt fra min mand, bla. pga. vi begge var presset psykisk, af denne uafklarede situation samt at han havde svært ved at acceptere at jeg ikke kunne klare det samme som før, både arbejdsmæssigt og derhjemme.
I meget lang tid, gik tiden med ingenting. Men pludselig skulle jeg så i gang med en revalidering, da mine sygedagpenge var lige ved at løbe ud, og jeg at jeg havde fået alle de forlængelser jeg havde mulighed for. Alt dette viste jeg ikke før, det var for sent. Jeg klager over at tiden bare er gået med ingenting og jeg har kun ganske få dage til at finde ud af hvad jeg skal læse til.
Jeg vælger at søge elevplads på kontor, da jeg har en handelsskole uddannelse som stadig er brugbar.
Men efter ca. 30 ansøgninger i en radius på 50 km fra hvor jeg bor må jeg opgive, der er ikke noget som vil ansætte mig.
Alt er panik fordi jeg hele tiden bliver gjort opmærksom på, at jeg lige om lidt kan ende på kontanthjælp og dette vil for mig medføre en økonomisk ruin. Jeg har været medlem af en fagforening siden jeg var 16 år og har to uddannelser, så for mig har kontanthjælp været ”en by i Rusland”.
Jeg skulle så igen finde en uddannelse hurtigst mulig. Og i den mellemliggende tid skulle jeg så finde et praktiksted. Jeg valgte at ville læse til pædagog og ville på sigt gerne arbejde med misbrugere, da jeg havde 4 års erfaring med dette område indenfor hjemmeplejen. Jeg finder også et sted hvor jeg kan være i praktik og er meget glad for at være der, der er de skånehensyn jeg har behov for. Og jeg starter på uddannelsen og i løbet af få dagen viser det sig igen, at jeg ikke kan holde til at sidde ned så længe at gangen. Dette kommer ikke bag på mig, men jeg havde jo ikke noget valg og var nødt til at prøve.
Er nu holdt ude på seminariet og har søgt om flexjob, da jeg har brug for et skånehensyn. Men fik i går afslag på dette da de vil have mig i en virksomhedsrevalidering. Jeg har nu 14 dage til at finde et sted, hvor de vil have mig, for ellers ryger jeg på kontanthjælp, hvis jeg vel og mærke er heldig, for hvis jeg har friværdi i mit hus så får jeg 0.- kr. hvilket de fleste mennesker har da huspriserne konstant stiger.
Alt dette har for mig medført mange søvnløse nætter, mit ægteskab og for nylig har jeg fået konstateret mavesår. Hvad mon det næste bliver….. skal jeg være helt ærlig så har jeg op til flere gange overvejet at tage mit eget liv. For jeg kan ikke se noget lyspunkt. Jeg har en kæreste som jeg bor med men igen børn, næsten ingen kontakt med min far, min søster er jeg lige blevet uvenner med pga. hun mente at jeg da bare kunne gå ud og tage mig et alm. job. Der er ikke noget i denne verden jeg hellere ville, men jeg har mange smerter hver dag og hvis jeg ikke har skånehensyn så får jeg endnu flere smerter, og det har jeg svært ved at overskue. Jeg har taget mange smertestillende piller men jeg holdt om med at tage dem fast da jeg blev afhængig af dem. Så det er kun som pn.
Puha nu fik jeg luft, men har også brug for et godt råd. Måske sidder der en derude som har prøvet noget tilsvarende.
Mvh.
Kvinde på 38 år
Jeg har været i arbejdsprøvning for at se, hvor meget jeg kunne holde til. Jeg var på kontor, da jeg på sigt gerne ville have en uddannelse på kontor. Men det viste sig at jeg ikke holde til at sidde ned så længe, og jeg kom kun op på ca. 25 timer. Konklusionen fra denne prøvning viste at jeg havde er arbejdsevne på ca. 55%.
I tiden derefter bliver jeg skilt fra min mand, bla. pga. vi begge var presset psykisk, af denne uafklarede situation samt at han havde svært ved at acceptere at jeg ikke kunne klare det samme som før, både arbejdsmæssigt og derhjemme.
I meget lang tid, gik tiden med ingenting. Men pludselig skulle jeg så i gang med en revalidering, da mine sygedagpenge var lige ved at løbe ud, og jeg at jeg havde fået alle de forlængelser jeg havde mulighed for. Alt dette viste jeg ikke før, det var for sent. Jeg klager over at tiden bare er gået med ingenting og jeg har kun ganske få dage til at finde ud af hvad jeg skal læse til.
Jeg vælger at søge elevplads på kontor, da jeg har en handelsskole uddannelse som stadig er brugbar.
Men efter ca. 30 ansøgninger i en radius på 50 km fra hvor jeg bor må jeg opgive, der er ikke noget som vil ansætte mig.
Alt er panik fordi jeg hele tiden bliver gjort opmærksom på, at jeg lige om lidt kan ende på kontanthjælp og dette vil for mig medføre en økonomisk ruin. Jeg har været medlem af en fagforening siden jeg var 16 år og har to uddannelser, så for mig har kontanthjælp været ”en by i Rusland”.
Jeg skulle så igen finde en uddannelse hurtigst mulig. Og i den mellemliggende tid skulle jeg så finde et praktiksted. Jeg valgte at ville læse til pædagog og ville på sigt gerne arbejde med misbrugere, da jeg havde 4 års erfaring med dette område indenfor hjemmeplejen. Jeg finder også et sted hvor jeg kan være i praktik og er meget glad for at være der, der er de skånehensyn jeg har behov for. Og jeg starter på uddannelsen og i løbet af få dagen viser det sig igen, at jeg ikke kan holde til at sidde ned så længe at gangen. Dette kommer ikke bag på mig, men jeg havde jo ikke noget valg og var nødt til at prøve.
Er nu holdt ude på seminariet og har søgt om flexjob, da jeg har brug for et skånehensyn. Men fik i går afslag på dette da de vil have mig i en virksomhedsrevalidering. Jeg har nu 14 dage til at finde et sted, hvor de vil have mig, for ellers ryger jeg på kontanthjælp, hvis jeg vel og mærke er heldig, for hvis jeg har friværdi i mit hus så får jeg 0.- kr. hvilket de fleste mennesker har da huspriserne konstant stiger.
Alt dette har for mig medført mange søvnløse nætter, mit ægteskab og for nylig har jeg fået konstateret mavesår. Hvad mon det næste bliver….. skal jeg være helt ærlig så har jeg op til flere gange overvejet at tage mit eget liv. For jeg kan ikke se noget lyspunkt. Jeg har en kæreste som jeg bor med men igen børn, næsten ingen kontakt med min far, min søster er jeg lige blevet uvenner med pga. hun mente at jeg da bare kunne gå ud og tage mig et alm. job. Der er ikke noget i denne verden jeg hellere ville, men jeg har mange smerter hver dag og hvis jeg ikke har skånehensyn så får jeg endnu flere smerter, og det har jeg svært ved at overskue. Jeg har taget mange smertestillende piller men jeg holdt om med at tage dem fast da jeg blev afhængig af dem. Så det er kun som pn.
Puha nu fik jeg luft, men har også brug for et godt råd. Måske sidder der en derude som har prøvet noget tilsvarende.
Mvh.
Kvinde på 38 år