Arabisk og tyrkisk som officielle minoritetssprog!
Lektor i mellemøststudier ved Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, mener at arabisk og tyrkisk bør have officiel status som minoritetssprog i Danmark - på linje med færøsk, grønlandsk og tysk.
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.php?pShow=Ritzau/RitArtVis.php&pRitVis=149432
Herligt!
Og i næste uge udnævner vi svensk, russisk, serbokroatisk, hindi, urdu, tamil, lettisk, litauisk, italiensk, farsi, kurdisk, vietnamesisk, mandarin, kantonesisk, pashto, polsk, aramæisk, hebræisk, crioulu og somalisk - etc.
Hvorledes lektoren kommer frem til, at flygtninge og indvandreres sprog skal ophæves til landets officielle minoritetssprog på linie med tysk, grønlandsk og færøsk, har jeg ret svært ved at følge.
Tysk i grænselandet mellem to nabolande er vel en helt naturlig ting, idet der altid vil bo et mindretal af folk på den ene side af grænsen, som taler det sprog, der hører til på den anden side.
Og med hensyn til Grønland og Færøerne er der tale om selvstændige - fra Danmark fysisk adskilte landområder, som hører ind under det danske rigsfællesskab.
Hertil kommer, at et sprog hænger uløseligt sammen med et lands kultur. Tyskland, Grønland og Færøerne har et stort kulturelt og/eller historisk fællesskab med Danmark. Det samme kan man mildest talt ikke sige om arabisktalende lande og Tyrkiet.
Altså var det tre rigtig dårlige eksempler på anerkendte minoritetssprog, lektoren drog frem som argument til sammenligning. Eksempler, som på ingen måde kan degraderes til at sammenlignes eller sidestilles med alle emigranters sprog fra hvorsomhelst på kloden.
Når man fra et med Danmark fuldkommen urelateret land vælger at emigrere til Danmark - eller når man bliver nødt til at flygte fra sit hjemland og ved et tilfælde havner i Danmark - ja, så må man indstille sig på, at her i landet tales der altså mærkeligt nok DANSK.
Den elskelige lektor lider vist af utidig minoritetsromantitis - og hun forsøger af uransagelige bevæggrunde at fremelske endnu et element af minoritetstyranni, som danskerne skal til at bøvle med. Om de pågældende minoriteter overhovedet selv har bedt om lektorens lefleri, vides ikke. Men opmærksomhed og glorieopsætning i visse godtænkerkredse får hun da.
http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.php?pShow=Ritzau/RitArtVis.php&pRitVis=149432
Herligt!
Og i næste uge udnævner vi svensk, russisk, serbokroatisk, hindi, urdu, tamil, lettisk, litauisk, italiensk, farsi, kurdisk, vietnamesisk, mandarin, kantonesisk, pashto, polsk, aramæisk, hebræisk, crioulu og somalisk - etc.
Hvorledes lektoren kommer frem til, at flygtninge og indvandreres sprog skal ophæves til landets officielle minoritetssprog på linie med tysk, grønlandsk og færøsk, har jeg ret svært ved at følge.
Tysk i grænselandet mellem to nabolande er vel en helt naturlig ting, idet der altid vil bo et mindretal af folk på den ene side af grænsen, som taler det sprog, der hører til på den anden side.
Og med hensyn til Grønland og Færøerne er der tale om selvstændige - fra Danmark fysisk adskilte landområder, som hører ind under det danske rigsfællesskab.
Hertil kommer, at et sprog hænger uløseligt sammen med et lands kultur. Tyskland, Grønland og Færøerne har et stort kulturelt og/eller historisk fællesskab med Danmark. Det samme kan man mildest talt ikke sige om arabisktalende lande og Tyrkiet.
Altså var det tre rigtig dårlige eksempler på anerkendte minoritetssprog, lektoren drog frem som argument til sammenligning. Eksempler, som på ingen måde kan degraderes til at sammenlignes eller sidestilles med alle emigranters sprog fra hvorsomhelst på kloden.
Når man fra et med Danmark fuldkommen urelateret land vælger at emigrere til Danmark - eller når man bliver nødt til at flygte fra sit hjemland og ved et tilfælde havner i Danmark - ja, så må man indstille sig på, at her i landet tales der altså mærkeligt nok DANSK.
Den elskelige lektor lider vist af utidig minoritetsromantitis - og hun forsøger af uransagelige bevæggrunde at fremelske endnu et element af minoritetstyranni, som danskerne skal til at bøvle med. Om de pågældende minoriteter overhovedet selv har bedt om lektorens lefleri, vides ikke. Men opmærksomhed og glorieopsætning i visse godtænkerkredse får hun da.