At acceptere sig selv.

Jeg har alle dage været en enspænder. Som barn foretrak jeg ofte at lege for mig selv, fordi jeg følte mig utryg i andres selskab, en følelse af at skulle leve op til et eller andet, jeg ikke helt vidste hvad var. Mine forældre, skolelærere osv. spurgte flere gange til, hvorfor jeg aldrig tog venner med hjem, men jeg nægtede at svare med andet, end at jeg ikke havde lyst, og det var nok egentlig også sandheden. Jeg var glad som barn med mine bøger, min Commodore 64 og mine tanker. Ganske vist var der perioder, hvor jeg følte mig udenfor og alene, men det gik som regel hurtigt over. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at jeg erstattede behovet for social kontakt med en følelse af overlegenhed, der bundede i, at jeg havde meget lettere ved skolen end de fleste - jeg havde mange drømme, og skulle nok blive til noget en dag.
Situationen ændrede sig, da jeg nåede teenageårene. Som de fleste andre begyndte jeg at interessere mig voldsomt for det modsatte køn, men havde, på grund af mine manglende sociale færdigheder, ikke den fjerneste anelse om, hvordan jeg skulle få afløb for den interesse. Det resulterede i, at jeg blev ved at skubbe problemet foran mig, og sige til mig selv, at når både jeg og pigerne blev lidt ældre, skulle det nok gå alt sammen.
Nu er jeg 29, og det går ikke voldsomt godt. Jo, jeg er egentlig meget godt tilfreds med mange dele af mit liv. Jeg kom igennem 5 år på universitetet med et højt gennemsnit, og klarer mig ganske udmærket på arbejdsfronten. Endvidere har jeg haft mulighed for at rejse en del (alene) - noget jeg altid har drømt om. Jeg er også godt tilfreds med antallet af venner, selvom det nok er en del færre end for gennemsnittet, og jeg føler mig egentlig vellidt, hvor jeg kommer. Men alt det bliver sat lidt i baggrunden af, at jeg stadig ikke har noget begreb om, hvordan jeg får en kæreste. Der har da været få flygtige bekendtskaber over årene, men det løber altid ud i sandet, når de finder ud af, hvor usikker jeg er på mig selv i den henseende. Jeg ved hvor latterligt det lyder, men kvinder giver mig den samme følelse, jeg havde som barn, af at skulle leve op til et eller andet, jeg ikke ved, hvad er. Dates (og der har været mange) virker som uløselige matematikopgaver, min hjerne kører på højtryk i en konstant søgen efter noget sjovt eller begavet at sige, men jeg kommer som regel til at sidde og mumle halvfærdige sætninger i stedet. Jeg har sagt til mig selv en million gange, at jeg skal slippe de tanker, og bare være afslappet og mig selv, men det synes mig helt umuligt.
Jeg tænker nogle gange på, om vejen til lykken for mig er at acceptere, at jeg er, hvem jeg er, og som sådan ikke egner mig til parforhold. Jeg kan ikke helt afgøre, om den fantasi jeg har, at det ville gøre mig endegyldigt lykkelig at finde en sød kæreste bunder i, at jeg virkelig ønsker mig det så meget, eller i, at jeg bekymrer mig for meget om, hvad omgivelserne forstår ved et succesfuldt liv.

Det jeg hæftede mig mest ved er at du anser dine dates som matematiske opgaver, en tilgang til hele den datingscene du må lægge fra dig. Tro mig når jeg siger at kvinden på den andne side af bordet også er hamrende nervøs, det er nu meget sundt at være det.
Prøvet noget internet dating? Hvor du kan lære hende at kende under meget hjemlige omgivelser, du kan nå at give det billede af dig selv som du ønsker og der er plads og råd til fejltagelser?
For når du har så meget at byde på som det lader til du har, så skal du da ikke give op?
Jeg har mindst 20 tøser i min telefonbog der dagligt sukker over der ikke er ordentlige mænd tilbage - du er da en ordentlig mand?
Du har nok fat i noget når du siger at du skal lære at acceptere dig selv for det du er. Måske du ikke er en buldertønde der hænger i lysekronen og snakker bukserne af pigerne, måske er du meget hellere ham der står i hjørnet og har en dyb samtale med PigEN?
Den slags er i højere kurs end du lige aner, men du skal helst undgå prinsessetypen af alle slags..
Ja, det var lige mine tanker... Det lyder ikke som om du har det alletiders, jeg krydser fingre for dig og vil da lige fyre en kliche af inden jeg smutter:
Det skal sq nok gå, der er mindst 1 til hver 😉

måske ikke på den front med pigerne, som hos dig lyder at være det altafgørende problem.
Men netop det der med, hva man føler, resten af verden siger at "det der, er det rigtige". Som om der er nogle forudbestemte normer.
Jeg var ikke pladask forelsket i min kæreste, da jeg mødte ham, og jeg synes da ikke alt flyver på en lyserød sky nu, ligesom det gør hos aaaaaalle andre. Man føler resten af verden har styr på det. Alle andre end lige mig!! Andre ved, hvad der er rigtigst for dem selv, jeg gør ikke!
Jeg tror, man skal stille sig selv et rigtig vigtigt spørgsmål: Er jeg tilfreds?
Er du tilfreds med, du ikke har nogen kæreste? Har du i virkeligheden bare bedst med at være alene?? Jamen så accepter det. Der er ingen regler for, man SKAL være i parforhold. På samme måde, må jeg nok acceptere, at jeg er som jeg er. En usikker tøs, som synes alle andre har mere styr på alting end mig.

Jeg har prøvet internetdating og mødt nogle stykker derigennem. Måske du har ret i, at jeg skulle lade dem lære mig bedre at kende, inden jeg haster med at invitere dem ud. Jeg plejer at invitere dem hurtigt, så jeg ikke bliver alt for skuffet, når jeg får den uundgåelige "det var hyggeligt, men du er ikke lige min type"-SMS efter daten. Ja jeg ved godt, jeg ikke skal tænke sådan ;-)
Det plejer at være sådan, at de er fyr og flamme inden vi mødes ("iihh jeg glæder mig sådan til at møde dig", "knus og kram"... Den slags). Men 10 minutter inde i daten, kan jeg allerede fornemme, at jeg på en eller anden måde ikke har levet op til deres forventninger. Jeg havde adskillige billeder på min profil, så tror ikke det er problemet. Tror bare ikke jeg duer til at skabe den famøse "kemi", som kvinder altid snakker om.

Det er da rart at vide, jeg ikke er den eneste, der ikke har styr på alt :-)
Nej, jeg tror ikke jeg er tilfreds. Meget af tiden har jeg det fint med at være alene, men frygten for at det aldrig skal lykkes, kommer oftere og stærkere jo ældre jeg bliver. Hvis det en dag lykkes mig at finde en, der kan holde mig ud, vil jeg nok opdage, at mine idealer ikke holder, men jeg tror nu alligevel, jeg ville ende med at være lykkeligere end jeg er nu.

Jeg kender godt det der med, at alderen presser en. Jeg er lige gammel med dig, og jeg har f.eks ikke fået børn endnu, som 2/3 af venneflokken har. Jeg er bare lidt længere om alting, og har altid været det. Jeg fik også kæreste på sent, var i seng med en første gang sent. Jeg tror bare, du må prøve at glemme din alder lidt. Jeg læste om en herinde på Sol,som fik sin første rigtige kæreste som 40-årig. Husk, det gode kommer til den der venter[s] Og der er 1 til alle.

kaldte jeg mig selv "hende der bliver droppet på 2.date". Jeg mødte tit nogle fyre i byen, hvor jeg var "pattestiv" og utroligt udadvendt. Når vi så aftalte, at vi skulle ses anden gang, var jeg jo ædru og denne her lille forsagte mus, som ikke anede, hvad hun skulle sige. Den var stensikker, jeg fik en sms med afslag bagefter, eller hørte bare ingenting. Men pludselig for 2 år siden lykkedes det. Men ikke helt let. Vi havde lidt svært ved at forstå hinandes signaler. Han synes jeg virkede arrogant og uinteresseret (i virkeligheden var jeg hamrende genert).[f] SÅ lærte han mig at kende, og så kunne han jo godt gennemskue at man bare skulle ind på livet af mig.

Det er sjovt, de fleste gange får man jo ikke en forklaring med afslaget, men de gange jeg har fået det, har det været lidt det samme som dig: "Du virkede ikke særligt interesseret", "Du virkede lidt fraværende, var jeg kedelig?". Der er ikke rigtigt en god måde at forklare at man nok tvært imod er for interesseret uden at lyde desperat, og det er vist det største turn-off.
Fedt det lykkedes for dig, så er der måske også håb for os andre. Men håber nu det bliver inden jeg når 40 ;-)

Hej enspænder!
Du minder lidt om mig selv, da jeg var yngre! Jeg var ret nørdet og følte mig ret ensom, havde kun en veninde ad gangen og jeg brugte det meste af tiden med at læse bøger.
Computer var der ikke dengang ( i hvert fald ikke nemt tilgængelig ).
Var meget genert og det med at snakke med andre som det første var ikke mit kendetegn. Så det med diskotekbesøg og pubcrawl eller andre udadvendte aktiviteter har jeg ikke erfaring med. Jeg havde et kikset forhold, fordi jeg ikke havde erfaring nok. Og jeg har sagt til mig selv, at hellere blive alene end en gang til de samme erfaringer.
Pubber og barer i nattelivet er heller ikke stedet, hvor man møder sin livsledsager! Jeg tror, at det bliver mere sandsyndligt at finde hende ifm dit arbejde.
Nu er du endnu ung og jeg tror ikke, at du skal fortvivle! En dag vil du møde en kvinde, som vil se dig, som du er (og ikke arrogant og kold - sådan en stempel havde jeg også på mig af samme årsag som dig) og alt skal nok blive bedre (på kærlighedsfronten).
Fortsæt med at være et godt og hjælpsomt menneske og vær naturlig. Der findes altid en person i denne verden, som er der for din skyld! Du vil nok møde hende når tiden er inde!
De bedste ønsker til dig
celina

jeg er 33 og mand.
Jeg tror sku man skal finde det i sig selv som du skriver. Nogle gange ville det da være rart at have en men oftest er jeg sku egentlig helst foruden. Ved sku ikke jeg tror egentlig det største problem er presset udefra .. altså det at man helst skal ville være to ...
Jeg tror du skal acceptere du er som du er .. dæmp dates og dyrk dit liv og glem alt det med andres mening. Så tror jeg du bliver klar lige pludselig og kan slappe af ... det er ofte tilfældigt når folk møder deres partner ... Men jeg ved det ikke ... kan bare mærke at jeg får det mere og mere ok med at være alene. Haft efterhånden også fået sat dem på plads der blander sig (min mor fx omkring børnebørn) .. vi har kun et liv så få det bedste ud af det ... ikke for meget negativt crap .. gør de ting du har lyst til og glæd dig over den frihed du har og de oplevelser du når at få ...

...i en verden fuld af par!
Kunne ikke have sagt det bedre selv(til manna). Det er ligesom om at samfundet ikke helt accepterer at man er alene. Hvorfor skal det være sådan at man kun kan være lykkelig hvis man har fundet sin anden halvdel.
Egentlig har jeg det okay med at være alene, men det er ligesom om at andre tænker at det burde jeg ikke. Jeg er træt af at der ligger et pres på mig fra venner og familie. Kærligheden kommer når den kommer, hvis ikke, er der så mange andre fantastiske ting i livet. Selvom jeg er single føler jeg mit liv er fuld af kærlighed, så længe jeg kender nogle fantastiske mennesker, og laver det jeg brænder for.
Hvorfor have en kæreste bare for at have en kæreste, det er der vidst ikke meget ved!🙂

men tror at folk vil en det bedste når de "bekymre sig" om en.... ja jeg forstår heller ikke at der kun er en rigtig måde at leve på. Men vi bliver jo bombet med det fra alle kanter såh ... nej man skal sku bare være glad det er sku det vigtigste og græsset er ikke altid grønnere på den anden side.
Jeg syntes ofte jeg tænker "godt det ikke er mig" nå jeg hører om parproblemer ... jeg tror bare nogle mennesker (læs de fleste) har mere brug for tosomheden end andre .. men også at det jo forventes at man leve sammen og problemerne snakker man ikke så højt om.
Alle mennesker har sku deres at slås med .. og vores problemer er ikke større eller værre end dem der lever sammen det er bare nogle andre :-)

mit råd til dig er, at du skal være dig selv. du lyder som er speciel fyr måske lidt nørdet på den fede måde. du er intelligent. eftertænksom. reflektere over dig selv. Jeg har en søn på 18 som umiddelbart er lidt lige som dig. Han har asperger. har du hørt om det før?? jeg siger det ikke for at træde på dig. kun for at hjælpe. Ellers hvor er det dog dejligt at vi mennesker er forskellige. det gør verden mere rig og nuanceret.

Jeg ved godt, hvad Asperger er, og har da også overvejet, om jeg har det, og derfor læst en del om det på internettet. Jeg har i hvert fald en del af trækkene, men om jeg ligefrem kan få en diagnose ved jeg ikke. Det synes også uklart, hvor grænsen går imellem det og almindelig social ubegavethed.
Ved ikke om det ville hjælpe mig at vide, men uanset er det da rart at vide, at man ikke er alene med sine problemer - et af de mere usympatiske menneskelige træk i virkeligheden... Med det in mente, tak til alle jer der har ulejliget jer med at læse og svare på mit indlæg :-)

Når folk skal have en diagnose, for ikke at passe i de "rigtige" kasser. Du har bevist, du kan leve alene. Det skulle efter sigende være den bedste kvalifikation til at leve sammen med et andet menneske. Om du lever bedst alene eller sammen med et andet menneske, kan du i sagens natur ikke vide, før det er prøvet af.
Gå målrettet efter at få en kæreste og prøv livet af.
De bedste ønsker til dig her på morgenkvisten. [f]

Nu har manglende målrettethed aldrig været mit problem, og jeg plejer at opnå de ting, jeg sætter mig for, men lige med det her er det jo ikke ganske under min egen kontrol...

jeg har erfaret, at nogle gange når jeg kigesom prøver , at slå tingene hen( glemme det, eller siger når, det kommer nok en dag) så sker dt som jeg ønsker mig. nogle gange er vi så opsat på noget, at vi helt "glemmer " at slappe af/være sig selv. Først når vi gør det sker der noget.🙂 held og lykke

dejligt med nogle positive søde mennesker🙂

Hehe, her sidder jeg og troede jeg var alene.. Modsat køn :o)) Men tak gud, min uløselig matematiske opgave er jo indlæggeren på dette blog. Hvis du stadig er der, må du meget gerne skrive igen :)Tror sku vi to er summen af integralet for samme person :)

Om du får diagnosen Aspergers har også noget at gøre med, hvordan du var, da du var barn. Jeg havde f.eks. en mani med at tegne bondegårde på ternet papir som en plantegning - om og om igen - aldrig helt det samme, men alligevel meget ens. Så gik jeg over til en årrække, hvor jeg var vildt interesseret i dyr og læste, skrev og udprintede en masse oplysninger om dyr - det brugte jeg det meste af min fritid på. Jeg har også altid været en af de bedste i skolen... I de unge teenageår blev jeg meget interesseret i religion og alternative behandlinger osv., hvilket jeg brugte al min tid på... Jeg var igennem hele skolen meget asocial og stille, men det blev der ikke fulgt op på, for jeg var jo en meget "ordentlig" pige. Jeg bogstaveligt talt HADEDE børnehaveklassen (det er nok et af de værste i år i liv), men det gik noget bedre, da jeg kom i første og der var en del mere struktur på osv. Jeg er også meget selvreflekterende (f.eks. tænker jeg, at jeg lige nu allerede har "plapret" alt for meget), og jeg har først fået diagnosen i en alder af 25 år. Jeg troede ikke, jeg ville få den, men jeg prøvede, for hvis det kunne hjælpe mig i min hverdag, at f.eks. kommunen, samfundet og uddannelsessystemet kunne give mig nogle tilbud, så var det det hele værd. Så prøv, hvis du gerne vil vide det.
/Linda
Ps. psykiateren var overbevist om, at det IKKE var Aspergers og at jeg måske havde noget personlighedsforstyrrelse, ADHD eller andet (det vel at mærke efter første indledende samtale), men psykologen lavede en masse tests osv. og var slet ikke i tvivl om, at det VAR Aspergers, jeg havde - jeg kan selv stadig godt blive lidt i tvivl, da jeg synes, jeg er forholdsvist godt socialt fungerende, på trods af, at jeg sjældent laver noget sammen med venner - så lad dig ikke kue af, at der er nogen, der antager, at du ikke har Aspergers! PYYYH! Det blev et langt PS :-P

Det ER nemlig uklart, hvor grænsen går fra at have Aspergers til ikke at have det!

Her længe efter.
Jeg læser af dette, at asperger er en manisk lidelse. Måske dette at skrive i SOLen kunne være en sådan gentaget asperger-adfærd? især dem der skriver, at alle arbejdsledige, syge og gamle og dem der ikke er dygtige nok til at honorere arbejdsmarkedets eller uddannelsessystemets krav nasser på samfundet som luddovne, og skal bare gåp i gang med at bestille noget, og får man for lidt i løn er man løntrykker. især dem, der med denne eller alle mulige andre finurlige dignoser diagnostiseres helt ind på kolbøttefabrikken.
Dette at tegne bondegård efter bondegård på kvadreret papir er altså sygeligt (godt at vide det) medførende asperger-diagnose, ganske som den, der sætter ild til bondegård efter bondegård er pyroman.
Du fejler vist ikke noget oppe i hovedet. Selvfølgelig bliver man "asocial" hvis man har for travlt med lektier og eksamen til at man også kan være selskabelig. Det er nok ikke nogen gevinst at slæbe rundt på en tossediagnose, medmindre den kan give adgang til en social ydelse, f.els. førtidspension, hvis en fysisk sygdom eller et j¨handicap ikke er nok, hvilket der er politiske grunde til.

Ja. Man behøver kun at "fejle" det, at nogen har bagtalt en til tredje person med en diagnose. Så kan fælden allerde klappe, også selv om det kommer fra ikke-læge.
Diagnosen kan eksistere skjult af fortrolighedsgrunde.

Jeg skriver dette meget længe efter.
Jeg synes ikke du skal begynde at sammenligne en vildt fremmed person med din jeg vil ikke sige syge, men i hvert fald diagnostiserede søn, som du måske er bekymret for. Jeg håber det trods alt går ham godt.
Hvis det var dig, der var genstand for en socialsag, eller du skulle personlighedsbedømmes: Ville du bryde dig om at f. eks. hvis din bisidder i en socialsag snakker om dig til tredje person med en psykiatrisk diagnose,´som du ikke selv kan kontrollere? Jeg taler desværre af egen erfaring.

Det er mig igen meget længe efter.
Jeg er lige i en anden tråd blevet belært om fra en af de mange med Nick'et Anonym
at asperger ikke engang er en sygdom,´men citat: (her vedr. knlgten, der sprøjtemalede en Jelling-sten af historisk værdi).
Hvor har du fra, at han er manisk?? Og hvorfor kalder du en person med aspergers syndrom for "for syg til at være rask" - det er ikke en sygdom.
Hvis emnet interesserer dig, skulle du tage at sætte dig ind i det - det virker ikke sagligt, at du fabulerer over noget, du tydeligvis ingen viden har om.
Citat slut.
Defor kan dem der brænder bondegårde af for at få en stor oplevelse godt være maniske.
Det er umuligt for ikke-fagfolk at hitte rede i hvilke psykiatriske dårligdomme der er sygdomme/diagnoser og hvilke der er noget andet. Det er umuligt at kommunikere om, det er vel også meningen - desværre.
Claus Kludder!