de pokkers unger

er ved at drive min mand og mig til vanvid!
vi flyttede for tre månerder siden, ungerne skiftede skole, så der er mange gode grunde til, at de reagerer. men behøver det være så voldsomt?
den "lille" på 7 nægter at sove i sin egen seng, nægter at stå op om morgenen, nægter at spise morgenmad, trække i tøj, børste tænder/hår, komme ud ad døren... Ingen argumenter bider på hende. Vi kan snakke roligt, prøve at overtale eller forklare, skælde ud, true med at hvis hun ikke gør det eller det nu, så gør vi det for hende - intet hjælper. Konflikterne ender med hysterisk skrigende barn - vi må ikke "glo" på hende, ikke være i stuen, ikke snakke til hende. Tager vi fat i hende og trækker hende i tøjet, fordi nu er tiden bare gået og vi kommer for sent, hvis ikke vi kommer ud af døren NU, sprutter og hvæser, skriger og stamper hun, så det hele ryster. Vi beder hende pænt om tingene og for lort i hovedet til gengæld, suk. Vi siger til hende om at tale pænt til os og ikke råbe, og får skrig og ukvemsord tilbage, mere suk.
den store vil ikke lave lektier, siger ingen holder af hende, at hun lige så godt kan dø. ingen vil hende i skolen (hvilket ifølge lærerne ikke passer, det er hende, der siger nej til dem), vi er dumme idioter. Forleden stillede hun sig ud i storm og regn iført kun undertøj, med den hensigt at blive syg, så hun ikke skulle afsted, og for at straffe mig for ikke at lade hende få lov til at sove hos en veninde fra den gamle klasse. Bagefter kan hun slet ikke kende sig selv, er ulykkelig og hulkende. I skolen efter sådan en omgang sidder hun og græder, skriver brev til os om hvor ked af det hun er osv.
Alt i alt råber de jo begge to på os, og vi vil så gerne høre og forstå, hvad de siger. Men vi kommer til kort, for vi synes ikke at noget som helst lader til at virke. De får masser af knus og kærtegn. Vi fortæller dem, hvor højt vi elsker dem. Der er altid mad, tøj, lektiehjælp osv. Vores tålmodighed er stor, men også ved at være brugt op. Der er grænser for mængden af pædagogiske værktøjer til rådighed, når hverdagen bare også skal hænge sammen med vores arbejde og deres skole, samt alle de praktiske ting, som bare skal gøres. Jeg er træt af at blive råbt af, træt af at blive vrisset af, træt af at blive ignoreret, når jeg beder dem hjælpe til, gøre et eller andet, slukke for fjernsynet, stå op, trække i tøj, give hamsteren vand - any thing. ALT kan udløse en konflikt, især med den mindste.
Please, kom med nogle friske briller og ører til os, så vi kan komme videre og få vores to skønne unger tilbage

det må du nok sige, ungerne er vrede på jer, jeg håber, I havde gode grunde til at flytte. Men det har man jo som regel.
Jeg kan tydeligt huske, hvor ked af jeg selv var, da jeg blev flyttet som trettenårig efter et langt liv i samme klasse.
Giv dem gode muligheder for fortsat at se de gamle venner.
Vis dem det nye sted, tag dem med på udflugter, ud at se de ting, der nu er, der hvor I er.
Tal med lærer/skolepsykolog om det hele. Og giv det lidt tid. Det kan virke uretfærdigt, fordi man som forælder altid synes, der er rigtig vigtige grunde til en flytning. Men for børnene er de gamle venner og steder ligeså vigtige.
Held og lykke🙂

Så må man sige, det er gjort. Bed dem om at standse det. Standser det ikke, så inddrag previligerne.
Når I ellers er åbne og imødekomne for at hører hvad de siger og de ingenting siger, så ser jeg ikke andre muligheder. Lige om lidt, har det stået på så længe at det bliver et mønster og hvem kan leve i den familie? Hver du, din mand eller børnene selv.

Vil næsten sige at de har deres gode ret til at reagere.. Det er hårdt for børn at flytte, og især til nye skoler..
Men der mangler mange oplysninger før jeg synes man kan tage stilling,
for "mor til 3" er da godt nok hård.
Men sådan;
Hvor lang tid var de forbedt, og har man snakket godt igennem om det inden?
^ lyder ikke sådan.
Hvor gammel er den ældste, og hvordan har hun det ellers/før i flyttede?
Ses hun med folk efter skole? - og sine gamle veninder?
Jeg prioritere igen at det er hårdt for børn at flytte..
Da jeg var lille (6år), forberedte mine forældre mig på at vi skulle flytte ved at fortælle om alle de børn der boede i området, at jeg ville få et stort værelse og som ekstra bestikkelse med at få et stort musikanlæg - hvilket okay, var ret unormalt dengang. Jeg kunne ikke vente med at flytte, selvom det var hårdt efterfølgende.

du har helt ret - som jeg også skriver indledningsvis, er der masser af grund til at reagere.
De havde længe vidst, at vi skulle flytte. Hjulpet med at pakke ned og ud. Snakket om nye værelser og nu hvert sit osv.
Vi flyttede for at skifte miljø - primært fra den skole, de gik i. Den lilles klasse fungerede fint, - vi har siden fået at vide, at det gør den ikke mere.
Den store - 10 år - gik i en klasse med mange børn med egne ideer om ret og rimeligt, og absolut ingen fornemmelse af "os" og vigtigheden af fællesskab. Hun er grundlæggende glad, har nemt ved at lære alt, hvad hun interesserer sig for, læser meget og gerne. De gamle veninder er efter vores bedste overbevisning ikke "veninder", men piger, hun fandt sig i, fordi de var, hvad der var at få. Hun har knyttet sig noget til en enkelt fra den nye klasse, men vedkommende kan jo ikke oppebære hele min datter behov for social kontakt. Pt isolerer hun sig med modvilje mod at gå i klubben, mod at snakke med os - svarer udenom, vrænger, er sarkastisk osv - og gemmer sig i bøger og Nintendo.
Hun glædede sig faktisk ret meget til at flytte...
Det gjorde lillesøster ikke, og har da også været den, der tog det tungest.

Kunne den store ikke bare have flyttet klasse?? Nå, men efter min mening er det din datter, der bestemmer, om de gamle veninder er rigtige veninder. Jeg ville give hende lov til at se dem, så længe hun da ønsker det.

at dine børn slet ikke trives i deres nye klasser?
Jeg har en søn som også nogen gange får sådanne ture og når jeg kikker bagom, er der som regel noget der ikke fungerer i skolen/klassen. Når vi så har fået det sat på plads er alt ved det gamle igen.

heeey jeg har passet nogle børn som også er sådan og piger i den alder kan godt være vanskelige ikke tro nogle gider hende fordi hun gerne vil have mere opmærksomhed selvom hun for det i forvejen og hvis hun føler i havde mere tid til dem det andet sted og hvis hun havde venner hun mistede af hun er ked af det og hun kan også være bange for af få veninder pga hvis hun nu også mistede dem men i kan ihvertfald få hjælp på kommunen i kan eksempel få en familierådgiver de er meget søde mange af dem og de hygger sig med børnene og jer alle sammen og snakker med jer og giver jer råd om hva i kan gøre
men håber det hjælper mvh louise🙂